Resultatet af pilotprojekt om jordforurening på børneinstitutioner
Region Nordjylland har nu afsluttet et projekt om jordforurening i børneinstitutioner i Aalborg og Nørresundby. Projektet skulle undersøge, om der findes institutioner, hvor forureningsniveauet er over niveauet for lettere forurenet jord og derved er en del af den indsats, som regionen har ansvaret for.
I pilotprojektet udvalgte vi 56 børneinstitutioner i Aalborg og Nørresundby, der ligger på arealer, der har været udsat for diffus forurening over mange år. Diffus forurening vil sige den almindelige forurening, der kommer i en by som følge af blandt andet trafik, industri, luftforurening. Med projektet ville vi gerne finde svar på, om den diffuse forurening i ældre byområder har givet anledning til så kraftig jordforurening, at der er behov for en indsats.

Resultaterne af undersøgelserne viser, at jorden på 54 af de 56 undersøgte børneinstitutioner var enten ren eller lettere forurenet. Lettere forurenet jord har kun en lille sundhedsrisiko og kræver ikke oprensning. Den lille risiko ved at opholde sig på lettere forurenet jord kan reduceres ved at følge simple forholdsregler, som at vaske hænder efter at have leget på jorden. Institutioner med lettere forurenet jord får rådgivning om forholdsreglerne fra Aalborg Kommune.

På to af de 56 børneinstitutioner fandt vi mindre områder med jordforurening på et niveau over ”lettere forening”. Det betyder, at den forurenede del af de to grunde skal renses. Det vil sige, at det øverste jordlag skal graves af. I samråd med embedslægen har regionen besluttet, at afgravningen kommer til at foregå til foråret 2009. De to institutioner har fået besked om forureningen og det videre forløb.

”Resultaterne fra pilotprojektet giver os ikke grund til bekymringer,” siger regionsrådsmedlem og formand for det rådgivende udvalg på området, Ejner Guldager Nielsen (S). ”Forureningen på de undersøgte institutioner er, som vi kunne forvente, når vi taler om ældre byområder. Men vi skal naturligvis være ekstra forsigtige, når vi snakker børneinstitutioner. Pilotprojektet skal danne grundlag for den videre indsats i forhold til de resterende godt 400 børneinstitutioner i regionen. Den plan fremlægger vi i begyndelsen af 2009.”

Projektet er gennemført i samarbejde med Embedslægeinstitutionen og Aalborg Kommune.

Kontaktpersoner

Regionsrådsmedlem Ejner Guldager Nielsen
tlf. 40 44 32 50, ejner.guldager.nielsen@rn.dk

Vicekontorchef Kenn Bloch Mortensen
tlf. 96 35 13 48 / 41 62 08 62, kbm@rn.dk



Yderligere information