Jordforureningsstrategi

Strategiplanen for jordforureningsområdet er en langsigtet strategi, der sætter rammerne for arbejdet med kortlægning, undersøgelse og oprensning af jordforurening i Region Nordjylland.

Jordforurening stammer fra virksomheder og industri, som gennem tiden har brugt mange kemikalier. Den måde stofferne har været håndteret på, er årsagen til, at jorden og grundvandet er forurenet mange steder i dag. Utætte tanke eller ødelagte kloakledninger kan også være skyld i, at olie og kemikalier har forurenet jorden.

Uanset kilden kan forurening af jord og grundvand være til skade for både menneskers sundhed og miljøet. Derfor er kortlægning, undersøgelser og eventuelt oprensning af jordforurening et vigtigt regionalt indsatsområde. Formålet med indsatsen er at sikre vores grundvand, overfladevand, natur og ikke mindst menneskers sundhed mod påvirkning for jordforureninger.

Den fremadrettede regionale indsats tilrettelægges efter Strategiplan 2015 for jordforureningsområdet, som er en strategi for kortlægning, undersøgelse og oprensning af jordforurening i Nordjylland.