En fremtid med mindre trængsel på vejene, færre trafikulykker, reduceret CO2-udledning og målrettede trafik- og informationsservices til den enkelte bilist. Det er drømmen og ambitionen i Nordjylland, hvor den regionale ekspertise har dannet fælles front og sat sig i førersædet i udviklingen af fremtidens intelligente transportsystemer, det såkaldte ITS.
Med projektet ITS Platform Nordjylland er det målet på sigt at gøre regionen til et internationalt udviklings- og testsite for intelligente transportsystemer. De første skridt mod målet er allerede taget. Over en længere årrække har de nordjyske videninstitutioner, virksomheder og offentlige aktører opbygget specialiseret viden inden for ITS. Den regionale styrkeposition omsættes nu i udvikling, øget vækst og nye arbejdspladser.
Stort potentiale i at tænke ud af boksen
Bag ITS Platform Nordjylland står Aalborg Universitet samt virksomhederne Inntrasys og GateHouse. Med Vækstforums støttet udvikler de en banebrydende softwareplatform og en boks, der sammen kan fungere som grundlag for fremtidens ITS services over alt i verden. Platformen og boksen vil kunne understøtte road pricing, automatisk betaling for parkering og en bred palet af målrettet trafikinformation.
Mulighederne inden for ITS er mange, og projektdeltagerne fremhæver det store potentiale der er i netop at udvikle en grundlæggende teknologi, som alle leverandører efterfølgende kan bygge og teste deres løsninger på:
- Vi forventer på kort sigt, at udvikling og etablering af en fleksibel ITS platform i Nordjylland, kan skabe grundlaget for en stærk erhvervsklynge i regionen. Virksomheder kan bruge platformen til udvikling af nye ITS produkter og services, der vil gøre regionen førende inden for ITS. Og på længere sigt forventer vi at kunne udbrede ITS platformen nationalt og internationalt både som et testsite, men også i forbindelse med implementeringen af specifikke løsninger, fortæller Michael Bondo Andersen, der er direktør i GateHouse.
500 testpiloter sætter sig bag rattet
Et afgørende led i projektet er test af ITS platformen og dens palet af mulige services blandt fremtidens brugere. Derfor bliver den nyudviklede boks i løbet af 2011 og 2012 installeret i bilerne hos 500 frivillige testpiloter, der som de første får glæde af den nye teknologis mange muligheder.
Boksen og dens avancerede software giver blandt andet testpiloterne mulighed for at lære at køre mere økonomisk. En smart Eco Drive service kan registrere den daglige kørsel og sammensætte en personlig hastighedsprofil, som viser bilisten, hvor og hvornår han med fordel kan lette foden lidt fra speederen og derved spare på benzinforbruget. En anden service gør det nemt for bilisten at betale for parkering på steder og tidspunkter, hvor en P-billet er påbudt. ITS-boksen registrerer selv via GPS, når bilen holder stille på parkeringspladsen, og bilisten kan derefter med et enkelt tryk på en knap vælge at få trukket betalingen for P-billetten fra sin konto.
Tager testpiloterne godt imod boksen og de nye services, vil flere snart komme til. Samtidig kan der åbnes op for, at både danske og udenlandske udviklere kan afprøve deres løsninger på den nordjyske ITS-platform. Vejen vil med andre ord være banet for Nordjylland som et internationalt kraftcenter for udvikling og test af fremtidens intelligente transportsystemer.

Foto: Fotolia
Projekt:
ITS Platform Nordjylland
Indsatsområde:
Regionale frontteknologier
Vækstforums støtte:
17,4 mio. kr. fra EU’s strukturfonde af et samlet budget på 34,8 mio. kr.
Samarbejdspartnere:
Aalborg Universitet, Inntrasys og GateHouse
Yderligere information:
www.itsplatform.dk
