Referat af Vækstforums møde den 29.-30. september 2008

Til stede:
Ulla Astman (formand), Anny Winther, Peter Finnerup, Annette Drivsholm, Birte Dyrberg, Erik Hove Olesen, Erik Sørensen, Erling Henningsen, Hans Christian Maarup, Karen Melson, Kathrine M. Jensen, Knud Kristensen, Kurt T. Nielsen, Lars Mahler, Ole B. Sørensen, Poul Roesen.

Afbud fra:
Finn Kjærsdam, Mogens Gade, Henrik Ringbæk Madsen, Christian H. Brosolat.

Oplægsholdere:
Lars Nørby Johansen (formand) og Betina Hagerup, Danmarks Vækstråd.

1. Godkendelse af dagsorden

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Dagsorden til mødet herunder fastsættelse af mødets tema er aftalt i samarbejde Vækstforums formandskab. Der henvises generelt til nedenstående punkter.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender dagsordenen som grundlag for dagens møde.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum besluttede at behandle punkt 6. ”Procedure for behandling af ansøgninger” som det første efter formalia. Som konsekvens af beslutningen under punkt 6 blev behandlingen af punkt 7. ”Ansøgninger til beslutning”, udsat til ankomsten på Læsø Kur og Helse. Det blev endvidere besluttet at behandle punkt 8. ”Tema om Vækstforums rolle i erhvervsudviklingen” som det sidste i dagens program. På denne baggrund godkendte Vækstforum dagsordenen som grundlag for dagens møde.

2. Godkendelse af referat af Vækstforums møde den 18. juni 2008

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Referat af Vækstforums seneste møde den 18. juni 2008 er tidligere udsendt efter forudgående godkendelse i formandskabet. Der er ikke indkommet kommentarer eller bemærkninger til referatet fra øvrige medlemmer af Vækstforum.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender referatet af Vækstforums møde den 18. juni 2008.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum godkendte referatet af mødet den 18. juni 2008.

3. Ændring i det regionale Beskæftigelsesråds repræsentation i Vækstforum

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé:
Det regionale Beskæftigelsesråd har netop meddelt, at Rådets observatørpost i fremtiden vil blive beklædt af underdirektør Christian H. Brosolat.

Rådets nuværende repræsentant Erik H. Andersen udtræder samtidig af Vækstforum.

Beskrivelse:
Det regionale Beskæftigelsesråd har ved mail af 7. august 2008 meddelt, at Rådets nuværende observatør Erik H. Andersen afløses af Rådets nye formand underdirektør Christian H. Brosolat, Aalborg Portland A/S.

Efter gensidig aftale (af 2. maj 2006) mellem Vækstforum og Beskæftigelsesrådet har sidstnævnte haft adgang til at beklæde en observatørpost i Vækstforum med henblik på at sikre samarbejdet og koordinationen mellem de to organisationer.

Beskæftigelsesrådet har siden den 13. september 2006 været repræsenteret i Vækstforum af Erik H. Andersen.

For en god ordens skyld skal det bemærkes, at Vækstforum har en tilsvarende observatørpost i Beskæftigelsesrådet.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen om, at det regionale Beskæftigelsesråd skifter observatør, til efterretning.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum tog orienteringen om , at Christian H. Brosolat overtager posten som observatør for det regionale Beskæftigelsesråd, til efterretning.

4. Implementering af partnerskabsaftalen – 2007 og 2008

J.nr. 1-30-76-0008-07

Resumé
Formandskabet indgik den 20. juni 2008 en tillægsaftale til den oprindelige partnerskabsaftale med Økonomi- og Erhvervsministeren. Tillægsaftalen opstiller i alt 14 nye initiativer, der skal indarbejdes og implementeres på lige fod med de eksisterende 30 initiativer i den oprindelige partnerskabsaftale. Vækstforum opfordres til at diskutere den fremtidige organisering af implementeringen af partnerskabsaftalen og træffe afgørelse om det videre forløb.

Beskrivelse
På baggrund af Vækstforums diskussion på mødet den 18. juni 2008 har formandskabet den 20. juni 2008 indgået en tillægsaftale med Økonomi- og Erhvervsministeren til den oprindelige partnerskabsaftale. Tillægsaftalen opstiller i alt 14 nye initiativer, som skal indarbejdes og implementeres på lige fod med de eksisterende 30 initiativer i den oprindelige partnerskabsaftale. Størstedelen af de nye initiativer (1-12) udgør en videreudvikling af de igangværende temaer, mens enkelte (13-14) er helt nye temaer i aftalen. De nye initiativer kan ses i bilag a.

Processen hidtil
For at få processen i gang internt i regionen besluttede Vækstforum i september 2007, at tage kontakt til de organisationer, som mest oplagt kunne være tovholder på hvert af de daværende 30 initiativer som 2007-aftalen indeholdt. Vækstforums sekretariat har siden udfoldet initiativernes indhold i samarbejde med de valgte tovholdere. Vækstforum er løbende blevet orienteret om fremdriften i de enkelte initiativer herunder i tovholdernes arbejde gennem en række oversigtsskemaer og konkrete projektskitser.

Organiseringen af arbejdet er hidtil foregået på tre niveauer: 

  • For det første gennem en styregruppe med deltagelse af en række regionale organisationer med ansvar for erhvervs- og kompetenceudvikling, herunder alle tovholderorganisationer. 
  • For det andet gennem en følgegruppe for koordinering af tema 1, ”Uddannelse og arbejdskraftudbud”, idet dette tema er meget initiativtungt, herunder alle tovholder- organisationer 
  • Samt for det tredje gennem et antal mindre arbejdsgrupper: Der har været nedsat arbejdsgrupper for størstedelen af de 30 initiativer i den oprindelige partnerskabsaftale. Hovedansvaret for at inddrage andre relevante organisationer i arbejdet med udformning af initiativet har hvilet på den tovholder, som Vækstforum har udpeget.

Den måde, partnerskabsaftalen er blevet implementeret på, er udtryk for en ny ansøgningsmodel, hvor Vækstforum ikke som normalt indkalder ansøgninger bredt på alle områder, men målrettet går i dialog med en række organisationer om udvikling af de initiativer, der er indgået aftale med regeringen om.

Finansielt er der ikke fra statens side afsat en bestemt økonomisk ramme til realisering af Partnerskabsaftalens initiativer. Vækstforum har heller ikke givet initiativerne nogen særstatus hverken med hensyn til ansøgningsprocedure eller til særlige midler. Tovholderne for partnerskabsinitiativerne skal derfor søge på lige fod med alle andre i det normale ansøgningssystem.

Tillægsaftalen og handlingsplanen
Den oprindelige partnerskabsaftale fra juni 2007 udgør selvstændige forpligtigelser, og dermed selvstændige fokuseringer. Disse initiativer er allerede indarbejdet (ved revisionen i april 2008) i Vækstforums handlingsplan.

Derimod er der enkelte initiativer i tillægsaftalen (af juni 2008) som ikke umiddelbart er omfattet af Vækstforums Handlingsplan 2008. Det drejer sig om virksomhedernes samfundsansvar og interregionalt samarbejde. Det vil derfor være nødvendigt at udvide handlingsplanen på disse områder, jf. indstillingen.

Fremtidig organisering
Hvis partnerskabsinitiativerne, når det kommer til ansøgningstidspunktet, skal følge samme procedurer som alle øvrige ansøgninger, kan det diskuteres, om det fortsat er hensigtsmæssigt at udpege særlige tovholdere for samtlige initiativer. I praksis har det vist sig, at mange initiativområder ”organiserer sig selv” og af egen drift tager skridt til at udforme ansøgninger til Vækstforum. Omvendt er der andre initiativområder, som er så specielle og komplekse, at det kræver en særlig indsats fra Vækstforums side for at få sat initiativerne i gang. Der synes derfor at være basis for at reducere antallet af særligt udpegede og tovholderdrevne initiativer , jf. indstillingen.

Endvidere vil det være oplagt at forenkle og smidiggøre organiseringen omkring hele implementeringen af partnerskabsaftalen. Da Vækstforum reelt fungerer som styrende organ skønnes der ikke at være behov for at opretholde en særlig styregruppe.

Indstilling
Sekretariatet indstiller

a) at initiativer som iværksættes under partnerskabsaftalen skal være dækket af Vækstforums handlingsplan og at de nye initiativer i tillægsaftalen for 2008 derfor optages i handlingsplanen, som udvides på de relevante punkter

b) at Vækstforum alene peger på tovholderorganisationer på de initiativområder, hvor der ikke umiddelbart kan forventes at ske noget af sig selv og/eller hvor et bredere partnerskab skønnes hensigtsmæssig for initiativets udvikling og igangsættelse. Forslag til disse initiativer fremgår af bilag b (og er benævnt ”b-initiativer)

c) at der fortsættes med de eksisterende tovholdere for alle igangværende b-initiativer og udpeges nye tovholderorganisationer for alle nye b-initiativer under partnerskabsaftalens tillæg som vist i bilag b.

d) at Vækstforum opfodrer alle tovholdere til at fortsætte/nedsætte en arbejdsgruppe med passende bred deltagelse omkring udarbejdelse og iværksættelse af initiativet ud fra princippet om netværk og partnerskab.

e) at organisationen omkring partnerskabsaftalen forenkles på følgende punkter: 

  • styregruppen nedlægges og ændres til en følgegruppe for den samlede partnerskabsaftale med deltagelse af Beskæftigelsesregion Nordjylland, Væksthus Nordjylland, ApEx, Netværk Nordjylland, Aalborg Universitet, University College, VisitNordjylland, Dansk Industri, KKR og Region Nordjylland
  • følgegrupperne for koordinering af tema 1, ”Uddannelse og arbejdskraftudbud” og tema 2, ”Bedre vækstvilkår for nye og mindre virksomheder” nedlægges.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008

Ad punkt a)
Vækstforum tiltrådte at initiativer som iværksættes under partnerskabsaftalen skal være omfattet af Vækstforums handlingsplan og at de nye initiativer i tillægsaftalen for 2008 derfor optages i handlingsplanen, som udvides på de relevante punkter.

Ad punkt b)
Vækstforum tiltrådte at der alene udpeges tovholderorganisationer på de initiativområder, hvor der ikke umiddelbart kan forventes at ske noget af sig selv og/eller hvor et bredere partnerskab skønnes hensigtsmæssig for initiativets udvikling og igangsættelse.

Ad punkt c)
Vækstforum tiltrådte at der fortsættes med de eksisterende tovholdere for alle igangværende b-initiativer og udpeges nye tovholderorganisationer for alle nye b-initiativer under partnerskabsaftalens tillæg som vist i bilag b.

Ad punkt d)
Vækstforum tiltrådte indstillingen om at opfodre alle tovholdere til at fortsætte / nedsætte en arbejdsgruppe med passende bred deltagelse omkring udarbejdelse og iværksættelse af initiativet ud fra princippet om netværk og partnerskab.

Ad punkt e)
Endvidere tiltrådte Vækstforumindstillingen om, at følgegrupperne for tema 1 og 2 nedlægges og at styregruppen ændres til en følgegruppe bestående af én repræsentant fra følgende organisationer og myndigheder: Beskæftigelsesregion Nordjylland, Væksthus Nordjylland, ApEx, Netværk Nordjylland, Aalborg Universitet, University College, VisitNordjylland, Dansk Industri, KKR og Region Nordjylland.

Vækstforum besluttede endvidere at udvide følgegruppen med én repræsentant fra Dansk Erhverv og én repræsentant for LO.

Med disse bemærkninger tog Vækstforum generelt orienteringen om implementeringen af partnerskabsaftalen år 2007 og 2008 til efterretning.

Bilag:
a) Tillæg til partnerskabsaftalen mellem Vækstforum Nordjylland og regeringen
b) Status på partnerskabsaftalens initiativer og oversigt over tovholdere

5. Bevillingsoversigt

J.nr. 1-30-76-0005-07

Beskrivelse
Vækstforum har i 2007 indstillet projekter for i alt 255 mio. kr. I forhold til opgørelsen på sidste møde er dette tal faldet med 5 mio. kr. på grund af reduktioner i de beløb, som er blevet det endelige resultat af Erhvervs- og Byggestyrelsens tilsagn. De 5 mio. kr. er tillagt råderummet for 2013.

Vækstforum har tidligere fastlagt et økonomisk råderum for perioden 2007-13., som betyder, at der i 2008 kan bruges op til 253 mio. kr. Som det fremgår af figuren nedenfor, er der til dato indstillet støtte for i alt 161 mio. kr. i 2008. Af sidstnævnte beløb udgør 13 mio. kr. en reservation til små projekter og analyser. Det betyder, at de frie midler i år til store projekter udgør 92 mio. kr. for den resterende del af 2008.

Se grafisk præsentation af underopdeling af samlet støttebudget på 1.231 mio. kr. over 7 år ved at klikke her.

I forbindelse med vedtagelsen af den nye Handlingsplan 2008 besluttede Vækstforum at dele de fremtidige ansøgningsrunder i to etaper/faser:

  • Prækvalifikation, hvor det til rådighed værende beløb kan overbookes med op til 30 % af rammen. Formålet med denne overbooking er at fremme konkurrencen mellem de projekter, som prækvalificeres, og dermed de absolut bedste der til sin tid indstilles/besluttes. Ramme til prækvalifikation er således 92 mio. kr. plus 30%, dvs. 120 mio. kr. 
  • Endelig bevilling: Afsluttende behandling, prioritering og godkendelse af de færdigudviklede prækvalificerede projekter. Den endelige behandling vil finde sted i februar 2009, jf. punktet om mødekalender.

I år 2008 gennemføres der kun én ansøgningsrunde efter den nye handlingsplan, mens der gennemføres to runder i 2009. Det er runden for 2008 Vækstforum skal tage stilling til på dagens møde.

I år 2009 ventes der gennemført to ansøgningsrunder. Den første runde er der ansøgningsfrist til (i dag) den 29. september 2008. Prækvalifikationsansøgningerne, der fremsendes, vil blive behandlet på Indstillingsudvalgets møde den 20. november 2008 og på Vækstforums møde den 8. december 2008. Anden og sidste runde vil blive gennemført hen over foråret og sommeren 2009. Beløbsmæssigt vil der kunne disponeres midler for i alt 60 mio. kr. i hver af de to runder svarende til i alt 120 mio. kr.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen om budget, forbrug og restbeløb til efterretning.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Ulla Astman redegjorde for det økonomiske råderum, herunder at der er ca. 92 mio. kr. til rådighed til denne prækvalifikationsrunde.

Vækstforum tog orienteringen om budget, forbrug og restbeløb til efterretning.

Bilag:
a) Bevillingsoversigt for perioden januar 2007 til august 2008

6. Procedure for behandling af ansøgninger

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resume
I forbindelse med de mange ansøgninger som behandles på Vækstforums møder har flere medlemmer efterlyst en hurtigere og smidigere beslutningsprocedure. Problemet er især reglerne om inhabilitet, som er både tidskrævende og forstyrrende omkring mødets afholdelse. Formandskabet har derfor diskuteret en løsning, hvor alle hovedparten af sagerne klares via skriftlig høring.

Beskrivelse
Vækstforums medlemmer har ved flere lejligheder efterlyst en hurtigere og smidigere beslutningsprocedure omkring ansøgninger. Problemet er især, at overholdelsen af reglerne om habilitet medfører, at der stort set altid er medlemmer som enten er på vej ind i lokalet eller på vej ud, mens andre forsøger at koncentrerer sig om sagens indhold og implikationer. Samtidig skal de mange ansøgninger ofte behandles relativt hurtigt for, at give tid og plads til de mere politiske og strategiske drøftelser.

Spørgsmålet er derfor, kan der findes en anderledes beslutningsprocedure som Vækstforums medlemmer vil opleve som mere produktiv ved at give medlemmerne mulighed for alene at diskutere de (få) sager, hvor der er eksplicit ønske herom.

Formandskabet har derfor diskuteret en løsning som indebærer:

  1. at alle ansøgninger til behandling i Vækstforum udsendes i skriftlig høring på baggrund af behandling i Indstillingsudvalget 
  2. at ethvert medlem kan anmode om at få en ansøgning i skriftlig høring diskuteret på Vækstforums kommende møde, således at en afgørelse alene træffes af Vækstforum på selve mødet under hensyntagen til de almindelige inhabilitetsregler 
  3. anmodningen om behandling i Vækstforum kan foretages både før mødet ved henvendelse til sekretariatet og på selve mødet ved henvendelse til formanden 
  4. øvrige ansøgninger, som medlemmerne ikke udtrykkeligt har ønsket drøftet på Vækstforums møde, godkendes individuelt via den skriftlige høring efter de almindelige regler herfor, dvs. ved flertalsafgørelser og iagttagelse af inhabilitet 
  5. sidstnævnte betyder, at medlemmer som er inhabile, ikke kan svare/tælle med i afgørelsen ved skriftlig høring.

Det er formandskabets håb, at denne procedure vil blive oplevet som mindre belastende og hurtigere, fordi det kun vil være et begrænset antal sager, som vil blive diskuteret på Vækstforums møde, og derfor færre medlemmer som må forlade lokalet på grund af inhabilitet.

Det skal understreges, at der på ingen måde kan gås på kompromis med lovgivningens krav om, at intet medlem som har personlige, økonomiske eller familiære interesser i en ansøgnings udfald kan deltage i behandlingen. Det er en forudsætning for lovlige afgørelser, at Forvaltningslovens regler overholdes.

Tiltrædes formandskabets forslag vil forretningsordenen blive konsekvensrettet.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum 

  • tiltræder formandskabets forslag som skitseret ovenfor 
  • anvender proceduren umiddelbart, således at kun de ansøgninger på dagens møde som medlemmerne eksplicit ønsket at drøfte, gøres til genstand for afgørelse i plenum, mens øvrige ansøgninger betragtes som godkendt i en skriftlig høring, som startede med udsendelse af denne dagsorden

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum drøftede formandskabets forslag til en smidigere procedure for behandling af de mange ansøgninger, som ofte fremsendes til Vækstforum. Der var enighed om det ønskelige i at minimere omfanget af arbejdet med behandling af enkeltansøgning og derfor anvende den foreslåede smidigere procedure allerede med virkning for dette møde.

Endvidere blev det besluttet, at hovedreglen er afgørelse ved skriftlig høring i Indstillingsudvalget. Dog kan ethvert medlem anmode om, at få en eller flere ansøgning(er) til eksplicit drøftelse. Det kan ske ved at rette henvendelse til enten Formanden eller Sekretariatet helt frem til punktets behandling i Vækstforum. De ansøgninger som ikke behandles eksplicit på mødet anses for godkendt af Vækstforum ved skriftlig høring.

Vækstforum besluttede endvidere, at i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at opnå enighed i Indstillingsudvalget skal der altid ske en eksplicit fremlæggelse og beslutning i Vækstforum. Endvidere forventer Vækstforum, at Indstillingsudvalget selv gør opmærksom på sager af særlig principiel eller vanskelig karakter, som Vækstforum eksplicit bør drøfte på sit møde.

Med hensyn til inhabilitet blev det ligeledes besluttet, at sekretariatet i forbindelse med udsendelsen af dagsordenen anfører, hvilke medlemmer der umiddelbart anses for inhabile. Disse medlemmer - og andre der selv meddeler at de ikke kan deltage i sagen behandling - kan ikke afgive høringssvar eller rundsende kommentarer. Gør de det alligevel ses der i forbindelsen med referatet bort fra svaret. Med denne tilføjelse tiltrådte Vækstforum formandskabets forslag og besluttede at anvende proceduren allerede med virkning på dagens møde.

7. Ansøgninger til beslutning

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé:
Der foreligger til dagens møde 54 ansøgninger. Indstillingsudvalget har behandlet alle sager enten direkte på møde den 8. september 2008 eller ved en skriftlig høring.

Beskrivelse:
Ansøgningstyper til dagens møde

a) 38 prækvalifikationsansøgninger indenfor de fem fokuseringer i handlingsplanen. Der som nævnt i punkt 5 i alt 120 mio. kr. til fordeling, inkl. en overbooking på 30%. Indstillingsudvalget har indstillet 26 projekter til et beløb på i alt 115 mio. kr.

b) 8 ansøgninger til den konkurrenceudsatte pulje. Som det erindres, er der tale om en særlig pulje på landsplan, som ikke ”belaster” Vækstforums budget. Af de 8 ansøgninger er 4 med nordjysk ledelse og 4 fra andre dele af landet. Der ventes i de kommende uger flere ansøgninger fra andre dele af landet.

c) 4 genoptagelser, altså projekter som tidligere har været behandlet i Vækstforum, men hvor der er kommet nye oplysninger eller en henvendelse fra ansøger med ønske om genbehandling. Til dagens møde indstilles der projekter for i alt -3.2 mio. kr. Minuset skyldes, at Energi og Miljøskolen MARTEC anmoder om godkendelse af et nyt projektbudget, som er væsentligt ”billigere” end den oprindelige.

d) 4 andre ansøgninger, hvoraf den ene er en ansøgning fra VisitNordjylland, som ikke belaster budgetrammen, da midlerne tidligere er reserveret. Vedrørende de to øvrige indstilles der en støtte på i alt 2,5 mio. kr., som belaster rammen til store projekter. Det sidste projekt er reelt et ekstra beløb fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, som Vækstforum bedes tage stilling til fordeling af (belaster ikke budgettet).

Der er i bilagene b og c givet en oversigt over de foreliggende projekter.

For ansøgningerne til den konkurrenceudsatte pulje er der opstået det problem, at de øvrige Vækstfora kontinuerligt fremsender ansøgninger til udtalelse fra det nordjyske Vækstforum, hvilket er proceduren når et projekt rækker ud over regionsgrænsen. For tiden er der fire konkurrenceudsatte ansøgninger under sagsbehandling i sekretariatet og flere kommer sandsynligvis. For at få disse sager ekspederet indenfor fristen, som er den 15. oktober 2008, anmoder sekretariatet om den bemyndigelse til at sende disse ansøgninger i (hurtig) skriftlig høring i Indstillingsudvalget uden efterfølgende behandling i Vækstforum.

Fordeling på indsatsområder
Med hensyn til fordeling af bevillinger på indsatsområder, fremgår fordelingen af oversigten, både den historiske og den fremtidige, hvor sidstnævnte er baseret på de ansøgninger, som er indstillet positivt.

Hent oversigten over fordeling på indsatsområder ved at klikke her.

Det ses, at fokuseringerne i den nye handlingsplan, hvor indsatsområderne ”aktive videninstitutioner” og ”vækstiværksættere” ikke er med, bevirker at disse områder ”fylder” relativt mindre i den endelige fordeling.

Det ses også, at ”kompetenceudvikling” og ”stærke klynger” (specielt IKT) som der er meget fokus på i handlingsplanen optager en relativ større andel.

Fordelingen er udtryk for et øjebliksbillede efter og ikke nødvendigvis udtryk for de enkelte områders ”kapacitet” til at generere projekter i et længevarende perspektiv. Man kan således ikke forvente, at der vil være en ligelig fordeling på de forskellige indsatsområder.

Fordeling på kommuner og yderområder (kun store projekter)
Med hensyn til fordeling af bevillinger på kommuner, fremgår fordelingen af oversigten, både den historiske og den fremtidige, hvor sidstnævnte er baseret på de ansøgninger, som er indstillet positivt.

Hent oversigten over fordeling på kommuner og yderområder ved at klikke her.

Figuren viser, at de største kommuner som udgangspunkt får de største bevillinger.

Ses der i stedet på den relative fordeling, jf. tabellen i oversigten nævnt herover, viser det sig at:

  • at mange mindre kommuner klarer sig relativt godt, fx styrkes både Læsø og Morsø kommuner gennem den aktuelle prækvalificeringsrunde 
  • at yderområdeprocenten (som stadig er et skøn) ligger på nogenlunde det samme niveau før og efter prækvalificeringsrunden

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum: 

  • tager orientering om karakteren og omfanget og fordelingen af ansøgninger på dagens møde til efterretning 
  • tager stilling til de enkelte ansøgninger med udgangspunkt i indstillingerne fra Indstillingsudvalget (se bilag a) 
  • giver Indstillingsudvalget bemyndigelse til i en hurtig skriftlig procedure at afgøre de ansøgninger til den konkurrence udsatte pulje

Vækstforum besluttede den 29. september 2008

  • Vækstforum tog orienteringen om karakteren, omfanget og fordelingen af ansøgninger på dagens møde til efterretning. 
  • Som følge af beslutningen under punkt 6 om vedtagelse af ny procedure for behandling af ansøgninger, blev det besluttet at behandle disse 11 ansøgninger eksplicit: 
    • Sag nr. 01: Globaliseringsprogram v/Væksthus Nordjylland 
    • Sag nr. 04: Brugerdreven innovation i sundhed BRIS v/University College
    • Sag nr. 08: Kompetence Mors v/Morsø Erhvervsråd
    • Sag nr. 19: Crea Biz Vendsyssel v/Hjørring Erhvervscenter m.fl.
    • Sag nr. 20: Etablering af formidlingscenter i tilknytning til Dansk Skaldyrscenter 
    • Sag nr. 26: Turbo Nord v/Jammerbugt Kommune m.fl.
    • Sag nr. 34: Århundredets skipperskole v/Skagen skipperskole
    • Sag nr. 38: Innovativt netværk for fleksibel fjernvarme v/Aalborg kommune m.fl.
    • Sag nr. 51: Mit Nordjylland v/Visit Nordjylland 
    • Sag nr. 53: Klima DM og nordjyske aktiviteter ved FN’s klimatopmøde 
    • Sag nr. 54: Indstilling om ekstraordinære statsmidler

Vækstforums beslutninger i ovennævnte sager fremgår af særligt referat til bilag a.

I alle øvrige ansøgninger tiltrådte Vækstforum Indstillingsudvalgets indstilling i forbindelse med den netop vedtagne procedure om skriftlig høring. Disse fremgår også af bilag a. 

  • Med henblik på at sikre, at de sidste fire ansøgninger til den konkurrenceudsatte pulje kan nå at blive behandlet regionalt bemyndigede Vækstforum, Indstillingsudvalget til at træffe afgørelse på deres vegne.

Bilag:
a) Indstillingsudvalgets beslutninger af 8. september 2008
b) Oversigt over prækvalifikationsansøgninger
c) Oversigt over øvrige ansøgninger

8. Tema om Vækstforums rolle i erhvervsudviklingen

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
På mødet vil to repræsentanter fra Danmarks Vækstråd fremlægge deres syn på Vækstforums rolle i erhvervsudviklingen. Oplæggene efterfølges af debat mellem oplægsholderne og Vækstforums medlemmer.

Beskrivelse
På sit møde den 18. juni 2008 godkendte Vækstforum, at der arrangeres et møde om udenlandske erfaringer med arbejdet i organisationstyper som Vækstforum. Sekretariatet har arbejdet med forskellige alternative foredragsholdere, men har modtaget afbud fra to af de mest oplagte personer.

Formandskabet har derfor besluttet at ændre temaet til i stedet at fokusere på Vækstforums rolle i erhvervsudviklingen med udgangspunkt i hvordan Danmarks Vækstråd og Erhvervsministeriet ser det. På mødet vil to repræsentanter fra Danmarks Vækstråd holde oplæg og være til rådighed for debat. Det drejer sig om: 

  • Lars Nørby Johansen er formand for Danmarks Vækstråd, formand for Vækstforum Bornholm og tidligere koncernchef for Group 4 Falck. 
  • Betina Hagerup, erhvervsdirektør i Økonomi- og Erhvervsministeriet og MBA fra Copenhagen Business School. Herudover har hun tidligere arbejdet hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Carl Bro, Danrail og Dong.

Lars Nørby Johansen og Betina Hagerup vil fremlægge deres syn på bl.a. følgende: 

  • Hvad er forventningerne til Vækstforum fra centralt hold? 
  • Hvad er erhvervslivets forventninger? 
  • Hvad har de første erfaringer med de regionale vækstfora været? 
  • Hvad tegner der sig af fremtidige indsatsområder? 
  • Hvor og hvordan kan man arbejde for en styrket dialog?

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Lars Nørby Johansens oplæg omhandlede de udfordringer, som Danmark står over for i en globaliseret verden, hvor andre vækstøkonomier opruster og bliver stadig dygtigere til at levere de samme produkter, serviceydelser og innovationer, som Danmark kan levere. Svarene på globaliseringens udfordringer skal iflg. Lars Nørby Johansen forankres regionalt, bl.a. gennem partnerskabsaftalerne mellem regeringen og de regionale vækstfora.

Betina Hagerups oplæg bestod af et tilbageblik på de oprindelige tanker omkring oprettelsen af de regionale vækstfora ud fra behovet for et stærkt partnerskab og en sammenhængende indsats med et klart fokus. Herefter fulgte en præsentation af tankerne bag oprettelsen af Danmarks Vækstråd, der bl.a. arbejder med at tage en række temaer op på nationalt niveau. Som eksempel blev behovet for tiltrækning og fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft nævnt, herunder publikationen ”Kommet for at blive”.

Den efterfølgende diskussion omhandlede primært behovet for at styrke regionens konkurrenceevne og innovationskraft ved at tiltrække og fastholde både udenlandsk arbejdskraft, men også arbejdskraft fra andre områder af Danmark. Dette er en speciel udfordring for regionens yderområder.

9. Udpegning til Innovationsudvalg for fødevaresektoren

J.nr. 1-30-76-23-0109-08

Resumé:
Fødevareministeriet har netop taget initiativ til nedsættelse af et ”Innovationsudvalg”. Udvalget får til opgave at træffe afgørelse om bevilling af tilskud til projekter samt være rådgivende overfor ministeren med hensyn til den samlede indsats inden for lovens område, herunder rådgivning i forbindelse med fastlægges af temaer. I den forbindelse opfordres Vækstforum til at udpege ét medlem og én suppleant til udvalget.

Beskrivelse:
Direktoratet for FødevareErhverv har ved brev af 21. juli 2008 opfordret Vækstforum Nordjylland til at udpege ét medlem og én suppleant til et kommende Innovationsudvalg. På baggrund af indstillingerne fra de regionale Vækstfora foretager Fødevareministeriet den endelige sammensætningen af udvalget.

Innovationsudvalget får primært til opgave: 

  • For det første at træffe afgørelse om bevilling af tilskud til gennemførelse af innovations-, forsknings- og udviklingsprojekter indenfor den primære jordbrugs- og fiskerisektor med henblik på udvikling af nye produkter, processer og teknologier samt på demonstration og spredning af videnskabelig viden vedrørende anvendelse af nye processer og teknologier. 
  • For det andet at rådgive ministeren med hensyn til den samlede indsats inden for lovens område herunder rådgivning i forbindelse med fastlæggelse af kommende temaer.

Endvidere skal udvalget træffe afgørelse om bevilling af tilskud til generiske kampagner og testmarkedsføring. Den årlige økonomiske ramme som udvalget kan bevillige indenfor er på ca. 40 mio. kr.

Udvalget nedsættes for en periode af fire år. Udpegningen som Vækstforum foretager vil derfor mest hensigtsmæssigt også være gældende for fire år. Med hensyn til mødeaktiviteter forventes der afholdt 7-8 møder om året af optil én dags varighed. Møderne afholdes hovedsagelig i København.

I medfør af lov om ligestilling af kvinder og mænd skal der indstilles en kvinde og en mand som medlem og suppleant.

Udpegningen sker i medfør af Lov nr. 488 af 17. juni 2008 om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren.

Det er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, om de repræsentanter, som Vækstforum udpeger, er omfattet af diæt- og rejseafregningsreglerne, når Vækstforum er direkte udpegende enhed. Det kan derfor ikke afvises, at der kan følge økonomiske forpligtigelser med en udpegning som Vækstforums repræsentant i Innovationsrådet.

Formandskabet for Vækstforum besluttede på sit møde den 15. september 2008 at opfordre erhvervslivets og uddannelsesinstitutionernes repræsentanter til, at indstille medlem og suppleant til Innovationsrådet. Forslag til navne vil blive præsenteret direkte på Vækstforums møde.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum udpeger en kvinde og en mand som kandidat til at besætte Vækstforum Nordjyllands ene plads i Innovationsrådet. Disse vil visa versa samtidig være udpeget som suppleanter for rådet.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum besluttede at indstille én person fra fiskerierhvervet og én person for jordbrugserhvervet til Innovationsudvalget for fødevaresektoren ligesom indstillingen skal indeholde et ligeligt antal mænd og kvinder.

På mødet blev der fra Dansk Industris side foreslået Viggo Mikkelsen, adm. direktør for Erik Taabbel Fiskeeksport A/S, hvilket blev godkendt af Vækstforum. Med hensyn til udpegning af dels en person med viden og erfaring indenfor jordbrugserhvervet og dels en kvinde bemyndigede Vækstforum Katrine M. Jensen, (som er udpeget af Landbrugsrådet m.fl.) til inden for kort tid at finde en repræsentant, som opfylder begge krav. Da Direktoratet for Fødevare Erhverv har bedt om at modtage de nordjyske indstillinger til Innovationsudvalget meget hurtigt, besluttede Vækstforum at forhåndsindstille den person som Kathrine M. Jensen måtte finde.

Efterfølgende har Kathrine M. Jensen meddelt, at hun efter samråd med sit bagland indstiller sig selv til Innovationsudvalget.

På den baggrund indstiller Vækstforum Nordjylland at Viggo Mikkelsen og Kathrine M. Jensen indtræder som Vækstforums repræsentant og suppleant i Innovationsudvalget og visa versa under iagttagelse af ligestillingsreglerne og det faktum, at den endelige udpegning foretages af Ministeren.

Bilag:
a) Brev fra Direktoratet for FødevareErhverv af 21. juli 2008 

10. Afrapportering fra foreningen Vestdansk Investeringsfremme

J.nr. 1-30-76-23-0103-08

Resumé:
Vækstforum besluttede den 10. september 2007 at indstille i alt 3 mio. kr. gældende for år 2007 og 2008 til foreningen Vestdansk Investeringsfremme. Der samarbejdes i foreningen med Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland og den nationale enhed kaldet ”Invest in Denmark/Udenrigsministeriet”. Initiativet er efterfølgende blevet en del af de tre regioners partnerskabsaftale.

Nu fremlægger ”Invest in Denmark”, som samtidig er netværkskoordinator en kortfattet midtvejsevaluering til Vækstforums orientering og som optakt til en ny ansøgning om støtte til drift af samarbejdet gældende for år 2009.

Beskrivelse:
Samarbejdet mellem de tre vestdanske regioner, Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark og Invest in Denmark/Udenrigsministeriet om tiltrækning af flere internationale investeringer til Vestdanmark blev i december 2007 forankret i Foreningen Vestdansk Investeringsfremme. Organisationen har syv regionale projektledere placeret i vestdanske udviklingsmiljøer heraf er der to ansatte i Nordjylland.

Med hensyn til arbejdsdelingen i samarbejdet mellem de vestdanske regioner og ”Invest in Denmark” er arbejdet fordelt således: De vestdanske regioner finansierer de regionale projektledere, som kortlægger de regionale kompetenceklynger, fungerer som modtageapparat for potentielle udenlandske investorer og servicerer udenlandske investorer, som allerede er lokaliserede i regionalområdet. Som modydelse hertil leverer Udenrigsministeriet salgsindsatsen i udlandet. ”Invest in Denmark” er koordinator og varetager den overordnede nationale koordinering af markedsføringen af danske spidskompetencer i udlandet.

En midtvejsevaluering fra ”Invest in Denmark” viser, at samarbejdet ”utvivlsom” har været udslagsgivende i tiltrækning af følgende store virksomheder til Nordjylland. Der har været andre, men de er endnu belagt med fortrolighed. Som eksempel kan nævnes: 

  • Amerikansk virksomhed: Har etableret en forsknings- og udviklingsafdeling i Aalborg inden for forskning i medicin mod Parkinson. Denne etablering er særlig vigtig, fordi amerikanske medicinalselskaber yderst sjældent lægger forsknings- og udviklingsafdelinger uden for USA. Altså er denne investering en særlig anerkendelse af de kompetencer, der er i Danmark (Nordjylland) inden for dette forskningsområde. Virksomhedens tilstedeværelse skaber 7 nye videntunge arbejdspladser i regionen. 
  • Mobiltelefonfirma i Aalborg skulle finde en ny investor for at undgå udflytning af arbejdspladser. Vestdansk investeringsfremme og Invest in Denmark var stærkt involveret i at skabe kontakten til andet mobiltelefonfirma, som i maj 2006 købte den førstnævnte virksomhed, hvilket betød at 250 job kunne fastholdes og 10 nye arbejdspladser kunne etableres. Endelig bidrog investeringen til en styrkelse af wireless klyngen i Nordjylland.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager midtvejsevalueringen af samarbejdet mellem Vestdansk Investeringsfremme og ”Invest in Denmark/Udenrigsministeriet” til efterretning.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum tog midtvejsevalueringen af samarbejdet mellem Vestdansk Investeringsfremme og ”Invest in Denmark / Udenrigsministeriet” til efterretning.

Bilag:
a) Invest in Denmark, Midtvejsevaluering af 23. maj 2008

11. Orientering om Vækstforums handlingsplan for kommunikation

J.nr. 1-30-76-23-0030-08

Resumé
Med afsæt i den godkendte kommunikationsstrategi på Vækstforums møde i juni 2008 har sekretariatet udarbejdet en revideret handlingsplan, som dækker Vækstforums nuværende funktionsperiode indtil udgangen af 2009. Efter udpegning af nyt Vækstforum i 2010 vil der blive udarbejdet og fremlagt et oplæg til en handlingsplan for den resterende periode af kommunikationsstrategien indtil udgangen af 2010.

Beskrivelse
Vækstforum godkendte på sit møde den 18. juni 2008 en opdateret kommunikationsstrategi med tilhørende handlingsplan. Som resultat af Vækstforums beslutning er der efterfølgende blevet ansat en kommunikationsmedarbejder i Vækstforums sekretariat, der er tovholder på implementering af strategien.

Der foreligger nu en justeret handlingsplan for kommunikationsstrategien for perioden 2008-2009. Handlingsplanen er justeret i forhold til Vækstforums diskussion den 18. juni 2008 ligesom planen inddrager Dialoggruppens kommentarer fra mødet den 28. august 2008. Handlingsplanen for kommunikationsindsatsen i 2010 fastlægges i samarbejde med det nye Vækstforum efter udpegning af dette ved indgangen til 2010.

En antagelse for at gennemføre flere af aktiviteterne er, at såvel Vækstforum som Dialoggruppen (Vækstforums bagland) tager et aktivt medansvar og i praksis er tilgængelige for inddragelse i de planlagte aktiviteter, hvor det måtte være formålstjenstligt.

Aktiviteterne i handlingsplan 2008-2009 omfatter aktiviteter, hvis planlægning og gennemførsel kan ske inden for rammerne af de økonomiske ressourcer, der blev afsat i forbindelse med godkendelsen af kommunikationsstrategien. Eventuelle større ekstraordinære aktiviteter såsom større offentlige arrangementer eller lignende må eventuelt bygge på tilførsel af ekstra økonomiske ressourcer.

Aktiviteter
I 4. kvartal 2008 fokuseres der på gennemførsel af kendskabsmåling, målgruppe- og interessentanalyse, udvikling af pressekontakt og budskabskoordinering, udvikling af Vækstforums hjemmeside og etablering af ”Månedens Vækstforum-projekt”.

I 1. og 2. kvartal 2009 fokuseres der på etablering af et elektronisk nyhedsbrev, afholdelse af åbent hus-arrangement på et Vækstfourm-projekt, afholdelse af tema- og pressemøder, igangsættelse og formidling af analyser og rapporter samt videreførsel af igangsatte aktiviteter fra 2008.

I 3. og 4. kvartal 2009 fokuseres der på udvikling af en portefølje med gode Vækstforum-historier, der kan danne grundlag for en styrket formidling af Vækstforums resultater på tværs af målgrupper og kanaler. Heruover videreføres allerede igangsatte aktiviteter.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager den reviderede handlingsplan for Vækstforums kommunikationsstrategi for perioden 2008-2009 til efterretning.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum tog den reviderede handlingsplan for Vækstforums kommunikationsstrategi for perioden 2008-2009 til efterretning. I den forbindelse blev Vækstforums medlemmer opfordret til selv at gå i dialog med pressen om succeshistorier i deres nærområder. Sekretariatet bistår gerne medlemmerne med pressemateriale og anden hjælp hertil.

Bilag
a) Revideret handlingsplan for Vækstforums kommunikationsstrategi for perioden 2008-2009.

12. Orientering om ”Global entrepreneurship”

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé:
Erhvervs- og Byggestyrelsen er initiativtager til en række landsdækkende arrangementer om Global Entrepreneurship, uge 47. Samme uge foregår tilsvarende aktiviteter internationalt (foregået gennem mange år, DK først med sidste år). Vækstforum får mulighed for at deltage aktivt. Nærmere oplysninger om aktiviteterne fremsendes af Væksthuset senere og Vækstforums medlemmer vil blive orienteret herom snarest.

Beskrivelse
Erhvervs- og Byggestyrelsen er initiativtager til en række landsdækkende arrangementer om Global Entrepreneurship, uge 47. Samme uge foregår tilsvarende aktiviteter internationalt (foregået gennem mange år, DK først med sidste år).

1) Topmøde i København, hvor regeringen offentliggør en række nye initiativer/strategier på følgende områder:

  • Corporate entrepreneurship 
  • Iværksætteri i alle uddannelser 
  • Rådgivning

På topmødet deltager de centrale ministre og en række topledere fra de berørte sektorer.

2) Regionale arrangementer i alle regioner, koordineret af væksthusene. Der planlægges fem temadage – et landsdækkende tema for hver dag: 

  • Finansiering (mandag 17/11) 
  • HR og ledelse (tirsdag) 18/11 
  • Salg og markedsføring (onsdag 19/11) 
  • Teknologi og innovation (torsdag 20/11) 
  • Internationalisering (fredag 21/11)

Arrangementerne gennemføres som åbent hus-arrangementer i samarbejde med den lokale erhvervsfremme samt særlige arrangementer, som er målrettet vækstiværksættere og potentielle vækstvirksomheder. I region Nordjylland gennemføres arrangementerne samtidig i Vendsyssel, Thy/Mors, Himmerland og Aalborg (lokalitet ikke bestemt endnu).

Væksthuset har fremsendt en lille ansøgning til Vækstforum til dækning af udgifter i forbindelse med de forskellige arrangementer. Sekretariatet har afholdt møde med Væksthuset og aftalt, at de Vækstforum finansierede programmer, som er relevante i denne sammenhæng skal synliggøres ved arrangementerne samt at medlemmer af Vækstforum skal inviteres til arrangementerne til at forestå velkomst mv. Alt sammen for at markere Vækstforums tætte involvering i den regionale erhvervsfremme.

Nærmere oplysninger om aktiviteterne mv. fremsendes af Væksthuset senere og Vækstforums medlemmer vil blive orienteret herom snarest.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager den indledende orientering om ”Global Entrepreneurship” til efterretning. 

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum tog den indledende orientering om ” Global Entrepreneurship” til efterretning.

13. Mødekalender 2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Vækstforums kommende møde er tidligere aftalt til den 8. december 2008 klokken 14.00 – 18.00 i Aalborg området.

I medfør af forretningsordenen for Vækstforum §2 stk 3 skal der vedtages en ny mødekalender gældende for 2009. Formandskabet har i denne forbindelse foreslået følgende datoer:

  • 03. februar 2009, kl. 14.00 
  • 18. marts 2009, kl. 14.00 
  • 10. juni 2009, kl. 14.00 
  • 30. september 2009, kl. 14.00 
  • 4. december 2009, kl. 14.00

Følges dette forslag, kan mødekalenderen vedrørende ansøgningsfrister, møder i Indstillingsudvalget og møder i Vækstforum opdateres således:

Møder og ansøgningsfrister i 2008 og 2009

 

Ansøgningsfrist

Indstillingsudvalg

Vækstforum

1. ansøgningsrunde for 2008

Prækvalifikation 7. juli 2008 8. sep. 2008 29. sep. 2008
Beslutning 10. nov. 2008 15. jan. 2009 3. feb. 2009

1. ansøgningsrunde for 2009

Prækvalifikation 29. sep. 2008 20. nov. 2008 8. dec. 2008
Beslutning 19. jan. 2009 ultimo feb. 2009 18. marts 2009

2. ansøgningsrunde for 2009

Prækvalifikation 9. marts 2009 medio maj 2009 10. juni 2009
Beslutning 3. aug. 2009 medio sep. 2009 30. sep. 2009
Afsluttende møde ingen ansøgninger medio nov. 2009 4. dec. 2009

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tiltræder formandskabets forslag til kommende mødedatoer.

Vækstforum besluttede den 29. september 2008
Vækstforum tiltrådte formandskabets forslag til kommende mødedatoer.

14. Eventuelt

J.nr. 1-30-76-0005-07

Intet at bemærke.


Yderligere information