Nordjyske Nyskabere

Nordjyske Nyskabere er hele Nordjyllands innovationskonkurrence for unge på ungdomsuddannelserne.
Nordjylland skal leve af de gode ideer, og lysten og kompetencerne til at arbejde innovativt, kreativt og entreprenørielt skal vækkes og udvikles tidligt. Derfor inviteres unge fra de nordjyske ungdomsuddannelser til at deltage i Nordjyske Nyskabere. Her støttes de i at få innovative og værdiskabende ideer, og guides i den videre proces med at gøre en idé til virkelighed.

Konkurrencen er igangsat af Regionsrådet i Nordjylland og har eksisteret siden 2012.

Hvad er Nordjyske Nyskabere? 

Nordjyske Nyskabere er en innovationskonkurrence for unge på alle de nordjyske ungdomsuddannelser – det almene gymnasium, hf, handelsgymnasierne, de tekniske gymnasier og erhvervsuddannelserne. Konkurrencen strækker sig over et længere forløb, hvor deltagerne klædes på til at tænke innovativt, kreativt og entreprenant i forhold til at få nye ideer og udvikle ideerne. For Nordjyske Nyskabere er innovation lig med en proces, hvor man ser muligheden, får en idé, gen-nemfører/realiserer ideen og hvor ideen skaber værdi. Værdiskabelsen er dog langt fra nødvendigvis af økonomisk karakter. 

Hvilke typer ideer kan man deltage med? 

På grund af den brede forståelse af innovation, er det muligt at stille op med mange forskellige typer af ideer – både inde for social innovation og mere traditionel produktinnovation mm. Det helt centrale for Nordjyske Nyskabere er, at ideen skaber værdi og at ideen er realiserbar og nyskabende.  

Hvordan deltager man? 

Nordjyske Nyskabere er en holdkonkurrence. For at deltage skal man være en gruppe på max 5 innovative og motiverede elever. Man kan være med, hvis man har en god idé, og hvis man har sin skoles opbakning til at deltage. Det er ude på de enkelte skoler, at holdene udvælges. 

Hvad kan man forvente, når man deltager? 

Når man deltager i Nordjyske Nyskabere kan man forvente at opnå kvalificeret sparring og vejledning i sin idéudvikling. Man vil opleve at blive udfordret og vokse både fagligt og personligt. Man vil have travlt, men vil også hygge sig og have det sjovt og få et stort netværk af unge, der deler interessen for innovation.