Vækstforums møde den 8. dec. 2008

Til stede:
Ulla Astman, Anny Winther, Peter Finnerup, Finn Kjærsdam, Annette Drivsholm, Bodil Brander Christensen, Birte Dyrberg, Erik Hove Olesen, Erik Sørensen, Erling Henningsen, Hans Christian Maarup, Henrik Ringbæk Madsen, Karen Melson, Kathrine M. Jensen, Knud Kristensen (til punkt 6.), Lars Mahler, Ole B. Sørensen, Poul Roesen (til punkt 4.).

Afbud fra:
Mogens Gade, Kurt T. Nielsen, Christian H. Brosolat

Oplægsholder:
Bent Dalum, Institut for erhvervsstudier ved Aalborg Universitet

Oplæg om Food College Aalborg

Teamleder Mogens Buus Andersen gav en kort introduktion til Food College Aalborg.

Af indlæggets hovedpunkter kan fremhæves, at Food College Aalborg har en årlig omsætning på 29,5 mil. kr. og 330 årselever. Der er 66 medarbejdere, heraf er 36 faglærere. Eleverne på Food College Aalborg kan uddanne sig til slagter, bager, gastronom, receptionist, tjener, konditor, cater, smørrebrødsjomfru m.fl. Food College Aalborg er en selvstændig del af Tech College Aalborg.

På grundforløbet fokuserer Food College Aalborg i høj grad på elevdifferentieret undervisning og en stor fleksibilitet i uddannelsen. Det betyder, at man både kan tilgodese de fagligt stærke og målrettede og dem, der har brug for mere tid til at lære faget. Som et led heri har man fx også etableret ord- og talværksteder for elever, der har brug for ekstra hjælp på disse områder.

Food College Aalborg tilbyder også efteruddannelse og kursusaktiviteter inden for faget. Tidligere var al efteruddannelse og kursusaktiviteter forankret i Culinary Institute of Denmark, men ved overgangen til brancheskole pr. 1. august 2008 gennemføres alle aktiviteter nu i regi af Food College Aalborg.

Et projekt knyttet til Food College Aalborg er Food College Denmark. Food College Denmark er et netværkskonsortium, der har som formål at udvikle og koordinere brancher, virksomheder og netværk inden for den nordjyske fødevaresektor samt at implementere viden og kompetencer lokalt i regionen.

Ulla Astman takkede for et godt og interessant indlæg og for at Vækstforum måtte holde sit møde i skolens lokaler. 

1. Godkendelse af dagsorden

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Dagsorden til mødet, herunder fastsættelse af mødets tema, er aftalt i samarbejde med Vækstforums formandskab. Der henvises generelt til nedenstående punkter.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender dagsordenen som grundlag for dagens møde.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Ulla Astman indledte med at gøre opmærksom på, at Væksthus Nordjylland ved mail af 30. november 2008 (efter mødet i Formandskabet og efter udsendelse af dagsorden) har opfordret Vækstforum til at udpege to repræsentanter til Væksthusets bestyrelse.

Efter forretningsordenen §3 stk. 2 beslutter Vækstforum, om punkter, som er fremsendt efter dagsordenen er udsendt, skal behandles eller afvises. Vækstforum besluttede at behandle anmodningen fra Væksthuset som punkt 12.a. ”(Gen)udpegning til Væksthus Nordjyllands bestyrelse”. Med denne tilføjelse blev dagsordenen godkendt som grundlag for dagens møde.

Fremover vil brev- og bilagsmateriale i lignende sager blive eftersendt til Vækstforums medlemmer – også selv om materialet modtages på et meget sent tidspunkt ift. afholdelse af ordinært møde.

2. Godkendelse af referat af Vækstforums møde den 29. og 30. september 2008

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Referat af Vækstforums seneste møde den 29. og 30. september 2008 er tidligere udsendt efter forudgående godkendelse i formandskabet. Der er ikke indkommet kommentarer eller bemærkninger til referatet fra Vækstforums øvrige medlemmer.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender referatet af Vækstforums møde den 29. og 30. september 2008. 

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum godkendte referatet af Vækstforums møde den 29. og 30. september 2008.

3. Afklaring af spørgsmål om diæt og rejseafregning

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Flere af Vækstforums medlemmer har efterlyst en specifikation på de beløb, som indsættes på medlemmernes konto til diæt og som kompensation for kørselsudgifter. Lønkontoret har oplyst, at diæter og kørepenge udbetales på en traditionel ”lønseddel”, hvor nøgleoplysninger om mødedato og mødetype gerne skulle fremgå.

Beskrivelse
Regionsrådet har mulighed for at træffe beslutning om vederlæggelse af ikke-regionsrådsmedlemmer i form af ydelse af diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelser for transportudgifter.

Hjemmel er i ”Regionsloven” § 11 i lov nr. 537 af 24. juni 2005 med henvisning til § 16 a i lov om kommunernes styrelse (styrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1060 af 24. oktober 2006. Der ydes diæter til personer, der ikke er medlem af Regionsrådet, men som er udpeget af Regionsrådet til at varetage bestemte opgaver.

  1. Diæter:
    Satsen er fastlagt af indenrigs- og sundhedsministeren. Ved beregning af den tid, mødet varer, skal også indgå eventuel transporttid. Offentligt ansatte kan ikke modtage diæter for hverv, der må antages at være en del af de pågældendes arbejde

    a. Diætsatsen for hverv under fire timer udgør pr. dag kr. 370,00
    b. Diætsatsen for hverv over fire timer udgør pr. dag kr. 740,00

    Diæter er A-skattepligtige.
  2. Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste
    Der ydes erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for deltagelse i de diætgivende hverv. Løntabet dokumenteres ved arbejdsgiverens underskrift og for selvstændige erhvervsdrivende ved en erklæring fra revisor eller lignende. Erstatningen ydes for det tab, der faktisk er lidt, således at det ikke blot er selve mødetiden der medregnes, men også eventuel rejsetid. Nødvendig forberedelsestid i forbindelse med deltagelsen kan dog ikke indgå i beregningen.

    Erstatningsbeløbet for tabt arbejdsfortjeneste kan pr. dag maksimalt udgøre det femdobbelte af diætsatsen for møder under fire timer. Det maksimale erstatningsbeløb for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste pr. dag udgøre kr. 1.850,00.

    Erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste er A- skattepligtig.
  3. Rejsegodtgørelse (Befordringsgodtgørelse)
    I forbindelse med typiske møder i Vækstforum ydes der befordringsgodtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel. Godtgørelsen udgør den takst, som gælder for tjenestemænd ansat i staten, og beregnes efter den højeste takst for indtil 20.000 km. årligt, og herefter med den lavere takst.

    Relevante transportudgifter til taxa/hyrevogn dækkes ligeledes mod dokumentation. Der kan også rekvireres taxa-boner ved henvendelse til Vækstforums sekretariat. Satserne for godtgørelse reguleres primo hvert år af Ligningsrådet. Aktuelle satser for 2008 er:

    - Kørsel i egen bil pr. km. (indtil 20.000 km. pr. år): kr. 3,47
    - Kørsel i egen bil pr. km. (ud over 20.000 km. pr. år) kr. 1,83

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen om afregning af diæt og rejseafregning til efterretning. 

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Henrik Ringbæk Madsen spurgte, om det er korrekt, at medlemmer, som er indstillet og udpeget af Regionsrådet, ikke må modtage diæter, når medlemmer, som er indstillet af kommunerne (og udpeget af regionsrådet), får udbetalt vederlag – for det samme arbejde?

Kathrine Jensen ønskede afklaret, om hun ville være omfattet af diæt og rejseafregningsreglerne, når hun deltager i styregruppen for Interreg initiativet KASK?

Sekretariatet lovede at undersøge disse spørgsmål og vende tilbage med svar. Med denne bemærkning tog Vækstforum orienteringen til efterretning.

4. Regional Vækstredegørelse

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
I forlængelse af regionernes forpligtelse til at overvåge regionale og lokale vækstvilkår præsenteres den Regionale Vækstredegørelse for Region Nordjylland 2008. Redegørelsen giver et detaljeret billede af væksten i regionen inden for de seneste 10 år og gør status på de lokale rammebetingelser for vækst.

Redegørelsens hovedrapport består af tre dele:

  • Først beskrives den socioøkonomiske udvikling i hele regionen, i de regionale yderområder og i fire egne inden for regionen, hvor præstationerne sammenholdes med udviklingen i resten af landet og i Region Syddanmark, der er valgt som ”bench-mark”. 
     
  • Herefter gives et statusbillede af de regionale præstationer, rammebetingelser inden for fire overordnede vækstkilder. Her sammenholdes præstationerne inden for regionen og de regionale egne med hele landet samt med Region Syddanmark. 
     
  • Afslutningsvist præsenteres en tema-analyse af status og udvikling inden for den nordjyske IKT-sektor, herunder en beskrivelse af det aktuelle samarbejde inden for rammerne af IKT-Partnerskab Nordjylland.

Beskrivelse

Baggrund
Med udgangspunkt i Lov om Erhvervsfremme har de regionale vækstfora til opgave at overvåge de regionale og lokale vækstvilkår. I den forbindelse forelægges Regional Vækstredegørelse for Region Nordjylland 2008. Redegørelsen giver et detaljeret billede af væksten i regionen og gør status på de lokale rammebetingelser for vækst.

Redegørelsen kan læses i forlængelse af Regionalpolitisk vækstredegørelse 2008 fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, der belyser udviklingen på tværs af regionerne.

Ud over det lovkrav, der stilles til overvågningsopgaven, er det hensigten, at redegørelsen skal tilvejebringe en detaljeret faktuel viden om udviklingen i de regionale rammevilkår, som dels bidrager til at skabe vækst i erhvervslivet, dels giver bedre forudsætninger for den fortsatte udvikling af Vækstforums strategiske indsatser. Det er både i forhold til at bidrage til at skabe balanceret vækst på tværs af regionen og i forhold til at overvåge de faktorer, der ligger til grund for væksten – de såkaldte vækstkilder.

I forbindelse med fastlæggelse af rammerne for overvågningsopgaven og udarbejdelse af redegørelsen har formandskabet for Vækstforum udpeget repræsentanter fra Dansk Industri, Aalborg Universitet samt kommunerne til at indgå i en analysegruppe.

Indhold
Konkret består redegørelsen af tre dele:

  • Vækst og Balance 
  • Regionale Vækstkilder og 
  • Temaanalyse af IKT-sektoren i Nordjylland

I den første del afdækkes den mere overordnede udvikling ud fra en række socioøkonomiske indikatorer som befolkningsudvikling, beskæftigelse og arbejdsmarked. Disse sammenlignes på både egns- og yderområdeniveau, samt i forhold til resten af landet. Hertil er valgt at sammenligne med Region Syddanmark (bench-mark). De nordjyske egne i analysen omfatter de statistiske arbejdskraftsoplande Aalborg, Vendsyssel, Thy-Mors og Jammerbugt-Himmerland. Denne del af analysen belyser balancen inden for regionen.

Derefter præsenteres regionale præstationer, rammebetingelser i forhold til de fire vækstkilder; ”Menneskelige ressourcer”, ”Iværksætteri”, ”Videnspredning og –deling”, samt ”Ny teknologi”, som indgår i grundlaget for den regionale erhvervsudviklingsstrategi i forhold til det nationale og regionale niveau og inden for tre egne i regionen.

Endelig præsenteres afslutningsvist en temaanalyse af status og udvikling inden for IKT-sektoren i Region Nordjylland, herunder en beskrivelse af det aktuelle samarbejde via IKT-Partnerskab Nordjylland.

Konklusioner
Region Nordjylland har set over det seneste 10-års sigt haft en relativt svag udvikling i befolkning, arbejdsstyrke og beskæftigelse sammenlignet med resten af landet og Region Syddanmark (bench-mark). I regionens yderområder har der været tale om et fald på disse parametre, mens ”øvrige områder” inden for regionen ligger på landsgennemsnittet.

Indkomsten pr. beskæftiget er lavere i Nordjylland end i de andre regioner, men det overraskende er, at rådighedsbeløbet (indkomst minus skat, udgifter til bolig, institutioner mv.) er højere for en gennemsnitsfamilie i Nordjylland end i nogen af de øvrige regioner. Nogle af egnene i yderområderne har endda en højere rådighedsindkomst pr. familie end i regionen som gennemsnit.

Den økonomiske vækst inden for erhvervslivet i regionen har været stigende. Den ligger over væksten i Region Syddanmark, men dog under niveauet i resten af landet. Dette skyldes ikke lavere stigning i produktivitet pr. medarbejder (som faktisk er på niveau med resten af landet og over Syddanmark), men derimod at erhvervsbeskæftigelsen ikke er vokset i samme grad som i resten af landet (”færre hænder”).
Produktivitetsvæksten i Region Nordjylland er overvejende sket ved, at de eksisterende brancher inden for regionen har øget produktiviteten pr. medarbejder og kun i mindre grad ved skift i erhvervsstruktur mod mere højproduktive brancher.

De regionale rammebetingelser for vækst er på mange områder gode. Udbuddet af uddannelser er således på niveau med landsgennemsnittet og på flere områder bedre end i Region Syddanmark. Kompetenceudvikling for ansatte i Region Nordjylland er ligeledes højt prioriteret blandt regionens virksomheder. Der lader dog til at være en mangel på uddannelser for ledere inden for regionen.

I forhold til at fremme iværksætteri inden for regionen er vækstvilkårene ligeledes gode – både hvad angår udbuddet af vækstkapital og den lokale erhvervsservice. Således er etableringsraten (af nye virksomheder) nogenlunde på linie med landsgennemsnittet og højere end i Region Syddanmark – og med henblik på væksten (i ansatte og omsætning) inden for nye virksomheder præsterer regionen markant bedre end resten af landet og Syddanmark.

Hvad angår de lokale rammevilkår for frembringelse af innovation, er samspillet mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder omkring forskning og udvikling højt - og bedre end i resten af landet. Dog er kvalifikationsniveauet ikke på niveau med resten af landet, hvor flere personer er beskæftiget med forskning og udvikling og flere privatansatte har en lang videregående uddannelse. Ligeledes er investeringerne i forskning og udvikling markant lavere. Innovationsaktiviteten er samlet således også lidt lavere end i resten af landet.

I forhold til anvendelse af ny teknologi er regionen lidt dårligere stillet hvad angår kompetencerne i arbejdsstyrken, sammenlignet med resten af landet, men betydeligt bedre end Region Syddanmark. Niveauet for integration af IKT i erhvervslivet er dog på flere områder på niveau med resten af landet og på nogle områder bedre end i Syddanmark.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at vækstforum diskuterer den Regionale Vækstredegørelse 2008 og hvilke initiativer den eventuelt kunne afstedkomme. 

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum besluttede at lade behandlingen af punkt 4 ”Regional vækstredegørelse” og punkt 5 ”Tema om IKT” glide over i hinanden. I den forbindelse orienterede sekretariatet om, at IKT var valgt som ét tema ud af flere mulige i forbindelse med udarbejdelsen af vækstredegørelsen, og at redegørelsen fremadrettet vil behandle et nyt tema hvert år.

Henning Christensen redegjorde for hovedkonklusionerne i den regionale Vækstredegørelse. Generelt går det rigtig godt i regionen med både produktion, produktivitet, innovation og beskæftigelse. Ledigheden har aldrig været lavere og indkomsterne aldrig større. Fx har en typisk familie i regionen et højere rådighedsbeløb (indkomst efter skat og faste udgifter) end i andre regioner i Danmark.

De mest markante udfordringer for regionen – bortset fra den aktuelle finanskrise – er den stagnerede befolkningsudvikling, som på lang sigt (de næste 30 år) vil medføre en svagere udvikling i arbejdsstyrken sammenlignet med andre regioner i Danmark og forbundet hermed en relativ svagere udvikling i vækst, produktion og indkomst. Indsatser for at tiltrække og fastholde folk i arbejdsstyrken er derfor meget vigtige.

Efter Henning Christensens indlæg præsenterede Bent Dalum, leder af Institut for Erhvervsstudier ved Aalborg Universitet, sit bud på udviklingen af IKT-sektoren i Nordjylland. Bent Dalum pointerede, at der er sket en kraftig specialisering inden for IKT-området. Han tilskrev udviklingen på IKT-området i Nordjylland en række langsigtede tiltag som fx oprettelsen af et datalogistudie på Aalborg Universitet i 1980’erne og den voksende mobiltelefonindustri i 1990’erne. I perioden fra 1992 til 2002 er der således sket en kraftig stigning i IT-specialiserede arbejdspladser i Nordjylland som det eneste område i Danmark ud over København og Århus.

Ifølge Bent Dalum har det utvivlsomt haft positive effekter at lave langsigtede investeringer, herunder med EU-midler, på IKT-området, selv om effekterne kun kan måles indirekte.

Efter Bent Dalums indlæg præsenterede Dorte Stigaard en række nordjyske IKT-satsninger, hvoraf mange er iværksat i regi af IKT-Partnerskab Nordjylland. Partnerskabet udgør en åben platform med fokus på udvikling af IKT-erhvervet og består af et samarbejde mellem IKT-forum, NorCOM, Aalborg Universitet, Region Nordjylland og Aalborg Kommune. Partnerskabet fokuserer på fem satsninger: Sundheds IKT, intelligent logistik, intelligente transportsystemer, interaktiv borgerservice og digitalt berigende oplevelser. Indgangsvinklen til de fem satsninger er teknologier som trådløs- og mobil kommunikation samt intelligente, indlejrede systemer, hvor Aalborg Universitet er ét af de førende på begge områder. Målet er, at den nordjyske IKT-klynge i 2015 skal være anerkendt som en af de mest attraktive og hurtigst voksende IKT-klynger i Europa.

Under den efterfølgende diskussion af både den regionale vækstredegørelse og den nordjyske IKT-sektor blev følgende fremhævet:

  • Ved at fremhæve IKT-branchen som eksempel kommer der i høj grad fokus på Aalborg som lokomotiv for den regionale udvikling. Vækstforum understreger derfor, at hver egn har sine styrker og svagheder, og at denne forskellighed bør understøttes og videreudvikles. 
     
  • Vækstforum understregede, at Aalborg Universitet har en afgørende betydning for den regionale udvikling. Som eksempler på områder med et stort potentiale nævnte Vækstforum informationsteknologi og et styrket samarbejde mellem universitetet og regionens sygehuse. 
     
  • Endelig efterlyste Vækstforum flere muligheder for at tilvejebringe risikovillig kapital til iværksættere og nyetablerede virksomheder set i lyset af den aktuelle finanskrise. Sekretariatet blev opfordret til at undersøge mulighederne for at etablere et instrument, som indeholder kapital til brug for regionens iværksætter- og nystartede virksomheder.

Ulla Astman opsummerede de tre indlæg og den efterfølgende drøftelse ved at bemærke, at kunsten i de kommende år bliver at få regionens yderområder knyttet tættere til nogle af de styrkepositioner, som findes på Aalborg Universitet. Således at de teknologier som nu udvikles inden for blandt andet ”Center for indlejrede softwaresystemer”, ”Center for teleinfrastruktur” og hele sundhedsteknologiområdet i så høj grad som muligt inddrager virksomheder, som er beliggende i yderområderne.

Bilag
a) Regional Vækstredegørelse 2008 – Sammenfatningsrapport
b) Regional Vækstredegørelse 2008 – Analyserapport (incl. IKT-tema)
c) Regional Vækstredegørelse 2008 – Resume til analyserapport 

5. Tema om IKT

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Den Regionale Vækstredegørelse indeholder som nævnt i forrige punkt en temaanalyse om IKT-sektoren i Nordjylland.

I tilknytning hertil giver Bent Dalum, Leder af institut for Erhvervsstudier ved Aalborg Universitet, på mødet et oplæg om udviklingen i den nordjyske IKT-sektor, herunder hvilke styrker sektoren har og hvilke udfordringer man står overfor. Og hvordan Vækstforum kan bidrage til at skabe rammebetingelser for sektorens udvikling.

Endvidere vil sekretariatet kort præsentere den strategi og de initiativer som IKT-partnerskab Nordjylland arbejder med i relation til sektorens udfordringer.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Se referat under punkt 4. ”Regional vækstredegørelse”.

Bilag
Eksempler på IKT-projekter støttet af Vækstforum Nordjylland

6. Afrapportering af Vækstpakken 2005-2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé:
De 21 projekter i den nordjyske vækstpakke 2005- 2009 afrapporterer halvårligt om projekternes fremdrift, indhold, økonomi, milepæle og forventede effekter. Vækstforum orienteres hermed om afrapportering for vækstpakkeinitiativerne for første halvår 2008. Generelt er projekterne i god fremdrift og overholder de aftalte milepæle.

Sagsfremstilling:
I forbindelse med vedtagelsen af Vækstpakken blev der opstillet halvårlige milepæle samt effektmål for alle initiativerne. Dette er nu femte runde af afrapportering af samtlige initiativer, også de initiativer hvor Vækstforum ikke har direkte kompetence, jf. nedenfor.

Vækstpakken er på i alt 200 millioner kr. fordelt på seks forskellige statslige puljer, heraf har Vækstforum kompetence i forhold til to af puljerne, de såkaldte ”aktstykke- og brobygningsmidler”. Denne kompetence udøves i samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen, idet midlerne er givet som rammebevillinger på samlet 76 mio. kr. fra Erhvervs- og Byggestyrelsen til Nordjylland.

Følger et projekt ikke milepælene, kan Vækstforum alene vælge at bringe eventuel støtte givet under aktstykke- eller brobygningsmidlerne i bero. De øvrige puljer under Vækstpakken har Vækstforum ingen direkte ansvar/kompetence over, idet det er de enkelte bevillingsgivere (statslige myndigheder) og ansøgere, der har indgået en bevillingsaftale. Dog afrapporterer sekretariatet som nævnt alle projekter, som derfor forelægges Vækstforum.

Generelt kom projekterne senere i gang end planlagt grundet genbehandlingen af Vækstpakken i december 2005 og den lange sagsbehandlingsproces hos forskellige myndigheder. I forbindelse med ansøgningsprocessen hos de bevilgende myndigheder er der i øvrigt i enkelte tilfælde sket ændringer i projektets økonomi og indhold. Vækstforum er løbende orienteret herom.

Overordnet indtryk
Det overordnede indtryk er, at langt de fleste af projekterne kører planmæssigt, og er i god fremdrift. Projekterne følger generelt de aftalte milepæle. Nogle projekter har opnået en bedre målopfyldelse end oprindeligt forudsat, mens enkelte projekter har problemer.

Hvad angår effekter, viser flere af projekterne gode resultater med hensyn til jobskabelse og omsætning. For andre af projekterne er det lidt for tidligt at opgøre effekter på beskæftigelse ud over de jobs, som projekterne i sig selv direkte genererer. Nogle af effekterne, som er beskrevet i Vækstpakken, forudsættes desuden først at ske på sigt. Det står dog klart, at for nogle af vidensprojekterne vil det metodisk være vanskeligt konkret at opgøre, hvordan vidensopbygning, netværksdeltagelse, innovation mv. direkte har ført til jobskabelse.

Aktiviteterne har i høj grad medvirket til kompetenceopbygning i institutioner og i virksomhederne, og det har ført til øget effektivitet samt styrket konkurrenceevne. Projekterne afrapporterer ifølge deres bevillingsvilkår detaljeret om effekter (antal skabte jobs – direkte og indirekte – meromsætning, mereksport samt effekter i form af nye samarbejder) i forbindelse med deres afslutning. Derfor vil der ved afslutning af projekterne være fokus på kvantitative opgørelser fra projekterne. Vækstforum vil således senere få en aggregeret opgørelse over jobskabelseseffekter, hvor det er muligt.

Afvigelser

  • Der er afvigelser på projektet ”Nordjysk netværk til sporbarhed af fødevarer”, hvor Vækstforum på april mødet 2008 indstillede en forlængelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen, som efterfølgende har godkendt forlængelsen. Det vurderes dog fortsat at være usikkert, om virksomhedsrekrutteringen lykkes i fuldt omfang og om hele bevillingen kan udnyttes. 
     
  • Projektet ”Food College” er ikke lykkedes med at få startet flere planlagte uddannelsesinitiativer op: 
     
    • Universitetet godkendte i januar 2007 etablering af ”Center for Food Science and Design”, hvor der skulle igangsættes forskning og etablering af bachelor- og masteruddannelser. Dette initiativ er aktuelt sat i bero og det vides ikke, om det i kommer i gang 
       
    • En anden planlagt uddannelse var Akademigastronomuddannelsen, som på grund af manglende tilløb blev revideret for at øge tilgangen i 2007. Det gav ikke nok tilslutning, og uddannelsen er midlertidigt indstillet 
       
    • Nye ingeniøruddannelser inden for gastronomi var planlagt til 2006, og såvel bachelor og master uddannelser er forberedt. Nedgang i søgning generelt har fået AAU til at sætte start af nye uddannelser på stand by, og det er derfor usikkert, om og hvornår nye uddannelser igangsættes.
       
  • Vækstforum godkendte på junimødet, at projektet ”Forretningsudvikling via miljøforbedringer ” fra Væksthus Nordjylland fik reduceret budgettet med 1 mio. kr., da det trods en stor indsats i 2007 ikke var lykkedes at rekruttere tilstrækkeligt med virksomheder til et innovationsforløb, og at dette derfor udgik af projektet. Ansøger har i august 2008 anmodet om, at beløbet til innovationsforløbet kan anvendes til et innovationsnetværk, hvor der nu er rekrutteret 10 virksomheder, således at budgettet føres tilbage til 5,2 mio. kr.

    Sekretariatet anbefaler, at bevillingen til innovationsnetværket godkendes, da ind holdet efter sekretariatets vurdering ligger inden for projektets formål og aktiviteter og svarer til de planlagte aktiviteter i innovationsforløbet.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at:

  • Vækstforum tager den samlede afrapportering i bilaget til efterretning og sender denne til de respektive myndigheder, der har givet bevilling. Der følges op på projekterne som skitseret i bilaget 
  • Projektet ”Forretningsudvikling via miljøforbedringer” kan anvende det tidligere afsatte beløb på 1 mio. kr. til innovationsforløb til et nyt innovationsnetværk, hvor der nu er rekrutteret 10 virksomheder. Indholdet ligger efter sekretariatets vurdering inden for projektets formål og aktiviteterne svarer til de planlagte aktiviteter i innovationsforløbet. 

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Henning Christensen indledte behandlingen af dette punkt ved at bemærke, at denne afrapportering af første halvår 2008 bliver den sidste, for alle projekter afsluttes nu ved årsskiftet. Næste afrapportering vil blive i form af det endelige regnskab. I den forbindelse bliver det aktuelt at opsamle effekter af de gennemførte projekter. På den baggrund, besluttede Vækstforum, at der skal udarbejdes en temabelysning om effektmåling og -opsamling.

Med hensyn til de projekter, der er konstateret afvigelser i, diskuterede Vækstforum følgende sager eksplicit:

  • ”Nordjysk netværk til sporbarhed af fødevarer”. Henning Christensen orienterede om, at det oprindeligt var hensigten at inddrage 300 virksomheder i sporbarhedsprojektet. For tiden deltager ca. 90 virksomheder i projektet. Projektets ledelse har arbejdet intensivt for at inddrage så mange virksomheder som muligt i gennemførelsen. Indholdsmæssigt er der fortsat tale om et godt projekt med stor afledt effekt. Vækstforum besluttede at opfordre projektet til at arbejde videre. 
     
  • ”Food College”, hvor Lars Mahler og Finn Kjærsdam hver gav en kort status for de ovenfor nævnte uddannelser og tilknyttede problemer. De bemærkede begge, at viljen til at etablere nye uddannelser med højt vidensindhold har været til stede, men forholdene og behovet blandt de virksomheder, som skulle aftage de nye kandidater, måske ikke helt været til stede. Vækstforum tog redegørelsen til efterretning og opfordrede samtidig sekretariatet til at undersøge, om midlerne evt. kan anvendes i en form, hvor de styrker eksisterende uddannelser med beslægtet indhold i stedet for at opbygge nye uddannelser.

Vækstforum godkendte afrapporteringen af Vækstpakken for 1. halvår af 2008. Afrapporteringen vil nu blive sendt til de respektive myndigheder som oprindeligt afgav bevillingen. Endvidere besluttede Vækstforum at følge op på de enkelte projekter som skitseret i bilaget.

Bilag
Statusbeskrivelse for Vækstpakken, 1. halvår 2008

7. Procedure for ansøgninger til den konkurrenceudsatte pulje 2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Proceduren for ”Den konkurrenceudsatte pulje for 2009” indstilles nu til drøftelse efter indstilling fra Formandskabet og Indstillingsudvalget. Ligeledes gives en kort status for, hvilke af de konkurrenceudsatte ansøgninger for 2008 Erhvervs- og Byggestyrelsen har indstillet til Danmarks Vækstråd. De nordjyske ansøgninger har klaret sig særdeles godt.

Beskrivelse
Danmarks Vækstråd besluttede på sit seneste møde den 23. september 2008, at temaerne for den konkurrenceudsatte pulje for 2009 bliver:
1. Gode rammevilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark
2. Forbedrede rammevilkår på ungdomsuddannelserne

Indsatsen koncentreres denne gang (blandt andet på opfordring fra det nordjyske formandskab) til ”kun” to temaer mod tidligere tre.

Der er aftalt følgende frister for processen: 

  • Maj 2009: Ansøgningsfrist hos de regionale vækstfora. I praksis skal ansøgningen være indsendt korrekt via det elektroniske ansøgningsskema (som ellers). 
  • 15. september 2009: Al sagsbehandling og indstilling i Indstillingsudvalget og Vækstforum skal være afsluttet. Datoen er frist for indsendelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen. 
  • Primo december 2009: Behandling og indstilling i Danmarks Vækstråd. 
  • Primo 2010: Økonomi- og erhvervsministeren træffer endelig afgørelse.

Kriterier
Det ventes, at der også denne gang fra centralt hold opstilles en række kriterier for udvælgelsen, således at der kan foretages en vurdering og prioritering. Alle projekter, som fremsendes til den konkurrenceudsatte pulje, skal opfylde alle de sædvanlige krav, som opstilles til strukturfondsprojekter, fx nyhedsværdi, additionalitet, understøtte den regionale erhvervsudviklingsstrategi etc. Desuden skal projekterne opfylde en række kriterier og underkriterier, som hvert vægtes i et pointsystem. Endnu er dette pointsystem ikke helt færdig udviklet.

Midler
Der er afsat 49 mio. kr. fra strukturfondene til den konkurrenceudsatte pulje, ligesom det forventes at Økonomi- og Erhvervsministeriet afsætter yderligere 25 mio. kr. i statslig medfinansiering (med forbehold for vedtagelse af finansloven). De resterende 25 mio. kr. skal projekterne selv tilvejebringe. Sammenfattende kan de projekter, som imødekommes, opnå en samlet støtte på optil 75 % af de støtteberettigede udgifter. Der henvises til www.regionalt.dk for yderligere oplysninger omkring puljen.

På opfordring af formandskabet blev de nye temaer drøftet på Indstillingsudvalgets seneste møde. Udvalget anbefalede, at de to temaer gribes lidt forskelligt an:

  1. Gode rammevilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark:
    I forbindelse med FremKom-initiativet er det blevet foreslået at etablere et ”modtagelsescenter”. Centeret er tænkt som et fælles velkomst- og kontaktcenter, hvor nytilkomne kan få svar på alle samfundsrelevante spørgsmål om for eksempel folkeregister, skattespørgsmål ect. og om arbejdsmarkedet: overenskomst, løn- og arbejdsvilkår. Ligesom der naturligvis også skal indgå en mere social vinkel med henblik på at lette integrationen, så nye borgere/medarbejdere kan føle sig velkomne.

    Indstillingsudvalget opfordrede til, at disse tanker om et bedre modtagersystem blev tænkt ind i rammerne af partnerskabsaftalen med regeringen. Indstillingsudvalget foreslog, at dette tema ikke åbnes for modtagelse af ansøgninger men søges udviklet i et samarbejde mellem arbejdsgiver-, arbejdstager organisationerne, kommunerne og regionen.
     
  2. Forbedrede rammevilkår på ungdomsuddannelserne: Indstillingsudvalget drøftede ligeledes dette tema og besluttede en ”bottom up” tilgang. Forstået på den måde, at der vil kunne indsendes ansøgninger til temaet fra ekstern side. Indstillingsudvalget opfordrede endvidere til, at fremtidige ansøgninger koordineres med ”partnerskabsinitiativ A unge indsatsen”.

Status på ansøgningerne til den konkurrenceudsatte pulje for 2008
Som det erindres, har Vækstforum behandlet en række ansøgninger til den konkurrenceudsatte pulje for 2008. Efter sagsbehandling i Erhvervs- og Byggestyrelsen fremlægges ansøgningerne nu for Danmarks Vækstråd den 2. og 3. december. Rådet har mulighed for at udtale sig om sagerne, inden økonomi- og erhvervsministeren træffer den endelige beslutning.

Af indstillinger til Danmarks Vækstråd fremgår det, at der i alt blev fremsendt 17 ansøgninger. Heraf indstilles 7 projekter prioriteret efter tema:

  1. Fremme af effektiv energianvendelse af vedvarende energi (7)
    - ESCOmmuner
    - Fremtidens højeffektive elbil integreret i elsystem (Nordjysk projekt)
     
  2. Gode rammevilkår for udenlands arbejdskraft i Danmark (5)
    - Vision bo og arbejde (Nordjysk projekt)
     
  3. Forbedrede rammevilkår for udvikling af klyngerelationer (5)
    - Censec klynge (Nordjysk deltagelse)
    - Reg X (Nordjysk deltagelse)
    - Klyngeudvikling i yderkantsområder
    - ELYK: E-læring, yderområder og klyngedannelse

Projekttitel og ansøger Beslutning / indstilling Erhvervs- og Byggestyrelsens indstilling til Danmarks Vækstråd
Fremtidens højeffektive elbil integreret i elsystemet  v. Aalborg Universitet Indstillet i Vækstforum den 29. september 2008 til en støtte på 9.900.000 kr. svarende til 75% af de støtteberettigede udgifter på 13.200.000 kr. Indstillet til støtte med en positiv vurdering bl.a. at projektet gennemføres i et stærkt partnerskab med DONG, Renault Danfoss m.fl
Vision bo og arbejde v/Thisted og Morsø kommuner Indstillet i Vækstforum den 29. september 2008 til en støtte på 1.507.500 kr. svarende til 75% af de støtteberettigede udgifter på 2.010.000 kr. Indstillet til støtte med en positiv vurdering bl.a. at projektet bidrager til at løse et konkret problem med rekruttering af arbejdskraft.
CenSec – klyngeudvikling v/Center for sikkerheds- og forsvarsindustrien (Vækstforum Midtjylland) Indstillet i Vækstforum den 29. september 2008 til den forholdsmæssige støtte som deltagende nordjyske virksomheder og uddannelsesinstitutioner efter en fordelingsnøgle kan opnå. Indstillet til støtte med en positiv vurdering. Bidrager til samarbejd med midtjylland indenfor en vækstklynge.
Reg x v/Trekantsområdets innovationsforum Indstillingsudvalget (jfr. tidligere bemyndigelse i Vækstforum) besluttede at anbefale ansøgningen til Erhvervs- og Byggestyrelsen. Forudsat: Stærkere koordinering som kan sikre nyhedsværdien i projektet. Indstillet til støtte med en positiv vurdering.

Følgende ansøgninger med nordjysk lederskab eller deltagelse er ikke indstillet til støtte: 

  • "Dit Hus" v/Center for indlejerede software, Aalborg Universitet. Projektet blev oprindeligt indstillet i Vækstforum den 29. september 2008 til en støtte på 8.017.412 kr. svarende til 75% af de støtteberettigede udgifter på 10.689.882 kr. 
  • "Gode rammer - god arbejdskraft" v/TBC InnoVision. Projektet blev Ikke indstillet positiv af Vækstforum den 29. september 2008

Indstilling
Det indstilles, på baggrund af Formandskabets drøftelse den 19. november, at Vækstforum beslutter den nye procedure for indkaldelse af ansøgninger til den konkurrenceudsatte pulje for 2009 således:

  • Tema 1.: ”Gode rammevilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark” udbydes ikke offentligt. I stedet opfordres en kreds af myndigheder og organisationer til at undersøge mulighederne for at etablere et fælles velkomst- og kontaktcenter.
  • Tema 2.: ”Forbedrede rammevilkår på ungdomsuddannelserne” udbydes frit, men skal passe til rammerne for partnerskabsaftalens afsnit om ”ungeindsatsen”.

Endvidere indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om de ansøgninger til den konkurrenceudsatte pulje for 2008, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har indstillet i til Danmarks Vækstråd, til efterretning.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum godkendte formandskabets forslag om ikke at udbyde tema 1 offentligt men i stedet opfordre en kreds af myndigheder og organisationer til at undersøge mulighederne for at etablere et fælles velkomst- og kontaktcenter. Endvidere godkendte Vækstforum, at tema 2 udbydes frit, for så vidt at indsendte ansøgninger koordineres med partnerskabsaftalens afsnit om ”ungeindsatsen”.

Vækstforum tog orienteringen om Erhvervs- og Byggestyrelsens indstillinger til Danmarks Vækstråd om den konkurrenceudsatte pulje 2008 til efterretning.

8. Høringssvar om ny fælles turismestrategi i Danmark

J.nr. 1-33-76-29-0002-08

Resumé
VisitDenmark har af regeringen fået i opdrag at formulere en ny national strategi for turisme i Danmark frem mod 2015. Strategien forventes godkendt i begyndelsen af 2009. En lang række af turismens aktører har været inddraget i processen. Blandt andet har regionerne og de regionale turismeudviklingsselskaber deltaget i arbejdet og har til formålet udarbejdet et oplæg til vækststrategi for dansk turisme.

Da turismestrategien får indflydelse på gennemførelsen af Erhvervsudviklingsstrategien indstilles det, at udvalget drøfter høringsudkastet. Sekretariatet har udarbejdet et forslag til høringssvar koordineret med VisitNordjylland.

Beskrivelse
VisitDenmarks bestyrelse er tovholder for strategiarbejdet, som har strakt sig over et års tid. Danske Regioner har koordineret samarbejdet mellem regioner og de regionale turismeudviklingsselskaber, som har bidraget til det fælles oplæg ”Danmarks nye turisme”. ”Danmarks nye turisme” er behandlet og godkendt i Danske Regioner i september 2008.

VisitDenmark har i september holdt et møde med Vækstforums Formandskab og VisitNordjyllands Forretningsudvalg, hvor de regionale synspunkter er blevet drøftet. Regionsrådets Forretningsudvalg skal ligeledes behandle høringsudkastet på deres møde den 24. november 2008. Det er i øvrigt muligt at sende synspunkter til VisitDenmark på deres hjemmeside: www.visitdenmark.com frem til den 10. december 2008.

Strategiens vision er: ”Denmark er globalt kendt for at sætte det enkelte menneskes livskvalitet og livsglæde i centrum på en innovativ og bæredygtig måde”.

Målsætningerne er: 

  • Værditilvæksten skal øges 
  • Omsætningen skal øges med 5,9 mia. kr., svarende til en årlig vækst på 2,1% 
  • Udviklingen i overnatninger skal være på niveau med udviklingen i Nordeuropa 
  • Innovationsgraden skal øges fra 70% til 80% i danske turismevirksomheder 
  • Der er senest med udgangen af 2009 udarbejdet en plan for bæredygtig udvikling i dansk turisme.

Omdrejningspunktet er værdiskabende målgrupper med et højt døgnforbrug, som vælges ud fra rejseformerne: kyst, by og naturferie, storbyferier, specialiserede rejser, internationale rundrejser og møder. Herefter inddeles målgrupperne efter rejsemotiv: børneaktiviteter, moderne byoplevelser, krydstogt, forkælelse, temaoplevelser, internationale kongresser, internationale møder, fagmesser og faglige studierejser.

For at kvalificere gennemførelsen af strategien lægges der op til at redefinere turismebranchen ud fra følgende punkter: turismen er en integreret del af oplevelsesøkonomien, alle arbejder som en samlet værdikæde, der er fokus på erhvervspartnerskaber, Brand Arkitektur og stærke destinationer.

På baggrund af målgrupperne defineres i 2009 seks erhvervspartnerskaber: Natur- og Kulturnicher, Internationale Kongresser, Urban lifestile, Business Events, Det gode liv samt Sjov, leg og læring. Erhvervspartnerskaberne sammensættes med relevante aktører og skal arbejde med produktudvikling, oplevelser og markedsføring.

Der skal ligeledes arbejdes med udvikling af stærke helårsdestinationer med international tiltrækningskraft. Rammebetingelser og finansiering er også et prioriteret område. Her skal der blandt andet arbejdes med overvågning af turismen, uddannelse, pulje af midlerne til erhvervspartnerskaberne, internationale investeringer, videnopbygning, visumregler, styrke den decentrale destinationsudvikling m.m.

I oplægget ”Danmarks nye turisme” fra Danske Regioner er der formuleret en række anbefalinger, som vurderes at udgøre et godt supplement og kvalificering af VisitDenmarks strategiudkast. Her peges på følgende ni anbefalinger:

  1. Udvikling af 5-10 nye temaer baseret på nationale og regionale styrkepositioner 
  2. Finansieringsstrategi for innovation i turismen
  3. Øget transportkapacitet i Danmark 
  4. Udnytte ny organisering til at løfte nationale opgaver på regionalt plan 
  5. Nye kompetencer 
  6. Viden og analyser 
  7. Ny branding arkitektur 
  8. Videreudvikling af markedsføringen af Danmark 
  9. Nye principper for finansiering af markedsføringen.

Udkast til høringssvar er vedlagt. Svaret er udarbejdet i samarbejde med VisitNordjylland og er også sendt til KKR med henblik på yderligere koordinering.

Det vurderes, at strategiudkastet fra VisitDenmark generelt indeholder et godt fundament for udviklingen af dansk turisme frem mod 2015. Det vurderes ligeledes, at der er en fornuftig overensstemmelse med Erhvervsudviklingsstrategien på turismeområdet. Der er også generelt gode muligheder for at præge udviklingen, da der lægges op til tætte og forpligtende samarbejder i den konkrete gennemførelse af strategien.

Som det fremgår af udkast til høringssvar, er der dog punkter i oplægget, som bør strammes op og præciseres, specielt målsætningerne, forslaget om såkaldte erhvervspartnerskaber og om destinationsudvikling.

Indstilling
Det indstilles, at høringsudkastet drøftes med henblik på formulering af et endeligt høringssvar til VisitDenmark den 10. december 2008.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum godkendte høringsudkastet med den præcisering, at et punktum ændres til et komma i høringssvarets afsnit 3 om ”Destinationsudvikling”. Sætningen bliver herefter formuleret således: at fremtidige initiativer som sikrer sæsonudvidelse og –forlængelse bør tage afsæt i den produktudvikling som allerede finder sted regionalt og dermed også destinationsudvikling tæt på de offentlige og private parter, der er de altafgørende omdrejningspunkter for en effektiv destinationsudvikling”.

Med denne præcisering godkendte Vækstforum sekretariatets udkast til høringssvar.

Bilag
a) Strategioplæg ”Vores rejse” VisitDenmark
b) Udkast til høringssvar 

9. Aktivitetsplan for Vækstforums arbejde i år 2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Beskrivelse
Formandskabet drøftede på sit seneste møde en aktivitetsplan for Vækstforums arbejde i det kommende år. Formandskabet foreslår følgende aktiviteter i oversigtsform: 

  • 3. februar 2009: Temabelysning af ”Vedvarende energi og nye energiformer”. Samt beslutning af ansøgninger til strukturfondene (Andet halvår 2008)
     
  • 18. marts 2009: Temabelysning af ”Udvikling af kvalitetsfødevarer og organisering af sektoren”. Samt beslutning af ansøgninger til strukturfondene (Første halvår 2009)
     
  • 10. juni 2009: Oplæg til justering af Erhvervsudviklingsstrategien og handlingsplanen. Ligesom Partnerskabsaftalen mellem regeringen og Vækstforum skal justeres. Prækvalifikation af ansøgninger til andet halvår 2009 
     
  • 30. september 2009: Erhvervsudviklingsstrategien og handlingsplanen godkendes endeligt i Vækstforum. Samt beslutning af ansøgninger til strukturfondene (Andet halvår 2009) 
     
  • 4. december 2009: Afsluttende tema om Vækstforums arbejde i denne periode

Foruden disse overordnede temaer vil der naturligvis også blive behandlet traditionelle punkter og ansøgninger på Vækstforums kommende møder.

Indstilling
Det indstilles at Vækstforum godkender aktivitetsoversigten for det kommende år.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum godkendte aktivitetsplanen for det kommende års arbejde med den ændring, at det nuværende Vækstforum kun foretager mindre justeringer af erhvervsudviklingsstrategien og handlingsplanen i løbet af 2009, således at det nye Vækstforum har et grundlag at indlede sit arbejde på. Selve revisionen af en ny strategi og handlingsplan overlades derimod til det nye Vækstforum, som tiltræder foråret 2010.

Bilag
Aktivitetsplan 2009 

10. Bevillingsoversigt

J.nr. 1-30-76-0005-07

Beskrivelse
Vækstforum har tidligere fastlagt et økonomisk råderum for perioden 2007-13, jf. figuren nedenfor. Inden for rammerne af dette bevilges der midler til projekter i overensstemmelse med de vedtagne handlingsplaner.

Handlingsplan 2007-08
Vækstforum har under Handlingsplan 2007, som løb fra januar 2007 til maj 2008, i alt bevilget 417 mio. kr., heraf 255 mio. kr. i 2007 og 162 mio. kr. i 2008. Af sidstnævnte beløb er de 13 mio. kr. en reservation til små projekter og analyser.

Handlingsplan 2008-09
De endnu ikke bevilgede midler for året 2008 udgør 91 mio. kr. Dette beløb skal disponeres efter bestemmelserne i den nye Handlingsplan, som løber fra maj 2008 til udgangen af 2009. Disponeringen sker, når Vækstforum i februar 2009 behandler de ansøgninger, som blev prækvalificeret på mødet den 29. september 2008. Vækstforum prækvalificerede her projekter for i alt 114 mio. kr. Ved ansøgningsfristens udløb var der dog kun modtaget ansøgninger for 80 mio. kr. Alle prækvalificerede ansøgninger er således ikke blevet klar i tide til behandling på mødet i februar 2009, men forventes at blive klar senere.

I år 2008 gennemføres der som bekendt kun én ansøgningsrunde efter den nye handlingsplan, mens der gennemføres to runder i 2009. Det er første prækvalificeringsrunde for 2009, der skal tages stilling til på dagens møde. Der foreligger til første runde i alt 11 prækvalifikationsansøgninger, jf. punkt 11 på dagsordenen.

Anden og sidste prækvalificering for 2009 vil finde sted 10. juni 2009 . Beløbsmæssigt vil der kunne disponeres midler for i alt 60 mio. kr. i hver af de to prækvalificeringsrunder svarende til i alt 120 mio. kr.

Det kan oplyses, at Erhvervs- og Byggestyrelsen har pristalsreguleret EU-midlerne, hvilket ventes at medføre yderlige ca. 40 mio. kr. Anvendelsen af disse ekstra midler vil blive taget op på Vækstforums møde i februar 2009.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen om budget og forbrug til efterretning.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum tog orienteringen om budget og forbrug til efterretning.

Bilag
Bevillingsoversigt for perioden januar 2007 til november 2008 

11. Ansøgninger til beslutning

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Der foreligger til dagens møde 17 ansøgninger. Indstillingsudvalget har behandlet alle ansøgninger på ét af udvalgets møder enten den 20. oktober eller den 20. november 2008. Ansøgningerne indstilles nu til Vækstforums afgørelse.

Beskrivelse
Ansøgningstyper til dagens møde 

  • 11 prækvalifikationsansøgninger inden for de fem fokuseringer i handlingsplanen. På dagens møde indstilles: 
    • 8 ansøgninger til i alt 32,3 mio. kr. 
    • 4 af disse ansøgninger indstilles til eksplicit behandling i Vækstforum, heraf 2 som er indstillet positivt, 1 som er indstillet negativt og 1 som er indstillet udsat 
  • 6 øvrige ansøgninger inden for hele Vækstforums område. Der indstilles 
    • 2 projekter for i alt 1,7 mio. kr. 
    • 1 af disse projekter indstilles til eksplicit behandling i Vækstforum på grund af manglende enighed i Indstillingsudvalget

Der er i bilag a givet en skematisk oversigt over de fremlagte ansøgninger, mens bilag b indeholder den traditionelle udførlige sagsfremstilling.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum besluttede at behandle følgende fem ansøgninger eksplicit:

  • Sag nr. 5: Oplevelsescenteret Bies Gård v/ Bie Fonden 
  • Sag nr. 6: Bymuseum Aalborg v/ Nordjyllands Historiske Museum 
  • Sag nr 7: Skagens Gæstebud – Lyset over Skagen vil skinne i hele Skandinavien v/ Foreningen Nyt Dansk Musikteater 
  • Sag nr. 8: Naturen+ v/ Toppen af Danmark 
  • Sag nr. 13: Kandidat- og aftagerundersøgelsen for 2007-2008 v/ Karrierecenteret, Aalborg Universitet.

I ansøgningen nr. 3: Smart Campus v/ Institut for Datalogi, Aalborg Universitet blev der stillet et enkelt afklarende spørgsmål, idet det fremgår af sagsfremstillingen, at der indledes samarbejde med mindst to virksomheder om udvikling af nye produkter og services. Efter en kort afklaring om inddragelse af virksomhedernes behov kunne Vækstforum følge indstillingen.

Vækstforums beslutninger i ovennævnte sager fremgår af referatets del II ”Ansøgninger til beslutning”. I alle øvrige ansøgninger tiltrådte Vækstforum Indstillingsudvalgets indstillinger.

Bilag
a) Oversigt over ansøgninger på dagens møde
b) Indstillingsudvalgets beslutninger af 20. oktober og 20. november 2008

12. Udpegning til VisitDenmarks bestyrelse

J.nr. 0-14-0006-06

Resumé
Økonomi- og erhvervsministeren har ved brev af 21. oktober 2008 opfordret Vækstforum til at (gen)udpege et medlem til Visit Denmarks bestyrelse for en ny to årig periode. I opfordringen understreger ministeren behovet for gensidighed. Med gensidighed menes, at den repræsentant, der udpeges til Visit Denmarks bestyrelse, samtidig også er medlem af den regionale turismeorganisations bestyrelse for at sikre koordination og videndeling.

Det nuværende bestyrelsesmedlem Karen Melson, opfylder umiddelbart de krav, som økonomi- og erhvervsministeren og Visit Denmark har signaleret. Karen Melson har tilbudt at fortsætte i Visit Denmarks bestyrelse for en ny toårig periode.

Beskrivelse
Vækstforum besluttede på sit møde den 4. december 2006 at udpege Karen Melson til VisitDenmarks bestyrelse. Den toårige udpegningsperiode udløber nu den 31. december 2008. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen har derfor opfordret vækstforaene til – inden den 10. december 2008 – at udpege i alt seks medlemmer til VisitDenmarks bestyrelse for den nye udpegningsperiode 1. januar 2009 til 31. december 2010. Heraf skal Vækstforum Nordjylland udpege ét medlem jfr. vedtægternes §6 stk. 3. Der er ikke taget stilling til substitution.

Udpegning til Visit Denmarks bestyrelse er betydningsfuld for at kunne følge og påvirke beslutninger om bl.a. organisationens ledelse, kurs, prioriteringer, drift og aktiviteter. Samtidig giver repræsentationen regionen og VisitNordjylland mulighed for at sikre samspil og koordination, som er afgørende for udviklingen af en sammenhængende og effektiv turismefremmeindsats. Erhvervsminister Lene Espersen har signaleret (i brev til Vækstfora), at det vil være en fordel, om de enkelte vækstfora peger på repræsentanter, der både har indsigt i dansk turisme og samtidig kan være et direkte bindeled mellem det regionale turismeselskab og VisitDenmark.

De regionale selskaber og ”Danske regioner” har i ”Danmarks Nye Turisme” peget på et tæt og stærkt samarbejde mellem selskaber og VisitDenmark i bestræbelserne på at vende mange års stagnation til vækst i dansk turisme.

I forbindelse med vækstforaenes udpegning af regionale repræsentanter til VisitDenmarks bestyrelse for 2009-2010 vil det derfor være hensigtsmæssigt at udpege en bestyrelsesrepræsentant, som både har viden om turismeerhvervet samt direkte tilknytning til og indsigt i arbejdet i VisitNordjylland.

Vækstforums nuværende repræsentant i Visit Denmarks bestyrelse, Karen Melson har vist interesse for at fortsætte for en ny periode af to år.

Da Vækstforum er direkte udpegende enhed vil eventuelle udgifter til diæt og transport være omfattet af det særlige punkt på dagsordenen (Bilag 11 punkt 17 side 64).

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum (gen)udpeger Karen Melson som Vækstforums repræsentant i VisitDenmarks bestyrelse gældende for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2010.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum besluttede at genudpege Karen Melson som Vækstforums repræsentant i VisitDenmarks bestyrelse for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2010.

12. a (Gen)udpegning til Væksthus Nordjyllands bestyrelse

1-30-76-0005-07

Resumé:
I forbindelse med etableringen af Væksthus Nordjylland udpegede Vækstforum den 7. november 2006 to medlemmer til bestyrelsen. I medfør af Væksthusets vedtægter udløber udpegningsperioden på to år nu ved årsskiftet. Formand for Væksthusets bestyrelse, borgmester Finn Olesen, har ved mail af 30. november 2008 opfordret Vækstforum til at (gen)udpege to repræsentanter til Væksthusets bestyrelse.

Beskrivelse:
I forbindelse med etableringen af Væksthus Nordjylland udpegede Vækstforum den 7. november 2006 to bestyrelsesmedlemmer. De udpegede var henholdsvis afdelingsformand Kurt T. Nielsen (repræsentant for lønmodtagerorganisationerne) og direktør Niels Buus (repræsentant for erhvervslivet). Niels Buus blev den 29. april 2008 afløst af adm. direktør Richard Fynbo.

Væksthuset ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer: 

  • Et medlem udpeges af økonomi- og erhvervsministeren. 
  • Fem medlemmer udpeges af kommunerne efter drøftelse i kommunekontaktrådet, heraf skal mindst et medlem repræsentere erhvervslivet. 
  • To medlemmer udpeges af det nordjyske Vækstforum. Heraf skal mindst et medlem repræsentere erhvervslivet.

Bestyrelsen vælges for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted op til tre gange.

Da den nuværende udpegning udløber nu ved årsskiftet, har formanden for Væksthusets bestyrelse, borgmester Finn Olesen, rettet henvendelse til Vækstforum for at opfordre til at (gen)udpege to repræsentanter til bestyrelsen for en ny to-årig periode (år 2009 og 2010). Dog overvejes det for tiden at ændre Væksthusets vedtægter, så udpegningsperioden kommer til at følge de kommunale og regionale valgperioder. Derfor oplyser formanden i sin mail, at udpegningen formentlig vil blive tidsbegrænset til 1. april 2010.

Vækstforum Nordjyllands nuværende repræsentanter Kurt T. Nielsen og Richard Fynbo er begge interesserede i genvalg.

Imødekommes ansøgningen om udbetaling af diæt og kørepenge på dagens møde, vil de to repræsentanter, som Vækstforum udpeger, begge være omfattet af disse betalingsregler.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum (gen)udpeger to repræsentanter til Væksthusets bestyrelse gældende for år 2009 og 2010. Dog kan udpegningsperioden muligvis blive forkortet til 1. april 2010 afhængigt af, om en eventuel ændring af Væksthus Nordjyllands vedtægter bliver vedtaget.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum besluttede at genudpege afdelingsformand Kurt T. Nielsen og adm. direktør Richard Fynbo som Vækstforums repræsentanter til bestyrelsen for Væksthus Nordjylland i tiden 1. januar 2009 til 31. december 2010.

Generelt beklagede Vækstforum, at denne udpegningssag var blevet fremsendt meget sent. Det blev på den baggrund besluttet, at fremtidige udpegningsanmodninger som fremsendes efter dagsorden er udsendt, skal fremsendes til orientering i Vækstforum så snart brevet er modtaget i sekretariatet.

Bilag uddelt på mødet
a. Oversigt over sammensætning af Væksthus Nordjyllands bestyrelse
b. Vedtægter for den erhvervsdrivende fond Væksthus Nordjylland.

13. Opdatering af Handlingsplan 2008

J.nr. 1-30-76-0008-07

Resumé
På Vækstforums seneste møde blev det besluttet, at: ”Initiativer, som iværksættes under partnerskabsaftalen, skal være omfattet af Vækstforums handlingsplan, og at nye initiativer i tillægsaftalen for 2008 derfor skal optages i handlingsplanen, som udvides på disse relevante punkter”.

Efter mødet er Handlingsplanen blevet udvidet med de to temaer, som ikke umiddelbart kunne indeholdes i Handlingsplanen som den oprindeligt var formuleret.

Beskrivelse
I forbindelse med indgåelsen af tillægsaftalen til den oprindelige partnerskabsaftale mellem Vækstforum og regeringen i juni 2008 viste det sig, at to (af de i alt 14 nye initiativer) ikke umiddelbart kunne indeholdes i handlingsplanen, som den var formuleret på det tidspunkt.

Det var indsatsområderne: 

  • Interregionalt samarbejde 
  • Virksomhedernes sociale ansvar

På Vækstforums møde den 29. september 2008 blev det principgodkendt at udvide handlingsplanen til også at omfatte de ovenfor nævnte indsatsområder. De er nu efterfølgende indføjet i handlingsplanens afsnit om ”Regionalt Innovationsmiljø”.

Den opdaterede handlingsplan fremlægges hermed til Vækstforums orientering. De tilføjede afsnit findes i afsnit 2.7 på side 23 i handlingsplanen.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om, at Handlingsplan 2008 er blevet udvidet med de to nye indsatsområder, jævnfør tidligere beslutning, til efterretning.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum tog orientering om opdatering af Handlingsplan 2008 til efterretning.  

Bilag
Udkast til opdateret Handlingsplan 2008 

14. Kort foreløbig præsentation af FremKom

J.nr. 1-33-76-0004-08

Resumé
FremKom-projektet er et initiativ vedr. fremtidens kompetencebehov, der er igangsat af Vækstforum Nordjylland med Beskæftigelsesregion Nordjylland som tovholder. Siden starten af 2007 har der været gennemført en analyse af fremtidens kompetencebehov i Region Nordjylland i et samarbejde med de erhvervspolitiske, beskæftigelsespolitiske og uddannelsespolitiske aktører. Analysen tager udgangspunkt i 6 klynger i Nordjylland, der tilsammen udgør ca. 50 % af arbejdsmarkedet. Resultaterne af analysen er beskrevet ien række rapporter, der blev præsenteret på en konference den 20. oktober 2008.

Styregruppen har i forlængelse af projektets resultater igangsat en høring omkring forslag til initiativer og er i øjeblikket i gang med at bearbejde resultaterne af denne høring med henblik på at fremlægge resultaterne for Vækstforum.

Beskrivelse
FremKom er et udviklings- og pilotprojekt med inddragelse af mange parter inden for det erhvervspolitiske, det beskæftigelsespolitiske og det uddannelsespolitiske område i Nordjylland, der omfatter medlemmer fra Beskæftigelsesregion Nordjylland, Væksthus Nordjylland, Aalborg Universitet, Netværk Nordjylland, VUC, AC, DI og LO. Rapporterne er udarbejdet af en arbejdsgruppe, hvor både medarbejdere fra Region Nordjylland og Beskæftigelsesregion Nordjylland indgår. Til at lede FremKom-projeket er der nedsat en styregruppe med bred regional deltagelse. Sektorchef Henning Christensen er formand for styregruppen, og kontorchef Henrik Christensen fra Beskæftigelsesregionen er formand for arbejdsgruppen.

Formålet med projektet er overordnet at give et billede af kompetencebehovet nu og i fremtiden inden for seks erhvervsklynger i Nordjylland. Klyngerne er de erhvervs-sektorer, der indgår i Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi. Følgende områder indgår i analysen: Jern- og metalbranchen, IKT-klyngen, Oplevelseserhvervene, Bygge- og anlægsklyngen, Fødevareklyngen samt Social- og sundhedsklyngen.

I projektet sættes fokus på de kompetencer, som findes eller mangler hos den nordjyske arbejdsstyrke. Det er projektets mål at give et bud på, hvilke kompetencer, det er hensigtsmæssigt at udvikle i fremtiden. Projektet undersøger både de brancher/klynger i Nordjylland, som traditionelt set har haft og stadig har en stor økonomisk og beskæftigelsesmæssig betydning, og brancher der forventes at få det fremover. Fælles for de 6 erhvervsklynger, der indgår i denne første udgave af FremKom er, at der er tale om erhvervsklynger, som i fremtiden kan få stor betydning for Region Nordjylland, ikke mindst, hvis de forretningspotentialer og de menneskelige ressourcer og talenter, der skal bære den fremtidige udvikling, bliver udnyttet. Projektet søger at afdække og forstå sammenhængen mellem virksomhedernes fremtidige forretningsområder, forretningsstrategier og konkurrenceparametre og de kompetencebehov, der deraf kan forventes at blive afgørende for, om de nordjyske virksomheder fortsat kan udvikle sig.

Projektet er afrapporteret i en række rapporter. I hovedrapporten gives en kort gennemgang af resultaterne for hvert delområde samt for de resultater, der går på tværs af delområderne. Hér samles de tværgående træk ved udviklingen op. Derudover er der udarbejdet seks rapporter/analyser – én for hver klynge, seks pjecer samt en metoderapport. Hovedrapporten og pjecerne findes i trykt form, og de resterende rapporter er tilgængelige fra Region Nordjyllands hjemmeside:
WWW.rn.dk/RegionalUdvikling/Erhverv/FremKom.

FremKom-projektet blev offentliggjort på en præsentationskonference den 20. oktober 2008. Der var en god stemning på konferencen, der var velbesøgt, og projektet er blevet modtaget med stor interesse.

Høring omkring forslag til initiativer
Styregruppen for FremKom besluttede på mødet den 16. september 2008 at sende rapporterne i høring hos relevante aktører. Målet har været at få forslag til initiativer på baggrund af rapporternes konklusioner. Styregruppen vil systematisere forslagene og lægge dem op i Vækstforum til videre diskussion og prioritering først i det nye år.

Det vurderes, at samarbejdet omkring gennemførelsen af FremKom-projektet i et samarbejde med de erhvervspolitiske, beskæftigelsespolitiske og uddannelsespolitiske aktører i Regionen har været en succes. Samtidigt vurderes resultaterne af FremKom-projektet at udgøre et godt grundlag for en regional prioritering og fokusering i forhold til det fremtidige kompetencebehov i Regionen.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen om FremKom til efterretning.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum tog orientering om FremKom til efterretning.

15. Orientering om Vækstforums samarbejde med RTI

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Vækstforums formandskab deltager 4. december 2008 i en rundbordsamtale hos Rådet for Teknologi og Innovation og Forsknings- og Innovationsstyrelsen. På mødet drøftes spørgsmål vedr. samarbejde mellem det nationale og regionale niveau og innovation i både den private og den offentlige sektor.

Formandskabet vil på mødet orientere Vækstforum nærmere om det afholdte møde.

Beskrivelse
Vækstforum behandlede på sit møde i juni 2008 et notat udarbejdet af Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) under Videnskabsministeriet med titlen ”Platform for strategisk samarbejde mellem RTI og regionerne” og udtrykte sin positive indstilling til samarbejdet.

RTI er indtil videre den eneste statslige styrelse, der har formueret en samarbejdsplatform, der bygger på partnerskabsaftalen mellem regeringen og de regionale vækstfora.

Notatet bygger bl.a. på rundbordsamtaler afholdt i december 2007 mellem RTI og de regionale vækstsekretariater. RTI foreslår samarbejde på følgende strategiske områder:

  1. Styrkede samarbejdsstrukturer på både administrativt og politisk niveau 
  2. Fælles pilotprojekter og initiativer 
  3. På længere sigt udvikling af større strategiske satsninger, evt. gennem fælles udbud

RTI ønsker et samarbejde baseret på ligeværdighed, frivillighed og fleksibilitet i regi af partnerskabsaftalen.

Som forberedelse af rundborddssamtale 2008 har Vækstforum-sekretariatet afholdt et møde (november 2008) med embedsmænd fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, hvor den foreløbige dagsorden blev gennemgået.

Dagsordenen omfatter 

  • Den nye nationale innovationsinfrastruktur og overblik og sammenhæng i den nationale og regionale indsats inden for innovation og videnspredning, herunder 
    • Samarbejde om at skabe sammenhæng og synergi mellem den nationale og regionale innovationsindsats 
    • Samarbejde om at få viden og innovation bredt ud i hele landet, herunder også i udkantsområderne 
  • Innovation i den offentlige sektor/innovationsalliancer (herunder i sundhedssektoren), herunder 
    • samarbejde om at styrke innovation i den offentlige sektor gennem offentlige/private innovationsalliancer 
  • International innovation, herunder 
    • samarbejde om at styrke virksomhedernes internationale innovationsaktiviteter

På mødet drøftedes endvidere udkast til kommissorium for en regional innovationsstrategi for Nordjylland, jf. erhvervsudviklingsstrategiens handlingsplan, afsnit 2.7, side 21. Denne strategi vil blandt andet sikre forbindelseslinierne mellem det nationale, regional og lokale niveau, herunder virksomhedernes adgang til tilskud til innovationsprojekter.

Vurdering
Det vurderes, at samarbejdet med RTI er i positiv udvikling. Det forventes, at rundbordssamtalen yderligere vil konkretisere et samarbejde mellem RTI og de regionale vækstfora.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum Nordjylland tager orienteringen til efterretning. 

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforums formandskab orienterede kort om mødet med RTI den 4. december. Vækstforum tog orienteringen til efterretning. Sekretariatet udarbejder et notat, som opsummerer hovedpunkterne fra samtalen. Dette notat udsendes samtidigt med dette referat.

16. Kvalitetsfødevarer i Nordjylland

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Der arbejdes for øjeblikket intenst med at udvikle en ny fødevareindsats i Nordjylland i samarbejde med fire aktørgrupper, som hver især afspejler de udfordringer, erhvervet står overfor. Arbejdet forventes at danne grundlag for dels en række nye indsatser, som kan bringe sektoren fremad, dels forslag til en overordnet organisering, der samler de mest centrale aktører i fødevaresektoren i et strategisk forum for vision og udvikling.

Beskrivelse
Vækstforum har udpeget fødevareklyngen som et særligt indsatsområde i den regionale erhvervsudviklingsstrategi. Klyngen er under udvikling og skal resultere i en reorganisering og optimering af fødevareindsatsen i Nordjylland. Udviklingsarbejdet baserer sig bl.a. på resultaterne af den fødevarekonference, der blev afholdt i Vrå i august 2007.

Analyse- og udviklingsarbejdet foregår i et samarbejde mellem fire centrale aktører, som agerer tovholder for hvert sit område (eller på hver sin delklynge). Disse er: 

  • Smag, design & oplevelser med Food College Denmark som tovholder
     
  • Salg, distribution og fødevareproduktion med Smagen af Nordjylland som tovholder 
  • Sporbarhed og fødevaresikkerhed med Nordjysk Fødevarenetværk som tovholder 
  • Fiskerisektoren med Maritimt Vækstcenter og IFM/AAU som tovholdere

Vækstforums sekretariat fungerer som facilitator på arbejdet.

Det er målet, at udviklingsarbejdet skal skabe et grundlag for en samlet organisering af indsatsen inden for fødevaresektoren. Det sker gennem fire definerede forprojekter, der konkretiserer indsatsen inden for hver delklynge. I samspil med de centrale aktører bidrager Vækstforums sekretariat til sideløbende at identificere en hensigtsmæssig struktur for den samlede organisering af fødevareindsatsen. Formålet med udviklingsarbejdet er desuden at sikre erhvervets opbakning til processen.

Hver delklynge er baseret på et behov hos erhvervslivet og har tætte relationer til dette. Der er enighed om, at hver delklynge identificerer og koordinerer egne aktiviteter. Herudover er aktørerne enige om at etablere et klyngesekretariat / fælles forum, som skal koordinere mellem delklyngerne og varetage en række funktioner for den samlede fødevareorganisering.

Resultater og tidsplan
Resultat af udviklingsarbejdet vil være 

  • en klar definering af fødevareklyngen og tilhørende delklynger 
  • fire delkataloger med fremadrettede aktiviteter og projekter 
  • en organisering af den samlede fødevareindsats i Nordjylland med koblinger til oplevelsesøkonomien og turisme.

På Vækstforums møde den 18. marts 2009 vil fødevareområdet blive præsenteret som et strategisk emne til diskussion. Vækstforum vil blive introduceret til: 

  • et oplæg om samlet organisering, herunder forslag om etablering af Visionsenhed. 
  • En prækvalifikationsansøgning for hver delklynge, der redegør for indsatser, aktiviteter og delklyngefacilitering.

Indstilling
Det indstilles at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Ulla Astman bemærkede, at fødevareområdet er et tema til Vækstforums møde den 18. marts 2009. På dette møde vil der blive givet en grundigere og mere omfattende gennemgang af dels den nye organisering dels af den nuværende og kommende indsats på området. Med disse bemærkninger tog Vækstforum orienteringen til efterretning.

17. Mødekalender 2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Vækstforum aftalte på mødet den 29. september 2008 en ny mødekalender for det kommende år. Imidlertid er sekretariatet blevet opmærksom på, at det nye Vækstforum, som tiltræder efter regions- og kommunevalget den 17. november 2009, tidligst vil være udpeget og funktionsdygtigt i løbet af første kvartal 2009.

Vækstforum opfordres derfor til at aftale et ekstra mødetidspunkt først i det nye år 2010. Eksempelvis ultimo februar eller primo marts 2010. 

MØDER OG ANSØGNINGSFRISTER I 2008 OG 2009

  Ansøgningsfrist Indstillingsudvalg Vækstforum

1. ansøgningsrunde for 2008

Prækvalifikation

7. juli 2008

8. sep. 2008

29. sep. 2008

Beslutning

10. nov. 2008

15. jan. 2009

3. feb. 2009

1. ansøgningsrunde for 2009

Prækvalifikation

29. sep. 2008

20. nov. 2008

8. dec. 2008

Beslutning

19. jan. 2009

2. marts 2009

18. marts 2009

2. ansøgningsrunde for 2009

Prækvalifikation

9. marts 2009

25. maj 2009

10. juni 2009

Beslutning

3. aug. 2009

14. sep. 2009

30. sep. 2009

Afsluttende møde 1

ingen ansøgninger

16. nov. 2009

4. dec. 2009

Afsluttende møde 2      

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum aftaler et nyt mødetidspunkt først på året 2010. 

Vækstforum besluttede på mødet den 8. december 2008
Vækstforum udsatte beslutningen om et nyt mødetidspunkt primo 2010 til mødet den 18. marts 2009.

18. Eventuelt

J.nr. 1-30-76-0005-07

Intet at bemærke.  


Yderligere information
  • Opdateret d.
  • 21. januar 2009