Til stede:
Ulla Astman, Annette Drivsholm, Bodil Brander Christensen, Finn Kjærsdam (til og med pkt. 9), Hans Chr. Maarup (til og med pkt. 5), Henrik Ringbæk Madsen, Karen Melson, Kathrine M. Jensen, Lars Mahler, Mogen Gade (til og med pkt. 7), Ole B. Sørensen (til og med pkt. 5), Peter Finnerup, Poul Roesen
Afbud fra: Birthe Dyrberg, Erik Hove Olesen, Erik Sørensen, Erling Henningsen, Knud Kristensen, Kurt T. Nielsen, Christian H. Brosolat
Oplægsholdere:
Lars Jøker, Maritimt Vækstcenter / Teknologisk Institut
Alex Veje Rasmussen, Maritimt Vækstcenter / Teknologisk Institut
Hardy Jensen, Nordjysk Fødevare Netværk
Walther Rahbek, Nordjysk Fødevare Netværk
Bente Albeck-Madsen, Rådet for Agroindustri
Anna Marie Fisker, Food College Denmark
René Jørgensen, Food College Denmark
Oplæg om Oticon A/S
J.nr. 1-30-76-0005-07
Peter Finnerup gav en kort introduktion til Oticon A/S. Virksomheden er mest kendt for sine høreapparater, der hjælper hørehæmmede til en bedre tilværelse. Ny teknologi betyder meget i udviklingen, og høreapparater fungerer i dag som verdens mindste headset, der giver nye muligheder for integration med fx mobiltelefon, musikafspillere og tv.
Oticon er en del af WDH gruppen og har haft produktion i Thisted siden 1971. Der er i alt 550 medarbejdere i Thisted, som er beskæftiget med produktion og distribution af høreapparater til hele verden.
Høreapparat-andelen af WDH´s omsætning androg 4,5 mia. kr. i 2008. Heraf afsættes en tredjedel i USA, en tredjedel i Europa og en tredjedel i resten af verden. Oticon er én ud af tre danske virksomheder i høreapparatbranchen, der tilsammen har ca. 50 % af det samlede marked.
En af Oticons større udfordringer er at tiltrække og fastholde medarbejdere med længevarende uddannelse i et yderområde set i forhold til regionen og Danmark som helhed.
Ulla Astman takkede for oplægget og for, at Oticon ville være vært for Vækstforums møde.
1. Godkendelse af dagsorden
J.nr. 1-30-76-0005-07
Resumé
Dagsorden til mødet, herunder fastsættelse af mødets tema, er aftalt i samarbejde Vækstforums formandskab. Der henvises generelt til nedenstående punkter.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender dagsordenen som grundlag for dagens møde.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Ulla Astman orienterede om, at Erhvervs- og Byggestyrelsen efter udsendelse af dagsorden har henvendt sig til Vækstforum Nordjylland med henblik på at fastlægge proceduren for indstilling af projekter til Program for Brugerdreven Innovation 2009. På baggrund heraf blev der på mødet runddelt et ekstra punkt.
Forretningsordenen for Vækstforum §4, stk. 1 fastsætter, at beslutninger om punkter, som er optaget på dagsordenen efter udsendelse af dagsorden, kun kan træffes, såfremt alle medlemmer af Vækstforum godkender det.
Vækstforum besluttede i enighed at behandle punktet om Program for Brugerdreven Innovation som punkt 11.a. Med denne tilføjelse godkendte Vækstforum dagsordenen.
2. Godkendelse af referat af Vækstforums møde den 3. februar 2009
J.nr. 1-30-76-0005-07
Resumé
Referat af Vækstforums seneste møde den 3. februar 2009 er tidligere udsendt efter forudgående godkendelse i Formandskabet. Der er op til dagsordenens udsendelse ikke indkommet kommentarer eller bemærkninger til referatet fra Vækstforums øvrige medlemmer.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender referatet af Vækstforums møde den 3. februar 2009.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Det blev bemærket, at den supplerende bemærkning til referatet af punkt 8 på Vækstforums møde den 8. december 2008 (”Høringssvar om ny fælles turismestrategi i Danmark”) blev fremført af Karen Melson og ikke af Anny Winther, som skrevet i referatet fra den 3. februar 2009. Med denne rettelse godkendte Vækstforum referatet af mødet den 3. februar 2009.
3. Tema om organisering og indsats i fødevaresektoren – analyse
J.nr. 1-30-70-0009-08
Resumé
Vækstforums sekretariat har, som baggrund for arbejdet med organisering af og indsats for fødevareområdet, gennemført en analyse af fødevaresektoren i Nordjylland. Formålet med analysen er dels at redegøre for fødevaresektorens struktur, dels at redegøre for og diskutere en række temaer, der knytter sig til Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi. Analysen skal bidrage til en mere kvalificeret strategisk debat.
Beskrivelse
Den nordjyske fødevaresektors struktur (anatomi)
Analysen viser, at Fødevaresektoren i Nordjylland har en meget stor socioøkonomisk betydning. Såvel i forhold til beskæftigelse, som i forhold til omsætning ligger fødvareerhvervet markant højere end en lang række af de andre erhverv, der er fokus på i Vækstforums strategi. Kun byggerierhvervet ligger på samme niveau. Udviklingen på samme indikatorer har dog været negativ i perioden 2000-2005, samtidig med at eksempelvis oplevelsesøkonomi og byggeri er gået meget frem. Slutteligt adskiller de nordjyske fødevarevirksomheder sig fra andre erhverv ved at være stort set de eneste, der har positive forventninger til 2009 i forhold til produktion.
Innovation i den danske fødevareindustri
Analysen viser, at fødevareindustrien (fremstilling og forarbejdning) i Danmark generelt har en højere innovationsgrad end alle industrierhverv. Fødevareindustrien scorer højere end alle industrierhverv på alle indikatorer på nær samarbejde omkring innovation. Fødevareproducenterne i Danmark er gode til at efterleve de produktinnovationskrav, som efterspørgslen hos forbrugere og detailleddet skaber, og står dermed godt i den internationale konkurrence. Man kan tale om, at der er ”non-stop produkt-udvikling og –innovation” i fødevareindustrien, men det er de eksisterende, gamle og velkendte produkter, der bærer langt størstedelen af omsætningen. Ikke overraskende viser det overordnede billede, at fødevareindustrien i høj grad kan betegnes som procesinnovativ. Det må antages, at billedet for fødevareindustrien stort set er gældende for Nordjylland.
Den aktuelle grad af samarbejde omkring innovation i fødevareindustrien i Danmark er lav, men man kan bl.a. ud fra FremKom undersøgelsens data konstatere, at de nordjyske fødevarevirksomheder faktisk ser et stort forretningsmæssigt potentiale i forhold til netværk og samarbejde med andre virksomheder og rammeaktører. Det gælder særligt de små fødevareproducenter.
Betydningen af de små og de store fødevareproducenter i Nordjylland
I analysen kastes der lys over en række forskelle mellem de små- og store fødevarevirksomheder i Nordjylland. Analysen viser, at cirka 90 % af fødevarevirksomhederne har et årsværk på under 25 og dermed kan betegnes som relativt små. De relativt små fødevarevirksomheder står for en tredjedel af omsætningen. Analysen viser desuden, at de små og mellemstore fødevarevirksomheder har en markant større lokal forankring end de store. Antallet af mellemstore fødevareproducenter er steget fra cirka 100 til 160 i perioden 2003-2006, mens der for de små og for de store producenter har været status quo i perioden.
Ud fra FremKom-undersøgelsen kan det vises, at de små producenter vægter design, samarbejde med andre virksomheder, samarbejde med uddannelsesinstitutioner samt forskning markant højere end de mellemstore og store producenter. De små producenter vægter desuden produktudvikling, markedsudvikling samt samarbejde med forskningsinstitutioner højere end de mellemstore og store producenter, om end kun marginalt. De mellemstore og store producenter forventer kun at vægte ét forretningsområde større end de små producenter, nemlig procesinnovation.
Resultatet af analysen præsenteres på nærværende Vækstforummøde i form af en publikation og et mundtligt oplæg. Derudover er der til dette dagordenspunkt vedlagt et bilag med en række slides, der dækker nogle af de mest centrale eller mest interessante konklusioner mere fyldestgørende end ovenstående.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen om fødevareanalysen til efterretning.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Sekretariatet fremlagde hovedkonklusionerne fra fødevareanalysen udarbejdet til dagens møde.
Fødevaresektoren er et centralt område i det nordjyske erhvervsliv, også sammenlignet med sektorens rolle i resten af landet. Sektoren står i Nordjylland for 23% af den samlede omsætning, mens det samme tal for resten af landet er 15%. Hvad angår bruttofortjeneste står den nordjyske fødevaresektor for 14% af regionens samlede beløb, mens det for resten af landet ligger på 8%. Af samme årsag udgør fødevareområdet et af de væsentlige områder i Vækstforums regionale erhvervsudviklingsstrategi.
Sektoren kendetegnes ved en stor lyst til at arbejde med innovation af både produkter og processer, også sammenlignet med andre europæiske lande. Herudover har fødevarebranchen, i modsætning til alle erhverv generelt, fortsat forventninger om vækst i de kommende år.
De nordjyske fødevareproducenter, ikke mindst de små virksomheder med under 10 ansatte, ser et stort forretningsmæssigt potentiale i at indgå i netværk og samarbejde med andre virksomheder og rammeaktører, men paradoksalt nok samarbejder man ikke i særligt høj grad. Det vil derfor være en af Vækstforums udfordringer at etablere den infrastruktur, der kan skabe samarbejde mellem fødevareaktørerne.
Vækstforum tog analysen og sekretariatets orientering til efterretning.
Bilag
Powerpoint-slides: ”Fødevareanalyse marts 2009 – centrale konklusioner”
4. Tema om organisering og indsats i fødevaresektoren – delklynger
J.nr. 1-30-70-0009-08
Resumé
Som en central del af Vækstforums strategi i forhold til udvikling af fødevareklyngen, er der i fire forprojekter pågået et udviklingsarbejde. Formålet er at etablere erhvervsrettede delklynger, der skal fokusere på udvikling og etablering af netværk og samarbejde med erhvervet samt konkrete udviklingsprojekter. For at sikre løbende samspil og tværgående koordination mellem delklyngerne og Vækstforum, etablerer de fire klynger et samarbejdsforum, hvor Vækstforums sekretariat indgår.
Beskrivelse
Forarbejdet med etablering af delklynger som fundament for fødevareindsats
Vækstforum har udpeget fødevaresektoren som et særligt indsatsområde i den regionale erhvervsudviklingsstrategi. Dialogen med erhvervet og øvrige interessenter, blandt andet i forbindelse med Fødevarekonferencen i Vrå i efteråret 2007, viste et behov for en koordineret indsats.
I forlængelse heraf har Vækstforums sekretariat i løbet af 2008 haft en tæt til kontakt til - og møderække med - centrale aktører, som er bredt involveret i fødevaresektoren. Der er således gennemført et større analyse- og udviklingsarbejde i samarbejde mellem fire centrale aktører, som har ageret tovholder på hvert sit område (delklynge).
Disse er:
- Smag, design & oplevelser med Food College Denmark som tovholder
- Salg, distribution & fødevareproduktion med Smagen af Nordjylland som tovholder
- Sporbarhed & fødevaresikkerhed med Nordjysk Fødevarenetværk som tovholder
- Fiskerisektor med Maritimt Vækstcenter og IFM som tovholder
Arbejdet har gennem fire definerede forprojekter, støttet af Vækstforum, skabt grundlaget for forslag til organisering og indsats for hver delklynge. Forslagene fra delklyngerne bygger på en tæt dialog mellem tovholder og diverse erhvervs- og organisationsinteressenter, som hver især kan bidrage til at understøtte aktiviteterne.
Fokus og indsatser for delklyngerne
Der er som et led i organiseringen og udviklingen af delklyngerne udarbejdet fire ”kataloger” med fokus på de vigtigste fremadrettede aktiviteter og projekter. Disse fokusområder er:
- Fiskerisektor
En stor del af den danske fiskerisektor er placeret i Nordjylland og har stor betydning for regionen. Både i forhold til beskæftigelse, indtjening og yderområdeeffekter. Sektorens udfordringer er ofte unikke i forhold til andre sektorer, og der er behov for at sikre et fortsat stærkt fiskerierhverv i regionen. Delklyngen peger på følgende initiativer som vigtige:
- Forbrugeradfærd og produktinnovation
- Sektorplan for fiskeriet, herunder akvakultur
- Kompetenceudvikling for erhvervets ansatte og ledere
- Salg, distribution & fødevareproduktion
Under initiativet Smagen af Nordjylland sættes der fokus på netværkssamarbejder mellem de små fødevareproducenter med henblik på at styrke deres forretningsområde og bidrage til branding af Nordjylland som en region med spændende fødevarer. Delklyngen peger på følgende initiativer som vigtige:
- Netværksskabende og netværksvedligeholdende aktiviteter for små producenter
- Afsætning og distribution af nordjyske rå- og fødevarer
- Smag og videnbaseret produktudvikling
- Sporbarhed & Fødevaresikkerhed
Nordjysk Fødevarenetværk har fokus på sporbarhed og fødevaresikkerhed. Betydningen for fødevaresektoren inden for disse områder er stærkt stigende og kan resultere i en styrkelse af det nordjyske fødevareerhverv. Delklyngen peger på følgende initiativer som vigtige:
- Sporbarhedsinterface
- Sporbarhed og sikkerhed i skaldyrsbranchen
- Sporbarhed ved ”mad til mange”
- Smag, design & oplevelser
Der skabes erhvervssamarbejder med fokus på innovationsaktiviteter, smag, design og netværksskabende relationer med henblik på at styrke innovationsgraden og forretningsgrundlaget for den nordjyske fødevaresektor. Delklyngen peger på følgende initiativer som vigtige:
- Forbedring af storkøkkener i Aalborg
- Unikke nordjyske fødevareoplevelser
- Produktudvikling og digital vidensbank
Samspil og koordination af klyngearbejdet
Arbejdet med udvikling af aktiviteter inden for de fire delklynger har resulteret i et behov for koordinering af indsatser og aktiviteter - ikke mindst de aktiviteter der går på tværs af delklyngerne. Samspil og koordination foreslås sikret gennem etablering af et Forum for fødevareklyngen.
Hensigten med dette forum er at:
- Sikre fortsat udvikling af fødevareklyngen med tilhørende delklynger
- Sikre tilstrækkelig løbende koordination af aktiviteter og indsatser
- Identificere nye samarbejds- og udviklingsprojekter med erhvervet
- Hent figur
Gennem delklyngearbejdet er der udtrykt ønske om, at en hensigtsmæssig sammensætning af Forum for Fødevareklynge vil bestå af en repræsentant fra hver delklynge samt en repræsentant fra Vækstforums sekretariat.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum
- diskuterer forslaget fra delklyngerne om organisering og indsats
- opfordrer delklyngerne til at arbejde videre med etablering af Forum for Fødevareklynge
- opfordrer delklyngerne til at arbejde videre med konkretisering af deres aktivitetsforslag i form af prioriterede prækvalifikationsansøgninger til næste møde, uden dermed at forhåndsgodkende forslag til indhold og finansiering.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum besluttede at behandle punkt 4 om organisering af de fire delklynger og punkt 5 om organisering af Visionsenheden sammen.
Ulla Astman indledte punktet med at påpege, at det er positivt, at fødevareaktørerne selv fremlægger deres arbejde og idéer om fremtidig organisering. Repræsentanter for de fire delklynger fremlagde herefter hver især deres faglige områder og det potentiale, der ligger heri.
Smag, design og oplevelse
Anna Marie Fisker fra Food College Denmark fremlagde arbejdet med delklyngen ”Smag, design og oplevelse”. Delklyngen har fokus på praksisorienteret forskning i fødevarerelateret oplevelsesdesign. Argumentet er, at viden om fødevarer og gastronomi kombineret med indsigt i design tilsammen skaber en meroplevelse, der bl.a. giver mulighed for en højere indtjening på produktet men også udvikling af helt nye produkter og serviceydelser. Herudover lægger delklyngen stor vægt på at tænke på tværs af både fagligheder og af værdikæden. Det sker ved at anvende forskningsbaseret viden til at etablere nye erhvervssamarbejder, innovationsmodeller, fødevarestrategier og ikke mindst nye fødevareoplevelser. Konkret ligger delklyngens indsatsområder inden for bl.a.
- praksisorienteret forskning og tværfagligt erhvervssamarbejde
- tværfaglig netværksdannelse
- kompetenceudvikling af ansatte og faglærere
- rådgivning og videndeling inden for fødevarerelateret oplevelsesdesign
- formidling og promovering af nordjyske kvalitetsfødevarer.
Fødevareproduktion, salg og distribution
Bente Albeck-Madsen fra Rådet for Agroindustri fremlagde arbejdet med delklyngen ”Fødevareproduktion, salg og distribution”. Delklyngen er udviklet under initiativet ”Smagen af Nordjylland”, der er påbegyndt i 2005.
Delklyngens mål er at bringe erhvervet og aktørerne, ikke mindst de mange mindre fødevareproducenter, sammen om at skabe udvikling i erhvervet og dermed styrke sektorens betydning for Nordjylland. Delklyngens indsats ligger inden for fx branding, øget salg, mangfoldighed i produktporteføljen, udvikling bestemt ud fra kundens behov, CO2-neutral produktion og bæredygtig distribution, design, virksomhedssamarbejde samt en række andre områder.
Visionen er at skabe et nordjysk kraftcenter for produktion, udvikling og forarbejdning af fødevarer ud fra den idé, at overliggeren hæves ved at løfte opgaven i fællesskab.
Fødevaresikkerhed og sporbarhed
Hardy Jensen og Walther Rahbek fra Nordjysk Fødevare Netværk fremlagde arbejdet med delklyngen ”Fødevaresikkerhed og sporbarhed”. Sporbarhed handler om at kunne følge den enkelte råvare gennem alle led tilbage til den enkelte producent.
Dette kan bruges i markedsføringen men giver også nye muligheder for at håndtere fødevaresikkerhed. Sporbarhed vil på sigt fx kunne anvendes til dokumentation af ubrudte kølekæder eller til at spore og tilbagekalde fødevarer, der er fordærvede eller på anden måde ikke lever op til den ønskede kvalitet. Teknologien vil også kunne bruges til at dokumentere en bæredygtig og etisk korrekt produktion, beregne CO2-forbruget for produktion af en bestemt vare eller være garant for en økologisk produktion.
Nordjysk Fødevare Netværk er forankret hos Himmerlands Udviklingsråd og har etableret et netværk bestående af 300 virksomheder, der til sammen har foreslået 43 projektidéer inden for sporbarhed. Delklyngen forventer at afholde en årlig idékonference for disse virksomheder med heraf følgende drøftelser inden for en række temaer og brancher.
Fiskerisektoren
Lars Jøker fra Maritimt Vækstcenter og Teknologisk Institut fremlagde arbejdet med delklyngen ” Fiskerisektoren”. Med over 33% af de danske fiskere og 64% af den samlede salgsværdi er Nordjylland en sværvægter inden for danske fiskeri og fiskeindustri. Det viser sig også ved, at op til 30% af de beskæftigede i en række lokalsamfund er direkte afhængige af fiskeriet som indtægtskilde.
Fiskeksporten fra Region Nordjylland er på 10-12 mia. kr. årligt. Med en så stærk koncentration af én sektor er Region Nordjylland imidlertid også sårbar, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved en kraftig faldende lønsomhed i de seneste år. Konsekvensen heraf er allerede i 2009 et stigende antal virksomhedslukninger.
Delklyngens mål er derfor at skabe en stærk, dynamisk og levedygtig udvikling af den nordjyske fiskerisektor gennem udarbejdelse af en indledende sektorplan og analyser, samt udviklingsaktiviteter og kompetenceudvikling.
Indsatsen koordineres med en række andre initiativer inden for fiskeri og akvakultur, som fx Nordjysk Fiskerikommune Netværk, Fødevaresektorens Innovationsnetværk, Aalborg Universitet m.fl.
Da Vækstforum som nævnt indledningsvist besluttede at behandle punkt 4 og 5 samlet, henvises der til referatets punkt 5 for så vidt angår diskussion og beslutning om de fire oplæg og indsatsområder.
Bilag
Fire nordjyske fødevareklynger – organisering, indsatsområder og aktiviteter
5. Tema om organisering og indsats i fødevaresektoren – Visionsenhed
J.nr. 1-30-70-0009-08
Resumé
I tilknytning til arbejdet med delklynger (jf. punkt 4 ovenfor) har der blandt disse været enighed om at etablere en overordnet Visionsenhed med det formål at fokusere på de strategiske og visionære perspektiver for fødevaresektoren i Nordjylland, herunder mulighederne for gennem innovation og samarbejde at opnå vækst inden for sektoren.
Beskrivelse
Udviklingsprocessen med definering af fire stærke delklynge inden for fødevaresektoren har ført til ønsket om en overordnet organisering, der binder fødevareklyngerne sammen under en Visionsenhed. Hensigten med dette er at skabe sammenhæng mellem de daglige, koordinerede aktiviteter og det mere visionære arbejde med at definere nye indsatser og samarbejder inden for fødevaresektoren. Visionsenheden skal således fokusere på de strategiske og visionære perspektiver for fødevaresektoren i Nordjylland, herunder mulighederne for gennem innovation og samarbejde at opnå vækst inden for sektoren. Dette kan illustreres således:
Visionsenheden vil i sit arbejde med formulering af visionære indsatser for udvikling af fødevaresektoren i Nordjylland have et tæt samspil med både Vækstforum og Forum for Fødevareklynge. I forhold til Vækstforum vil Visionsenheden levere indspil til Vækstforums strategi og handlingsplan og således fungere som dialogpartner for Vækstforum. I forhold til Forum for Fødevareklynge vil Visionsenheden være med til at sætte retning for delklyngernes strategi og prioritering af indsatser.
Visionsenheden har umiddelbart tre fokuseringer for udvikling af sektoren: De små fødevareproducenter, de mellemstore og store industrielle fødevareproducenter samt institutioner med tilknytning til fødevarer. Dertil kommer en kombinering til oplevelsesøkonomien og turisme.
For at sikre det strategiske og visionære fokus er der udtrykt ønske om en sammensætning af Visionsenheden, der dels inddrager regionale aktører, men også får inspiration fra nationale og internationale centrale aktører. Der er i oplægget til Visionsenhed peget på forskellige organiseringsformer, dels en ”klassisk” organisering med repræsentanter fra 14 forskellige organisationer, dels en mere ”dynamisk” organisering med repræsentanter, der snarere udpeges ud fra deres faglige engagement og kendskab til fødevaresektoren end på baggrund af deres organisatoriske tilhørsforhold. Det er hensigten, at Visionsenheden mødes op til 2 gange årligt suppleret af et årligt fødevareseminar for alle med interesse i udvikling af fødevaresektoren i Nordjylland.
Der har i forarbejdet været enighed om vigtigheden af, at Visionsenheden faciliteres af en enhed uden for delklyngerne, der kan bidrage til at skabe sammenhæng til det operationelle arbejde i fødevareklyngen og til Vækstforum. Der peges i den forbindelse på Vækstsekretariatet til varetagelse af denne opgave.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at
- Vækstforum diskuterer forslaget til Visionsenhed, herunder rolle og sammensætning
- På denne baggrund opfordrer til at arbejde videre med etablering af Visionsenheden
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Lars Jøker fremlagde på vegne af de fire delklynger planerne for oprettelsen af en Visionsenhed som gengivet herover. Ulla Astman takkede for oplæggene, hvorefter fødevareaktørerne forlod mødet.
Under den efterfølgende diskussion af oplæggene til organisering af fødevaresektoren udtrykte Vækstforum stor anerkendelse af det arbejde, der er foregået indtil videre, og høje forventninger til de fremtidige resultater. Der var især tilfredshed med, at initiativerne er opstået blandt aktørerne selv, hvilket sikrer en god forankring og et stort engagement i opgaven.
Vækstforum bemærkede, at Forum for Fødevareklyngen har en central opgave i at sikre koordination og samarbejde på tværs af de fire delklynger. Delklyngerne bør således ikke alene fungere som fire selvstændige enheder, men i høj grad også fungere som en del af en samlet organisering. At kunne samarbejde delklyngerne imellem betragtes som en forudsætning for at komme videre med samarbejdet mellem aktørerne på området og som en afgørende faktor for Vækstforums engagement og støtte til delklyngerne.
Det blev præciseret, at Vækstforums sekretariat ifølge forslaget skal fungere som sekretariat for Visionsenheden for at sikre den strategiske dialog mellem Visionsenheden og Vækstforum. Derimod udgør Vækstforums sekretariat ikke sekretariatetsfunktionen for Forum for Fødevareklynge, eller i de fire delklynger. Dermed sikres det, at der ikke sker sammenblanding af interesser ved udarbejdelse af konkrete projekter/ansøgninger til Vækstforum. Organisationsbeskrivelsen bør præcisere de forskellige opgaver for de to enheder.
Der blev spurgt til sammensætningen af hhv. Visionsenheden og Forum for Fødevareklynge, særligt med henblik på afklaring af Væksthus Nordjyllands rolle. Hertil svarede sekretariatet, at Væksthuset er involveret som netværksdeltager, hvor det er relevant, som for eksempel ved generel forretningsudvikling af klyngens virksomheder.
På baggrund af oplæggene og den efterfølgende diskussion opfordrede Vækstforum de fire delklynger til at:
- arbejde videre med den detaljerede organisering af Forum for Fødevareklynge og Visionsenheden, herunder konkretisering af arbejdsopgaver og organisering af de to sekretariater, således at der til næste møde i Vækstforum ligger et endeligt udkast til organisering
- indsende ansøgninger med henblik på prækvalificering på Vækstforums møde den 10. juni 2009, som vil blive behandlet på lige fod med øvrige prækvalifikationsansøgninger
Hvad angår både organisering af klyngen og udarbejdelsen af konkrete ansøgninger blev delklyngerne opfordret til at tænke på tværs af de fire delklynger og til at indarbejde konkrete målepunkter med henblik på at følge og sikre initiativets fremdrift.
Bilag
Visionsenhed for fødevaresektoren
6. Status for forberedelse af partnerskabsaftalen
J.nr. 1-33-76-0007-07
Resumé
Vækstforum fremsendte i forlængelse af sit seneste møde foreløbige forslag til nye initiativer til tillægsaftalen 2009 til Erhvervs- og Byggestyrelsen. Forslagene behandles i Danmarks Vækstråd den 12. marts 2009. Der vil på mødet blive orienteret om mødet i Danmarks Vækstråd.
Beskrivelse
Belært af erfaringerne fra sidste år har Økonomi- og Erhvervsministeriet ønsket at påbegynde processen med forberedelse af tillægsaftaler for 2009 tidligt. Ministeriet opfordrede derfor Vækstforum til at identificere de første forslag til eventuelle nye initiativer til den kommende tillægsaftale 2009 og melde disse ind allerede til den 5. februar 2009. Vækstforum Nordjylland besluttede derfor på sit seneste møde at indmelde følgende:
- Udvikling af finansielt låneinstrument
- Virksomhedernes globaliseringsstrategier
- Innovation og teknologisk udvikling
- Kompetenceudvikling
- Arbejdskraftsbesparende teknologi/velfærdsteknologi
- Regelforenkling
Forslagene vil, sammen med forslag fra andre Vækstfora, blive behandlet i Danmarks Vækstråd den 12. marts 2009. På denne baggrund vil de indsendte initiativer blive diskuteret på Regeringens regionalpolitiske ministerudvalg medio marts. Der vil på mødet blive orienteret om mødet i Danmarks Vækstråd. Der gives i punkt 7 på dagsordenen en status for de nordjyske forberedelser af de indmeldte temaer, som er orienteret mod at stimulere væksten i den nuværende finansielle krise. Det drejer sig om tema 1-4 nævnt herover.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning.
Bilag
Vækstforums forslag til nye initiativer i tillægsaftale 2009 af 5. feb. 2009
7. Forberedelse af en nordjysk ”Vækstpakke 2”
J.nr. 1-30-76-0005-07
Resumé
Som nævnt under forrige punkt fremsendte Vækstforum primo februar i alt seks nye forslag til tillægsaftale 2009 i relation til partnerskabsaftalen med Regeringen. Fire af disse forslag har direkte sigte på at afbøde virkningerne af den aktuelle økonomiske krise. Forslagene er under forberedelse i et samarbejde mellem Vækstsekretariatet og en række forskellige regionale og nationale parter, og Vækstforum skal tage stilling til det foreløbige indhold og videre forløb i færdiggørelsen af forslagene.
Beskrivelse
Vækstforum Nordjylland besluttede på sit seneste møde (jf. forrige punkt) at indmelde i alt seks nye forslag til tillægsaftale 2009 i relation til partnerskabsaftalen med regeringen. Fire af disse forslag har direkte sigte på at skabe vækst via hurtigtvirkende foranstaltninger og således bidrage til at afbøde virkningerne af den finansielle krise. Det drejer sig om:
- Finansielle låneinstrumenter
- Virksomhedernes globaliseringsstrategier
- Innovation og teknologisk udvikling
- Kompetenceudvikling
Forslagene er under forberedelse i et samarbejde mellem Vækstsekretariatet og en række forskellige regionale og enkelte nationale parter, og status for forberedelsen er følgende:
Ad. 1) Udvikling af nye finansielle instrumenter
På baggrund af en interviewundersøgelse med udvalgte nøglepersoner har BDO ScanRevision udarbejdet et oplæg om behovet for et regionalt finansielt instrument. Ud fra dels en diskussion i Mål 2-Lånefondens bestyrelse, dels fokusgruppemøder med interessenterne på området fremlægges et forslag. Af tidsmæssige grunde vil dette forslag først ligge klart medio marts, og forslaget eftersendes derfor denne dagsorden.
- Lånefond
Et initiativ for mindre virksomheder (afgrænsning ikke foretaget endnu) med vækstambitioner, givet som lån med en rente under markedsrenten til investeringer i maskiner og bygninger med en samtidig og integreret medfinansiering fra virksomhedens ”normale” bank- eller kreditforeningsforbindelse. Eventuel prioritet til energi, miljø og markedsudvikling.
- Låneformidling
Et initiativ for iværksættere ved at øge kendskab til Vækstfondens ordninger, der principielt fungerer på markedsvilkår (stort set samme kreditvurderinger som pengeinstitutternes). Denne type af lån skal fremmes ved et tættere samarbejde mellem Vækstfonden og Vækstforum, evt. via et kontor i Nordjylland der kan virke mere nærværende i forhold til de nordjyske iværksættere. En særlig ordning for kapital til innovationsprojekter i de første 2-3 år overvejes.
Ad. 2) Virksomhedernes globaliseringsstrategier
Der har været en intens dialog med Væksthuset, Aalborg Universitet og SmartCity om tiltag inden for dette område om følgende initiativer:
- Eksportprogram
Initiativet har et direkte og operationelt sigte og skal give virksomhederne adgang til at søge støtte til køb af eksterne ydelser, typisk udarbejdelse af eksportstrategi, markedsanalyse, identifikation af samarbejdspartnere, opbygning af styresystemer, opbygning af eksportorganisation samt undersøgelse af nye anvendelsesmuligheder for virksomhedens produkter. Målet er, at mindst 50 nordjyske virksomheder påbegynder og afslutter et eksportforløb.
- Internationaliseringsprogram
Initiativet har et mere strategisk sigte og skal hjælpe de nordjyske virksomheder med at udnytte de utallige muligheder, som globaliseringen giver. Nordjyske virksomheder vil få mulighed for strategisk kompetenceudvikling, så de kan foretage de nødvendige langsigtede valg i udformningen af en internationaliseringsstrategi og få udviklet eller tilknyttet ressourcer til varetagelsen af internationaliseringen samt skabe internationale kontakter. Målsætningen for programmet er at gennemføre 60-70 individuelle virksomhedsforløb pr. år i en 3 års periode (i alt 200 virksomheder). Kan iværksættes for en mindre gruppe på fx 100 virksomheder.
Ad. 3) Innovation og teknologisk udvikling
Også her har der primært været dialog med Væksthuset, Aalborg Universitet og SmartCity om tiltag inden for dette område. Der er tale om følgende initiativer:
- Virksomheder i Teknologisk Udvikling (VITU)
Det nuværende VITU er et rammeprogram støttet af Vækstforum og udviklet af Væksthuset. Det overvejes at forøge initiativet fra 30 til 60 virksomheder med fokus på produktudvikling samt produktions- og materialeteknisk udvikling. Videnoverførsel skal være af teknisk karakter og kan eksempelvis handle om anvendelse af ny materialeteknologi, nanoteknologi, produktionsteknologi eller produktudviklingsteknik.
- Byggesektorprogram
SmartCityDK arbejder med et målrettet program til at hjælpe nordjyske virksomheder med at tilpasse sig og åbne for nye muligheder i den aktuelle krise. Der sigtes mod at gennemføre 25 til 50 virksomhedsforløb over 2 år, hvor resultatet vil være gennemførte projekter inden for teknologisk udvikling (produkter, processer eller serviceydelser), forretningsmodeludvikling, markedsudvikling nationalt og globalt samt formidling af fondsmidler fra ekstern kilde (EU, Højteknologifond, Innovation Danmark, Erhvervs og Byggestyrelsen m.m.).
Ad. 4) Kompetenceudvikling
I forlængelse af FremKoms konklusioner har der på opfølgningsmøder med interessenterne bag analysen været fokus på initiativer for efter-/videreuddannelse af specielt kortuddannede for på denne måde at bruge krisen som anledning til en opkvalificering af de medarbejdere, som typisk rammes først af krisen. To meget store ansøgninger som i forskellig grad adresserer denne problemstilling (”Samarbejde og Partnerskab” samt ”Nordjylland som førende på sundheds- og ældreserviceområdet”) behandles på dagens møde. Det vurderes, at disse og eksisterende arbejdsmarkedsuddannelsestilbud vil være hurtige tiltag at sætte i gang).
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at
- Vækstforum diskuterer elementerne i forslag til Vækstpakke 2, herunder hvilke der bør arbejdes videre med
- På denne baggrund opfordrer til at indsende prækvalifikationsansøgninger til næste møde, uden dermed at forhåndsgodkende forslag til indhold og finansiering
- Tilkendegiver at der administrativt kan trækkes på Vækstforums analysepulje op til 250.000 kr. i støtte i det omfang det skønnes nødvendigt for forberedelsen af initiativerne
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum drøftede de foreslåede initiativer. Det forventes, at de seks initiativer redegjort for i dagsordensteksten samlet vil kræve omkring 150 mio. kr. i finansiering, heraf omkring 100 mio. kr. til lånefonden og låneformidling. Beløbet vil blive taget af de midler, som Vækstforum normalt indstiller fra, dvs. regionale udviklingsmidler samt midler fra Regionalfonden og Socialfonden.
Der var i Vækstforum bred enighed om at arbejde videre med konkretiseringen af initiativerne så hurtigt som muligt og at gøre det på en sådan måde, at der sker fuld koordinering mellem de involverede aktører. I denne forbindelse er det naturligt at tage udgangspunkt i Væksthusets ekspertise som basis for opbygning af rådgivningstilbud.
Vækstforum besluttede:
- at de forelagte initiativer kan deltage i prækvalifikationen på mødet den 10. juni 2009 på baggrund af en konkretiseret beskrivelse/ansøgning, som vil blive behandlet på lige fod med øvrige prækvalifikationsansøgninger. Det er op til sekretariatet at tale videre med kredsen bag de forelagte skitser om en hensigtsmæssig strukturering af ideerne
- at der administrativt kan trækkes på Vækstforums analysepulje op til 250.000 kr. i støtte i det omfang, det skønnes nødvendigt for forberedelsen af initiativerne.
I tilknytning til det samarbejde, der skal udfolde sig mellem Væksthuset og SmartCityDK i relation til visse af de ovenfor nævnte initiativer, udtrykte Vækstforum behov for at få en kort statusredegørelse for SmartCityDK på næste møde.
Bilag
Bilag 7a: Lånefond
Bilag 7b: Låneformidling
Bilag 7c: Eksportprogram
Bilag 7d: Internationaliseringsprogram
Bilag 7e: Virksomheder i teknologisk udvikling
Bilag 7f: Byggesektorprogram
8. Arbejdskraftsbesparende teknologi
J.nr. 1-30-76-23-0024-09
Resumé
Fonden for Arbejdskraftsbesparende Teknologi (ABT-fonden) giver mulighed for økonomisk tilskud til projekter inden for det velfærdsteknologiske område. Sådanne projekter er væsentlige i forhold til gennemførelse af Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi, idet kvalitetsløft i den offentlige sektor, herunder produktivitetsudvikling, kan medvirke til at sikre økonomi og arbejdskraft til fortsat positiv udvikling på det nordjyske arbejdsmarked. Formandskabet har diskuteret emnet og opfordrer til, at Vækstforum drøfter initiativer, herunder overvejer en samlet og koordineret satsning i form af et Nordjysk Center for Arbejdskraftsbesparende Teknologi.
Beskrivelse
På finansloven for 2008 indgik Regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance forlig om at afsætte 3 mia. kr. i perioden 2009-2015 til medfinansiering og investeringer i udviklingen og udbredelsen af nye arbejdskraftbesparende teknologier, arbejds- og organisationsformer.
Dette initiativ indgår ligeledes i partnerskabsaftalen mellem Regeringen og Vækstforum, hvor der blandt andet peges på, at ”Regeringen vil inddrage Vækstforum i arbejdet med at identificere og indstille demonstrationsprojekter til ABT-fonden”.
Vækstforum besluttede på sit seneste møde (3. februar 2009) at ”videreføre indsatsen omkring arbejdskraftsbesparende teknologi (ABT) – særligt i kombination med udvikling af velfærdsteknologiske løsninger, som både forbedrer servicen overfor borgere og mindsker behovet for arbejdskraft”.
ABT-fonden offentliggjorde (på www.ABT-fonden.dk) i januar 2009 retningslinier for midlernes anvendelse samt frister for prækvalifikation af projekter. Fonden modtog i alt 78 ansøgninger ved ansøgningsfristens udløb 29. januar 2009, hvoraf 43 blev prækvalificerede til udarbejdelse af endelig ansøgning. Hverken Region Nordjylland eller de nordjyske kommuner har indleveret ansøgninger til første runde. Næste runde har prækvalifikationsfrist 12. juni 2009.
Der er i alt afsat kr. 200 mio. kr. til projekter i 2009, hvoraf kr. 55 mio. anvendes i ansøgningsrunde 1.
Da ABT-fonden kun kan ansøges af offentlige institutioner, dog gerne i partnerskab med private virksomheder, er projekter, der ansøges af regionale og kommunale myndigheder, helt centrale.
Da ABT-fonden støtter demonstrations- og implementeringsprojekter, men ikke giver støtte til egentlig udvikling af ny teknologi, er det væsentligt, at Vækstforums udviklingsmidler giver mulighed for støtte til projekter, der efterfølgende kan opnå finansiering fra ABT-fonden. Det vurderes, at sådanne initiativer kan støttes inden for erhvervsudviklingsstrategiens indsatsområde vedrørende regionalt innovationsmiljø.
Vækstforum er inddraget i arbejdet gennem Danske Regioner (udvalget for regional udvikling) og en tværregional embedsmandsgruppe med repræsentanter for både sundhedssektoren og regional udvikling.
Øget fokus på velfærdsteknologiske løsninger, herunder projektansøgninger, er endvidere sat ved drøftelse i Kontaktudvalget mellem Region Nordjylland og de nordjyske kommuner, ligesom der i arbejdsgruppen under partnerskabsaftalen er afholdt møde den 10. marts 2009 med drøftelse af mål og rammer for samarbejdet mellem regionen og kommunerne, identifikation af projekter og samarbejdsflader samt udformningen af tværkommunale/regionale projekter.
Endelig har Vækstforums formandskab drøftet muligheden for at etablere et center for Velfærdsteknologi som svar på de ovennævnte udfordringer. Dette center vil kunne samle viden og interessenter både i privat og offentlig regi, herunder regionale og kommunale myndigheder samt videninstitutioner. I forhold til den offentlige sektor vil fokus være på ABT-fonden og velfærdsteknologi. I forhold til den private sektor vil der dels være tale om levering at teknologiske løsninger til det offentlige, dels en dimension omkring automatiseringer/robotteknologi på virksomhedsniveau.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum drøfter initiativer på det arbejdskraftsbesparende og velfærdsteknologiske område, herunder samarbejde omkring ansøgninger til ABT-fonden og etablering af et nordjysk center for velfærdsteknologi.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum opfordrede sekretariatet til at samle regionens aktører på området (kommuner, uddannelsesinstitutioner, erhvervslivet, regionen m.fl.) med henblik på
- på kort sigt (frem til sommeren 2009) at forestå udviklingen af 1-2 relevante ansøgninger til ABT-fonden. Ansøgningerne kan eksempelvis tage udgangspunkt i den allerede etablerede dialog om sundhedsaftaler på kronikerområdet.
- på længere sigt (hen over sommer/efterår 2009) at klarlægge holdning og betingelser vedrørende etablering af et fælles nordjysk center for velfærdsteknologi, som kan være med til at sikre Nordjylland en stærk position på området.
Bilag
ABT-fonden, mål og retningslinier
9. Målepunkter til opfølgning på samarbejdsaftalen med VisitNordjylland
J.nr. 1-30-76-23-0041-08
Resumé
Vækstforum og VisitNordjylland har i forbindelse med behandlingen af samarbejdsaftalen aftalt, at VisitNordjylland udarbejder et oplæg til, hvordan effekterne af samarbejdsaftalen skal måles. Dette oplæg er nu udarbejdet.
Beskrivelse
I samarbejdsaftalen er det fastlagt, at der holdes møder mellem parterne halvårligt, som suppleres med en årlig afrapportering af målopfyldelse og fremdrift i forhold til turismens generelle udvikling i Nordjylland. Det er nu udarbejdet et sæt indikatorer, som skal danne ramme for den årlige måling. Forslaget til måling er opdelt i de fire indsatsfelter, som VisitNordjylland har fået støtte til gennem Vækstforum. Der er således udarbejdet indikatorer og målemetoder inden for organisationen VisitNordjylland, branding og markedsføring, kompetenceudvikling og udviklingsprojekter.
Ud af den samlede ramme på 64,2 mio. kr. i støtte fra Vækstforum har VisitNordjylland fået bevilget 21,87 mio kr. Desuden er der indstillet 21 mio. kr. til produktudvikling, der er til behandling i Erhvervs- og Byggestyrelsen, før der kan gives bevilling. De resterende midler inden for rammen skal søges løbende i de respektive fora. En forudsætning for, at VisitNordjylland kan nå de opstillede mål hænger tæt sammen med, hvor meget der kan opnås i samlet bevilling inden for rammen.
Ud fra de opstillede mål og effekter i samarbejdsaftalen vurderer sekretariatet, at der er god overensstemmelse mellem forslaget og de effekter, der ifølge samarbejdsaftalen skal nås.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at forslaget til måling af effekterne i samarbejdsaftalen godkendes. Det indstilles endvidere, at VisitNordjylland skal udarbejde en årsrapport i første halvår af 2009, der følger tidsterminerne i de bevilgede EU-ansøgninger.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Det blev præciseret, at forslaget til målepunkter er udarbejdet i samarbejde med VisitNordjylland, og at de er koordineret med VisitDenmarks målepunkter til brug for afrapportering. Med denne supplerende bemærkning godkendte Vækstforum forslaget til måling af effekterne i samarbejdsaftalen med VisitNordjylland.
Bilag
Målepunkter til opfølgning af samarbejdsaftalen med VisitNordjylland
10. Budget og forbrug
J.nr. 1-30-76-0005-07
Beskrivelse
Vækstforum har tidligere fastlagt et økonomisk råderum for perioden 2007-13, jf. figuren nedenfor. Inden for rammerne af dette bevilges der midler til projekter i overensstemmelse med de vedtagne handlingsplaner.
Handlingsplan 2007-08
Vækstforum har under Handlingsplan 2007, som løb fra januar 2007 til maj 2008, bevilget i alt 429 mio. kr., heraf 255 mio. kr. i 2007 og 174 mio. kr. i 2008.
Handlingsplan 2008-09
Den nuværende handlingsplan løber fra maj 2008 til udgangen af 2009. Beløbet allerede disponeret udgør til dato 87 mio. kr. og vedrører projekter, som blev prækvalificeret i 2008 og endeligt godkendt i Vækstforum i februar 2009.
Under den nuværende handlingsplan er der således 147 mio. kr. til disponering.
Hertil kommer et reserveret beløb på 30 mio. kr. til små projekter, analyser, Aalborg Universitets videnspredningsaftale, Visit Nordjylland og Netværk Nordjylland.
Det frie beløb på 147 mio. kr. skal i princippet række til resten af året, dvs. dels dække de sager, som indstilles til støtte på dagens møde, dels de projekter, som er planlagt til prækvalificering i juni og godkendelse i september. Der er her ikke taget hensyn til ekstra finansiering af en eventuel Vækstpakke 2.
Da der på dagens møde indstilles støtte til store projekter på 61 mio. kr., betyder dette, at der vil være 86 mio. kr. tilbage til resten af året, hvis indstillingerne på dagens møde følges.
Af de 26 ansøgninger som blev prækvalificeret af Vækstforum den 29. september 2008 blev 18 behandlet på Vækstforums møde den 3. februar, mens 4 behandles på dagens møde. Ét projekt er opgivet (Uddannelse på Tværs – University College) og to har valgt først at lave en foranalyse inden indsendelse af endelig ansøgning.
Af de 10 ansøgninger, som Vækstforum prækvalificerede den 8. december 2008, foreligger der 7 på dagens møde, mens de resterende 3 prækvalificerede ansøgninger er under fortsat afklaring. De tre projekter er:
| Status for prækvalificerede ansøgninger den 8/12/08, men hvor ansøgning ikke er indsendt endnu |
| J.nr. |
Projekttitel og ansøger |
Prækvalificeret til (beløb) og årsag til forsinkelse |
| 121/08 |
Minimering af risiko for tryksår v/CHAT Aalborg Universitet |
1.737.000 kr. Projektet har anmodet om mere tid til ansøgningen |
| 122/08 |
Smags- og orginalitetsprofiler af drikkevarer v/Aalborg Universitet |
3.074.000 kr. Problemer med at finde virksomhedspartnere |
| 118/08 |
Bymuseum Aalborg v/Nordjyllands Historiske Museum |
5.382.000 kr. Projektet udsat for at afklare budget og finansiering |
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning.
Bilag
Bevillingsoversigt for perioden januar 2007 til marts 2009
11. Ansøgninger til beslutning
J.nr. 1-30-76-0005-07
Resumé
Til dagens møde foreligger indstillet i alt 13 ansøgninger, hvoraf de 12 tidligere er prækvalificeret, mens 1 ansøgning er en genoptagelsessag.
Beskrivelse
A) Ansøgninger til dagens møde
Der foreligger til dagens møde 13 store ansøgninger. 12 af disse er tidligere blevet prækvalificeret på henholdsvis Vækstforums møde den 29. september og den 8. december 2008 og indstilles nu til Vækstforums endelige afgørelse. Desuden foreligger der 1 genoptagelsessag vedr. et projekt, som tidligere blev indstillet til ekstra støtte under den konkurrenceudsatte pulje, men ikke endeligt blev prioriteret til støtte af staten. Indstillingsudvalget indstiller støtte på i alt 60,9 mio. kr. til de 13 projekter, hvilket samlet svarer til værdien af den oprindelige prækvalifikation for disse.
B) Fordeling på indsatsområder
Fordeling af bevillinger på indsatsområder fremgår af nedenstående oversigt, både den historiske og den fremtidige, hvor sidstnævnte er baseret på de ansøgninger, som er indstillet positivt:
Fordelingen er udtryk for et øjebliksbillede og ikke nødvendigvis en indikation på de enkelte områders ”kapacitet” til at generere projekter i et længevarende perspektiv. Man kan således ikke forvente, at der vil være en ligelig fordeling på de forskellige indsatsområder.
C) Yderområdeandel
| Yderområdeandel for EU-midler |
|
Allerede indstillet |
Indstillet på dagens møde |
Samlet - hvis indstillinger følges |
| September 2008 |
64% |
60% |
63% |
| Februar 2009 |
61% |
49% |
59% |
| Marts 2009 |
59 |
61% |
60% |
NB: I udgangspunktet for beregningerne indgår kun store projekter
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum:
- tager orientering om fordelingen af ansøgninger på dagens møde til efterretning
- træffer afgørelse vedrørende de enkelte ansøgninger behandlet af Indstillingsudvalget
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum tog orientering om fordelingen af ansøgninger på dagens møde til efterretning.
Vækstforum besluttede at drøfte følgende ansøgninger eksplicit
- Netværksplatform til Kulturarvsklynge Nordjylland v. Bangsbo Museum
- Flex-Lær v. University College Nordjylland
- Samarbejde og Partnerskab v. EUC Nord / Netværk Nordjylland
Vækstforums beslutninger vedr. enkeltansøgningerne fremgår af referatets del II ”Ansøgninger til beslutning”.
Bilag
11.a Oversigt over ansøgninger til dagens møde
11.b Sagsfremstillinger og indstillinger vedr. ansøgninger til beslutning
11.a Procedure for projekter til Program for Brugerdreven Innovation
J.nr. 1-30-76-23-0117-07
Resumé
Under Program for Brugerdreven Innovation er der øremærket en pulje til de regionale vækstfora, som hvert år kan indstille projekter til puljen. Erhvervs- og Byggestyrelsen har den 11. marts (efter udsendelse af dagsorden til dagens møde) anmodet Vækstforum Nordjylland om at fastlægge proceduren for indstilling af et eller to projekter, der tilsammen kan opnå tilskud i størrelsesorden 6 mio. kr. Indstillingsbrev og ansøgning skal være EBST i hænde senest 24. august. Det indstilles, at Vækstforum beslutter, hvilken proces, der skal lede frem til udvælgelsen af et eller to projekter.
Beskrivelse
Som led i udmøntningen af regeringens globaliseringsstrategi blev der i 2007 igangsat et 4-årigt program for brugerdreven innovation, hvorunder der uddeles ca. 100 mio. kr. årligt. Formålet er at styrke både private virksomheders og offentlige institutioners produktudvikling og innovationsevne i et tættere samspil med kunden.
Programmet kan støtte projekter, der undersøger brugernes behov på en måde, der adskiller sig fra almindelig praksis, og integrerer brugernes behov i udviklingen af produkter og services. Der samarbejdes således oftest med videnmiljøer, som kan bidrage med at vise nye veje til at afdække brugernes kendte eller ikke-erkendte behov. Der lægges vægt på, at projekterne har en høj kvalitet, og at de bidrager til at styrke den brugerdrevne innovation i virksomheder og offentlige institutioner. Endvidere lægges der vægt på, at projekterne har erhvervspolitisk potentiale, og at de ikke kun kommer en snæver kreds af partnere til gode.
Offentlige institutioner og myndigheder kan modtage op til 75 % i tilskud, mens private virksomheder og organisationer kan modtage op til 50 %. Pga. statsstøttereglerne vil virksomhederne selv typisk skulle medfinansiere 50 % af de tilskudsberettigede omkostninger. Programmet indeholder tre indsatsområder: 1) en regional indsats, 2) en strategisk indsats og 3) en indsats for andre perspektivrige områder. De to sidstnævnte udbydes i national konkurrence.
Erhvervs- og Byggestyrelsen anmoder hvert år de regionale vækstfora om at indstille projekter under den regionale indsats. I 2007 indstillede Vækstforum Nordjylland telehomecare-projektet TELEKAT (Aalborg Sygehus m.fl.), som efterfølgende har opnået en støtte på 5,8 mio. kr. I 2008 indstillede Vækstforum projektet ”Healthy Living Lab” (Aalborg Universitet med partnere), som fik afslag med den begrundelse, at det lå for langt fra programmets kerneindhold.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har den 11. marts (efter udsendelse af dagsorden til dagens møde) anmodet Vækstforum Nordjylland om at fastlægge en procedure for 2009.
Temaområder
Erhvervs- og Byggestyrelsen melder hvert år særlige temaer ud, der kan ansøges indenfor. I år er temaerne
- byggeri og anlæg
- borgernære velfærdsydelser og
- klima.
Det vil fortsat være muligt at søge under de tidligere temaområder (anføres under programmets indsats om andre perspektivrige områder). De tidligere temaområder er:
- Ældre og funktionshæmmede
- Oplevelser
- Folkesundhed og – sygdomme
- Digitalisering og indlejret teknologi
Under temaområdet byggeri og anlæg sættes der fokus på at skabe øget forståelse og indsigt i brugerdreven innovation inden for bygge- og anlægssektoren. Bygge- og anlægssektoren i Danmark står overfor en række store udfordringer i de kommende år. Under temaområdet støttes projekter, der er visionære og fremsynede i deres fokus på at inddrage viden om brugerne i bestræbelserne på at gøre byggebranchen både mere innovativ og profitabel for branchens medlemmer og for slutbrugerne. Det kan fx ske ved en systematisk inddragelse af både slutbrugere i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter, men også inddragelse af brugere af fx håndværksydelser eller byggematerialer.
Under temaområdet borgernære velfærdsydelser sættes fokus på, hvordan metoder til brugerdreven innovation kan sikre, at nyudvikling af offentlige services tager afsæt i en større viden og forståelse af borgernes og medarbejderes behov. Borgernære services kan både være offentlige og private velfærdsservices, men også personlige services som udbydes af private, som fx madudbringning til ældre, handicapkørsel eller lign.
Temaområdet klima. Frem mod klimatopmødet i 2009 vil der være stort fokus på en række udfordringer og muligheder for danske virksomheder og institutioner omkring vedvarende og bæredygtig energi og udvikling. Meget af dette fokus er på udvikling af nye teknologier, men der er et - både økonomisk og miljømæssigt - meget stort potentiale i at anvende og forstå allerede eksisterende teknologier og viden på nye måder.
Procedureforslag
Det er op til Vækstforum Nordjylland at beslutte, hvilken proces der skal lede frem til udvælgelsen af et eller to projekter. Indstillingen skal være Erhvervs- og Byggestyrelsen i hænde senest 24. august 2009.
Erfaringerne med indstilling af regionale projekter i 2007 og 2008 viser, at det har været vigtigt at være i tidlig dialog med ansøgere og formidle konkrete cases for at øge kvaliteten i projekterne og sikre fokus på brugerdreven innovation.
Sekretariatet foreslår følgende procedure for 2009:
- at der indkaldes forslag inden for de tre særligt udmeldte temaområder, som må formodes at have styrelsens primære interesse
- at der i lighed med tidligere år anvendes en begrænset procedure, hvor der indkaldes forslag fra en relevant kreds i Vækstforums bagland
- at Vækstforum på denne baggrund anmoder følgende organisationer om hver at udarbejde én idéskitse til prækvalifikation:
- Bygge/anlæg: SmartCityDK
- Borgernære velfærdsydelser: IKT Partnerskabet (sundheds/IKT-sporet)
- Klima: Aalborg Universitet (som allerede er partner på energi/klima)
- at Vækstforum på sit næste møde (den 10. juni) udvælger en eller to af de modtagne idéskitser og på denne baggrund anmoder tovholderne om at indsende en endelig ansøgning til programmet for brugerdreven innovation senest den 24. august 2009.
Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum godkender ovennævnte procedureforslag.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum bemærkede, at idéskitsen på klimaområdet bør indsendes af Nordjysk Innovations- og Kompetencenter for Vedvarende Energi, Aalborg Universitet (NIK-VE). Det blev endvidere pointeret, at idéskitsen på energiområdet bør tage afsæt i Vækstforums diskussion af emnet den 3. februar 2009. Med disse bemærkninger godkendte Vækstforum ovennævnte procedureforslag.
12. Udmøntning af FremKom- initiativet
J.nr. 1-33-76-0004-08
Resumé
FremKom-analysen blev offentliggjort på en præsentationskonference den 20. oktober 2008. Da styregruppen for FremKom fandt det vigtigt at følge op på de konklusioner og udfordringer, der kom frem på baggrund af analysen, besluttede gruppen i september 2008 at sende rapporterne i høring hos relevante aktører. Resultatet blev, at styregruppen modtog en række forslag fra mange aktører. Disse forslag er bearbejdet i styregruppen, der på nuværende tidspunkt har indkredset 7 forslag til konkrete indsatser, som der skal arbejdes videres med. Styregruppen vil lægge de færdige forslag til initiativer op på Vækstforums møde den 10. juni 2009.
Beskrivelse
FremKom-projektet er et udviklings- og pilotprojekt, som Vækstforum Nordjylland satte i gang i starten af 2007 med Beskæftigelsesregion Nordjylland som tovholder. Formålet med projektet er at analysere fremtidens kompetencebehov i Region Nordjylland, og det er sket i et samarbejde med de erhvervspolitiske, beskæftigelsespolitiske og uddannelsespolitiske aktører. I FremKom-analysen er der taget udgangspunkt i 6 klynger/brancher nemlig: Jern- og metalbranchen, IKT-klyngen, Oplevelseserhvervene, Bygge- og anlægsklyngen, Fødevareklyngen samt Social- og sundhedsklyngen, hvilket samlet set udgør ca. 50% af arbejdsmarkedet i Region Nordjylland. Resultaterne af FremKom-projektet er afrapporteret i en række rapporter, der blev offentliggjort på en præsentationskonference den 20. oktober 2008.
På FremKom´s styregruppemøde den 16. september blev det besluttet at sende rapporterne i høring hos relevante aktører. Dette blev gjort ud fra et ønske om, at analyseresultaterne for de 6 klynger/brancher bliver omsat til konkret handling og ikke bare bliver støvede rapporter på en hylde. Målet hermed var at få forslag til initiativer på baggrund af de konklusioner, der er i rapporterne, og således ikke af selve analysen.
Styregruppen har herefter modtaget en række forslag fra en række institutioner herunder Uddannelsesrådet i Region Nordjylland, Netværk Nordjylland, Aalborg Handelsskole, IKT Partnerskab Nordjylland, VUC, AMU Nordjylland, LO-sektionerne, SmartCityDK, Dansk Byggeri, VisitNordjylland.dk og Beskæftigelsesregion Nordjylland. Alle institutioner har bidraget med flere gode forslag til initiativer, der kan sættes i gang på baggrund af FremKom analysen. Forslagene indgår herefter i en idébank, som styregruppen for FremKom har påtaget sig at forholde sig til.
De indkomne forslag til initiativer har givet styregruppen for FremKom et godt afsæt til at diskutere, hvilke indsatser, de vil pege på, der skal sættes i gang. I den videre proces har styregruppen arbejdet med at se på sammenhængen i de indkomne forslag og eventuelt samle dem i nogle forslag til initiativer/indsatsområder.
Dette har ført til, at styregruppen på nuværende tidspunkt har indkredset 7 forslag til konkrete indsatser. Disse områder er følgende:
- En ungeindsats, hvor der skal arbejdes med at fjerne nogle af de barrierer, der er, for at unge træffer et uddannelsesvalg, der passer til dem.
- Ledelsesudvikling ved hjælp af uddannelse, da dette også har været et tværgående tema i konklusionerne fra FremKom-rapporterne. Indledningsvist har styregruppen fundet det væsentligt, at der iværksættes en indsats, der først og fremmest giver et overblik over markedet for ledelsesudvikling og uddannelse. Udbyderne udgøres af skoler, brancheorganisationer samt andre offentlige og private udbydere.
- Opkvalificering af kortuddannede er vigtigt også set i lyset af krisen, og der er allerede et initiativ i gang i projekt ”Samarbejde og Partnerskab”, der også er på Vækstforums møde den 18. marts 2009.
- Tiltrækning og fastholdelse af højtuddannet arbejdskraft er et partnerskabsinitiativ, og AAU er tovholder på en arbejdsgruppe, der vil komme med et udspil i forhold til at imødekomme denne udfordring. Styregruppen for FremKom vil afvente arbejdsgruppens udspil.
- Fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft behandles i en arbejdsgruppe i regi af Vækstforum Nordjylland, og deres arbejde peger i retning af, at der med fordel kan iværksættes aktiviteter, der retter sig mod en styrkelse af en modtagerfunktion i det offentlige system, samt aktiviteter, som integrerer den udenlandske medarbejder og medfølgende familie i lokalesamfundet og i virksomheden.
- Automatisering er et oplagt emne i forhold til en fremtidig forventning omkring mangel på arbejdskraft i Region Nordjylland og styregruppen diskuterer fortsat, hvordan en sådan indsats skal fokuseres og målrettes.
- Sundhed og miljø er et stort område, som styregruppen fortsat har behov for at diskutere og overveje, men der overvejes blandt andet en reklamekampagne, som skal sætte fokus på de gode historier indenfor social- og sundhedsklyngen, med henblik på en satsning på tiltrækning af arbejdskraft til sundhedsområdet.
I forbindelse med styregruppen for FremKom´s arbejde med at få indkredset de 7 forslag til indsatser har der samtidig været et stort fokus på, hvad der allerede er sat i gang af initiativer inden for disse områder. I den forbindelse har tovholdere på enkelte relevante projekter også været inviteret til at præsentere deres projekter. Dette er gjort med henblik på at få lavet nogle nye indsatser, der supplerer allerede eksisterende tanker og tiltag indenfor de 7 områder.
Den videre proces vil være, at styregruppen arbejder videre med deres arbejde omkring at lægge nogle konkrete forslag til initiativer frem på Vækstforums møde den 10. juni 2009. Det diskuteres også fortsat i styregruppen, hvorvidt der skal laves en opfølgende FremKom-analyse, hvor analysen udvides til at omfatte hele arbejdsmarkedet og arbejdsstyrken i Region Nordjylland, men der er endnu ikke truffet beslutning omkring, hvad styregruppen vil anbefale Vækstforum i forhold til dette spørgsmål.
Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen omkring FremKom´s arbejde med forslag til initiativer til efterretning.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum tog orienteringen omkring FremKom´s arbejde med forslag til initiativer til efterretning.
13. Mødekalender 2009
J.nr. 1-30-76-0005-07
|
Møder og ansøgningsfrister i år 2009 og 2010 |
| |
Ansøgningsfrist |
Indstillingsudvalg |
Vækstforum |
|
1. ansøgningsrunde 2008 |
| Prækvalifikation |
7. juli 2008 |
8. sep. 2008 |
29. sep. 2008 |
| Beslutning |
10. nov. 2008 |
15. jan. 2009 |
3. feb. 2009 |
|
1. ansøgningsrunde 2009 |
| Prækvalifikation |
29. sep. 2008 |
20. nov. 2008 |
8. dec. 2008 |
| Beslutning |
19. jan. 2009 |
2. marts 2009 |
18. marts 2009 |
|
2. ansøgningsrunde 2009 |
| Prækvalifikation |
9. marts 2009 |
25. maj 2009 |
10. juni 2009 |
| Beslutning |
3. aug. 2009 |
14. sep. 2009 |
30. sep. 2009 |
|
1. ansøgningsrunde 2010 |
| Prækvalifikation |
1. sep. 2009 |
16. nov. 2009 |
4. dec. 2009 |
| Beslutning |
4. jan. 2010 |
ultimo feb. 2010 |
primo marts 2010 |
Som det fremgår af skemaet ovenfor, blev det på seneste møde aftalt at holde et ekstra møde primo marts 2010. Baggrunden er, at det nye Vækstforum, som i princippet tiltræder efter regions- og kommunevalget den 17. november 2009, tidligst vil være indstillet og funktionsdygtigt i løbet af første kvartal 2010 og derfor ikke forventes at kunne holde sit konstituerende møde før april 2010.
Den konkrete dato for mødet i marts 2010 vil blive aftalt senere på året.
Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager mødekalenderen til efterretning.
Vækstforum besluttede den 18. marts 2009
Vækstforum tog mødekalenderen til efterretning.
14. Eventuelt
J.nr. 1-30-76-0005-07
Intet at bemærke.