Vækstforums møde den 30. september 2009

1. Godkendelse af dagsorden

J.nr. 1-30-76-0005-07 

Resumé
Dagsorden til mødet, herunder fastsættelse af mødets tema, er aftalt i samarbejde Vækstforums formandskab. Der henvises generelt til nedenstående punkter.

Region Nordjyllands nyansatte direktør Per Christiansen deltager i mødet som observatør.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender dagsordenen som grundlag for dagens møde.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum godkendte dagsordenen som grundlag for dagens møde. 

2. Godkendelse af referat af Vækstforums møde den 10. juni 2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Referat af Vækstforums seneste møde den 10. juni 2009 er tidligere udsendt efter forudgående godkendelse i Formandskabet. Der er op til dagsordenens udsendelse ikke indkommet kommentarer eller bemærkninger til referatet fra Vækstforums øvrige medlemmer.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum godkender referatet af Vækstforums møde den 10. juni 2009.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum godkendte referatet af mødet den 10. juni 2009. 

3. Afslutning af Vækstforums funktionsperiode og opstart af nyt Vækstforum

J.nr. 1-30-76-0005-07 

Resumé
Vækstforum har tidligere planlagt sit afsluttende møde til marts 2010. Valget til Regionsråd og Kommunalbestyrelse den 17. november 2009 betyder dog, at det kan være relevant at afslutte den nuværende vækstforumperiode med mødet i december og konstituere et nyt Vækstforum allerede primo februar 2010. Formandskabet har drøftet situationen og anbefaler en afslutning i december og opstart af nyt forum i februar 2010 tilrettelagt således, at der sikres både en effektiv erfaringsoverdragelse og en forsvarlig behandling af indkomne ansøgninger.

Beskrivelse
Baggrund
Funktionsperioden for det nuværende Vækstforum løber fra 1. april 2006 til 31. marts 2010. Vækstforum har tidligere planlagt sit afsluttende møde til marts 2010. Valget til Regionsråd og Kommunalbestyrelse den 17. november 2009 kan dog betyde, at medlemmer af det nuværende Vækstforum i 2010 ikke længere måtte være medlem af Regionsråd/ kommunalbestyrelse. På samme måde kan det tænkes, at medlemmer af det nuværende Vækstforum ikke måtte være kandidat til at sidde i det nye Vækstforum.

Flere medlemmer har derfor bemærket, at det, set i lyset heraf, kunne være relevant at afslutte den nuværende vækstforumperiode med mødet den 7. december 2009, og efter aftale med Regionsrådet (som udpeger) konstituere et nyt Vækstforum allerede primo februar 2010. En ændring af det oprindeligt planlagte vil have konsekvenser for den eksisterende proces for behandling af ansøgninger, hvorfor der fremlægges tre alternative fremgangsmåder til diskussion i Vækstforum, jf. nedenfor. En ændring vil også have konsekvenser for den måde et nyt Vækstforum tidsmæssigt startes op.

Tre alternativer
Vækstforums formandskab har diskuteret problemstillingen og tre mulige alternativer:

Alternativ 1
Fastholde det allerede besluttede, altså at det nuværende Vækstforum prækvalificerer ansøgninger på mødet den 7. december 2009 og træffer endelig afgørelse på sit afsluttende møde til marts 2010. Fordelen er, at det nuværende Vækstforum ”gør arbejdet færdigt”. Ulempen kan være oplevelsen af manglende mandat for visse medlemmer.

Alternativ 2
Det nuværende Vækstforum holder sit afsluttende møde i december og håndterer prækvalifikation og endelige ansøgning i en og samme proces. Ansøgere, der har indsendt sager til prækvalifikation, skulle opfordres til hurtigst muligt at indsende deres endelige ansøgning.

Alternativ 3
Det eksisterende Vækstforum prækvalificerer ansøgninger på mødet i december, men overlader det til det nye Vækstforum at træffe den endelige beslutning om bevilling. Dette kunne fx ske primo april 2010 efter at have holdt et konstituerende møde primo februar 2010.

Formandskabets anbefaling vedr. behandling af ansøgninger og erfaringsoverdragelse
Vækstforums formandskab har drøftet spørgsmålet på sit møde den 15. september 2009. Formandskabet anbefaler Vækstforum at vælge alternativ 3 med følgende indhold:

  1. den nuværende funktionsperiode afsluttes ved udgangen af 2009, og der lægges op til et konstituerende møde i det nye Vækstforum allerede primo februar 2010 
  2. prækvalificerede ansøgninger på mødet den 7. december 2009 besluttes endeligt af det nye Vækstforum på det første ordinære møde efter konstituering, formentlig primo april 2010 
  3. det forventes, at det nye Vækstforum vil ”overtage” de eksisterende kriterier til brug for sin endelige udvælgelse af ansøgninger på mødet primo april 2010. 
  4. erfaringsoverdragelsesnotat (stafetten) til det kommende Vækstforum påbegyndes på mødet den 30. september 2009 og afsluttes på mødet den 7. december 2009 
  5. i tilknytning til det nye Vækstforums konstituerende møde arrangeres der et halvdagsseminar om erfaringsoverdragelse for både det afgående og det kommende Vækstforum.

Hvis systemet med prækvalifikation fortsættes, forventes det nye Vækstforum tidligst at kunne behandle nye ansøgninger om prækvalifikation lige før sommerferien 2010. Deadline for indgivelse af eventuelle nye prækvalifikationsansøgninger fastsættes af sekretariatet, når det nye Vækstforum har haft mulighed for at overveje, hvilken strategi og hvilke indsatsområder der skal prioriteres. Det er ambitionen, at den ovenfor skitserede procedure kan godkendes på Regionsrådets møde den 20. oktober 2009.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum drøfter situationen og fastlægger den foretrukne proces for afslutning af det nuværende Vækstforums funktionsperiode og nedsættelse af nyt Vækstforum.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum drøftede fordele og ulemper ved de opstillede alternativer. Der var enighed om først og fremmest at varetage ansøgernes interesser. Som følge heraf valgte Vækstforum at:

  • fastholde sin funktionsperiode til 31. marts 2010 som oprindeligt forudsat
  • færdiggøre erfaringsoverdragelsesnotatet (stafetten) på mødet den 7. december 2009
  • behandle prækvalificerede ansøgninger på et møde i marts 2010 (dato fastsættes snarest)
  • overdrage stafetten til det nye Vækstforum i forlængelse af mødet i marts 2010
  • opfordre til at det nye Vækstforum konstitueres umiddelbart i forlængelse heraf 

4. Erfaringsoverdragelse til det kommende Vækstforum (stafetten)

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Det nuværende Vækstforum har ved flere lejligheder diskuteret vigtigheden af et lave en grundig erfaringsopsamling og således give ”stafetten” videre til det nye Vækstforum. Til brug herfor har sekretariatet lavet en første opsamling af emner og synspunkter, som over efteråret vil blive uddybet og præciseret, således at et samlet notat om erfaringer kan gøres færdigt på Vækstforums møde i december og efterfølgende overdrages til det nye Vækstforum.

Beskrivelse
Det kommende Vækstforum vil i lighed med det eksisterende skulle vedtage en strategi for erhvervsudvikling og en handlingsplan for implementering af strategien. Det nuværende Vækstforum har besluttet at samle op på de erfaringer, man har gjort sig, med henblik på overlevering af disse til det kommende Vækstforum. Sekretariatet har formuleret nedenstående spørgsmål, som efter en diskussion i Vækstforum og baglandet vil blive viderebearbejdet til et notat, som fremlægges på mødet i december:

1) Spørgsmål vedr. erhvervsudviklingsstrategiens indsatsområder
Den nuværende strategi omfatter syv indsatsområder. Den forestående revision af strategien giver anledning til at drøfte spørgsmål som f.eks.:

  • Er der grund til at udelade nogle af de eksisterende indsatsområder i den kommende strategi?
  • Er der behov for nye indsatsområder eller en udvidelse af de eksisterende indsatsområders indhold?
  • Er der behov for en endnu stærkere fokusering inden for de enkelte indsatsområder?

Indstillingsudvalget bemærkede på sit møde den 14. september, at den eksisterende strategi er kendt og accepteret blandt Vækstforums interessenter. Set i lyset af at det er en tidskrævende proces at implementere en ny strategi, og for at skabe en vis grad af kontinuitet, anbefaler Indstillingsudvalget, at det kommende Vækstforum overvejer at videreføre fortsat aktuelle dele af strategien i den nye erhvervsudviklingsstrategi.

Som baggrund kan det oplyses, at de øvrige vækstfora har relativt mange indsatser, med undtagelse af Syddanmark som alene har: velfærdsteknologi, oplevelseserhverv og energi.

2) Spørgsmål vedr. revision af handlingsplanen
Det eksisterende Vækstforum har valgt et meget højt aktivitetsniveau, hvad angår igangsætning, udvælgelse og finansiering af projekter. Dette er sket ud fra tanken om, at det traditionelt er en god idé at investere forholdsmæssigt mere i den første halvdel af en programperiode på 7 år, idet projekterne herved får længere løbetid. Det er typisk uhensigtsmæssigt at have en større andel af midlerne tilbage i det sidste år af programperioden. Hertil er kommet indslaget af den aktuelle økonomiske krise og den heraf følgende Vækstpakke, som yderligere har forøget projektgenereringen og projektfinansieringen.

Det eksisterende Vækstforums prioritering vil betyde, at der i de kommende år vil være relativt færre midler til projektansøgninger (ca. 60% af de samlede midler over 7 år er disponeret). Der vil dermed automatisk opstå en øget konkurrence mellem ansøgningerne. Den forestående revision af handlingsplanen giver dermed anledning til at drøfte spørgsmål som f.eks.:

  • Er fordelingen passende mellem åbne ansøgningsrunder og initiativer iværksat af Vækstforum selv (fx initiativer under partnerskabsaftalen med regeringen)?
  • Skal der være mere afgrænsede temaer for den enkelte ansøgningsrunde (udbud)?
  • Ønsker man at fortsætte med inddelingen i små og store ansøgninger?
  • Ønsker man at fortsætte proceduren med prækvalificering?
  • Fungerer sekretariatsbetjeningen og Indstillingsudvalget hensigtsmæssigt?

Indstillingsudvalget bemærkede på sit møde den 14. september, at der bør arbejdes på at nedbringe sagsbehandlingstiden. Som en del af denne proces kan man overveje, om proceduren for ansøgning om prækvalifikation skal bibeholdes, og i så fald i hvilken form. Der kunne fx være tale om en ”lettere” form for prækvalifikation.

Indstillingsudvalget fandt det nyttigt i et vist omfang at benytte sig af større rammeprogrammer som fx ”Flere Virksomheder I Vækst” og ”Internationalt Center for Innovation”. Rammeprogrammerne er nemmere at administrere, fordi de typisk løber over lang tid og skaber gode muligheder for en inddragelse af en bred kreds af virksomheder i det nordjyske erhvervsliv.

3) Spørgsmål vedr. Vækstforum som strategisk forum
Disse spørgsmål vil først og fremmest handle om Vækstforums rolle som strategisk forum og tilrettelæggelsen af møderne i Vækstforum.

  • Er der nok tid til de strategiske og fremadrettede diskussioner?
  • Er det den rigtige slags og den rigtige mængde af sager der kommer til diskussion?
  • Skal der bruges flere eksterne indlægsholdere?
  • Skal der holdes et årligt seminar ned tid til fordybelse?
    Ønsker Vækstforum at komme dybere kunne det overvejes, om der er behov for at iværksætte en evaluering af Vækstforums aktiviteter hidtil. En sådan evaluering vil kunne inddrage Vækstforums eksterne interessenter, ligesom den også vil kunne inddrage erfaringer fra andre regionale vækstfora.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum diskuterer indhold og forløb af erfaringsoverdragelsen.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum drøftede spørgsmålene opstillet herover.

Ad 1) Erhvervsudviklingsstrategiens indsatsområder
Der var forståelse for Indstillingsudvalgets anbefaling til det kommende Vækstforum om at vi-dereføre fortsat aktuelle dele af den eksisterende strategi, fx fortsat at prioritere energi som indsatsområde. Af nye aktuelle emner til overvejelse nævntes velfærds- og sundhedsteknologi.

Ad 2) Vækstforums handlingsplan
Vækstforum anbefaler, at man fortsat fokuserer på at nedbringe sagsbehandlingstiden for an-søgninger. I den forbindelse kan man overveje, om proceduren omkring prækvalifikation skal videreføres og i så fald, hvorvidt det kan ske i en forenklet udgave.

Ad 3) Vækstforum som strategisk forum
Vækstforum anbefalede at fortsætte med at holde møderne forskellige steder i regionen, og gerne hos lokale virksomheder, idet det giver et godt indtryk af målgruppen for Vækstforums aktiviteter. Herudover anbefalede Vækstforum også at videreføre traditionen med at invitere eksterne oplægsholdere, gerne af en type der kan inspirere og perspektivere Vækstforums strategiske diskussioner. Vækstforum finder det vigtigt at finde en balance mellem strategi og ansøgninger samt mellem mundtlige og skriftlige præsentationer, som bevarer Vækstforums ”nerve” i det fortsatte arbejde.

Sekretariatet blev anmodet om at udarbejde et oplæg til overdragelsesnotat til næste møde som reflekterer ovennævnte bemærkninger.

5. Vækstforums overvågning af strategi og projekter

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Et veludviklet system for overvågning af Vækstforums aktiviteter er en vigtig brik i at styre projekter og udvikle fremtidige strategiske indsatser. I det følgende oplæg præsenteres et forslag til system for overvågningsindsatsen. Systemet består af overvågning på strategi- og indsatsniveau, monitorering af alle igangværende projekter og endelig evalueringer af udvalgte større projekter. Der lægges op til at Vækstforum fastlægger dette system som standard og træffer afgørelse om brug af ekstern evaluering.

Beskrivelse
Vækstforums overvågningsindsats består af følgende elementer:

  1. Overvågning på strateginiveau i form af en årlig rapport om hvordan det overordnet går i Nordjylland med de områder Vækstforum ønsker at påvirke med sin strategi.
  2. Overvågning på projektniveau, som består af to dele
    a. Monitorering (statusbeskrivelse) i form af halvårlige rapporter for alle igangværende projekter, som har fået støtte
    b. Evaluering i form af midtvejsevaluering og/eller slutevaluering for udvalgte støttede projekter

Se figur: Sammenhæng mellem de forskellige niveauer i overvågningen som pdf, side 2.

Ad 1: Overvågning på strategi- og indsatsniveau
Den Regionale Vækstredegørelse, som Vækstforum diskuterede i december 2008, var det første eksempel på en overvågningsrapport på strateginiveau. Rapporten for 2009 vil ligeledes blive forelagt i december og vil indeholde opdaterede oplysninger om den økonomiske vækst og beskæftigelse i regionen, udviklingen i de fire vækstkilder (innovation, teknologi, kompetence og iværksætteri) og udviklingen indenfor de forskellige indsatsområder i strategien.

Denne type af overvågning baserer sig på offentlig statistik og kan derfor løbende gentages og således give et godt billede af udvikling i regionen over tid og i forhold til andre regioner. På denne baggrund kan Vækstforum ændre på eksisterende indsatser eller iværksætte helt nye.

Denne type overvågning er dermed et godt instrument til at vælge de rigtige indsatser på baggrund af opdateret viden på makro-niveau eller meso(middel)-niveau. Derimod kan denne type overvågning ikke bruges til at beskrive, hvordan det går på mikro-niveau, altså med de enkelte initiativer eller projekter Vækstforum har iværksat.

Ad 2: Monitorering på projektniveau i form af halvårlig statusrapport
På dagens møde (punkt 10) præsenteres resultatet af den første statusrapport for projekter, som har fået støtte med baggrund i indstilling fra Vækstforum. Fremover vil denne statusrapport blive udarbejdet halvårligt med fokus på fremdriften i projektaktiviteterne og foreløbige resultater. Rapporten supplerer den halvårlige afrapportering til Erhvervs og Byggestyrelsen, som har meget fokus på økonomi og forbrug. Sidstnævnte gælder naturligvis kun for projekter, som er støttet af strukturfondene.

Statusrapporterne er opbygget meget lig det, der kendes fra Vækstpakke I. Det vil sige, at projektindehaver beskriver de vigtigste fremskridt og delresultater, som er opnået i projektet og redegør for eventuelle problemer/afvigelser, som kan have indflydelse på gennemførelsen af projektet. Til slut giver sekretariatet en vurdering af fremdriften i forhold til de milepæle, som er opstillet i den oprindelige ansøgning.

Den halvårlige statusrapport er et redskab for Vækstforum til at få overblik over igangsatte aktiviteter samt (hvis nødvendigt) at gribe ind for at afhjælpe eventuelle problemer, der er opstået (eller er ved at opstå) i forbindelse med projekternes implementering.

Det understreges, at der er tale om beskrivelser lavet af ansøger, hvor sekretariatet efterfølgende har forsøgt at lave en uafhængig vurdering. Dette må ikke forveksles med egentlig evaluering.

Ad 3: Evaluering på projektniveau (midtvejs og/eller slut)
Der er i alt 32 projekter, som har fået tilsagn om støtte af Vækstforum og samtidig fået besked om, at der skal udarbejdes en midtvejsevaluering. Heraf har 12 af projekterne afsat midler i budgettet til evalueringen. De projekter, som ikke selv har lagt op til evaluering i ansøgningen, men fået denne pålagt af Vækstforum, har typisk ikke afsat midler til evaluering.

For projekter, der har afsat midler, vil evalueringen ske via en ekstern konsulent ud fra en form, som aftales individuelt med sekretariatet.

Til evaluering af de projekter, hvor der ikke eksplicit er afsat midler til midtvejsevaluering anvender sekretariatet frem til 1/1 2010 en fremgangsmåde baseret på standardspørgsmål til hver enkelt projekt med opfølgende spørgsmål, som udfyldes af projektindehaver selv. På denne baggrund laver sekretariatet en sagsfremstilling som afsluttes med en vurdering. Der er i alt 6 projekter, som i 2009 vil blive midtvejevalueret på denne måde.

Fra og med 2010 foreslår sekretariatet at udbygge både monitoreringen og evalueringen af projekterne som beskrevet nedenfor.

Udbygning af overvågningssystemet efter 2010
Monitorering på projektniveau:
Fra 2010 og frem vil sekretariatet anvende et opdateret system til effektmåling af vækstforumprojekter, som hænger sammen med de indsatsområder og fokuseringer, der er i strategi og handlingsplan.

Ansøger vil blive anmodet om i samarbejde med sekretariatet at vælge nogle få, typisk kvantitative, indikatorer for projektets forventede effekt ved afslutning samt nogle få relevante milepæle for projektets fremdrift. Dette vil ske allerede i forbindelse med forberedelsen af prækvalifikationsansøgning og kan yderligere forbedres frem til indsendelse af den endelige ansøgning.

Sekretariatet er pt. i gang med at udvikle relevante indikatorer, som kan bruges som udgangspunkt for en dialog med ansøger om endelig valg af disse. Indikatorerne vil have en indholdsmæssig sammenhæng med de indikatorer, som bruges til monitorering af erhvervsudviklingsstrategiens indsatsområder. I bilaget er sammenhængen mellem de forskellige mål, fra projektaktiviteter til de overordnede socioøkonomiske mål, illustreret og eksemplificeret.

Evaluering på projektniveau:
I alt 14 projekter - ud af de 32 nævnt ovenfor – skal først midtvejsevalueres efter 2010. For disse, samt for nye projekter der får støtte fremover, foreslår sekretariatet, at der findes en ekstern evaluator, som efter en ensartet fremgangsmåde kan midtvejsevaluere projekterne. På denne måde fås en mere kritisk og uvildig evaluering. For så vidt angår nye projekter, der får bevilling i 2010, og frem foreslår sekretariatet, at alle projekter over 1 mio. kr. i støtte og med en løbetid på mere end to år skal midtvejsevalueres. Særlige forhold kan i konkrete tilfælde tale for, at dette kriterium afviges efter beslutning i Indstillingsudvalget.

Samlet forventes det, at omkring 20-25 projekter vil skulle midtvejsevalueres indenfor de næste to år. En kontrakt med en ekstern evaluator vil beløbe sig til omkring 2 mio. kr.

For så vidt angår slutevaluering foreslås det, at det afklares nærmere med Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvem der gør hvad på dette område. På denne baggrund kan Vækstforum træffe afgørelse om, hvordan kriterierne for slutevaluering skal være.

Indstillingsudvalget drøftede monitoreringssystemet på sit møde den 14. september 2009 og tog beskrivelsen og forslagene til efterretning.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum

  • drøfter ovenstående fremgangsmåde for overvågning
  • principgodkender forslaget om iværksættelse af ekstern midtvejsevaluering fra 2010 og diskuterer konkret forslag hertil på næste møde
  • bemyndiger sekretariatet til at forhandle med styrelsen om plan for slutevaluering af støttede projekter og på denne baggrund fremlægge forslag på næste møde

Bilag
Model for måling af effekten af initiativer og overvågning af indsatsområder i REUS

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum fandt konceptet for overvågning passende og godkendte indstillingerne om frem-læggelse af forslag til midtvejs- og slutevaluering efter det angivne på næste møde.

6. Udmøntning af FremKom

J.nr. 1-33-76-0004-08

Resumé
I 2007 og 2008 gennemførtes FremKom-analysen, der gav et billede af kompetencebehovet i de seks klynger, der indgår i Vækstforums Erhvervsudviklingsstrategi. Resultaterne af analysen offentliggjordes i oktober 2008 på en konference. Den af Vækstforum nedsatte styregruppe satte herefter en høringsproces i gang med henblik på at indsamle forslag til initiativer, der kunne følge op på konklusionerne i Fremkom. Efter en bearbejdningsproces fremlægger styregruppen nu fire forslag til initiativer og foreslår samtidig, at der iværksættes et FremKom 2, som skal dække hele det nordjyske arbejdsmarked.

Beskrivelse
FremKom-projektet er et udviklings- og pilotprojekt, som Vækstforum Nordjylland satte i gang i starten af 2007. Formålet med projektet var at analysere fremtidens kompetencebehov i Region Nordjylland, og det skete i et samarbejde med de erhvervspolitiske, beskæftigelsespolitiske og uddannelsespolitiske aktører i regionen. I FremKom-analysen er der taget udgangspunkt i seks klynger/brancher nemlig inden for Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi: Jern- og metalbranchen, IKT-klyngen, Oplevelseserhvervene, Bygge- og anlægsklyngen, Fødevareklyngen samt Social- og sundhedsklyngen. Disse udgør samlet ca. 50% af arbejdsmarkedet i Nordjylland. Resultaterne af FremKom-projektet er afrapporteret i en hovedrapport og i seks enkeltrapporter, der blev offentliggjort på en præsentationskonference den 20. oktober 2008.

Vækstforum fandt det vigtigt at følge op på FremKoms konklusioner og udfordringer og bad styregruppen bag analysen om også at organisere en opfølgningsproces. Denne startede med at styregruppen sende rapporterne i høring hos relevante aktører. Resultatet blev, at styregruppen modtog en række forslag fra flere erhvervspolitiske, uddannelsespolitiske og arbejdsmarkedspolitiske aktører. Disse forslag blev samlet i en idébank og efterfølgende bearbejdet i styregruppen. Dette resulterede i syv forslag til indsatser, som Vækstforum blev orienteret om på deres møde den 8. december 2008. Vækstforum tog denne orientering til efterretning og bad styregruppen arbejde videre med henblik på at komme med konkrete forslag til initiativer til Vækstforum.

Styregruppen for FremKom har arbejdet videre med konkretiseringsarbejdet, og lægger nu op til handling indenfor nedenstående fire initiativområder, der er uddybet i bilaget:

  1. En indsats for unge: Gruppen ”Koordinationsforum for Regional Udvikling” er et bredt partnerskab i relation til den Regionale Udviklingsplan, som for nylig har startet et arbejde med at analysere, koordinere og komme med forslag til indsatser på ungeområdet. Det foreslås derfor, at Vækstforum støtter op om dette arbejde.
    I tilknytning til partnerskabstillægget for 2009 er der endvidere taget initiativ til en særlig indsats vedrørende skolepraktikpladser, hvor Nordjyske Erhvervsskoler har påtaget sig at samle en relevant kreds til overblik og indsats på området. Det foreslås, at Vækstforum bakker op om dette initiativ i relation til Partnerskabsaftalen og afventer et konkret forslag på området.
  2. En indsats for opkvalificering af kortuddannede. Ansøgningen ”Samarbejde og Partnerskab” skal behandles på dagens møde. Styregruppen foreslår, at ”Samarbejde og Partnerskab” udgør indsatsen for de kortuddannede.
  3. En indsats for lederudvikling ved hjælp af uddannelse. Med henblik på at skabe overblik over markedet for lederuddannelser foreslår styregruppen for FremKom, at lade et konsulentfirma lave en undersøgelse af udbuddet af lederuddannelser fra skoler, brancheorganisationer samt andre private og offentlige kursusudbydere.
  4. En indsats vedr. fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft. I forhold til fastholdelse og rekruttering af udenlandsk arbejdskraft har Vækstforum godkendt indsendelse af en ansøgning til den konkurrenceudsatte pulje om et projekt, der retter sig mod en styrkelse af modtagefunktionen i det offentlige system, samt aktiviteter, som integrerer den udenlandske medarbejder og medfølgende familie i lokalsamfundet og i virksomheden. Ansøgningen afgøres til december. Det foreslås, at dette initiativ foreløbig udgør den konkrete indsats på området.

Som nævnt dækker Fremkom-analysen kun 50 % af arbejdsstyrken i Nordjyllland. Derfor foreslår styregruppen, at der på Vækstforums møde i december fremlægges et konkret forslag til beslutning vedrørende et FremKom 2, der dækker hele det nordjyske arbejdsmarked.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum:

  • godkender styregruppens forslag til handling under de fire initiativområder ovenfor
  • anmoder styregruppen om at komme med et forslag til en Fremkom 2-analyse

Bilag
Forslag til indsatser der kan medvirke til udmøntning af FremKom

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Der blev indledningsvis informeret om, at behandlingen af punktet har været udsat af For-mandskabet flere gange, hvilket er forklaringen på at udmøntningsdiskussionen kommer så relativt sent.

Der blev på mødet fremhævet, at FremKom-analysen er udarbejdet i en periode med højkon-junktur. Set i lyset af den nærværende finanskrise og lavkonjunktur og de store regionale for-skelle, det har bragt med sig, er det derfor relevant at opdatere analysen, så den bliver tidssva-rende. Samtidig opfordrede Vækstforum til også at fokusere på geografiske forskel-le/yderområder i regionen, der nu står i en særlig vanskelig situation.

Det blev videre påpeget, at krisen forventes at give et nyt billede af kompetencebehovene. Bl.a. kunne det betyde en generel mindre efterspørgsel efter arbejdskraft eller en efterspørgsel efter andre kompetencer i forhold til tidligere.

Vækstforum bemærkede, at FremKom og initiativforslagene ikke har specifik fokus på ledige og deres kompetencesituation, hvilket der i den aktuelle situation kunne være behov for. Vækstforum konstaterede samtidig, at forklaringen herpå er, at der fra starten af analysen i 2007 har været fokus på fremtidens kompetencer og derfor ikke på konsekvenserne af den aktuelle krise. Skal der således gøres en særlig indsats omkring ledighedssituationen som in-volverer Vækstforum, bør der tages særskilt initiativ hertil af de relevante ansvarlige parter på området.

Med disse kommentarer godkendte Vækstforum indstillingen vedr. de fire initiativområder. Vækstforum anmodede endvidere styregruppen om at udarbejde et forslag til en FremKom 2-analyse indeholdende opdateret information om hele arbejdsmarkedet med særligt fokus på yderområder.

7. Oplæg ved SmartCityDK

J.nr. 1-30-76-23-0028-09

Beskrivelse
På baggrund af opfordring fra Vækstforum den 10. juni 2009 deltager repræsentanter fra SmartCityDk på mødet den 30. september 2009. Her præsenteres fremdriften i projektet med fokus på, hvilke resultater projektet skaber i forhold til nordjyske virksomheder, hvad virksomhederne selv forventer at få ud af at deltage og forskellen mellem SmartCityDK’s og Væksthus Nordjyllands målgrupper.

Lars Torrild, udviklingschef hos firmaet Dolle A/S og bestyrelsesformand for SmartCityDK, er oplægsholder. Herudover vil også Jesper Carstens, projektleder for SmartCityDK være til stede.

Der vil efter Lars Torrilds oplæg være mulighed for spørgsmål og diskussion angående SmartCityDK.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Lars Torrild introducerede oplægget med en status på projektet SmartCityDK, der nu har kørt i 2 år. Formålet har været at skabe et unikt udviklingsmiljø, der kan samle hele byggeindustrien i Danmark. I dag dækker klyngen hele erhvervet fra arkitekter til uddannelsesinstitutioner og byggefirmaer. Opstarten har været en stor udfordring, da hele erhvervet i den seneste tid har været kraftigt mærket af den globale, økonomiske krise. Det har dog vist sig, at medlemmer af klyngen stadig er de samme som for 2 år siden, og der endda kommet flere til. Klyngen er åben, det vigtigste er bredden i sammensætningen, samt at medlemsvirksomhederne tilfører ny viden. I dag repræsenterer klyngens deltagervirksomheder en omsætning på ca. 40 mia. kr. og ca. 31.000 arbejdspladser.

Klyngen har særligt fokus på skabe nye og salgbare koncepter og produkter. Det har derfor haft høj prioriteret at finde de rigtige medlemsvirksomheder, der besidder erfaring og ressour-cer samt er indstillet på at dele viden på tværs af klyngen. Netop relationerne er afgørende for tilliden til at dele viden, og det tager tid. Her 2 år efter ses resultaterne, og Lars Torrild fremhæ-vede specielt det seneste netværksmøde, hvor der var flere eksempler på, at videndelingen ledte til nye samarbejdsrelationer, hvor man har stor glæde af hinandens udviklingsprojekter og know how. Som et vigtigt aspekt forventes det, at den samlede kompetence i klyngen vil stige over tid.

I forhold til Væksthuset er der et mindre overlap imellem de to institutioner, men også væsent-lige forskelle. Der er dialog imellem de to parter, og begge kan efterhånden se, hvordan man kan bruge hinanden. Overordnet set er Væksthuset karakteriseret ved have et konsulentorien-teret, regionalt sigte mod mindre og nystartede virksomheder i erhvervet, hvor SmartCityDK har et netværksdrevet, international sigte mod store virksomheder i branchen. Endvidere fokuserer Væksthuset på områder såsom rådgivning, kompetenceudvikling og iværksætteri, hvor det for SmartCityDK handler om netværk, forretningsudvikling og innovation.

Vækstforum diskuterede, hvordan man forholder sig til, at udviklingsmidler også kommer andre landsdele til gode. Hertil blev svaret, at Vækstforum selv godkender projektdeltagere udenfor regionen, men også at det generelt er vigtigt at lade andre få del i egen viden for at kunne få viden tilbage.

Vækstforum udtrykte sin forståelse for, at det kræver tid at opbygge relationer og et effektfuldt klyngesamarbejde og anerkendte, at der er tale om fremdrift. På baggrund heraf tog Vækstfo-rum orienteringen til efterretning. 
 

8. Budget og forbrug

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Vækstforum har siden april 2007 og til dato indstillet bevillinger for i alt 561 mio. kr. I 2009 er der således 116 mio. kr. til disponering i forhold til det fastlagte økonomiske perspektiv. Såfremt indstillingerne på dagens møde følges, vil det betyde et forbrug på 205 mio. kr. og dermed en nødvendig fremrykning af midler fra årene 2010-2013 på op til 89 mio. kr.

Beskrivelse
Vækstforum har tidligere fastlagt et økonomisk perspektiv for perioden 2007-13, jf. figuren nedenfor. Inden for rammerne af dette bevilges der midler til projekter i overensstemmelse med de vedtagne handlingsplaner.

Vækstforum har siden april 2007 og til dato indstillet bevillinger for i alt 561 mio. kr. Heraf udgør de 520 mio. kr. bevillinger til 101 store projekter. Herudover har Vækstforum anvendt 22 mio. kr. til 32 bevillinger til medlemskaber og analyser. Til små projekter (defineret som projekt med budget under 500.000 kr.) er der indstillet 96 bevillinger til i alt 19 mio. kr. Fordelingen af bevillinger på år fremgår af figuren nedenfor. I bilag 8 er der givet en oversigt over samtlige store bevillinger.

Se figur: Underopdeling af samlet støttebudget på 1.279 io. kr. over 7 år som pdf, side 6

For indeværende år er der således 116 mio. kr. til disponering i forhold til det fastlagte økonomiske perspektiv. Dog har Vækstforum på sit møde den 18. marts 2009 besluttet, at der kan fremrykkes projektmidler fra overslagsårene på op til 150 mio. kr. til Vækstpakke 2.

Som det fremgår nærmere af punkt 9, er der til dagens møde indstillet en samlet støtte på 205 mio. kr. til store projekter, hvilket betyder, at fremrykningen af midler fra overslagsårene maksimalt vil blive på 89 mio. kr., hvis indstillingerne følges.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.

Bilag
Bevillingsoversigt for perioden 1. januar 2007 til 14. september 2009

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning. 

9. Ansøgninger til beslutning, herunder fordeling på indsatser og geografi

J.nr. 1-30-76-0005-07 

Resumé
Der foreligger til dagens møde i alt 31 ansøgninger fordelt på forskellige kategorier. Sekretariatet har sagsbehandlet alle ansøgninger efter de sædvanlige kriterier, herunder at ansøgningerne opfylder kriterierne i strategien og handlingsplanen. Herudover foreligger der 3 midtvejsevalueringer for tidligere støttede projekter.

Beskrivelse
Følgende ansøgninger og ansøgningskategorier foreligger til dagens møde:

  1. 28 store ansøgninger indstillet til støtte på i alt 200 mio. kr.
  2. 3 andre ansøgninger (medlemskaber/tillægsbevilling) indstillet til støtte på i alt 5 mio. kr.
  3. 3 midtvejsevalueringer (ingen bevillinger)

I overensstemmelse med Vækstforums beslutning på mødet den 29. september 2008 anbefaler Indstillingsudvalget til Vækstforum, hvilke sager udvalget gerne ser eksplicit drøftet. Udvalget har den 14. september 2009 behandlet samtlige ansøgninger og anbefaler Vækstforum at behandle flg. ansøgninger eksplicit:

  • Ansøgninger under Vækstpakke 2 (sagerne 1-6 i bilag B)
  • Ansøgninger under Fødevarepakken (sagerne 7-16 i bilag B)
  • Ansøgning om underleverandørnetværk inden for forsvarsindustrien (sag nr. 17)

De sager i vedlagte bilag B, som ikke drøftes eksplicit på Vækstforums møde, afgøres ved skriftlig høring på baggrund af Indstillingsudvalgets forslag til beslutning. Den skriftlige procedure påbegyndes med denne dagsordens udsendelse. Er et medlem uenig i Indstillingsudvalgets forslag til beslutning, kan medlemmet anmode om at få sagen til eksplicit drøftelse i Vækstforum. Det kan ske ved at rette henvendelse til sekretariatet eller ved at rette henvendelse til formanden på selve Vækstforummødet.

Fordeling på kommuner og yderområder (kun store projekter)
Med hensyn til fordeling af bevillinger på kommuner, fremgår denne af tabellen nedenfor, både den historiske og den fremtidige, hvor sidstnævnte er baseret på de ansøgninger, som er indstillet positivt til dagens møde:

Se tabel med fordeling af bevillinger til kommuner som pdf, side 9.

Yderområdeandelen er faldende, hvilket primært hænger sammen med at de store ansøgninger (VIV, VITU og Lånefond, Iværksætterfond) har en mindre yderområdeandel end fx turisme og oplevelsesøkonomi, som i 2008 havde en relativ større andel.

Fordeling på indsatsområder
Fordeling af bevillinger på indsatsområder fremgår af nedenstående tabel, både den historiske og den fremtidige, hvor sidstnævnte er baseret på de ansøgninger, som er indstillet positivt

Se tabel med fordeling af bevillinger på indsatsområder som pdf, side 9.

Den nye fordeling vil betyde, at de samlede disponerede midler vil komme op på 766 mio. kr., hvilket svarer til 60 % af den samlede ramme over syv år på i alt 1.279 mio. kr.

Fordelingen er udtryk for et øjebliksbillede og ikke nødvendigvis en indikation på de enkelte indsatsområders ”kapacitet” til at generere projekter i et længevarende perspektiv. Man kan således ikke forvente, at der vil være en ligelig fordeling på de forskellige indsatsområder.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum

  • tager orienteringen om fordelingen af ansøgninger på indsatsområder og geografi til efterretning
  • behandler de fremlagte ansøgninger, som nærmere er beskrevet i bilag B, og beslutter hvilken indstilling der skal gå videre til Erhvervs- og Byggestyrelsen og Regionsråd.

Bilag
A) Oversigt over ansøgninger til beslutning på dagens møde
B) Dagsorden del II – sagsfremstillinger for ansøgninger til beslutning

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orientering om fordelingen af ansøgninger på dagens møde til efterretning.

I forbindelse med behandling af ansøgningerne under Vækstpakke 2 og Fødevarepakken var der mulighed for at stille afklarende spørgsmål. På baggrund af de uddybende kommentarer blev det besluttet kun at drøfte ansøgningen ”Samarbejde og Partnerskab” under Vækstpakke 2 eksplicit. Det blev endvidere besluttet ikke at drøfte ansøgningerne under Fødevarepakken eksplicit.

Vækstforum besluttede efterfølgende at drøfte ansøgningen ”Nordjysk underleverandørnet-værk indenfor forsvarsindustrien” eksplicit.

Vækstforums beslutninger vedr. enkeltansøgningerne fremgår af referatets del II ”Ansøgninger til beslutning”.

10. Status på fremdrift for projekter støttet af Vækstforum

J.nr. 1-30-76-0005-07

Resumé
Alle projekter med et budget på over 500.000 kr. støttet af Vækstforum siden 2007 er (som også nævnt i punkt 5) blevet bedt om at gøre status over deres økonomiske og tidsmæssige fremdrift. Det drejer sig om 53 projekter. Overordnet set forløber projekterne generelt plan-mæssigt, dog med visse tidsmæssige forsinkelser

Beskrivelse
Alle store ansøgninger støttet af Vækstforum som havde fået en bevilling senest den 1. juni 2009, er blevet anmodet om en status for deres fremdrift. Det drejer sig om 53 projekter.

Aktive videninstitutioner omfatter 2 afrapporteringer. For begge projekter gælder, at de har en faktisk økonomisk fremdrift, der halter væsentligt efter den tidsmæssige fremdrift. Det ene pro-jekt har dog et planlagt forbrug på 75% af bevillingen, men er afhængig af, at private virksomheder gennemfører de lagte planer. Her har udfordringen samtidig været håndteringen af statsstøttereglerne.

Regionalt innovationsmiljø omfatter 3 afrapporteringer. For alle 3 projekter gælder, at det øko-nomiske forbrug halter lidt bag efter det tidsmæssige forbrug. Alle angiver årsagen som forsinkelser i forbindelse med sagsbehandlingen, således at opstarten er blevet enten forsinket eller langstrakt. Overordnet er billedet, at tidsforløbet og økonomisk forbrug følges ad, når der tages hensyn til opstartsproblemerne.

Vedvarende energi omfatter 4 afrapporteringer. For alle 4 projekter gælder, at der er god sam-menhæng mellem den tidsmæssige og økonomiske fremdrift. Samtidig er de første konkrete resultater nået.

Fødevarer omfatter 4 afrapporteringer. Heraf er 2 afsluttet med de forventede resultater. De 2 andre projekter har en sammenhængende fremdrift i forhold til tid og økonomi. For det ene projekt er der dog sket et skifte af projektejer med udgang i problemer med anden dansk lov-givning.

Vækstiværksættere omfatter 2 afrapporteringer, hvor 1 projekt er under reel opstart. I projektet er der igangsat aktiviteter, som viser en tilfredsstillende samlet fremdrift.

Stærke klynger omfatter 5 afrapporteringer. Heraf er 2 afsluttet med de lovede resultater. Af de 3 øvrige har 2 en sammenhæng i både den tidsmæssige og økonomiske fremdrift, og vil nå de forudsatte mål. Det sidste projekt har ikke sammenhæng mellem den tidsmæssige fremdrift og den økonomiske fremdrift forårsaget af sagsbehandlingstiden, der har forsinket den reelle igangsætning. Derfor ser der ud til også at være sammenhæng her.

Turisme og oplevelsesøkonomi omfatter 13 afrapporteringer. Heraf et 1 projekt afsluttet med de forventede effekter. 7 af projekterne har oplevet lang sagsbehandlingstid og problemer med statsstøttereglerne. Generelt har der været problemer med hensyn til vurdering af projekterne i forhold til vækstkilderne. Præcedens har dog givet noget klarhed fremadrettet. Korrigeres der for sagsbehandlingstiden, forventes projekterne at forløbe som forventet. Herudover er der tre projekter under samarbejdsaftalen med VisitNordjylland, der afrapporteres på decembermødet.

Kompetenceudvikling omfatter 20 afrapporteringer. Heraf er 3 stort set afsluttet. Af disse tre er de to forløbet som forventet, mens det tredje har haft problemer med at gennemføre aktivite-terne, da 25% af virksomhederne faldt fra. Fem af projekterne har direkte mærket krisen, hvor det har været vanskeligt at tiltrække det nødvendige antal virksomheder og deltagere til kom-petenceudviklingsforløbene. Lang sagsbehandlingstid og problemer med statsstøtteregler har forsinket en del projekter. Et af projekterne har således måttet opgive Socialfondsdelen og gennemfører kun Regionalfondsdelen i projektet. Bortset fra problemerne forventes projekterne gennemført med de forventede effekter med lidt forsinkelse.

Konklusion
Når der ses bort fra konsekvenserne af den lange sagsbehandlingstid ser alle de afrapporterede projekter ud til at være i tilfredsstillende fremdrift. Der tegner sig dog et billede af visse problemer i projekter, der kræver deltagelse og finansiering fra private virksomheder begrundet i den finansielle krise. I enkelte tilfælde ser de stramme statsstøtteregler ud til at skabe visse vanskeligheder. Overordnet set forløber projekterne generelt planmæssigt, dog med visse tidsmæssige forsinkelser. Projekternes tidsmæssige forsinkelser vurderes løbende med hensyn til, hvordan disse påvirker n+2-reglen (national regel om et bestemt forbrug til en bestemt tid).

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.

Bilag
A) Oversigt over projekternes fremdrift
B) Beskrivelse af projekternes fremdrift

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog afrapporteringen om status for fremdrift til efterretning. 
 

11. Implementering af tillæg 2009 til Partnerskabsaftalen med regeringen

J.nr. 1-30-76-0008-07

Resumé
Formandskabet indgik den 17. juni 2009 en tillægsaftale til den oprindelige partnerskabsaftale med Økonomi- og Erhvervsministeren. Tillægsaftalen opstiller i alt 26 nye initiativer, der skal indarbejdes og implementeres på lige fod med de eksisterende initiativer i både den oprindelige partnerskabsaftale fra 2007 samt i tillægsaftalen fra 2008, i alt 44 eksisterende initiativer.

Den af Vækstforum nedsatte følgegruppe for partnerskabsaftalen har på et møde den 15.september diskuteret tillægsaftalen og finder, at den kan implementeres inden for den allerede eksisterende organisering vedr. partnerskabsaftalen eller inden for øvrige samarbejder om regional udvikling som pågår i regionen.

Beskrivelse
På baggrund af Vækstforums diskussion på mødet den 10. juni 2009 har formandskabet den 20. juni 2009 indgået en tillægsaftale med økonomi- og erhvervsministeren for 2009. På mødet deltog også beskæftigelsesministeren og Beskæftigelsesrådets formandskab. Tillægsaftalen opstiller i alt 26 nye initiativer, som skal indarbejdes og implementeres på lige fod med de eksisterende 44 initiativer i de oprindelige aftaler.

Processen hidtil
For at få processen i gang internt i regionen besluttede Vækstforum i september 2007 at tage kontakt til de organisationer, som mest oplagt kunne være tovholder på hvert af de daværende 30 initiativer, som den oprindelige 2007-aftale indeholdt. Vækstforums sekretariat har siden udfoldet initiativernes indhold i samarbejde med de valgte tovholdere. Vækstforum er løbende blevet orienteret om fremdriften i de enkelte initiativer, herunder i tovholdernes arbejde, gennem oversigtsskemaer, projektskitser og konkrete ansøgninger til Vækstforum. Organiseringen af arbejdet er hidtil foregået på tre niveauer:

  • for det første gennem en følgegruppe med deltagelse af en række regionale organisationer med ansvar for erhvervs- og kompetenceudvikling
  • for det andet gennem et antal mindre arbejdsgrupper, som har været nedsat for størstedelen af initiativerne, dog således at mange initiativer er blevet slået sammen til behandling i én arbejdsgruppe. Hovedansvaret for at inddrage relevante organisationer i udformning af initiativet har hvilet på den tovholder, som Vækstforum har udpeget.

Status
De fleste initiativer under 2007-aftalen er allerede indarbejdet i Vækstforums handlingsplan og de fleste er under implementering. Det samme gælder for 2008-tillæget. Yderligere oplysninger om implementeringsstatus for initiativerne er angivet i bilaget. Generelt har arbejdet fungeret godt, og der er udvist stor interesse fra både tovholdere og arbejdsgruppedeltagere.

Organisering af tillægsaftalen
De 26 initiativer i tillægsaftalen er karakteriseret ved at de:

  • indholdsmæssigt ligger tæt på allerede igangværende aktiviteter og derfor kan indpasses i en eksisterende organisering/arbejdsgruppe
  • i praksis ”organiserer sig selv” og af egen drift tager skridt til at udforme ansøgninger til Vækstforum uden særlig tilskyndelse eller organisering
  • afventer udspil fra staten, før der kan tages stilling til, om der skal igangsættes noget ekstraordinært i regi af Vækstforum.

Følgegruppen har i det perspektiv gennemgået alle 26 initiativer i tillægsaftalen for 2009 og konkluderet, at der umiddelbart kun er behov for at tilskynde til en særlig organisering omkring tilvejebringelse af praktikpladser med Nordjyske Erhvervsskoler som tovholder, som det allerede er foreslået under punkt 6 om udmøntning af FremKom. Ungeindsatsen som sådan, der er en hovedindsats i tillægsaftalen, har allerede en passende organisering, jf. ligeledes punkt 6. Det samme gælder de øvrige initiativer i tillægsaftalen. Der er således ikke på nuværende tidspunkt behov for mere, end hvad der allerede er i proces.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.

Bilag
A) Tillæg 2009 til partnerskabsaftalen mellem Vækstforum Nordjylland og regeringen
B) Status på partnerskabsaftalens initiativer og implementering af disse

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning. 

12. Nedsættelse af regional arbejdsgruppe for energi og klima

J.nr. 1-30-71-0002-09

Resumé
Inden for det strategiske indsatsområde ”Vedvarende energi og nye energiformer” er det en målsætning at udvikle en organisatorisk ramme, der kan opbygge gode og tillidsfulde relationer mellem forskningsmiljøerne, virksomhederne og de offentlige myndigheder. Der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de nordjyske kommuner, Væksthus Nordjylland, Aalborg Universitet og Region Nordjylland. Arbejdsgruppen har holdt sit første møde d. 26. august 2009, hvor gruppens formål, opgaver og sammensætning blev diskuteret.

Beskrivelse
Med baggrund i partnerskabsaftalen har der været arbejdet med implementeringen af initiativerne inden for energiområdet. Der er nu etableret én gruppe, hvis aktiviteter er nært forbundet til både partnerskabsaftalen og målene i erhvervsudviklingsstrategien.

Formålet for den nedsatte gruppe er at arbejde for et langsigtet, forpligtende partnerskab mellem de relevante regionale aktører (universitetet og andre videninstitutioner, myndigheder og virksomheder) samt sikre en profilering af området.

Gruppen er på forhånd givet følgende opgaver:

  • Udarbejdelse af en strategi for en fremtidig bæredygtig organisering inden for området.
  • En samlet profilering af nordjyske energimiljøer – herunder etablering af en regional brancheportal.
  • Bidrage til udarbejdelse af en regional erhvervsklimastrategi som pendant til den nationale erhvervsklimastrategi.

Gruppen kan derudover af egen kraft fastsætte nye opgaver, som virker understøttende i forhold til gruppens formål. Ligeledes kan Vækstforum bede gruppen påtage sig opgaver, som Vækstforum anser for relevante for området.

På det første møde blev sammensætningen af gruppen diskuteret. Der var i gruppen enighed om, at virksomhederne er helt centrale i det fremtidige arbejde, men der er behov for at få defineret opgaverne nærmere, før virksomhederne inviteres.

På Vækstforums møde d. 3. februar 2009 var der en temadiskussion om energi. Til mødet var udarbejdet en rapport af COWI om ”Nordjyske styrkepositioner inden for vedvarende energi”. På baggrund af diskussionerne på mødet blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en nærmere redegørelse af tendenser, styrkepositioner, vurdering af potentiale samt oversigt over statslige støtteordninger. På baggrund af disse ønsker, udarbejdede COWI i maj 2009 et notat om ”Nordjyske kompetencer på energiområdet”. Denne rapport vil indgå som en del af baggrundsmaterialet for gruppens videre arbejde.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning og opfordrer den nedsatte gruppe til at fortsætte arbejdet med at etablere et langsigtet forpligtende partnerskab og sikre en profilering af området.

Bilag
Notat udarbejdet af COWI om ”Nordjyske kompetencer på energiområdet”

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning.

13. Orientering om nationalt testcenter for vindmøller

J.nr. 1-30-71-0003-09

Resumé
Regeringen har besluttet, at der skal etableres et nationalt testcenter for vindmøller, hvor industrien kan afprøve prototyper af nye vindmøller. Der udarbejdes i øjeblikket forslag til en anlægslov, hvori der vil være indstilling til endelige placeringsmuligheder af et kommende testcenter. Flere lokaliteter i Nordjylland har været nævnt til mulig placering af testcenteret, men Thisted kommune arbejder som de eneste videre med en placering.

Beskrivelse
Regeringen har besluttet, at der skal etableres et nationalt testcenter for vindmøller, hvor industrien kan afprøve prototyper af nye vindmøller. Et tværministerielt udvalg under By- og Landskabsstyrelsen er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvor i landet testcenteret kan placeres. Der er endnu ikke udmeldt specifikke krav til placering. Dog står det klart, at der er behov for et stort areal på minimum 5-6 km2. Derudover har vindmølleindustrien offentligt meddelt, at de ønsker en placering højst 20 kilometer fra vestkysten for at sikre optimale vindforhold.

Da testcenteret visuelt vil være et voldsomt anlæg, hvor der kan opstilles vindmøller, der er op til 250 meter høje, skal der ved valg af placering også tages højde for, at møllerne vil kunne ses fra store afstande. De største møller vil således kun være få meter lavere end pylonerne på Storebæltsbroen. Ved tidligere forslag til områder til testvindmøller har man peget på områder, hvor der i forvejen er store industrianlæg samt tyndtbefolkede områder.

Mulige lokaliteter
Allerede i foråret besluttede teknisk udvalg i Thisted kommune at byde ind på et testcenter for vindmøller, hvis muligheden bød sig. Thisted kommune har derfor, efter det blev offentliggjort, at Danmark skal have et nationalt testcenter for vindmøller, skrevet til Miljøministeren og tilbudt at huse et kommende testcenter. Thisted kommune foreslår en placering øst for Vigsø. Det er ikke et område, der endnu er udlagt til formålet, men Thisted kommunes forslag til et område, der kan opfylde de forventede krav.

Kommuner andre steder i landet har imidlertid også tilbudt at huse testcenteret, her har især Esbjerg været aktive. Ligeledes har Randers kommune meldt ud, at de overvejer at tilbyde sig, såfremt der er opbakning fra Vestas. Vestas har dog meddelt, at de ikke offentligt vil støtte en bestemt placering.

Vurdering
Det er sekretariatets vurdering, at placeringen af testcenteret i Nordjylland vil have et stort erhvervsmæssigt potentiale for Nordjylland. Udover selve anlægsfasen, som i størrelse svarer til motorvejsanlæg, kan det forventes, at flere underleverandører til vindmølleindustrien vil være interesserede i at etablere sig i nærheden af testcenteret. Hovedparten af landets civilingeniører med speciale i vindenergi uddannes fra Aalborg Universitet. De headhuntes stort set alle til stillinger uden for regionen. Ved placering af et testcenter i regionen kunne det være muligt at fastholde nogle af disse ingeniører, således at kompetencerne blev forankret i Nordjylland.

Etablering af et testcenter for vindmøller i Nordjylland vil desuden være i tråd med anbefalingerne i den regionale udviklingsplan, hvor en del af den overordnede vision er, at: ”Nordjylland er i 2017 kendt som et internationalt laboratorium, eksperimentarium og testrum, hvor nye idéer og løsninger til fremtidens behov udvikles og afprøves…”.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning, og tilkendegiver støtte til Thisted Kommunes arbejde for at få testcenteret placeret i området ved Vigsø.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning.

14. Status på arbejdskraftsbesparende teknologi

J.nr. 1-30-76-23-0024-09

Resumé
Siden Vækstforums seneste drøftelse af området den 10. juni 2009 er der nedsat en arbejdsgruppe på 11 personer fra Region Nordjylland, de nordjyske kommuner og vidensinstitutioner samt repræsentanter fra erhvervslivet. Arbejdsgruppen har afholdt et første møde og igangsat initiativer med henblik på at skabe opmærksomhed omkring og facilitere projekter med et arbejdskraftbesparende potentiale med henblik på indsendelse til ABT-fonden. På mødet den 30. september 2009 vil sekretariatet kort orientere om status på aktiviteter i arbejdsgruppen. Herudover vil sekretariatet kort redegøre for andre regioners aktiviteter inden for ABT.

Beskrivelse
Med baggrund i partnerskabsaftalen er der etableret en arbejdsgruppe med henblik på at fremme innovation inden for velfærdsteknologi, arbejdskraftsbesparelse og bedre service. Arbejdet tager udgangspunkt i projekter, som kan søge medfinansiering hos Fonden til investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi (ABT-fonden). På arbejdsgruppens første møde blev det besluttet at arbejde videre med følgende aktiviteter:

  • et større arrangement/workshop, hvor der dels kan skabes opmærksomhed om indsatsen, udvikles idéer og laves matchmaking omkring projekter
  • tiltag op til et større arrangement med henblik på at afdække nordjyske kompetencer, skabe opmærksomhed og engagement blandt potentielle ansøgere og blandt virksomheder. Det kan tage form af f.eks. seminarer på Aalborg Universitet, orienteringsmøder/workshops i kommunerne m.m.
  • muligheder for at understøtte idegenerering og projektudvikling teknologisk og organisatorisk

Ansøgninger til ABT-fonden har hidtil været drevet af regionerne, specielt sygehusene. Ved den sidste prækvalificering var der således næsten søgt dobbelt så mange midler fra regionalt hold som fra kommunalt (henholdsvis kr. 152.268.650 og kr. 85.206.148).

I Region Hovedstaden er arbejdet organiseret i et regionalt ABT-projekt, som løber frem til 1. oktober 2009. Herefter funderes arbejdet med ABT og sundhedsinnovation i Center for Sundhedsinnovation.

I Region Syddanmark er arbejdet organiseret omkring Velfærdsteknologi.nu, som er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Odense Kommune, Syddansk Universitet, Servicestyrelsen m.fl.

I Region Midtjylland er arbejdet i høj grad funderet i Sygehusenes ledelsessystem og i forlængelse af megasatningen Erhverv-Sundhed.

I de nævnte regioner er der (eller er ved at blive) etableret enheder til at facilitere ansøgninger inden for velfærdsteknologi, til blandt andet ABT-fonden, analogt til Idéklinikken ved Aalborg Sygehus.

Indstilling
Det indstilles at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning.

15. Høring om forslag til ændring af lov om erhversfremme

J.nr. 1-32-76-0003-07 / 1-10-76-0002-07

Resumé
Erhvervs- og Byggestyrelsen har udarbejdet et udkast til lov om ændring af lov om erhvervsfremme og lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond. På grund af den korte høringsfrist har Formandskabet taget stilling til forslaget på vegne af Vækstforum. Formandskabet havde ingen bemærkninger eller kommentarer til forslaget.

Beskrivelse
Erhvervs- og Byggestyrelsen har udarbejdet et udkast til lov om ændring af lov om erhvervsfremme og lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond.

Hovedelementerne i ændringerne er:

  • En forenkling af administrationen af de konkurrenceudsatte midler, hvor den del af indstillingen og administrationen, der hidtil har været varetaget af de regionale vækstfora, flyttes til Økonomi- og Erhvervsministeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen).
  • En ændring af reglerne om sammensætning af Danmarks Vækstråd med baggrund i en omorganisering af de indstillende organisationer.

Forslaget har været i høring i perioden 9.-16. september 2009. På grund af den korte svarfrist har Formandskabet på sit møde den 15. september 2009 taget stilling til forslaget på vegne af Vækstforum. Vækstforums formandskab havde ingen bemærkninger eller kommentarer til lovforslaget.

Indstilling
Sekretariatet indstiller, at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Vækstforum tog orienteringen til efterretning.

16. Mødekalender 2009

J.nr. 1-30-76-0005-07

Som det fremgår af skemaet herunder, blev det oprindeligt aftalt at holde et ekstra møde primo marts 2010. Såfremt Vækstforum vælger at følge Formandskabets indstilling under punkt 3 på dagens møde, vil mødekalenderen blive ændret, således at det nuværende Vækstforum holder sit afsluttende møde den 7. december 2009. Den alternative mødeplan er gengivet nederst i skemaet herunder.

Se skema med møder og ansøgningsfrister i år 2009 og 2010 som pdf, side 11.

Indstilling
Det indstilles, at Vækstforum tager mødekalenderen til efterretning.

Vækstforum besluttede den 30. september 2009
Som besluttet under pkt. 3 "Afslutning af Vækstforums funktionsperiode og opstart af nyt Vækstforum", er tidsplan for 1. ansøgningsrunde 2010 stadig gældende. Sekretariatet vil derfor hurtigst muligt undersøge mulige datoer og udsende dato for Indstillingsudvalgets møde i februar 2010 og Vækstforums møde i marts 2010.
 


Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Vækstforums sekretariat Line Thellufsen
  • Tlf. 9635 1363
  • Opdateret d.
  • 5. juli 2011