1. Godkendelse af dagsorden
Resumé:
Der henvises til følgende punkter.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum godkender dagsordenen, som grundlag for dagens møde.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
Vækstforum godkendte dagsordenen. Det blev besluttet, i relation til dagsordenens punkt 7 og 8 mere principielt at drøfte principper ved udpegninger fra Vækstforum, herunder valg af repræsentanter til bestyrelser.
2. Godkendelse af referat.
Resumé:
Referat af Vækstforums seneste møde den 4. december 2007. Referatet er godkendt af formandskabet.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum godkender referatet.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
Vækstforum godkendte referatet fra mødet den 4. december 2006.
Bilag:
- Referatet er udsendt
3. Fremlæggelse af forslag til strategi, handlingsplan og partnerskabsaftale.
Resumé:
Vækstforum afholdt den 29. november 2006 et dialogmøde med 135 inviterede interessenter fra de nordjyske kommuner, erhvervsliv, organisationer og institutioner. Mødet tog sit udgangspunkt i en præsentation af Erhvervsudviklingsstrategien, som med udgangspunkt i drøftelserne på Vækstforums seminar den 6.-7. november 2006 er opbygget omkring
- Vision for regionen
- Strategiske rammer (fire vækstdrivere)
- Indsatsområder (syv prioriterede områder)
- Tværgående principper (En region i balance og international strategi).
Debatten på dialogmødet, på seminaret samt på Vækstforums møde 4. december 2006 har dannet baggrund for arbejdet med at færdiggøre erhvervsudviklingsstrategien og udbygge den med en handlingsplan og en partnerskabsaftale.
Beskrivelse:
Ifølge tidsplanen holder Danmarks Vækstråd et såkaldt ”sættemøde” med vækstforum-formandskaberne om strategi, handlingsplan og partnerskabsaftaler den 22. januar 2007. Til dette møde skal det endelige udkast til strategi forelægge sammen med et første udkast til handlingsplan og partnerskabsaftale.
Indholdet af handlingsplanen er ikke fastlagt fra statslig side, men vil typisk skulle inkludere:
- Nærmere beskrivelse af udvælgelseskriterier for indsatsområderne
- Beskrivelse af en model for behandling af ansøgninger
- Overslagsbudget for en treårig periode
- Kvantitative mål for indsatsen (umiddelbare og langsigtede effekter)
Indholdet af partnerskabsaftalerne vil være:
- Angivelse af initiativer, hvor der forventes statslig ”facilitering”, dvs. administrativ assistance og/eller økonomisk medvirken
- Initiativernes overensstemmelse med regionens strategi og regeringens globaliseringsstrategi
- Et forventet budget for initiativerne og deres kvantitative mål på kort og mellemlang sigt
Vækstforum drøftede d. 4. dec. 2006 oplæg til ”sættemødet” og besluttede:
- at sekretariatet med baggrund i dialogmødet og Vækstforums drøftelser udarbejder endelig forslag til strategi,
- at sekretariatet med baggrund i Vækstforums møde udarbejder forslag til handlingsplan og partnerskabsaftale,
- at handlingsplan og partnerskabsaftale drøftes med Kontaktudvalget primo januar, hvor hovedkonklusionerne rapporteres tilbage til Vækstforum,
- at Vækstforum umiddelbart efter, dvs. medio januar, afholder et ekstraordinært møde for udelukkende at diskutere endelig udkast til strategi samt udkast til handlingsplan og partnerskabsaftale, alternativt bemyndiger formandskabet, og
- at sekretariatet på baggrund af Vækstforums ekstraordinære møde tilretter strategi, udkast til handlingsplan og partnerskabsaftale og sender materialet til Danmarks Vækstråd til brug for ”sættemødet” den 22. januar 2007.
Der er afholdt møder med Kontaktudvalget d. 12. december 2006 og 5. januar 2007. Med baggrund i dialogmødet, Vækstforums drøftelser samt møderne med Kontaktudvalget har sekretariatet udarbejdet forslag til strategi, handlingsplan og partnerskabsaftale (vedlagt som bilag).
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum::
- Godkender udkast til Erhvervsudviklingsstrategi og Handlingsplan godkendes
- Godkender udkast til Partnerskabsaftale
- Sender Erhvervsudviklingsstrategi og Handlingsplan samt Partnerskabsaftale til Danmarks Vækstråd som regionens oplæg til ”sættemødet” d. 22. januar 2007.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007: Sekretariatet præsenterede det aktuelle udkast til strategi, handlingsplan og partnerskabsaftaler og betonede:
- at det foreliggende udkast til strategi, handlingsplan og partnerskabsaftaler, som nu præsenteres for Vækstforum, har været diskuteret med kontaktudvalget, som også har været inddraget i udarbejdelsen af flere initiativer under partnerskabsaftalerne,
- at handlingsplanen foreslår behandling af ansøgninger via en kombination af mere traditionelle udbudsrunder og ansøgning i partnerskabslignede runder, hvor Vækstforum/sekretariatet aktivt indgår i dialog med ansøger,
- at handlingsplanen lægger op til at reservere 90 % af midlerne til projekter i direkte forlængelse af strategien, primært større projekter; 10 % reserveres til særlige, fornyende projekter, som ikke behøver at ligge indenfor strategien, for herved at give mulighed for at denne tilføjes nye dimensioner, som ikke på indeværende tidspunkt har været medtænkt, og
- at partnerskabsaftalerne er udtryk for område, hvor Vækstforum og regeringen gensidigt kan understøtte hinandens strategi, men at hvert initiativ forelægges Vækstforum, før der kan bevilges støtte.
I Vækstforum var der enighed om at strategiudkastet var godt og ville kunne endelig godkendes med små justeringer på en række nærmere præciserede områder (noteret af sekretariatet) på næste møde. Endvidere skal der udarbejdes en kortere og mere pædagogisk udgave som et element i den eksterne kommunikation omkring erhvervsudviklingsstrategien.
For så vidt angår handlingsplanen var Vækstforum positiv overfor de skitserede tanker, men afventer et endeligt forslag til næste møde. I dette forslag skal ansøgningsforslaget og 90/10 forslaget konkretiseres yderligere. Endvidere diskuterede Vækstforum en mulighed for, at formandskabet kan håndtere meget små ansøgninger, og pålagde sekretariatet at komme med forslag hertil.
Ved behandlingen af partnerskabsaftalen var der i Vækstforum enighed om at IKT-området og Bio-medico/sundhedsområdet skulle fremgå eksplicit af udspillet til partnerskabsaftalen. Ligeledes skulle afsnittet om vedvarende energi gøres bredere, der ønskedes sat fokus på alle former for vedvarende energi, der bliver udviklet i Nordjylland.
Orla Hav opsummerede:
- at Vækstforum bakker op om udkastet til erhvervsudviklingsstrategi og handlingsplan og ser frem til den endelige udgave på næste møde,
- at partnerskabsaftalerne - med små justeringer og tilføjelse af IKT og Biomedico/sundhed - godkendes som grundlag for sættemødet,
- at det er vigtigt, at Vækstforum så hurtigt som muligt kommer dertil, hvor der kan bevilges midler til konkrete projekter. Ud over at forberede en generel ansøgningsrunde er det derfor vigtigt:
- at der arbejdes videre med konkretisering af partnerskabsaftalerne således, at de bedste af disse så hurtigt som muligt kan omsættes til projektansøgninger, og
- at øvrige initiativer, der hidtil har været i spil - og som Vækstforum på sit møde i Rebild den 7. november 2006 besluttede at lægge til side indtil arbejdet med strategi var på plads - afklares med hensyn til deres projektmæssige potentiale i relation til strategi og handlingsplan, samt
- at der snarest muligt udarbejdes en kortfattet, læsevenlig og illustrativ udgave af erhvervsudviklingsstrategien til brug for dialog med interessenter, ansøgere mv.
Bilag:
- Udkast. Vækst og balance. Erhvervsudviklingsstrategi og Handlingsplan for Nordjylland, 2007-10.
- Udkast Partnerskabsaftale.
- Brev fra Finn Kjærsdam, Aalborg Universitet, af den 21. december 2006.
4. Status på Mål 2-programmet 2007-2013
Resumé:
Det nye Mål 2-program er nu så langt, at det er fremsendt til godkendelse i EU-Kommissionen. Det ventes at programmet tidligst vil være klar til at modtage ansøgninger til sommeren 2007.
Fordelingen af EU-midlerne til yderområderne er nu også beregnet. For Nordjylland betyder det at mindst 71 mill. kr. årligt svarende til 63% af rammen skal komme yderområderne til gavn.
Beskrivelse:
Strukturfondsprogrammerne og den strategiske referenceramme blev den 29. november 2006 sendt til EU-Kommissionen. Herefter har Kommissionen fire måneder til at godkende materialet. Erhvervs- og Byggestyrelsen har løbende haft uformel dialog med Kommissionen, og det ventes således at godkendelsesprocessen vil forløbe smidigt og hurtigt.
Forudsat at godkendelsen foreligger til tiden, vil der tidligst kunne modtages ansøgninger omkring den 1. april 2007. Realistisk bliver det formentlig først i løbet af forsommeren, at programmet vil være helt på plads.
Med hensyn til programmets indhold er det meget bredt formuleret. Det betyder, at Regionen får behov for at målrette aktiviteterne til de midler, der er til rådighed. Det vil blive gjort i Regionens nye ”Erhvervsudviklingsstrategi”. Strategien kommer derfor i praksis til at virke som et Mål 2-programtillæg, som det har været kendt i de tidligere strukturfondsperioder.
Finansielt tildeles Nordjylland 112 mill. kr. om året fordelt ligeligt mellem Regional- og Socialfond. Da der ikke er tale om et større beløb opfordrer Erhvervs- og Byggestyrelsen til at midlerne anvendes til større strategiske satsninger i højere grad end til mange små ansøgninger for at få effekt af midlerne.
De regionale vækstfora, der nedsættes af regionsrådene i henhold til lov om erhvervsfremme, afgiver indstilling til økonomi- og erhvervsministeren om anvendelse af regionalfonds- og socialfondsmidler.
Information om Mål 2-programmet Da hele landet nu er omfattet af programmet, har Styrelsen fundet det mest hensigtsmæssigt at udforme et fælles vejlednings- og informationsmateriale. I praksis vil der blive taget skridt til at udvikle en generel informationsfolder og startpakke til tilskudsmodtagere (Hvad er godt at vide når man skal administrere et strukturfondsprojekt etc.). I den forbindelse ventes det at de regionale Vækstfora hver får sit eget indstik, for at orientere direkte om de særlige regionale indsatsvinkler.
Opstartskonference Strukturfondene vil blive præsenteret den 26. marts 2007 i Odense. Indbydelse udsendes senere.
Løbende information Det nye Mål 2-program, som er fremsendt til EU kommissionen, er tilgængelig på: www.ebst.dk. Se under Erhverv/regionaludvikling/strukturfondsperiode 2007-2013. I forhold til de programudkast, der tidligere har været i høring, er der foretaget en række ændringer bl.a. på baggrund af høringssvaret fra specialudvalget.
Yderområdernes andel af strukturfondsmidlerne - ny fordeling Som det erindres har Vækstforum også til opgave at sikre udviklingen i yderområderne og inddrage disse områder i den regionale ”Erhvervsudviklingsstrategi”. Med hensyn til den økonomiske fordeling er det forudsat at yderområderne skal have samme andel af strukturfondsmidlerne som i strukturfondsperioden 2000-2006. Tabellen her nedenfor viser, hvor stor en andel af strukturfondsmidlerne de enkelte regioner skal anvende til gavn for deres respektive yderområder, for at regionerne tilsammen lever op til målet om, at yderområderne skal have mindst samme andel som hidtil (35 pct.). På denne baggrund har Erhvervs- og Byggestyrelsen kort før jul truffet beslutning om en skævdeling af de 35% ift. regionernes forskellighed. Nordjylland skal således anvende 63 pct. af de samlede nordjyske strukturfondsmidler til aktiviteter i yderområderne, jf. tabellen nedenfor.
Årlig fordeling af Mål 2-midlerne 2007-2013 til Vækstfora og deres yderområder (mio. kr., 2007-priser)
Region |
Midler i alt til regionerne ifølge fordelings-nøgle |
Midler til regionernes yderområder for at efterleve kommunal-reformaftale |
Yderområde-midler i pct. af regionernes samlede midler |
Kr. pr. indbygger i regionernes yder-områder |
Kr. pr. indbygger i regionerne i alt |
Andel af regionernes befolkning bosat i yder-områder |
Nordjylland |
112 |
71 |
63% |
241 |
194 |
51% |
Midtjylland |
72 |
14 |
20% |
241 |
59 |
5% |
Syddanmark |
102 |
41 |
41% |
241 |
86 |
14% |
Sjælland |
72 |
31 |
42% |
241 |
88 |
16% |
Hovedstaden |
70 |
0 |
0% |
- |
44 |
0% |
Bornholm |
15 |
15 |
100% |
336 |
336 |
100% |
Konkurrence Udsatte midler |
49 |
- |
- |
- |
- |
- |
Regional konkurrenceevne og beskæftig-else i alt |
492 |
172 |
35% |
247 |
82* |
13% |
Anm.: Pga. afrundinger er der ikke helt overensstemmelse mellem procenter og fordeling. * Excl. konkurrenceudsatte midler.
I praksis bliver det sekretariaterne for de regionale vækstfora, der i forbindelse med Vækstforums indstilling af projekter til Erhvervs- og Byggestyrelsen skal foretage et skøn over, hvor stor en andel af et projekt, der er til gavn for yderområderne.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om status for det nye Mål 2-program til efterretning.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
Sekretariatet orienterede om Mål 2-programmet.
Vækstforum tog status for det nye Mål 2-program til efterretning.
5. Status på Landdistriktsprogram.
Resumé:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har sendt udkast til landdistriktsprogram og -strategi for perioden 2007 – 2013 i høring. Høringsfristen er den 26. januar 2007. I den kommende tid skal der nedsættes lokale aktionsgrupper, der får til opgave at udarbejde en lokal udviklingsstrategi for hvert område. Denne strategi skal være i overensstemmelse med den regionale erhvervsudviklingsstrategi. Beskrivelse Programmet er ministeriets bud på gennemførslen af EU´s landdistriktsprogram i Danmark. Programmet består af fire akser:
- Akse 1: Styrkelse af konkurrencekraften i fødevaresektoren
- Akse 2: Forbedring af miljøet og landskabet
- Akse 3: Øge beskæftigelsen for befolkningen i landdistrikterne og skabe attraktive livsvilkår
- Akse 4: LEADER-metoden. (er tværgående).
Indholdsmæssigt skal de lokale aktionsgrupper selv formulere en udviklingsstrategi og indenfor denne udvælge konkrete projekter. Strategien, der formuleres, skal være i overensstemmelse med den regionale erhvervsudviklingsstrategi.
Administrativt er hele akse1, størstedelen af akse 2 og en lille del af akse 3 administreret af staten. Hovedparten af akse 3 og en lille del af akse 2 skal administreres efter LEADER-metoden, det vil sige af de lokale aktionsgrupper.
Finansielt er der godt 6 mia. kr. til rådighed i hele programperioden; dog er der kun begrænsede midler til rådighed i de første to år af programperioden.
Landdistriktsprogrammet og Erhvervsudviklingsstrategien for Region Nordjylland har en række sammenfald i indsatsområder og derfor må der forventes en synergieffekt der bidrager til en bæredygtig udvikling af Region Nordjyllands yderområder. De to skal supplere hinanden, så samspillet optimeres. Dette gælder bl.a. projekter med aktiviteter, som er støtteberettigede under begge.
Med hensyn til kompetencefordelingen mellem de lokale aktionsgrupper i Nordjylland og Vækstforum skal Vækstforum påse, at de udviklingsstrategier, som hvert LAG udformer, er i overensstemmelse med Erhvervsudviklingsstrategien, mens den regionale udviklingsplan ikke nævnes i programmet. Vækstforum får som noget nyt også indstillingsret til staten om større, erhvervsrettede projekter.
Den 25. januar 2007, klokken 17.00-19.00, på Comwell Rebild Bakker i Skørping vil Fødevareministeren præsentere landdistriktsprogrammet og debattere med de fremmødte.
Ministeriet vil løbende orientere om programmet på: www.landdistriktsprogram.dk.
Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om det kommende landdistriktsprogram til efterretning.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007: Sekretariatet gav en kort præsentation af landdistriktsprogrammet. Kathrine Jensen supplerede ved at gøre opmærksom på, at der fra Vækstforum kan indstilles et medlem til hver af de Lokale Aktions Grupper med det formål at kunne sikre en vis koordinering.
Vækstforum tog orienteringen om det kommende landdistriktsprogram til efterretning.
Bilag:
- Nærmere redegørelse om Landdistriktsprogrammet.
6. Kommunikationsstrategi.
Resumé:
Vækstforum skal have åbenhed og gennemsigtig som nøgleord for sin kommunikationsstrategi. Det er vigtigt, at interessenter altid kan få fat i relevant materiale, og at Vækstforum får formidlet de gode historier. Erhvervslivet og borgere skal kende Vækstforum. Dette vil blandt andet ske gennem udarbejdelse af kortere udgaver af erhvervsudviklingsstrategi o.l.
Det er muligt for Vækstforum at få lavet sin egen hjemmeside og selv bestemme design og eventuel udvikling af logo.
Beskrivelse:
Vækstforum går på tværs af offentlige myndigheder, private virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Nordjylland og skal varetage det samlede Nordjyllands interesser inden for vækst og erhvervsudvikling. Der er derfor mange personer og holdninger i spil, og alle skal have styr på, hvad der foregår hvornår. Det samme gælder for medierne og borgerne.
Målet med kommunikationen er, at målgruppen ved, hvad Vækstforum er, og hvad de kan forvente af Vækstforum. Målgruppen skal vide, at Vækstforums arbejde har betydning for deres hverdag; både på det konkrete plan, at man kan søge penge, og på det større plan, at der kommer vækst og beskæftigelse til hele regionen.
På hjemmesiden, www.vaekstforum.rn.dk., skal man altid kunne finde nyheder, projektbeskrivelser, ansøgningsfrister, dagsordner, referater og kontaktpersoner. Det er vigtigt, at der ofte er nyt at komme efter på hjemmesiden, for eksempel i form af ”Ugens historie”. Der udvælges særligt gode historier, som tilbydes pressen ved primært at ringe til pressen, sekundært ved pressemeddelelser. Desuden bør Vækstforum have en artikel med i hvert nummer af ZOOM; regionens magasin om regional udvikling.
For at gøre erhvervsudviklingsstrategien mere borgervenlig bør vi lave en ”læs-let”-udgave, hvor strategien er beskrevet i helt almindelige ord og vendinger og med konkrete eksempler.
Det er muligt en gang om året at lave en borgerrettet årsberetning i samme form for læs-let-udgave om erhvervsudviklingsstrategien.
Vækstforums hjemmeside ligger i dag som en del af Region Nordjyllands hjemmeside, men med eget flag/link. Vækstforum har mulighed for at få sin egen side med eget design m.m. Siden kan stadig ligge i Region Nordjyllands system (Microsofts CMS), uden at dette kan ses.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum drøfter vedlagte oplæg og beslutter sin kommunikationsstrategi.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007: Vækstforum støttede op om overvejelserne vedr. kommunikation omkring Vækstforums arbejde, herunder særligt erhvervsudviklingsstrategien.
Der var i Vækstforum et ønske om at borgerne, virksomhederne og institutionerne i regionen kendte til arbejdet med erhvervsudviklingsstrategien, og vidste hvor der var muligheder for at søge midler og få informationer om Vækstforums arbejde.Den etablerede hjemmeside er et skridt på vejen, men kan med fordel udbygges således, at der også skabes større åbenhed og gennemsigtighed, bl.a. i forhold til organiseringen og arbejdet i regi af Vækstforum. Det blev foreslået at etablere en projektoversigt/-præsentation, som løbende opdateres, samt præsentation af de medarbejdere fra region og kommuner, der medvirker i sekretariatet omkring Vækstforum
Bilag
- Udkast til kommunikationsstrategi.
7. Udpegning af medlem til Skagen Museums bestyrelse.
Resumé:
Ved revision af vedtægterne for Skagens Museum, er sammensætningen af bestyrelsen ændret. I denne forbindelse ønsker Museet, at Vækstforum indstiller en repræsentant til bestyrelsen.
Beskrivelse:
I forbindelse revision af Skagens Museums vedtægter er en ændring af bestyrelsens sammensætning blevet vedtaget. For at sikre en bred repræsentation ved bestyrelsen ønsker Skagens Museum, at Vækstforum indstiller et medlem til bestyrelsen. Da der i forvejen er få repræsentanter fra erhvervslivet er det museets ønske at der bliver valgt en repræsentant fra erhvervslivet, i denne forbindelse ville et kendskab til turismeområdet fra repræsentanten være fordelagtigt. Det er ikke et krav fra museet side, at der vælges et medlem af Vækstforum.
Repræsentanten vil blive valgt for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2011.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum indstiller en repræsentant for erhvervslivet til bestyrelsen for Skagens Museum.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
(Søren Pedersen, Mogens Gade og Anny Winther forlod mødet under behandlingen af punkt 7)
Orla Hav var af den opfattelse, at det var vigtigt at imødekomme de ønsker, der var fra nordjyske organisationer om en udpegning til bestyrelser og styregrupper. Dette for at sikre en forankring af Vækstforum i landsdelen, og herved gøre Vækstforum til en naturlig del af den erhvervspolitiske hverdag for organisationer og virksomheder i regionen.
Peter Finnerup understregede betydningen af vandtætte skotter mellem Vækstforum og virksomheder og institutioner, og at det ikke var intentionen med Vækstforum at udpege bestyrelsesrepræsentanter mere generelt, samt at erhvervsrepræsentanter med fordel kan udpeges direkte af erhvervsorganisationer.
Drøftelserne mundede ud i, at der i det konkrete tilfælde var opbakning til at udpege en repræsentant, og et enigt Vækstforum støttede således op om Per Lyngby fra Nordjyske Medier
Bilag:
- Brev af den 20. november 2006 fra Skagens Museum til Vækstforum Nordjylland.
8. Udpegning af medlem til Hasseris Gymnasiums bestyrelse.
Resumé:
Hasseris Gymnasiums midlertidige bestyrelse anmoder Vækstforum om at udpege et medlem til gymnasiets bestyrelse.
Beskrivelse:
De amtskommunale gymnasier overgår fra den 1. januar 2007 til at være selvejende statslige institutioner. Gymnasierne skal styres af en bestyrelse, hvor der blandt andet skal være et medlem, der har erfaring fra erhvervslivet. Den midlertidige bestyrelse for Hasseris Gymnasium har fundet, at Vækstforum i Region Nordjylland vil være det rette forum til at udpege en sådan person. Vækstforum anmodes derfor om at udpege et medlem af Hasseris Gymnasiums bestyrelse.
Den midlertidige bestyrelse foreslår advokat Anders Hjulmand, der vil være villig til at indtræde i bestyrelsen.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum udpeger et medlem med erfaring fra erhvervslivet til bestyrelsen for Hasseris Gymnasium.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007 Vækstforum drøftede relevansen af en udpegning til en selvejende ungdomsuddannelsesinstitution, da uddannelse på dette niveau ikke var hovedfokus for Vækstforums arbejde. Hovedsynspunktet var, at Vækstforum ikke var rette udpegende instans, men at Hasseris Gymnasium i stedet burde kontakte erhvervsorganisationerne direkte. Den generelle holdning var, at Vækstforum derfor skulle afholde sig fra en udpegning i den konkrete situation.
Finn Kjærsdam foreslog derfor, at Vækstforum meddelte Hasseris Gymnasium, at man ikke ønskede at udpege et medlem til bestyrelsen, men at Vækstforum omvendt ikke havde indsigelser mod, at Anders Hjulmand indtrådte i bestyrelsen for gymnasiet og at vedtægterne tilrettes, så der medlemmet med erhvervsrelation på sigt blev valgt direkte af erhvervsorganisationerne.
Vækstforum støttede op om forslaget.
Bilag:
- Brev af 19. december 2006 fra Hasseris Gymnasiums midlertidige bestyrelse.
9. Ansøgning fra Aalborg Kongres og Kulturcenter.
Resume:
Aalborg Kongres & Kultur Center, AKKC søger om 121.000 kr. til medfinansiering af Danmarksmesterskab for detailslagterelever under forbrugermessen i Aalborg Kongres og Kulturcenter den 23. marts 2007. Der er tale om et samlet budget på 442.000 kr.
Beskrivelse:
Aalborg Kongres & Kultur Center, AKKC søger om 121.000 kr. til medfinansiering af DM for detailslagterelever under forbrugermessen i AKKC 23. marts 2007.
AKKC gennemfører i samarbejde med Aalborg Tekniske Skole, Slagterfagets Fællesudvalg, Danske Slagtermestres Landsforening De Danske Mesterskaber for detailslagterelever i Aalborg.
Valget af Aalborg er blandt andet truffet, fordi Nordjylland har markeret sig, som gastronomisk fyrtårn de seneste år.
Totalbudgettet er på 442.000 kr., hvoraf Slagterfagets Fællesudvalg finansierer 321.000 kr. og Aalborg Tekniske Skole finansierer 121.000 kr.
AKKC søger således om 125.000 kr. til restfinansieringen af projektet. Det vurderes, at DM for detailslagterelever kan være med til at eksponere Nordjylland, som en region med fokus på kvalitetsfødevarer. Herudover er der en række afledte effekter, som følge af arrangementet, hvilket kommer det øvrige turismeerhverv til gode.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum:
- indstiller til Regionsrådet at bevilge 121.000 kr. til DM for detailslagterelever.
- drøfter fremtidig behandling af enkeltansøgninger.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
Inden behandlingen af ansøgningen meddelte Rasmus Pedersen, at der var en fejl i dagsordensteksten ved budgettet. Som det rigtigt fremgik af ansøgningen var totalbudgettet på 442.000 kr. den samlede finansiering fra Slagterfagets Fællesudvalg og Aalborg Tekniske skole er på 321.000 kr. der søges om 121.000 kr. fra Vækstforum til restfinansiering.
Karen Melson meddelte, at der måtte kunne findes andre midler at gøre brug af end udviklingsmidlerne, som eksempelvis midler ved Kickstart. Peter Finnerup meddelte, at han ikke kunne tilslutte sig ansøgningen.
Orla Hav opsummerede, at messen ville blive finansieret, såfremt der ikke kunne skaffes midler gennem Kickstart.
Bilag:
- Ansøgning fra Aalborg Kongres og Kulturcenter.
10. Nordens Bedste Fisk.
Resume:
Økonomiudvalget har tidligere bevilget 380.000 kr. til afholdelse af en nordisk kokkelandskamp i fisk i tiden 31.november -3. december 2006. Konkurrencen blev ikke afholdt i 2006, da det ikke var muligt at samle de nordiske landshold i nov./dec. og fordi der har været ændringer i ledelsen af Culinary Institute. Derfor har det været nødvendigt at udsætte konkurrencen til marts 2007. Derfor søges Vækstforum om midlerne som en art overførsel.
Beskrivelse:
Culinary Institute of Denmark har i samarbejde med Perikum – smagen af Nordjylland planlagt afholdelsen af en international gastronomisk konkurrence ultimo november 2006. Imidlertid ses det ikke muligt på grund af World Cup 2006 at afholde arrangementet til den planlagte dato. Hvorfor der hermed fremsendes en ny ansøgning i samarbejde med Food College Denmark, om afholdelse af konkurrencen Nordens Bedste Fisk ultimo marts 2007 i stedet.
Konkurrencens formål er at skabe øget interesse omkring nordiske og danske fisk, men også at skabe fokus omkring nordjyske råvarer og fødevareproducenter generelt. Samtidigt er arrangementet en kærkommen mulighed for at samle en række af Nordens førende kokke, afholde en konkurrence og derigennem skabe grobund for ikke mindst et højt gastronomisk diskussionsforum, men også langt større mediebevågenhed på nordjyske nicheprodukter og kvalitetsfødevarer. Fem nationale hold bestående af den gastronomiske elite fra henholdsvis Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark inviteres til at dyste mod hinanden i en konkurrence om den bedste fiskemenu. Under konkurrencen skal hvert af de fem hold tilberede en tre-retters menu (forret, hovedret og dessert) til 30 kuverter. Fem kuverter fra hvert land skal bedømmes af dommerne, mens de resterende 25 kuverter fra hvert land skal serveres for i alt 125 indbudte gæster og netværkspartnere.
Gennem konkurrencen og tilhørende oplæg, er det hensigten at arrangementet Nordens Bedste Fisk skal sætte fokus på fisk og nordisk gastronomi i en større kontekst. Eksempelvis planlægges oplæg omkring integrationen af design og den nordiske ånd i gastronomien, samt fokus på fisk gennem oplæg om nordiske spisevaner, tilberedningsmetoder og traditioner. Desuden er det oplagt med udvalget af forskellige råvarer til konkurrencen, at præsentere og brande nordjyske fødevareproducenter og deres nicheprodukter, for herigennem at sætte større fokus på det regionale fødevareudvalg. For yderligere info se vedlagte ansøgning, konkurrencekoncept, budget og baggrundsinformation.
Indstilling:
Vækstforum opfordres til at indstille til Regionsrådet, at der bevilges 380.000 kr. til afholdelse af en kokkelandskamp i fisk.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007: Vækstforum besluttede at indstille til Regionsrådet, at der bevilges 380.000 kr. til afholdelse af en kokkelandskamp i fisk.
Bilag:
- Ansøgning fra Culinary Institute of Denmark
11. Hirtshals Vandrerhjem.
Sagsfremstilling:
Hirtshals Vandrehjem blev på Styringskomiteens møde den 27. september 2006 indstillet til en støtte på 1.255.000 kr. svarende til 50 % af de støtteberettigede udgifter på 2.510.000 kr. til etablering af nyt køkken og 10 nye værelser.
Status:
Erhvervs- og Byggestyrelsen har imidlertid vurderet, at Hirtshals Vandrehjem er i konkurrence med andre vandrehjem, campingpladser, hoteller og lignende, og derfor må betragtes på lige fod med andre private overnatningsvirksomheder. Som følge heraf vil Styrelsen kun give 22 % i støtte, hvilket er den maksimale støttesats for private anlægsinvesteringer. På denne baggrund har Styrelsen krævet, at Styringskomiteen sender en ny indstilling med en støttesats på 22 %. Hirtshals Vandrehjem har meddelt, at udvidelsen er nødvendig for at sikre driften, men er indstillet på at gennemføre projektet med en støttesats på 22 %.
Som følge af kommunalreformen er Vækstforum den indstillende myndighed i forhold til EU-projekter, af denne grund er det op til Vækstforum at ændre indstillingen.
Indstilling:
Det indstilles, at Vækstforum:
- imødekommer ansøgningen med 22 % i støtte svarende til 552.200 kr. efter Mål 2-programmets prioritet 1.
Støtten finansieres således:
EFRU (22 %) |
552.200 kr. |
I alt |
552.200 kr. |
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
Dorte Stigaard forklarede, at der er tale om en ansøgning, der tidligere har været behandlet ved Styringskomiteen for Mål 2-programmet og her blev indstillet til 50 % støtte. Der er tale om mål 2-midler fra foregående år, og en godkendelse af indstillingen vil således ikke have betydning for de udviklingsmidler fra det kommende Mål2-program, som Vækstforum har indstillingsret over.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har imidlertid ikke fulgt indstillingen om 50% støtte, men kun givet tilsagn for 22 % i støtte. Vandrerhjemmet ønsker at fortsætte projektet.
Projektet skal behandles ved Vækstforum, da Styringskomiteen pr 31. december 2006 er blevet nedlagt som følge af kommunalreformen. Vækstforum har overtaget indstillingsfunktionen.
Vækstforum imødekom indstillingen.
Bilag:
- Udskrift af referatet fra møde i Styringskomiteen den 27. september 2006.
12. Eventuelt og vært for næste møde.
Resumé:
Næste møde er planlagt til den 7. marts 2007.
Vækstforum besluttede på mødet den 15. januar 2007:
Næste møde vil i hovedsagen være et temamøde om uddannelse og kompetence. Mødet vil om muligt foregå på pædagogisk CVU i Aalborg, alternativt på Aalborg Universitet.