Afslutning af Vækstforums funktionsperiode
Funktionsperioden for det nuværende Vækstforum løber fra 1. april 2006 til 31. marts 2010. Under forudsætning af, at oplægget godkendes på det kommende regionsrådsmøde den 24. november 2009, er det derfor besluttet, at det nuværende Vækstforum afholder sit afsluttende møde den 9. marts 2010. På samme møde vil det kommende Vækstforum konstituere sig.
I forhold til behandling af ansøgninger til udviklingsmidler vil ansøgninger med et budget på over kr. 500.000 (store ansøgninger), der prækvalificeres på Vækstforums møde den 7. december 2009, blive endeligt behandlet på Vækstforums afsluttende møde i marts 2010. Ansøgningsfristen for indsendelse af endelige ansøgninger er fastsat til den 15. januar 2010.
Små ansøgninger med et budget på under kr. 500.000 behandles som udgangspunkt kun på Indstillingsudvalgets møder. Udover det planlagte møde i Indstillingsudvalget den 16. november 2009, er der planlagt et møde medio februar 2010. Datoen for mødet vil blive udmeldt her på hjemmesiden snarest.
Det anbefales at indsende små ansøgninger 7-8 uger før Indstillingsudvalgets møde for at kunne forvente behandling på mødet. Det er imidlertid stadig en forudsætning, at ansøgningen skal være tilstrækkeligt belyst og gennemarbejdet i god tid før mødet for at kunne blive behandlet.
Nye ansøgningsrunder i 2010
Datoer for nye ansøgningsrunder i 2010 offentliggøres umiddelbart efter konstitueringen af det kommende Vækstforum. Den første ansøgningsrunde forventes at have ansøgningsfrist primo april 2010 med behandling i Vækstforum medio juni 2010. Informationer herom vil løbende blive opdateret her på hjemmesiden.