Region Nordjylland ejer sammen med de elleve nordjyske kommuner Nordjyllands Trafikselskab I/S (NT). Regionen bestiller hvert år kollektiv trafik hos NT, der udgør ca. 1/3 af selskabets samlede trafikomfang. Regionens trafikbestilling fokuserer i overensstemmelse med den regionale udviklingsplan (RUP) på at styrke den kollektive trafik for pendlere og uddannelsessøgende.
X-busser forbinder Nordjylland trafikalt
Regionen og de nordjyske kommuner har koordineret sine trafikbestillinger i Trafikplan for Nordjylland 2009-2012, som er vedtaget i regionsrådet og samtlige kommunalbestyrelser. Trafikplanen er NTs strategidokument. Undersøgelser har vist at den kollektive trafik kan konkurrere med individuel trafik, hvis rejsetiden er max. 1,5 gange rejsetiden i individuel trafik. Et centralt mål i trafikplanen er derfor at udbygge et ekspresbus-net som opfylder dette kriterium. Det er regionen, som er bestiller af dette net, som udbygges kraftigt i forbindelse med trafikplanen. Dette ekspresbusnet er en del af det net trafikplanen refererer til som A+-nettet. Det omfatter desuden lokalbanetrafik, som regionen er bestiller af, samt statlig togtrafik i regionen. Ressourcerne til denne udbygning er fremkommet ved at bestillingen af visse kortere ruter overgår fra regionerne til kommunerne.
Flexture giver nordjyderne fleksibilitet
Flere kommuner har gennemgående analyseret deres kollektive trafik og fundet forenklinger i den forbindelse. En del af disse forenklinger er øget brug af Flextur, som er en mellemting mellem bus og taxa. Kunderne skal bestille i forvejen og turene koordineres så via et datasystem hos NT. Regional Udvikling er ikke bestiller af Flextur, men bidrager via forskellige projekter til videreudvikling af produktet for alle kommuner. Flextursproduktet kan hjælpe kommunerne til at implementere deres del af trafikplanen.
Læs mere om trafikplanen hos Nordjyllands Trafikselskab