Tilførsel af jord til råstofgrave

Det er forbudt at tilføre jord til nuværende eller tidligere råstofgrave. I visse tilfælde kan der gives dispensation. Det er regionen der behandler ansøgninger om dispensation til tilførsel af jord til råstofgrave.  

I henhold til jordforureningslovens § 52 er det forbudt at tilføre såvel forurenet som uforurenet jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave. Regionsrådet kan dog, jf. jordforureningslovens § 52 stk. 2, meddele dispensation fra forbuddet. 

Når du søger om dispensation fra forbuddet i jordforureningslovens § 52 skal regionen sikre, at der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning. Vi skal samtidig sikre, at der ikke er andre tilsvarende miljømæssige hensyn der taler imod.

En dispensation fra forbuddet mod at tilføre uforurenet jord til en råstofgrav vil indeholde vilkår om håndtering af jorden og om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord, jævnfør § 52 stk. 3.

Er der tale om forurenet jord forudsætter en dispensation efter jordforureningslovens § 52 også at kommunen eller godkendelsesmyndigheden fastsætter vilkår for deponeringen efter miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33, jævnfør jordforureningslovens § 52 stk. 4. Hvis der er tale om anmeldelsespligtig jord skal jordflytningen desuden anmeldes til kommunen. Anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord er beskrevet i Jordflytningsbekendtgørelsen.