En af Region Nordjyllands vigtige opgaver inden for den regionale udvikling er at finde tilstrækkelige råstoffer til fremtidig byggeri og infrastruktur. Regionsrådet fremlægger nu et forslag til en revision af råstofplanen fra 2008, der beskriver hvor og hvordan sten, sand, grus, ler, kalk, kridt, moler eller tørv skal udgraves.
Debat på internettet
Som noget nyt kan interesserede på internettet også deltage eller følge med i debatten om, hvordan vi fremover skal bruge de råstoffer, vi har i regionen. Råstofindvindere og Borgere med interesse i råstofindvinding vil have mulighed for at kommentere forslaget til råstofplanen på internettet i perioden fra den 9. januar til 9. marts 2012.
Har du bemærkninger til forslaget kan du sende også dem til:
raastoffer@rn.dk
eller:
Region Nordjylland
Regional Udvikling
Råstofgruppen
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst
Hovedspørgsmålet i planlægningen har været at få afklaret, om der er udlagt tilstrækkeligt med graveområder, og om disse indeholder råstoffer af tilstrækkelig mængde og kvalitet til de kommende års behov.
Andre emner som var til debat er den transport, der foregår med råstofferne, hvordan råstofindvindingen påvirker naturen, samt hvordan vi bedst beskytter grundvandet i regionen.
Med råstofplanlægningen skal vi finde balancen mellem at sikre, at der er tilstrækkeligt med råstoffer i regionen til blandt andet byggeri og anlæg, og samtidig sikre at naturen og borgerne er bedst muligt beskyttet mod de gener, råstofindvindingen vil medføre.
Informationsmøde d. 7. februar 2012
Den 7. februar 2012 holder Region Nordjylland et offentligt møde i Aalborg, hvor forslaget til Råstofplan 2012 bliver vist frem. Alle kan deltage i mødet og diskutere planforlaget og de konkrete graveområder, både indvindere af råstoffer, borgere der får råstofindvingen tæt på, kommunalpolitikere, lokalpolitikere og andre interesserede.
Fakta om mødet:
Dato: Den 7. februar 2012
Tid: Kl. 19:00-21:30
Sted: Aalborg Kongres- og kulturcenter
Tilmelding til mødet kan ske ved henvendelse til Birgitte Gorgin på telefon nr. 96 35 13 38 eller e-mail bg@rn.dk
Hvilke råstoffer har vi i Nordjylland?
I Nordjylland indvinder vi sand, grus, sten, ler, kalk, moler, og tørv. Langt de største mængder er sand, grus, sten og kalk. I 2006 blev der indvundet i alt knap 9 mio. kubikmeter. I 2009 var det faldet til knap 6 mio. kubikmeter. Faldet skyldes primært faldet i byggeriet som følge af finanskrisen. På landsplan blev der i 2009 indvundet godt 25 mio. kubikmeter råstoffer.
Du kan finde forslaget til Råstofplan 2012 her