Region Nordjylland deltager i en række internationale partnerskaber. Nogle er politiske samarbejder og netværk af mere eller mindre permanent karakter og andre er projektpartnerskaber, der har en tidsbegrænset projektperiode.
Region Nordjyllands internationale engagement tager udgangspunkt i de opgaver vi som region skal løse i forhold til den Regionale udviklingsplan og den Regionale erhvervsudviklingsstrategi, og de udfordringer vi står overfor i dette arbejde. Mål og indsatsområder for det internationale arbejde er nærmere beskrevet i Region Nordjyllands internationale strategi for regional udvikling.
Det internationale arbejde skal således medvirke til at skabe vækst og udvikling i den nordjyske region og understøtte arbejdet med at gøre Nordjylland til et godt sted at leve, bo, arbejde og drive virksomhed. Her spiller erfaringsudveksling, videndeling og løsning af fælles udfordringer i samspil med andre europæiske regioner en vigtig rolle.
Det er også vigtigt at se Region Nordjyllands opgaveløsning i et internationalt perspektiv i lyset af den tiltagende globalisering, hvor flere og flere problemstillinger bliver grænseoverskridende, og hvor flere og flere beslutninger som følge heraf får en europæisk eller international dimension. Region Nordjyllands input og indflydelse på europæisk og internationalt plan finder blandt andet sted via de internationale politiske samarbejder, som de regionale politikere deltager i.
Læs mere om den internationale strategi