Vækstforums møde den 7. juni 2011
Herunder kan du læse referat af Vækstforums møde den 7. juni 2011

1. Godkendelse af dagsorden

Resumé
Dagsorden til mødet, herunder fastsættelse af mødets tema, er aftalt i samarbejde Vækstforums formandskab. Der henvises generelt til nedenstående punkter.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender dagsordenen som grundlag for dagens møde.

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Vækstforum godkendte dagsordenen som grundlag for dagens møde.

2. Godkendelse af referat af Vækstforums møde den 15. marts 2011

Resumé
Referat af Vækstforums seneste møde den 15. marts 2011 er tidligere udsendt efter forudgående godkendelse i Formandskabet.

Den 2. april 2011 har sekretariatet modtaget følgende bemærkning fra Knud Kristensen: ”Jeg bemærker mig under eventuelt, at der mangler at blive påført min bemærkning om, at jeg ikke støtter at give tilskud til Kulturbroen. Jeg må bede om, at dette bliver påført”.

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Ulla Astman introducerede punktet og bemærkede, at Knud Kristensens synspunkt, som er gengivet ovenfor, optages i referatet under eventuelt.

I den forbindelse henstillede formanden til, at eventuelle bemærkninger, som medlemmerne ønsker optaget i referatet til konkrete punkter, fremsættes i forbindelse med behandlingen af det pågældende punkt.

Med denne bemærkning godkendte Vækstforum referatet af mødet den 15. marts 2011. 

3. Økonomiske nøgletal for Nordjylland

Resumé
Generelt er der grund til forsigtig optimisme omkring den aktuelle konjunkturudvikling i Nordjylland. Godt nok er niveauet for beskæftigelsen de seneste år faldet meget, men ledigheden er også faldende og nærmer sig med hastige skridt landsgennemsnittet. Også virksomhedernes egen oplevelse af den aktuelle og kommende udvikling på en række økonomiske parametre peger i en positiv retning, selvom der fortsat ikke er tydelige tegn på en tilsvarende fremgang i beskæftigelsen.

Sagsfremstilling
Beskæftigelse og ledighed
Den nordjyske beskæftigelse er faldet støt siden 2009, hvilket betyder, at der i 1. kvartal 2011 var cirka 262.000 beskæftigede i Nordjylland. Der kan konstateres lignende fald i resten af landet, men faldet i Nordjylland det seneste halve år har været relativt større end for det Danmark som helhed. Det er dog vigtigt at understrege, at en stigende efterspørg-sel og deraf forøgede aktiviteter i virksomhederne traditionelt set rammer beskæftigelsen med forsinkelse, og derfor vil et opsving først have en positiv afsmitning på beskæftigelsen efter en vis periode.

Med 1.588 færre bruttoledige i april 2011 i forhold til april året før har Region Nordjylland haft landets største relative fald i ledigheden, og antallet af bruttoledige ligger nu på 17.764, hvilket svarer til et fald på 8,2 % mod et fald på 2,5 % for hele landet. Således er niveauet for bruttoledigheden i regionen (6,8 %) ved at være meget tæt på landsgennem-snittet (6,3 %). Mens der har været et stort fald (16,2 %) i mændenes ledighed - og specielt de 30-49 årige – har kvinderne modsat oplevet en stigning (6,1 %), hvor det især er de unge kvinder der har trukket ledigheden op. Det er dog stadig mændene, der har den hø-jeste ledighed.

At ledigheden er faldet parallelt med beskæftigelsen skyldes, at flere forlader arbejdsstyrken under perioder med lavkonjunktur for at gå på pension, tage en uddannelse osv.

Konjunkturudvikling og forventninger i de nordjyske virksomheder
Nordjysk konjunkturbarometer, som Vækstforum og Aalborg Universitet udarbejder i fæl-lesskab, viser at udviklingen i det nordjyske erhvervsliv fra 4. kvartal 2010 til 1. kvartal 2011 var karakteriseret ved en positiv udvikling i produktion, ordreindgang og eksport. Omvendt var udviklingen i beskæftigelsen lettere negativ (”jobløs vækst”), og det ser ud til at det stigende aktivitetsniveau i virksomhederne endnu ikke påvirket beskæftigelsen i positiv ret-ning.

Historisk har udviklingen i produktionen i nordjyske virksomheder fulgt den generelle samfundsøkonomiske udvikling, idet den positive trend fra 2006 til 2007 blev afløst af fald i perioderne 2008 til 2009 og specielt fra 2009 til 2010. Konjunkturbarometeret viser dog positive forventninger til produktionen i 2011, og det gælder generelt for Konjunkturbaro-meteret, at tallene for virksomhedernes forventninger efterfølgende viser sig at stemme godt overens med den faktiske udvikling. Barometret er med andre ord rimeligt præcist til at forudsige udviklingen.

Resultaterne af virksomhedernes forventninger til 2. kvartal 2011 afslører en stigende op-timisme. Der er især positive forventninger til produktion, ordreindgang og resultat, og optimismen er størst inden for industri og bygge/anlæg. Samtidig stiger forventningerne til beskæftigelsen, om end ikke i samme omfang som i de andre økonomiske variable.

Konkurser
Antallet af nordjyske konkurser er ikke steget i samme omfang som i hele landet, og lå i marts 2011 på et betydeligt lavere niveau end året før. Dog hører den relativ lavere nordjyske grad af iværksætteri med til historien, idet det naturligt medfører færre virksomhedslukninger.

Forbrugertillid
Forbrugertillidsindikatoren, der belyser den danske befolknings syn på den aktuelle og den fremtidige økonomiske situation, bruges ofte som et fingerpeg om udviklingen i det private forbrug og dermed i samfundsøkonomien. Bortset fra sæsonudsving, har indikatoren ligget på et nogenlunde stabilt og positivt niveau det seneste år efter at have været negativ gennem hele 2008 og 2009. Efter en lang periode, hvor forbrugertilliden har været i bund er der derfor positive tendenser at spore, hvilket hænger godt sammen med de nordjyske virksomheders optimisme, som den udtrykkes i konjunkturbarometer.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum diskuterer den økonomiske udvikling og tager redegørelsen for udviklingen til efterretning.

Bilag
• Bilag 3: Økonomiske nøgletal for Nordjylland

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Ulla Astman præsenterede punktet og bemærkede i den forbindelse, at Formandskabet særligt har ønsket en drøftelse af regionens nuværende økonomiske stade, fordi et af de vigtigste spørgsmål netop er, ”om vi er igennem krisen?”.

Spørgsmålet er vanskeligt at besvare, fordi der ikke tegner sig et entydigt billede.
• På regionalt plan er vurderingerne fra blandt andet Nordjysk konjunkturbarometer, at udviklingen i produktion, ordreindgang og eksport er positiv, mens udviklingen i beskæftigelsen halter bagefter. Umiddelbart ser det stigende aktivitetsniveau i virksomhederne derfor ikke ud til at påvirke beskæftigelsen markant.

• På landsplan er billedet ligeså uklart, idet der fremsættes divergerende signaler om den overordnede danske økonomi. Danmark er tilsyneladende i recession og beskæftigelsen er faldende samlet set.

På den baggrund besluttede Vækstforum at invitere en ekstern oplægsholder til at give en vurderinger af den nationale og regionale økonomi. Konkret blev Annette Drivsholm opfordret til at bistå med at finde en oplægsholder, som i samarbejde med sekretariatet kan belyse både den nationale og den regionale konjunkturudvikling og forventningerne til denne gennem udvalgte nøgletal. Vækstforum efterlyste samtidig viden om den økonomiske udvikling i grupper af kommuner (subregionalt niveau) og i forskellige brancher.

Med disse drøftelser og beslutningen om at invitere en ekstern oplægsholder til næste møde tog Vækstforum orienteringen til efterretning.

4. Indgåelse af samarbejdsaftaler

Resumé
Vækstforum har på de seneste to møder haft indlæg fra sine væsentligste samarbejdspartnere. Således har repræsentanter for VisitNordjylland, Væksthus Nordjylland, Aalborg Universitet og Erhvervsskolerne i Nordjylland introduceret deres områder som optakt til revision af de eksisterende samarbejdsaftaler. Forslag til reviderede samarbejdsaftaler fremlægges til godkendelse på dagens møde.

Endvidere har formandskabet til dette møde ønsket en introduktion fra professionshøjskolen University College Nordjylland med efterfølgende debat med Vækstforum med henblik på indgåelse af en samarbejdsaftale med professionshøjskolen efter samme retningslinjer, som kendes for de ovenfor nævnte partnerorganisationer.

Beskrivelse
Behovet for koordinering og tværgående samarbejde har aktualiseret spørgsmålet om, hvordan Vækstforum i samarbejde med en kreds af de væsentligste regionale interessenter bedst kan tilrettelægge en fælles strategi og indsats, som kan bidrage til en positiv regional erhvervs- og kompetenceudvikling. Målet er at skabe sammenhæng og overblik, så alle projekter, som fremsendes af disse ”store” aktører, tænkes ind i de rette sammenhænge og naturligvis understøtter den regionale erhvervsudviklingsstrategi.

Behovet for koordinering og samarbejde skal ikke mindst ses i lyset af, at flere af de cen-trale institutioner i Nordjylland både udvikler og er ”operatører” på betydningsfulde projekter, som udmønter flere af indsatsområderne i erhvervsudviklingsstrategien. Det indgår naturligvis også i overvejelserne, at flere af aktørerne modtager ganske betydelige økonomiske midler gennem Vækstforum. For at sikre sammenhæng har Vækstforum derfor øn-sket at forny de tidligere samarbejdsaftaler, der blev indgået i juni 2008.

Nye samarbejdsaftaler
På den baggrund og med afsæt i de tidligere drøftelser i Vækstforum fremlægges nu til underskrift samarbejdsaftaler med
• Aalborg Universitet
• Væksthus Nordjylland
• VisitNordjylland
• Nordjyske Erhvervsskoler

Der er foretaget mindre tilpasninger og justeringer i aftalegrundlaget sammenlignet med de oprindelige samarbejdsaftaler fra juni 2008. Endvidere er de væsentligste erfaringer for de første aftaler om styring af projekter indarbejdet. Endelig er betydningen af fokus på regionens yderområder fremhævet i alle aftalerne. Det skal understreges, at der ikke i de enkelte samarbejdsaftaler på forhånd reserveres konkrete støttebeløb. Støtte til projekter der indsendes af samarbejdspartnere forudsætter en separat behandling i Vækstforum efter de ordinære retningslinier.

Samarbejdsaftalerne er godkendt af de respektive organisationer, og de fremlægges derfor til Vækstforums endelige godkendelse i form af underskrift (på Vækstforums vegne) af formand Ulla Astman og af de tegningsberettigede for hver af de fire organisationer.

Introduktion til professionshøjskolen University College Nordjylland
Efter beslutning i Formandskabet indbydes professionshøjskolen University College Nord-jylland (UCN) til at introducere professionshøjskolens bidrag til den regionale kompetence- og erhvervsudvikling.

Med op mod 7.000 studerende og ca. 700 ansatte er professionshøjskolen en væsentlig aktør i Nordjylland. Professionshøjskolen gennemfører både sundhedsuddannelser, pæ-dagoguddannelser samt teknologi- og forretningsorienteret uddannelse og er derfor allerede en væsentlig aktør og drivende kraft for kompetenceudviklingen i regionen.

På dagens møde er en repræsentant for professionshøjskolen indbudt til at give en kortere introduktion til skolen samt til at deltage i den efterfølgende debat med Vækstforum.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum:
• Godkender de fire foreliggende samarbejdsaftaler
• Tager indlægget fra professionshøjskolen University College Nordjylland til efterretning og indgår i en diskussion med professionshøjskolen om en samarbejdsaftale

Bilag
• Bilag 4a: Samarbejdsaftale for Aalborg Universitet
• Bilag 4b: Samarbejdsaftale for Væksthus Nordjylland
• Bilag 4c: Samarbejdsaftale for VisitNordjylland
• Bilag 4d: Samarbejdsaftale for Nordjyske Erhvervsskoler 

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Punktet blev indledt med en præsentation af rektor for professionshøjskolen University College Nordjylland, Niels Horsted.

Niels Horsted indledte med et kortere tilbageblik på hele UCN’s etablering. Hovedtemaet for indlægget var dog University College’s bidrag til den regionale kompetenceudvikling og vækst. I sit indlæg betonede Niels Horsted især de kortere videregående uddannelsers bidrag til den regionale udvikling. Fremadrettet, som optakt til en kommende samarbejdsaftale, foreslog Niels Horsted konkret:

• Etablering af et tættere samarbejde/samspil mellem Vækstforum, Aalborg Universitet og University College.
• Etablering af tættere samarbejde med erhvervslivet med særligt fokus på: 
- Innovation/produktudvikling i erhvervslivet 
- Kompetenceudvikling ud fra nyeste viden

Efter indlægget opfordrede Vækstforum til at udarbejde en samarbejdsaftale med University College efter samme retningslinier, som kendes fra de øvrige aftaler med henblik på beslutning på næste møde.

Bemærkninger til de fremlagte samarbejdsaftaler med eksisterende partnere
Vækstforum principgodkendte alle fire samarbejdsaftaler. Dog skal følgende indarbejdes:

• Samtlige aftaler: Vækstforum besluttede, at samtlige aftaler skal udvides med en formålsbeskrivelse om, at iværksatte initiativer i regi af aftalen skal baseres på klare effektmål. Dog vil det være sådan, at de helt konkrete effektmål, bortset fra Visit Nordjyllands aftale, beskrives i forbindelse med de enkelte initiativer under aftalen.

• Væksthus Nordjylland: Det blev ligeledes besluttet, at der skal tilføjes en generel bemærkning om, at private rådgivere som princip indgår som operatører på løsning af konkrete rådgivningsopgaver.

• Nordjyske Erhvervsskoler: Endvidere ønskede Vækstforum, at iværksætteri nævnes eksplicit i aftalen som en generel bemærkning i afsnittet, hvor Nordjyske Erhvervsskoler præsenterer deres strategi.

Med disse tilføjelser principgodkendte Vækstforum de fire aftaler.

5. Regionens yderområder

Læs punktet med grafer her

Resumé

Om yderområder
I hovedparten af Danmark er både den økonomiske og beskæftigelsesmæssige situation gunstig. Enkelte steder, særligt i de geografiske yderområder, er situationen dog en anden kendetegnet af forholdsvis høj ledighed, og faldende befolkningstal. I forbindelse med for-delingen af EU-strukturfondsmidler 2007-2013 er yderområderne defineret som de nye kommuner, der opfylder følgende kriterier:
• Lav erhvervsindkomst. Kommunens erhvervsindkomst pr. indbygger er under 90 pct. af landsgennemsnittet (gennemsnit for 2001-2003) og
• Svag befolkningsudvikling. Kommunen har oplevet et fald i befolkningstallet eller under halv så stærk tilvækst som landsgennemsnittet i perioden 2000-2005

I alt 16 af de i alt 98 kommuner i Danmark under den nye kommunestruktur opfylder disse kriterier. I disse kommuner bor ca. 600.000 borgere. I Nordjylland drejer det sig om Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Morsø, Vesthimmerland og Læsø, hvor der samlet bor 225.251 personer.

I strukturfondenes regelsæt er der desuden udpeget såkaldte overgangsområder. Det er kommuner, som var udpeget som Mål 2-kommuner under EU-programmerne fra perioden 2000-2006, men som ikke umiddelbart fanges op af ovennævnte yderområdeafgrænsning ovenfor. Der bor i alt ca. 95.000 personer i overgangsområderne i Danmark, heraf 67.868 nordjyske. Det drejer sig om de gamle kommuneområder Nørager, Arden, Hobro, Brovst, Fjerritslev, Pandrup og Sydthy. Samlet set bor der således 293.124 personer i de nordjyske yderområder og overgangsområder, svarende til 51% af den nordjyske befolkning.

Til sammenligning kan det oplyses, at der findes andre nationale definitioner af yderligt beliggende områder, fx landdistriktsprogrammet hvor alle kommuner i Nordjylland er ”landdistrikter” bortset fra Aalborg. 

I forbindelse med den politiske aftale om strukturfondsmidlerne i 2006 blev det besluttet, at 35% af midlerne skal komme yderområderne til gavn. Forholdsmæssigt betyder dette, at 63% af strukturfondsmidlerne i Nordjylland skal komme yderområderne til gavn. Det er ikke nærmere defineret hvad ”til gavn” betyder. Vækstforum Nordjylland har i sin praksis beslut-tet, at man som politisk mål vil sigte mod de 63% som mål for den samlede indsats, dvs. for både strukturfondsmidlernes og de regionale udviklingsmidlers anvendelse.

Når sekretariatet opgør projekters yderområdeandel sker det ud fra et skøn, som foretages i samarbejde med ansøger, over hvordan projektets aktiviteter vil udfolde sig, samt hvordan de forventede effekter vil fordele sig. Udgangspunktet er, at regionalt dækkende pro-jekter med en jævn fordeling af sine aktiviteter og effektmål har en yderområdeprocent på 51. Herudfra foretages skøn over de forskellige projekttypers variation fra de 51% afhængigt af projekternes konkrete indhold. Der er således ikke tale om en entydig objektiv metode, eller en metode som præcist kan efterkalkuleres i evalueringer, idet begrebet ”til gavn” er umuligt entydigt at afgrænse.

Et eksempel på vanskeligheden ved at opgøre en ”til gavn”-yderområdeprocent er de rammeprojekter, som fx Aalborg Kommune gennemfører, fx BrainBusiness, BiomedCommuni-ty og HubNorth. I udgangspunktet beregnes en yderområdeprocent, baseret på hvor man-ge virksomheder i Aalborg og uden for Aalborg, der ventes at ville deltage. Men beregningen tager ikke højde for den effekt, som projekterne har ved at stille en facilitet til rådighed, der gør let og muligt for virksomheder uden for kommunen at komme ind i de etablerede netværk. Denne synergi kan ikke umiddelbart indfanges i yderområdeopgørelsen.

Som det fremgår af punkt 7, er den aktuelle yderområdeprocent på 58. Havde ”landdistrikskortet” været udgangspunkt for beregningen, ville procenten være 68.

Initiativer for yderområderne
Vækstforum besluttede på sit seneste møde at gøre en særlig indsats for at tiltrække flere ansøgninger fra yderområderne. Sekretariatet har på denne baggrund iværksat flere for-skellige initiativer:

• Grøn Vækst initiativ: Under landdistriktsprogrammet er der afsat en ekstra pulje af EU-midler på ca. 70 mio. kr. årligt for hvert af de fire år 2010 – 2013. Der er tale om en national pulje, hvor midlerne er tiltænkt kommunernes og regionernes udviklingsprojekter. Puljen har særligt fokus på at skabe arbejdspladser i landdistrikterne gennem projekter, der fremmer afsætningen af fødevarer fra mindre virksomheder og ved udvikling og markedsføring af turismeaktiviteter.

Sekretariatet har på denne baggrund holdt møde med kommunerne og Dialoggruppen samt med ministeriet. Der er etableret en regional arbejdsgruppe, som skal udarbejde en programansøgning for Nordjylland, som samtidig flugter med Vækstforums strategi, hvortil der vil blive søgt medfinansiering fra Vækstforum. Deadline for indsendelse af ansøgning til ministeriet er den 1. oktober.

• Informationsmøder: Ud over møder med kommuner og Dialoggruppen har sekretariatet også deltaget i et møde med de nordjyske erhvervschefer og Væksthuset for at tale om vigtigheden af at markedsføre den store ansøgning ”Global” på en måde, så virksom-hederne i yderområderne informeres bedst muligt om programmets muligheder.

• Respons: Samlet set har informationsmøderne været nyttige, dels for at tale om Grøn Vækst og Global, dels for at indhente ideer til det fremadrettede i øvrigt. Her skal nævnes følgende forslag: 
- Mindre kompleksitet: I flere henseender blev det fremhævet, at aktørerne - og særligt de små og mellemstore virksomheder - ofte anser det som en uoverskuelig opgave at søge fondsmidlerne. Flere gav udtryk for, at en enklere ansøgningsprocedure vil være hensigtsmæssig, som det fx kendes fra de små projektansøgninger 
- Medfinansiering: Kravet om medfinansiering kan være problematisk, især fordi de mindre virksomheder og organisation, idet de ikke har mulighed for at medfinansiere i form af at stille en medarbejder til rådighed som en del af medfinansieringen 
- Tværfaglighed: Kravet om tværfaglighed og projekter kan være svært for de mindre virksomheder og organisationer. Det er ofte lettere at kunne gøre noget alene uden at skulle ind i et kompleks samarbejde.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum
• Tager stilling til forslaget om deltagelse i og indholdet af Grøn Vækst-ansøgningen
• Diskuterer eventuelle yderligere tiltag vedrørende yderområderne

Bilag
• Bilag 5: Grøn Vækst

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Ulla Astman introducerede punktet og understregede, at der er tale om en væsentlig problemstilling og udfordring for Vækstforum.

Mogens Gade indledte med at bemærke, at han talte på vegne af kommunegruppen. I sit indlæg refererede han til Vækstforums seneste møde og mente, at beslutningen her var, at der skulle fremlægges konkrete projektforslag til drøftelse og vedtagelse på dette møde. Mogens Gade fandt ikke, at det ovenfor refererede forslag til Grøn Vækst, de afholdte aktiviteter og forslagene til overvejelse om afskaffelse af barrierer levede op til Vækstforums beslutning fra sidst.

Mogens Gade gjorde endvidere opmærksom på, at Vækstforum hidtil havde ventet, at baglandet ville tage konkrete initiativer i form af ansøgninger fra de organisationer og myndigheder, der i særlig grad har forudsætning for at udvikle initiativer i yderområderne. Da det nu kan konstateres, at der ikke i tilstrækkeligt omfang initieres projekter, som er målrettet yderområdernes behov, opfordrede Mogens Gade til, at Vækstforum selv tager de fornødne initiativer.

Finn Kjærsdam bemærkede, at universitetet har gjort en aktiv indsats for at inddrage virksomheder i yderområderne, men at det er svært at finde virksomheder fra yderområderne, der er parate til at deltage i projekter med den nødvendige egenfinansiering.

Herefter drøftede Vækstforum barriererne for vækst i yderområderne og hvilke indsatser og tiltag, der kunne udvikles for at gøre det enklere for virksomhederne i yderområderne at opnå støtte fra strukturfondene. Af den omfattende debat kan nævnes:

• Differentieret støtteprocent/lempelse af medfinansieringskravet: Tænkt således, at virksomheder beliggende i yderområderne tildeles en lidt højere støttesats end virksomheder beliggende i ikke-yderområder. Umiddelbart var der tilslutning i Vækstforum til at fastholde den nuværende støtteintensitet.

• ”Udvidelse af beløbsgrænsen” for de små ansøgninger: Vækstforum drøftede endvidere, om den nuværende budgetgrænse på 500.000 kr. med fordel kunne udvides for initiativer i yderområderne. Imidlertid er problemet, at de regionale udviklingsmidler ikke må anvendes til at støtte initiativer i private kommercielle erhvervsvirksomheder. Derfor vil en udvidelse af beløbsgrænsen ikke umiddelbart fremme antallet af initiativer i yderområderne, som inddrager virksomhederne.

• Mindre kompleksitet: Flere af medlemmerne gav udtryk for, at en af de væsentligste barrierer for mindre virksomheder beliggende i yderområderne er Regionalfondsprogrammets krav om, at fem eller flere skal arbejde i netværk. Som programmet er formuleret, er det ikke muligt at yde støtte til enkeltvirksomheder. I den forbindelse blev programmerne i Væksthuset fremhævet, fordi det netop er muligt i regi af større rammeprogrammer at yde støtte til mindre virksomheder uden det administrative besvær, der følger med en separat ansøgning til fonden.

• Støtte til de lokale aktionsgrupper (LAG): Endvidere drøftede Vækstforum, om yderområdeprocenten kunne øges, hvis Vækstforum gav medfinansiering til de lokale aktionsgrupper. Imidlertid er det ikke en løsning, fordi Vækstforum for det første selv har ansvaret for at formulere indstillinger til Erhvervs- og Byggestyrelsen. Denne opgave kan ikke overlades til andre. For det andet kan Vækstforums EU-midler (Regional- og Socialfond) ikke anvendes som medfinansiering til LAG’ernes EU-midler, fordi de stammer fra landdistriktsprogrammet. Det er ikke muligt at medfinansiere EU-midler med andre EU-midler.

Efter denne drøftelse besluttede Vækstforum, at sekretariatet til næste møde udarbejder konkrete initiativer målrettet yderområderne, som relativt hurtigt og administrativt let kan iværksættes, fx rammeprogrammer. Indholdsmæssigt lagde Vækstforum sig ikke fast på et bestemt indhold, men overlod det til sekretariatet at inddrage de organisationer, som Vækstforum har samarbejdsaftaler med, med henblik på sammen at udvikle konkrete initiativer målrettet yderområderne. Beløbsmæssigt signalerede Vækstforum en ramme 50-75 mio. kr. inklusiv medfinansiering til Grøn Vækst-initiativet.

Særligt for Grøn Vækst
Vækstforum drøftede først, hvorvidt Grøn Vækst hører hjemme i yderområdediskussionen. Det konkluderedes, at initiativet i høj grad retter sig mod yderområderne og ikke vil blive til noget uden en aktiv medvirken fra regionens forskellige aktører, idet der fra statslig side lægges op til en konkurrencemodel, som kun vil give midler til Nordjylland, hvis vi forstår at samarbejde om en god ansøgning, herunder skaffer den nødvendige medfinansiering.

Katrine Jensen opfordrede til, at der gøres en samlet, målrettet indsats, for at så mange midler som muligt fra Grøn Vækst-initiativet tilfalder Nordjylland i den kommende konkurrence. Hun opfordrede til, at samtlige aktører står sammen - og ikke konkurrerer mod hinanden, så Nordjylland kan udvikle et godt program. Afslutningsvis ønskede hun, at den kommende programmeringsgruppe blev udvidet med en repræsentant for bioenergi-/biomasseområdet.

Endvidere blev der gjort opmærksom på, at den indstillende organisation til arbejdsgivernes repræsentant bør være DA.

Kommunerne orienterede om, at Grøn Vækst-initiativet skal drøftes på det kommende møde i KommuneKontaktRådet, fredag den 10. juni 2011. Kommunerne ønskede derfor at afvente denne drøftelse, inden de udtalte sig endeligt om rammerne for initiativet, men at de overordnet var positive. Med hensyn til etableringen af programmeringsgruppen blev der signaleret, at kommunerne ønsker flere repræsentanter, måske endda hver sin repræsentant i programmeringsgruppen.

Ulla Astman bemærkede, at har kommunerne behov for nogle repræsentanter yderligere, ud over de to, som allerede er tænkt ind, vil det være en mulighed. Men det begynder efterhånden at haste med at få gruppen etableret, når et fuldt færdigt program skal være udviklet til Vækstforums næste møde den 28. september 2011.

6. Partnerskabsaftalen med regeringen år 2010 og 2011

Resume
Nu skydes processen vedrørende en ny partnerskabsaftale for 2011 i gang. På dette møde opfordres Vækstforum derfor til at drøfte forslag til initiativer for 2011, processen over de kommende måneder og status for de fyrtårnsinitiativer, der blev iværksat i år 2010.

Beskrivelse
Siden juni 2007 har Regeringen og de regionale vækstfora hvert år indgået Partnerskabsaftaler om vækst og erhvervsudvikling. I aftalerne har regeringen og de regionale vækstfora aftalt en række fælles mål og oplistet områder, som parterne er enige om at gøre en særlig indsats for at fremme.

Fokus i de enkelte aftaler har indholdsmæssigt varieret: Hvor de politiske drøftelser om tillægsaftalen i 2008 handlede om mangel på arbejdskraft og ønsket om etablering af flere iværksættere, var forhandlingerne i år 2009 påvirket af den beskæftigelsesmæssige situa-tion set i lyset af den økonomiske og finansielle krise. I aftalen for 2010 blev der særligt sat fokus på at styrke omstillingen til nye vækstmuligheder samt på områderne uddannelse, innovation, grøn omstilling, vækst i små og mellemstore virksomheder samt yderområderne.

Status for 2010
Aftalen for 2010 indeholdt som nævnt fire større fyrtårnsinitiativer samt en række mindre projekter. De fire store fyrtårnsinitiativer er:
• Flere højtudannede ud i virksomhederne
• Uddannelsesmuligheder i yderområder:
• Testfaciliteter indenfor energiteknologi
• Styrket indsats indenfor akvakultur

Initiativerne er omtalt nærmere i bilaget. Generelt kan det siges om deres implementering at:
• Alle initiativer, bortset fra testfaciliteter, er iværksat, og at de to første er på vej til Vækst-forum som ansøgninger
• Akvakulturinitiativer er noget forsinket, fordi det har trukket ud med udarbejdelsen af en plan for akvakultur
• Det har ikke været muligt at få staten engageret i initiativet omkring højtuddannede som oprindeligt forventet, hvorfor dette gennemføres for regionale midler alene
• At initiativet om testfaciliteter ligger mere eller mindre stille, dels på grund af problemer-ne med den statslige planlægning i Østerild, dels på grund af afslagene fra den statslige støtteordning Green Lab til de nordjyske energiansøgninger (se bilag om Green Lab-ordningen og mere om afslagene i Del 2 af dagsordenen).

Aftalen for 2011
Indholdet af en ny partnerskabsaftale blev drøftet med følgegruppen for partnerskabsinitiativerne og med Vækstforums formandskab på møder den 24. maj 2011.
• Formandskabet lagde vægt på at fastholde fokus på de nuværende fire fyrtårnsinitiativer – og måske udvide med enkelte nye tillægsinitiativer. Formandskabets grundholdning var at fastholde fokus på kompetenceudvikling, yderområder og grøn energi, også på trods af afslagene på de nordjyske ansøgninger til Green Lab. Så længe vi selv tror på initiativernes nytte og bæredygtighed, må der sættes mere politisk og administrativ kraft bag og således etablere mere pres fra nordjysk side.

• For så vidt angår eventuelle nye tillægsinitiativer lagde formandskabet det åbent op i Vækstforum

• Følgegruppen for partnerskabsaftalen diskuterede følgende nye mulige initiativer: 
- Tiltrækning af større internationale hotelkæder og flyruter for at professionalisere den nordjyske turisme. Målet er flere turister og mere kapital til udvikling af turismesektoren 
- Større satsning indenfor oplevelsesøkonomi – tanken var at brede de kendte principperne for oplevelsesøkonomien ud til andre brancheområder med henblik på at udvikle nye typer af produkter og services 
- Endelig drøftede følgegruppen, om der kunne udvikles et særligt initiativ målrettet mindre virksomheder indenfor turisme og fødevareproduktion i yderområderne. Erfaringsmæssigt anvender virksomheder indenfor de to nævnte områder kun i meget begrænset omfang Væksthus Nordjyllands tilbud. Følgegruppen foreslog derfor, om der kunne udvikles et særligt initiativ a la ”Flere virksomheder i Vækst” - bare mere målrettet og selektiv.

Den videre proces
Erhvervs- og Byggestyrelsen har netop fremsendt nedenstående foreløbige tids- og procesplan for indgåelse af nye regionale partnerskabsaftaler 2011/2012. Den køreplan, styrelsen forestiller sig, ser således ud:

Dato Aktivitet
7. juni 2011 Vækstforum opfordres til at drøfte egne forslag til
en kommende aftale.
9. august 2011 Frist for indspil på embedsmandsplan fra de
regionale vækstfora og ressortministerier til
nye fyrtårnsprojekter. Yderligere information og
skabeloner hertil udsendes forinden.
August-oktober Udvikling af initiativer i dialog mellem ministerier
og Vækstforum.
1. september 2011 Frist for bidrag til status for initiativer i 2011-
aftalerne.
Ultimo oktober Regeringens udspil til nye partnerskabsaftaler
udsendes til Vækstforum.
8. december 2011 Møde i Vækstforum, hvor Regeringens forhand-
lingsudspil drøftes.
December 2011/
Januar 2012
Politiske drøftelser mellem Regeringen og
Vækstforums formandskab.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum:
• Drøfter status og forslag til initiativer for 2011-aftalen
• Tager orienteringen om tidsplanen og processen til efterretning

Bilag
• Bilag 6a: Statusblade for de fire fyrtårns initiativer
• Bilag 6b: Notat om Green LABs DK

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Dorte Stigaard orienterede om, at ingen af de fire ansøgninger til støtteordningen Green LABs DK blev imødekommet (ansøgningerne er på dagsordenen til dagens møde). Endvidere refererede hun til en drøftelse i Formandskabet, hvor opfattelsen var at fastholde fokus på de nuværende fire fyrtårnsinitiativer og måske udvide med enkelte nye tillægsinitiativer.

Vækstforum tilsluttede sig Formandskabets opfattelse og bemærkede i den forbindelse, at så længe Vækstforum selv tror på initiativernes nytte og bæredygtighed, må der sættes mere politisk og administrativ kraft bag og således etableres mere pres fra nordjysk side.

Herefter drøftede Vækstforum, hvilke skridt der kan tages for at øge den politiske bevågenhed om de nordjyske ønsker. Det blev besluttet, at sekretariatet skal udarbejde en kortfattet og let tilgængelig folder om nordjyske energiinitiativer, som Vækstforums medlemmer kan sende til de myndigheder og organisationer, som de hver især er i kontakt med.

Med disse bemærkninger tog Vækstforum orienteringen om tidsplanen og processen til efterretning. 

7. Bevillingsoversigt

Læs punktet med grafer her.

Beskrivelse
Vækstforum råder over to finansieringskilder:
• De regionale udviklingsmidler. Beløbsmæssigt bevilger Regionsrådet over syv år et beløb på mellem 63 og 67 mio. kr. årligt. Midlerne frigives, ved at Vækstforum indstiller til Regionsrådet.
• Strukturfondsmidlerne (Regional- og Socialfonden), hvor der i gennemsnit over syv år er ca. 120-125 mio. kr. til rådighed årligt. Midlerne frigives, ved at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Vækstforum har tidligere fastlagt et økonomisk perspektiv for perioden 2007-13. Inden for rammerne af dette bevilges der midler til projekter i overensstemmelse med de vedtagne handlingsplaner.

Vækstforum har siden april 2007 og til dato (før dette møde) indstillet projekter for i alt 1.013 mio. kr. Ifølge det tidligere fastlagte økonomiske perspektiv er der således samlet 239 mio. kr. tilbage til resten af syvårsperioden til store projekter. Hertil kommer 32 mio. kr., som er forhåndsreserveret til små projekter og analyser.

Fordelingen af forbruget (indstillinger) på år fremgår af figuren nedenfor. I bilaget er der givet en oversigt over samtlige store projekter, som Vækstforum har indstillet til støtte til dato.

Som det fremgår af figuren nedenfor over de resterende frie midler, er der relativt få EU-strukturfondsmidler tilbage inden dagens møde. Dette skyldes, at der i de første tre år har været trukket relativt meget på strukturfondsmidlerne, dels for kunne finansiere de store satsninger, Vækstforum har iværksat omkring vækstpakken, dels for ikke at bruge flere regionale udviklingsmidler, end der årligt har været til rådighed.

De resterende frie regionale udviklingsmidler på 128 mio. kr. kan opfattes som ”en joker”, fordi udviklingsmidlerne kan bruges til at ”aflaste” de begrænsede strukturfondsmidler. De projekter, som tidligere alene opnåede støtte fra EU-midlerne, vil nu i større udstrækning end tidligere blive støttet med en kombination af regionale udviklingsmidler og strukturfondsstøtte.

Fordeling på indsatsområder
Nedenstående oversigt viser det samlede forbrug fordelt på de nye indsatsområder, der er anvendt i den nye erhvervsudviklingsstrategi. Til dette formål har sekretariatet omklassificeret den tidligere strategis indsatsområder til de tilsvarende nye indsatsområder i REUS 2010-2014 for at give Vækstforum et indtryk af aktivitetsniveauet i de forskellige indsatsom-råder.

Nedenfor er det muligt at se indstillingerne til dagens møde og i kolonnen yderst til højre, hvor mange midler der vil være disponeret, hvis indstillingerne på dagens møde følges.

Beslutter Vækstforum at imødekomme ansøgningerne på dagens møde, vil der være disponeret for i alt 1.053 mio. kr., svarende til ca. 82% af den totale ramme (for alle syv år) på i alt 1.285 mio. kr. Der vil herefter være 200 mio. kr. tilbage til resten af perioden til store projekter plus reservationen på 32 mio. kr. til små projekter og analyser.

Fordeling på kommuner og yderområder (kun store projekter)
Med hensyn til fordeling af midler på kommuner, fremgår det af tabellen nedenfor, hvilke beløb den enkelte kommune har opnået.

Yderområde-fordelingen
I medfør af aftalen om kommunalreformen på erhvervsområdet skal yderområderne have gavn af samme andel af strukturfondsmidlerne som hidtil. Det betyder på landsplan, at minimum 35% af midlerne skal komme yderområderne til gavn. I Nordjylland er det tilsvaren-de måltal 63% af strukturfondsmidlerne, som skal gavne yderområderne.

Sekretariatet skønner derfor, sammen med ansøger, i forbindelse med hver ansøgning, hvor stor en andel af et projekt der er til gavn for yder- og overgangsområderne.

Yderområderne defineres i denne sammenhæng som kommuner med lav erhvervsindkomst og svag befolkningsudvikling. Hertil kommer en række "overgangsområder", som består af tidligere udpegede yderområder, som er blevet dele af nye, relativt stærke kommuner. Overgangsområderne sidestilles med yderområderne i strukturfondsperioden 2007-2013.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om forbruget af regionale midler til efterretning.

Bilag
• Bilag 7a: Bevillingsoversigt for perioden 01.01.2007 - 31.08.2010
• Bilag 7b: Bevillingsoversigt for perioden 01.09.2010 - 26.05.2011

Væksforums beslutning af 7. juni 2011
Orienteringen om forbruget af regionale midler blev taget til efterretning med bemærkning om, at det er positivt, at ansøgninger på dagens møde har så høj en yderområdeprocent. 

8. Ansøgninger til beslutning

Resumé
Der foreligger til dagens møde i alt 18 ansøgninger fordelt på flere kategorier. Ansøgningerne er alle forbehandlet af Indstillingsudvalget efter de sædvanlige kriterier, ligesom det er påset, at krav og kriterier i EU- og dansk lovgivning er overholdt. Endvidere er ansøgningerne vurderet i forhold til erhvervsudviklingsstrategien og handlingsplanen.

Herudover præsenteres der 6 midtvejsevalueringer for tidligere støttede projekter.

Beskrivelse
Der foreligger til dagens møde i alt følgende til beslutning:
• 18 store ansøgninger
• 6 midtvejsevalueringer

I overensstemmelse med Vækstforums tidligere beslutning på mødet den 29. september 2008 anbefaler Indstillingsudvalget til Vækstforum, hvilke sager udvalget gerne ser eksplicit drøftet.

Følgende sager har Indstillingsudvalget udtrykkeligt ønsket drøftet i Vækstforum:
Sag nr. 6.: Videncenter for kystturisme
Sag nr. 9.: Danish Wave Energy Center
Sag nr. 10.: Test- udviklings- og videncenter for hustandsvindmøller
Sag nr. 11.: FCH Testcenter, v/Aalborg Universitet
Sag nr. 12.: FCH Testcenter, v/Cemtec
Sag nr. 17.: Genbehandling af Vestdansk Vækstkapital

Beslutningsprocedure for de sager, som ikke drøftes eksplicit på dagens møde
De sager i vedlagte bilag 8b, som ikke udtrykkeligt drøftes på Vækstforums møde, afgøres ved skriftlig høring på baggrund af Indstillingsudvalgets forslag til beslutning. Den skriftlige høring påbegyndes med denne dagsordens udsendelse og afsluttes, når Vækstforums møde er gennemført.

Er et medlem af Vækstforum uenig i Indstillingsudvalgets forslag til beslutning, kan medlemmet anmode om at få sagen til eksplicit drøftelse i Vækstforum. Det kan ske ved enten at rette henvendelse til sekretariatet eller direkte til formanden på selve mødet. Alle sager, der ikke drøftes på Vækstforums møde, anses for godkendt efter denne skriftlige høringsprocedure.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum behandler de fremlagte ansøgninger, som beskrevet i dagsordenens bilag 8b.

Bilag
• Bilag 8a: Oversigt over ansøgninger til beslutning på dagens møde
• Bilag 8b: Ansøgninger indstillet af Indstillingsudvalget på møde (dagsordenens del 2)

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Ulla Astman spurgte, om der var andre end de seks ovenfor nævnte ansøgninger, Vækstforum ønskede til eksplicit drøftelse. Selv ønskede Formanden at drøfte ansøgning nr. 13: "Projekt Jobstrategi", v/Aalborg Universitet. Der var enighed om at drøfte disse syv ansøgninger og afgøre de øvrige ved den skriftlige høringsprocedure på baggrund af Indstillingsudvalgets forslag til beslutning. Vækstforums beslutninger vedrørende de behandlede ansøgninger fremgår af referatets Del II "Ansøgninger". 

9. Status for Vækstforums egen midtvejsevaluering

Vækstforum besluttede den 7. december 2009 at iværksætte en midtvejsevaluering af alle projekter med en varighed på mindst 2 år og en støtte på mindst 1 mio. kr. Af disse midtvejsevalueringer vil Vækstforum selv stå for 26, som skal gennemføres for perioden 2010 - 2011. Indtil dato er der iværksat 19.

Af de 19 iværksatte evalueringer har COWI A/S færdiggjort i alt 8, hvoraf de 6 præsenteres nærmere på dagens møde i bilag 8b (dagsordenens del 2 – ansøgninger mv.), mens 2 blev præsenteret på Vækstforums møde den 15. marts 2011.

Hertil kommer et antal eksterne evalueringer, der er gennemført af projekterne selv.

De gennemførte evalueringer tegner et billede af, at projekterne i vid udstrækning gennemføres og når frem til de resultater og mål, som var grundlaget for Vækstforums støtte til projekterne. Enkelte vil dog skulle foretage lidt større ændringer i dele af projektet, for at der nås det fulde resultat. Behovet for ændringer er markeret med gult i bilag 9, der giver en sammenfattende oversigt over evalueringerne.

Formandskabet ønskede et skema over alle gennemførte midtvejsevalueringer. Skemaet skal give hovedkonklusionerne ved hjælp af et trafiklys (rød, gul og grøn)

Indstilling
Det indstilles, at statusbeskrivelsen med bilag tages til efterretning, og at de 6 midtvejseva-lueringer på dagens møde behandles som en del af dagsordenens del 2.

Bilag 9: Oversigt over COWIs gennemførte midtvejsevalueringer til dato

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Sekretariatets indstilling blev tiltrådt. 

10. Orientering om tema for den konkurrenceudsatte pulje 2011

Resumé
Ligesom tidligere år udbyder Erhvervs- og Byggestyrelsen også i år ca. 50 mio. kr. fra strukturfondene til en landdækkende konkurrence. Konkurrencens tema er:
• Styrkede vækstkompetencer i danske små og mellemstore virksomheder.

Ansøgningsfrist for at komme i betragtning er den 22. august 2011.

Beskrivelse
I lighed med tidligere år indkaldes også i år projekter til den konkurrenceudsatte pulje. Temaet for konkurrencen er: ”Styrkede vækstkompetencer i danske små og mellemstore virk-somheder”.

Baggrunden for temaet
Kort fortalt sættes dansk vækst- og iværksætterkultur i fokus. Baggrunden for valg af netop det tema er, at OECD har peget på, at manglende ledelseskompetencer er en af hovedudfordringerne for de mindre virksomheders succes og dermed vækst. Erfaringerne viser, at særligt ejerlederne bruger meget tid på detaljeorienteret ”dag til dag ledelse” og derfor ikke har tilstrækkelig tid og kræfter til strategiudvikling. Opgradering af ejerledernes egne kompetencer er en vigtig vej til at styrke de små og mellemstore virksomheders fortsatte udvikling.

Kriterier
Alle projekter, som fremsendes til den konkurrenceudsatte pulje, skal (naturligvis) opfylde alle de formelle krav, som opstilles til strukturfondsprojekter. For eksempel: Nyhedsværdi, additionalitet samt bidrage til at understøtte den regionale erhvervsudviklingsstrategi etc. Desuden skal projekterne opfylde en række kriterier og underkriterier, som hvert vægtes med et pointsystem.

Midler
Der er afsat 50 mio. kr. fra strukturfondene til den konkurrenceudsatte pulje. I lighed med 2010 ventes det, at Økonomi- og Erhvervsministeriet vil bevilge yderligere 25 mio. kr. til medfinansiering. De resterende 25 mio. kr. skal projekterne selv tilvejebringe. Sammenfattende kan de projekter, som imødekommes, opnå en samlet støtte på optil 75% af de støt-teberettigede udgifter.

Ansøgningsfristen – og den videre proces
Ansøgningsfristen er den 22. august 2011. Efter en sagsbehandling i styrelsen sendes ansøgningerne i høringen i Danmarks Vækstråd. Rådet ventes at behandle ansøgningerne på mødet den 17. november 2011. På baggrund af høringsresultatet træffer Økonomi- og Erhvervsministeren endelig beslutning om, hvilke projekter der imødekommes, og hvilke der ikke gør. Erhvervs- og Byggestyrelsen forventer, at alle ansøgere kan få svar (imødekommelse eller afslag) inden årsskiftet.

Det forventes, at Væksthus Nordjylland – i samarbejde med andre væksthuse – vil søge puljen for 2011.

Kommende temaer
I Danmarks Vækstråds årshjul for år 2011 fremgår det, at rådet skal drøfte design og oplevelsesøkonomi samt Danmark som produktionsland. Det ventes derfor, at de kommende temaer til den konkurrenceudsatte pulje 2011/2012 vil blive et af eller begge disse temaer.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om den konkurrenceudsatte pulje 2011 til efterretning.

Bilag
Erhvervs- og Byggestyrelsen har udarbejdet et notat, som beskriver temaet og den videre proces. Notatet findes på: www.regionalt.dk eller på www.danmarksvaekstraad.dk

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Orienteringen om den konkurrenceudsatte pulje 2011 blev taget til efterretning. 

11. Orientering om Vestdansk Investeringsfremmes Årsberetning 2010

Resumé
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et samarbejde mellem de tre vestdanske vækstfora, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland. Foreningen har til formål at sikre en stærk og sammenhængende international profilering af de vestdanske spidskompetencer i et tæt samarbejde med Invest in Denmark, som er en del af Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet.

I 2010 kunne Invest in Danmark notere i alt 865 skabte eller fastholdte arbejdspladser, som baserer sig på 41 investeringsprojekter, hvoraf de 9 er placeret i Vestdanmark. Foreningen Vestdansk Investeringsfremme har bevilling fra de tre vestdanske vækstfora frem til udgangen af 2012. Nordjylland bidrager med i alt 4.500.000 kr. for alle tre år.

Sagsfremstilling
Foreningen Vestdansk Investeringsfremme er et samarbejde mellem de tre vestdanske vækstfora, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland, der har til formål at sikre en stærk og sammenhængende international profilering af de vestdanske spidskompetencer. Dette sker i tæt samarbejde med Invest in Denmark, som er en del af Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet, og som via Danmarks ambassader, general-konsulater og handelskontorer tiltrækker udenlandske virksomheder og investeringer til Danmark. FVI har syv regionale projektledere ansat i Aalborg, Herning, Aarhus og Odense, hvorfra de bidrager med viden om de danske kompetencer, som Invest in Denmark promoverer i arbejdet med at tiltrække udenlandske investeringer og arbejdspladser til Dan-mark.

Resultaterne af arbejdet i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og Invest in Denmark er blevet fremlagt i årsrapporten for 2010. Foreningen har som følge af den globale økonomiske krise oplevet en tilbagegang i antal skabte jobs i forhold til de foregående år. I 2010 kunne Invest in Danmark notere i alt 865 skabte eller fastholdte arbejdspladser, som baserer sig på 41 investeringsprojekter, hvoraf de 9 ligger i Vestdanmark.

De ni vestdanske investeringsprojekter fordeler sig med:
• 1 Cleantech-virksomhed (brændselsceller) i Nordjylland,
• 3 ICT-virksomheder (mobil/trådløs teknologi) i Nordjylland og
• 2 ICT-virksomheder (akustik og forskning/produktudvikling) i Midtjylland samt
• 3 Life Science-virksomheder (robotteknologi og pharma) i Syddanmark.

Resultatet for Vestdanmark ligger med 114 arbejdspladser også under de foregående års resultater og markerer det eneste år siden foreningens oprettelse, hvor FVI ikke har levet op til målsætningen for samarbejdet. Gennemsnitligt er der dog stadig skabt 420 jobs årligt i Vestdanmark i perioden 2007-2010, hvilket samlet set ligger over målsætningen for sam-me periode. Det er positivt at konstatere, at Foreningen Vestdansk Investeringsfremme (FVI) og Invest in Denmark i høj grad tiltrækker videntunge investeringsprojekter til Vestdanmark. Det gælder især indenfor sektor fokusområderne Cleantech og ICT.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om årsberetningen for Vestdansk investeringsfremme til efterretning.

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Vækstforum tog orienteringen om Vestdansk Investeringsfremmes Årsberetning 2010 til efterretning. 

12. Næste møde og eventuelt

Følgende kalender er gældende for 2011:

Ansøgningsfrist Indstillingsudvalg Vækstforum
7. januar 2011
kl. 12.00
1. marts 2011
kl. 12.30-14.00
Tirsdag den 15. marts
kl. 14.00-18.00
7. marts 2011
kl. 12.00
16. maj 2011
kl. 10.00-12.00
Tirsdag den 7. juni
kl. 14.00-18.00
27. juni 2011
kl. 12.00
7. september 2011
kl. 13.00-15.00
Onsdag den 28. september
kl. 14.00-18.00
19. september 2011
kl. 12.00
17. november 2011
13.00-15.00
Torsdag den 8. december
kl. 14.00-18.00


Mødestedet for den 28. september er ikke aftalt.

Vækstforums beslutning af 7. juni 2011
Møderne i Vækstforum ændres til tre timers møder, således at mødetidspunktet som udgangspunkt er fra kl. 14.00-17.00.

Niels Horsted inviterede Vækstforum til at holde næste møde i University College Nordjyllands lokaler på Lindholm Brygge.

Eventuelt
Intet at bemærke.



Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Vicekontorchef Ulla Christensen
  • Tlf. 9635 1303
  • Opdateret d.
  • 30. juni 2011