Referat fra møde i det midlertidige Vækstforum Region Nordjylland 25. januar 2006
Til stede: Orla Hav, Niels Kirketerp, Jens Arne Hedegaard, Erik Kirkegaard Mikkelsen, Kristian Schnoor, Anny Winther, Erik Hove Olesen, Søren Pedersen, Poul Roesen, Peter Finnerup, Peter Hinrup, Annette Drivsholm, Christian B. Lund, Finn Kjærsdam, Helene Refstrup Møller, Andrew Neil Jacobsen, Kathrine M. Jensen.

Afbud fra: Niels Thomsen, Hans Rex Christensen, Jens Munch, Thorben Pedersen, Kurt Nielsen, Knud Størup, Lene Bjerre, Poul Ernst Rasmussen, Karen Melson, Ole Nørmølle, Lars Mahler.

Fra sekretariatet deltog: Janus Krarup, Per Okkels, Dorte Stigaard, Tina Mørk, Karsten Simensen, Susanne Johansen, Flemming Christensen, Ulla Christensen, Charlotte Damborg, Ruth Bentsen, Andy Jensen, Per Toppenberg, Stig H. F. Nielsen (ref.)

Desuden deltog Alec Hansen (EC Group) samt Jens Bjerg Carlsen og Lotte Langkilde (begge FORA).

1 Godkendelse af dagsorden

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- godkender dagsordenen som grundlag for dagens møde.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Det midlertidige nordjyske vækstforum godkendte dagsordenen.

2 Godkendelse af referat

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- godkender referatet af møde den 19. december 2005.

Til medlemmerne udsendes:
- Referat af det midlertidige nordjyske vækstforums møde den 19. december 2005.
- Habilitetsnotat omdelt på mødet den 19. december 2005.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Det midlertidige nordjyske vækstforum godkendte referatet af mødet den 19. december 2005.

3 Procedure for den kommende regionale udviklingsplan

Resumé:
Direktør i Region Nordjylland Dorte M. Stigaard vil orientere om overvejelserne i forbindelse med udarbejdelsen af den kommende regionale udviklingsplan.

Beskrivelse:
Fokus for direktør for regional udvikling i Region Nordjylland Dorte M. Stigaards oplæg vil være at orientere om overvejelserne i forbindelse med udarbejdelsen af den kommende regionale udviklingsplan samt redegøre for proceduren heri.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- drøfter procedure vedrørende den kommende regionale udviklingsplan.

Der eftersendes supplerende materiale.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Direktør Dorte M. Stigaard præsenterede et oplæg til udviklingsprocessen for den kommende regionale udviklingsplan.

Vækstforums rolle i arbejdet blev drøftet. Her lagde Dorte Stigaard vægt på at vækstforum arbejder videre med strategien for den regionale erhvervsudvikling. Denne vil indgå i samspil med den regionale udviklingsplans øvrige elementer. Den endelige sammenhæng mellem udviklingsplanen og erhvervsudviklingsstrategien er endnu ikke klarlagt.

Det blev gjort klart, at regionsrådet har ansvaret for den regionale udviklingsplan, mens vækstforum har ansvaret for udviklingen af erhvervsudviklingsstrategien.

Janus Krarup skitserede vækstforums opgaver som er udarbejdelse af erhvervsudviklingsstrategien, overvågning af de regionale vækstvilkår samt at indstille til regionsrådet, hvilke aktiviteter - til gavn for vækst og beskæftigelse i Region Nordjylland – regionen bør investere.

4 Langsigtet erhvervsudviklingsstrategi

Resumé:
Vækstforum besluttede i foråret at udarbejde en langsigtet, regional erhvervsstrategi, der kan sikre fortsat vækst og udvikling og over en 5 til 10-årig periode.

Erhvervsudviklingsstrategien skal bl.a. sætte fokus på at sikre den nødvendige kompetence og videnopbygning i regionen, skabe gode rammer for iværksætteri og sikre en veluddannet arbejdsstyrke, som gør regionen attraktiv over for globalt orienterede virksomheder med stort potentiale.

Arbejdet skal baseres på et solidt faktabaseret grundlag, der kortlægger regionens styrker og svagheder, muligheder og udfordringer og pege på konkrete initiativer, der kan bringe regionen i den rigtige retning.

Beskrivelse:
Efter at det midlertidige nordjyske vækstforum på deres møde den 3. maj 2005 besluttede at igangsætte et analysearbejde med henblik på at forme den langsigtede erhvervsudviklingsstrategi er FORA gået i gang med analysearbejdet. Resultaterne af analyserne vil give et solidt faktabaseret grundlag for at formulere en visionær og langsigtet strategi, der kan danne ramme for de kommende års arbejde i Vækstforum Nordjylland.

Analysearbejdet tager udgangspunkt i Copenhagen Economics analyse af de fire vækstdrivere - som er menneskelige ressourcer, iværksætteri, innovation samt anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) – og den endelige afrapportering vil bestå af:

1) En visionær langsigtet erhvervsstrategi
Strategien vil beskrive regionens styrker, svagheder, muligheder og udfordringer og indeholde en klar vision for regionens fremtidige udvikling. Strategien vil udpege konkrete indsatsområder, hvor der især er behov for, at Vækstforum gør en indsats for at styrke de regionale rammebetingelser i de kommende år.

2) Et målesystem for Nordjyllands Innovationskapacitet
Der udvikles et målesystem og opstilles konkrete målsætninger for regionens fremtidige udvikling. Målesystemet skal give Vækstforum mulighed for at overvåge udviklingen i den regionale innovationskapacitet og følge med i, om den løbende indsats bringer regionen i den ønskede retning.

3) Konkrete initiativer, der kan sikre vækst og udvikling i Nordjylland
Endelig vil der blive udarbejdet beskrivelser af en række konkrete initiativer til øget vækst og som bidrager til at indfri visionen for regionens fremtidige udvikling. Initiativerne vil blive til i dialog med erhvervsliv, videninstitutioner, og erhvervsfremmeaktører og løbende blive drøftet med medlemmerne af det nordjyske vækstforum.

Der er to overordnede dele i processen med at udvikle den langsigtede erhvervsudviklingsstrategi:

  • Skitsering af Region Nordjyllands udfordringer
  • Faseopdelt analyseplan for en faktabaseret langsigtet erhvervsstrategi

Skitsering af Region Nordjyllands udfordringer
Der er allerede gennemført en indledende benchmarkanalyse af Region Nordjylland . Analysen sammenligner præstationer og rammebetingelser inden for nye vækstkilder som menneskelige ressourcer, innovation, IT-anvendelse og iværksætteri på tværs af de fem nye regioner. Analysen er tidligere sendt til medlemmerne af det midlertidige nordjyske vækstforum.

Analysen viser, at Region Nordjylland er blandt de regioner i Danmark, der kommer dårligst ud, når det drejer som om fremtidens vigtige kilder til vækst. Region Nordjylland ligger sidst på områderne; menneskelige ressourcer, iværksætteri og IT-anvendelse, mens Region Nordjylland opnår en midterplacering på vækstkilden innovation.

Faseopdelt analyseplan for en faktabaseret langsigtet erhvervsstrategi
Den indledende klyngeanalyse, der var en del af den indledende benchmarkanalyse af Region Nordjylland indikerer, at det er relevant at nedsætte innovationsgrupper inden for regionens toneangivende globalt orienterede erhverv. Disse innovationsgrupper vil blive faciliteret af den amerikanske klyngespecialist Alec Hansen, der har stor erfaring med, at udvikle regionale klynger og skabe dialog, netværk mv. mellem virksomheder, videninstitutioner og myndigheder.

Fokusanalyser
Udover ovenstående arbejde bliver der gennemført fokusanalyser af udvalgte områder, der er særlig vigtige for den økonomiske udvikling i regionen. Det gælder følgende tre analyser:

  • En fokusanalyse af regionens iværksætterinfrastruktur
  • En fokusanalyse af AAU’s muligheder for at styrke sin rolle som lokomotiv for væksten
  • En fokusanalyse af regionens mest innovative virksomheder.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- drøfter arbejdet med den langsigtede erhvervsudviklingsstrategi.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Jens Bjerg Carlsen fra FORA opsummerede den tidligere præsenterede analyse fra Copenhagen Economics. Der var en kort drøftelse af de fire vækstdrivere (menneskelige ressourcer, anvendelse af IKT, iværksætteri samt innovation). Jens Bjerg Carlsen præciserede at turismeerhvervet - via producenterne i fødevarebranchen – vil blive en integreret del af arbejdet med kvalitetsfødevarer.

5 Erhvervsklynger v/Alec Hansen

Resumé:
Som en del af analysearbejdet i forbindelse med at sikre et grundlag for den langsigtede erhvervsudviklingsstrategi er FORA ved at afgrænse fire erhvervsområder i Nordjylland, hvor det vil være værdifuldt at bringe klyngeeksperten Alec Hansen ind.

Alec Hansen vil på mødet den 25. januar med baggrund i de indledende analyser og den sonderende dialog med erhvervsliv, universitet, erhvervsskoler og offentlige myndigheder redegøre for, hvilke områder han og FORA anser som bedst at gå videre med.

Beskrivelse:
Et delelement af den langsigtede erhvervsudviklingsstrategi er defineringen og faciliteringen af fire erhvervsklynger. For at identificere disse erhvervsklynger har FORA - udover de indledende analyser – haft en sonderende dialog med erhvervsliv, universitet, erhvervsskoler og offentlige myndigheder. Hovedformålet er at få erhvervslivet til at engagere sig i arbejdet med at skabe regional udvikling og udpege centrale indsatsområder og initiativer, der kan være med til at styrke innovation og vækst i Nordjylland.

Ved udvælgelsen af områderne lægger FORA vægt på følgende:

1) Nordjylland har en dokumenteret erhvervsmæssig styrke
2) Erhvervsområdet har et stort fremtidigt vækstpotentiale
3) Der er et stærkt engagement fra toneangivende virksomhedsledere i regionen
4) Forventning om, at regional erhvervspolitik kan bidrage væsentligt til at styrke erhvervsområdets konkurrenceevne.

Foreløbigt danner der sig et billede af følgende klynger:

Højkvalitetsfødevarer
Her ønsker FORA at bringe regionens mange producenter af højkvalitets fødevarer, erhvervsskoler, universitetet m.fl. sammen til en dialog om de væsentligste udfordringer for denne del af erhvervet. FORAs sonderende drøftelser med virksomhederne indikerer, at mange står overfor samme type af udfordringer bl.a. omkring logistik, distribution og markedsføring. Der ligger formentlig også et stort potentiale i at styrke samarbejdet med dele af turistbranchen, herunder regionens restauranter, hoteller, forlystelsesvirksomheder mv.

Applied wireless technology
Nordjylland har en dokumenteret styrke inden for trådløs kommunikation, hvor der både findes et stort antal innovative virksomheder og stærke kompetencer ved Aalborg Universitet. Hidtil har der været en del fokus på at styrke samarbejdet og rammebetingelserne for denne gruppe af teknologivirksomheder. Til gengæld viser de sonderende drøftelser med erhvervet, at det har været sparsomt med initiativer der sigter på at skabe interaktion mellem virksomheder på de mange områder, hvor teknologien kan bringes i anvendelse og kommercialiseres. Det vil FORA i samarbejde med NordCom og IKT forum gerne forsøge at forbedre.

Medical equipment
Dette er et område med et stort fremtidigt vækstpotentiale, hvor Aalborg Universitetet står stærkt. Erhvervsmæssigt ser der også ud til at være noget at bygge på særligt blandt de ca. 30 virksomheder, der indgår i netværket BioMed Community, hvor også Aalborg Sygehus er partner.

Byggeri
FORA arbejder i øjeblikket med to definitioner i afgrænsningen af denne klynge:

1) Byggeri defineret bredt - inklusive arkitekter, ingeniører, byggematerialevirksomheder inden for træ, cement, jern og stål og entreprenører samt vindmølleunderleverandører.
2) En fælles udviklingsmulighed kunne være miljøvenlige byggematerialer - både energibesparelse og generel miljøvenlighed.

FORA vil orientere nærmere herom på mødet.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- på baggrund af Alec Hansen og FORAs fremstilling beslutter, hvilke klynger der (foreløbigt) skal arbejdes videre med.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Alec Hansen fra ECC Group præsenterede sine erfaringer med klyngedannelser og de foreløbige konklusioner på sonderende møder han og FORA har afholdt i Region Nordjylland med henblik på at udpege fire potentielle klynger, der kan arbejdes videre med. Indenfor medico-området er fokus rettet mod virksomheder indenfor sundhedsteknologi. Byggematerialeklyngen er endnu ikke fast afgrænset, men det vil ske i den videre proces.

Det midlertidige nordjyske vækstforum besluttede, at der arbejdes videre med klyngerne højkvalitets fødevarer, trådløs kommunikation, sundhedsteknologi samt byggematerialer.

6 Innovative Regions - artikel 6 program

Resumé:
Den 18. august 2005 fik Nordjyllands Amt, i samarbejde med Aalborg Kommune og Aalborg Universitet, bevilget støtte fra EU’s Artikel 6 pulje til projektet ”Innovative Regions”.

Specifikt tages der udgangspunkt i Artikel 6’s deltema: Styring af omstruktureringer, som skal støtte nyskabende løsninger på omstruktureringsproblemer ved at øge arbejdstageres, virksomheders og offentlige myndigheders kapacitet til at tilpasse sig og foregribe omstruktureringer.

Den samlede bevilling til projektet er på godt 16 millioner kroner, hvoraf de 12 medfinansieres via EU. 9 millioner kroner af den samlede projektramme anvendes til aktiviteter i Nordjylland.

Beskrivelse:
Det overordnede formål med projektet er, gennem konkrete forsøgsaktiviteter, at opnå viden og erfaringer, der kan anvendes regionalt til at håndtere overgangen fra industri- til vidensøkonomi.

Projektet har tre delelementer:

- Udvikling af metoder til at opbygge og udvikle erhvervsklynger indenfor traditionelle erhverv.
- Analyse af fremtidige kompetenceprofiler, herunder analyse af hvilke virksomhedstyper, brancher m.m. som er udflytningstruede
- Udvikling af nye modeller for vidensoverførsel fra forskningsverdenen til SMV’ere inden for traditionelle erhverv, med særligt fokus på automatisering.

Målgrupper er først og fremmest SMV’ere inden for traditionelle erhverv - især inden for jern- og metalområdet (40-60 virksomheder). På nuværende tidspunkt er planen at etablere to klynger inden henholdsvis rustfrit stål og tyndplade. En stor del af projektets ressourcer vil desuden blive anvendt til at få Aalborg Universitets viden omkring produktionsteknologi og produktionsprocesser (robotteknologi og automatisering) ud til de nordjyske virksomheder.

Sekundært henvender projektet sig til en rækker aktører inden for uddannelse og forsknings-, arbejdsmarkeds- og erhvervsområdet (se samarbejdspartnere).

Nordjyllands Amt er hjemtager af projektet, men ansøgningen er baseret i et bredt netværk af de væsentligste aktører i Nordjylland: Region Aalborg Samarbejdet, Aalborg Kommune, Arbejdsformidlingen Nordjylland, EUC Nord, Aalborg Tekniske Skole, Erhvervscenter Nordjylland, Nordjysk Kompetence Udvikling, Aalborg Universitet – Institut for Produktion, LO-Nordjylland 3F-Nordjylland.

Herudover samarbejdes der med Advantage West Midlands, England, som er en regional erhvervsudviklingsenhed med særligt fokus på klyngedannelse, Blekinge Institut for Teknologi, Sverige, som har stor erfaring i samarbejde med SMV’ere, samt Budapest employment service, Ungarn. Sidstnævnte partner har en rolle som bisidder i projektet.

Projektet er – som tidligere nævnt – målrettet traditionelle virksomheder inden for jern- og metalbranchen, og har som primært mål at etablere klynger inden for denne sektor. Den vil derfor kunne ses i en sammenhæng med det arbejde Vækstforum sætter i gang i forhold til dannelsen af fire klynger. Det vil derfor være oplagt at koordinere aktiviteter i forbindelse med klyngedannelsen, specielt i forhold til at anvende samme ”klyngearkitekt”.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- retter henvendelse til konsortiet bag artikel 6 projektet med henblik på en koordinering af aktiviteter.
- tager orienteringen til efterretning.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Karsten Simensen orienterede kort om artikel 6 programmet. Koordineringen mellem dette program og de fire klynger under punkt 5 sker fra regionalt hold.

Det midlertidige nordjyske vækstforum tog orienteringen til efterretning.

7 Strukturfondsperioden 2007-2013

Resumé:
Arbejdet med at udforme et strukturfondsprogram for perioden 2007-2013 er begyndt, selv om de økonomiske rammer fra EU endnu ikke er kendt. Programarbejdet foregår i 2006. De overordnede rammer for programmets indhold blev forelagt for Vækstforum på mødet d. 19. december 2005, hvor orienteringen blev taget til efterretning. Det er hensigten, at der skal ligge et nyt program klar til åbning i begyndelsen af 2007.

Beskrivelse:
På nuværende tidspunkt er det kun de overordnede linier, der er kendt:

- Geografisk vil hele landet være omfattet, idet den kommuneinddeling, der tidligere har været gældende, ophæves.
- Mål 2-programmet deles i to selvstændige programmer - dels i et Regionalfondsprogram og dels i et Socialfondsprogram.
- Indholdsmæssigt vil der komme fokus på få overordnede tematiske prioriteter, som udgangspunkt ”innovation og viden” samt ”flere og bedre jobs”, der også er overskrifterne på de to mål 2-programmer. De, af OECD identificerede, fire vækstdrivere danner baggrund for temaerne:

  • Innovation og spredning af viden
  • Anvendelse af ny teknologi
  • Kvaliteten af de menneskelige ressourcer
  • Iværksætteraktiviteter

På tværs af disse temaer, skal der tages hensyn til følgende forhold:

  • Yderområder, byer og landdistrikter
  • Ligestilling
  • Beskæftigelse
  • Miljø

For region Nordjylland foreslås anvendelsen af midler i den kommende strukturfondsperiode skal medvirke til, at regionens udkantsområder bringes i balance med regionens vækstcentre – hovedsageligt Aalborg-området. I denne proces vil anvendelsen af EU's strukturfondsmidler i særlig grad være fokuseret på nedenstående indsatsområder.

Generel kompetenceløft
Arbejdsstyrkens kvalifikationer øges, således at den kan imødekomme kravene fra en videntung, globaliseret økonomi.
Målet er at opnå dette gennem tiltrækning af højtuddannet arbejdskraft samt sikre, at en større del af de nyuddannede bliver i regionen. Endvidere skal der satses på opkvalificering af kortuddannede.

Beskæftigelsesfremmende indsats
Der er grupper på det nordjyske arbejdsmarked, der har sværere ved at komme i arbejde. Der skal sikres lige adgang til arbejdsmarkedet for hele arbejdsstyrken.

Ansættelse af højtuddannede i en virksomhed vil normalvis skabe et behov for ansættelse af yderligere 2-3 personer. Derfor skal andelen af akademikere på det nordjyske arbejdsmarked øges. Jobrotation vil ligeledes blive brugt til at videreuddanne den beskæftigede del af arbejdsstyrken, og give den arbejdsløse gruppe mulighed for at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.

Iværksætteri
At understøtte iværksætteri i regionen er ligeledes et mål for vækstforum. Dette kan opnås ved at stille rådgivning og inkubator-faciliteter (såsom NOVI og Forskningens hus) til rådighed for iværksættere. Samtidig skal der sættes ressourcer ind for at fremme samarbejde mellem iværksættere og virksomheder og opmuntre til knopskydning fra eksisterende virksomheder. Derudover skal der dannes iværksætternetværk.

Innovation
Innovation er en nødvendighed for at kunne konkurrer globalt. Den forskningsbaserede viden skal kanaliseres hurtigere fra de videregående uddannelsesinstitutioner til direkte anvendelse i de nordjyske virksomheder. Dette kan ske ved at etablere en brobygning mellem virksomhed og universitet, samt ved at give kandidater passende rammer for at bringe deres ideer ud i virkeligheden.

IKT
Det er vigtigt at gøre IKT tilgængeligt for alle virksomheder. Derfor skal bredbåndsfaciliteter være tilgængelige for alle i regionen. Det vil lette kommunikation og e-handel, internt, såvel som eksternt, for de nordjyske virksomheder. Derudover vil bedre bredbåndsfaciliteter understøtte og fremme anvendelsen af ny teknologi i landdistriktsområderne.

Et samarbejde mellem virksomheder og universitet etableres for at øge videndeling i regionen. Der skal dannes netværk, som vil fremme samarbejde og deling af viden på tværs af vidensinstitutioner og virksomheder.

Med hensyn til de økonomiske rammer er det endnu ikke afklaret, om hver region får egne indikative økonomiske rammer. Med regionale rammer har regionen sikkerhed for en bestemt andel, mens den kan blive såvel større som mindre uden regionale rammer, hvor regionen er i direkte konkurrence med de øvrige regioner om midlerne. De regionale vækstfora bliver indstillingskomité for prioriteringen af midlerne.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum over for Erhvervs- og Byggestyrelsen anbefaler:
- At hver region får sine egne økonomiske rammer.
- At midlerne til regionen prioriteres ud fra følgende: Generel Kompetenceløft, beskæftigelsesfremmende indsats, iværksætteri, innovation og IKT.

Til medlemmerne udsendes:
- Opsummering fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
- Skitse til strukturfondsprogrammerne.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Det midlertidige nordjyske vækstforum besluttede at rette henvendelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen med en anbefaling om, at midlerne fordeles regionalt.
Endvidere anbefales der i henvendelsen til Erhvervs- og Byggestyrelsen, at midlerne til regionerne prioriteres med fokus på de svageste regioner generelt (med fokus på et generelt kompetenceløft, en beskæftigelsesfremmende indsats, iværksætteri, innovation og IKT) og de dårligst stillede regioner beskæftigelsesmæssigt specifikt.

8 Den fremtidige landdistriktsudvikling

Resumé:
I indeværende år vil Vækstforum være med til at skabe en ny strategi for indsatsen i landdistriktsområdet. Det er hensigten at kunne påbegynde en ny regional landdistriktsudvikling fra 2007. Målet med udviklingsplanen er, at skabe en region med god balance mellem regionens landområder og byområderne. For gennem landdistriktsudviklingen at skabe levedygtige lokalsamfund med erhvervsliv og at gøre det mere interessant at bosætte sig i landdistrikter.

Beskrivelse:
Regionens overordnede målsætning for landdistrikterne er at fastholde og videreudvikle landområderne som levende, erhvervsaktive og bæredygtige lokalsamfund. Der skal lægges vægt på, at arbejdet for at understøtte udviklingen i landområderne skal ske i et positivt samarbejde med kommunerne. Kommunerne er tættere på borgerne og har et mere direkte ansvar for service og aktiviteter i landsbyer og lokalcentre. Generelt skal indsatserne sikre en øget vækst og beskæftigelse samt øge bosætningen i landdistrikterne.

Turisme
Generelt skal der sikres en produktudvikling inden for turismeerhvervet, så aktiviteterne i stigende omfang rettes mod oplevelseserhvervet. Indsatsen skal samtidig fremme et varieret tilbud af aktiviteter til forskellige målgrupper. Aktiviteterne placeres i centrale områder af regionen under hensyntagen til områdernes omgivelser og vilkår. Eksempelvis knyttes aktiviteter vedrørende badeferier til områderne langs vestkysten, mens en indsats for byturismen naturligt tilknyttes Aalborg m.v.

Kvalitetsfødevarer
En indsats for kvalitetsfødevarer kan fastholde og øge en række decentrale arbejdspladser i landdistrikterne, da der vil være tale om nicheprodukter, hvor lønnen ikke er en konkurrenceparameter. Fremme af netværk specielt med fokus på fælles distribution - såvel elektronisk som fysisk - under hensyntagen til de enkelte producenters individuelle forhold kan endvidere sikre en forøget konkurrencemæssig styrke til gavn for landdistrikterne.

Infrastruktur
Infrastruktur er et centralt indsatsområde for at sikre vækst, beskæftigelse og øget bosætning i landdistrikterne. Det drejer sig blandt andet om tilgængeligheden af den offentlige transport, udbredelsen af bredbånd og sundhed – med særligt fokus på, at der er en betydelig tilgængelighed af praktiserende læger i landdistriktsområderne.

Iværksætteri
Iværksættere spiller en vigtig rolle med hensyn til at fastholde og øge beskæftigelse, vækst og udvikling i landdistriktsområderne. En iværksætterindsats med fokus på rådgivning, netværk og knopskydning kan være med til sikre denne udvikling. Indsatsen skal sammentænkes med en generel, regional iværksætterindsats.

Kompetenceløftstrategi
En forudsætning for en positiv udvikling i landdistriktsområdernes vækst og beskæftigelse er, at områderne får et kompetenceløft. Medarbejdernes kompetencer skal styrkes, da der i landdistriktsområderne generelt er et lavere uddannelsesniveau end i regionen som helhed. Virksomhederne skal have øget incitamentet til at ansætte højtuddannede samtidig med, at de højtuddannede skal have øget incitament til at søge job i landdistriktsområderne. Der kan i flere tilfælde være tale om barrierer mellem de højtuddannede og virksomhederne. Denne skal aktivt bearbejdes for at sikre en positiv udvikling landdistriktsområderne

Med udgangspunkt i EU Kommissionens fremsatte rammer for landdistriktsprogrammet 2007-2013, har den danske regering udarbejdet en national strategi for landdistriktsområderne.

Der vil blive arbejdet med landdistrikternes erhvervs- og befolkningsmæssige behov. Dette er udmøntet i tre temaer, samt et fjerde tværgående, disse er:

  • Erhverv
  • Natur og miljø
  • Livskvalitet
  • LEADER (tværgående)

Direktoratet foreslår at programmet administreres ved hjælp af to administrative procedurer.

  • For projekter der alene har lokal betydning, bør leader-metoden anvendes. Dette betyder at den lokale aktionsgruppe, der i udgangspunktet dækker en enkelt kommune, indstiller projekter til de centrale myndigheder.
  • For projekter, der gennemføres som led i en national politik, eller som i deres effekt og/eller omfang rækker ud over lokalområdet, bør behandles centralt uden indstilling fra lokale aktionsgrupper.

Problematikken er her todelt: Dels vil de lokale aktionsgrupper kun få begrænset indflydelse på anvendelse af midler til landdistriktsudviklingen. Dels vil vækstforum, der har ansvaret for vækst og udvikling i regionens udkantsområder ligeledes have begrænset eller slet ingen indflydelse på udviklingen af regionens landdistrikter.

Yderligere uddybning af emnet er ikke mulig på nuværende tidspunkt. Amtsrådsforeningen - og dermed Nordjyllands Amt - har afholdt møde med Direktoratet for fødevareerhverv hos Amtsrådsforeningen den 11. januar med henblik på en yderligere orientering om det kommende landdistriktsudviklingsprogram. Orienteringen blev taget af dagsordenen, da regeringen ikke har lagt sig fast på en endelig udformning af landdistriktsstøtten.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- udvikler landdistrikterne ud fra følgende områder: Turisme, kvalitetsfødevarer, infrastruktur, iværksætteri og en kompetenceløftsstrategi
- anbefaler en regional forankring af landdistriktsmidlerne.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Det midlertidige nordjyske vækstforum anbefaler at anvendelsen af midler til udvikling af landdistrikterne koordineres regionalt via vækstfora. Jens Arne Hedegaard tog forbehold for denne beslutning.

9 Opfølgning på den nordjyske vækstpakke

Resumé:
Efter Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen anmodning blev den nordjyske vækstpakke på mødet den 19. december genbehandlet med særlig opmærksomhed omkring habilitetsreglerne. Efterfølgende har Bendt Bendtsen godkendt den nordjyske vækstpakke. Udmøntningen af midlerne til vækstpakken forudsætter dog en række mindre justeringer af vækstpakkens initiativer.

Beskrivelse:
Regeringens regionalpolitiske ministerudvalg tilsluttede sig det nordjyske forslag til anvendelse af de 200 mio. kr. som først vedtaget på det midlertidige nordjyske vækstforums møde den 12. oktober.

Økonomi- og erhvervsministeren blev efterfølgende bedt om at garantere, at medlemmerne af det midlertidige nordjyske vækstforum var habile i behandlingen af den nordjyske vækstpakke, hvorfor økonomi- og erhvervsministeren anmodede det midlertidige nordjyske vækstforum om at genbehandle den nordjyske vækstpakke med særligt fokus på habilitetsreglerne. Det midlertidige nordjyske vækstforum efterkom denne anmodning og genbehandlede den nordjyske vækstpakke den 19. december, hvorefter den nordjyske vækstpakke atter blev fremsendt til økonomi- og erhvervsministeren.

Efter at den nordjyske vækstpakke har været drøftet i regeringen, er der en række konkrete justeringer der forudsættes for udmøntningen af midler til den nordjyske vækstpakke:

Oplevelsesøkonomi
Det forudsættes, at den nye fælles nordjyske turismeorganisation er etableret og operationsdygtig, inden der udmøntes midler til den skitserede indsats for markedsføring, kompetence- og produktudvikling.

I relation til initiativet vedrørende oplevelsesøkonomi forudsættes det for udmøntning af midler, at private virksomheder aktivt deltager i etablering og drift af det skitserede partnerskab for anvendt oplevelsesøkonomi og bidrager økonomisk hertil.

Service-, fremstillings- og fødevareerhverv
Udmøntning af statslige midler til initiativerne Netværk for producenter af kvalitetsfødevarer, Food College og Danish Seafood Center forudsætter, at der identificeres én fælles koordinator, der får ansvaret for gennemførelse af alle tre dele i indsatsen for regionale kvalitetsfødevarer. Samtidig skal projekterne samentænkes med tilsvarende projekter i regionen.

I forbindelse med udmøntningen af midler til indsatser omkring Lysteknisk innovationscenter, Videncenter for e-business og Proces- og maskinteknik stilles der krav om et nært samarbejde mellem disse projekter og andre lignende projekter, som allerede findes i regionen.

Højteknologi og særlig vækstkapital
Aktiv deltagelse fra virksomhedernes side og anvendelse af testbeds, demonstrationsrum mv. igennem hele perioden 2005-2007 er en forudsætning for udmøntningen af midlerne til områderne fjerde generations trådløs kommunikation, nanoteknologi, vedvarende energi og sundhedsteknologi.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- tager orienteringen til efterretning.

Til medlemmerne udsendes:
- Bendt Bendtsens kvittering for vækstpakken.
- Regerings justeringer af vækstpakken.
- Oversigt over midlernes fordeling til vækstpakkens initiativer.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Janus Krarup forsikrede det midlertidige nordjyske vækstforum om, at Økonomi- og erhvervsministeriet gør hvad de kan for, at anvendelsen af midlerne i vækstpakken forløber så smidigt som muligt.

Det midlertidige nordjyske vækstforum tog orienteringen til efterretning.

10 Forslag til ny turismeorganisation

Resumé:
I forbindelse med gennemførelsen af Vækstpakken for Nordjylland har Regeringen stillet krav om, at der skal etableres én samlet turismeorganisation i Region Nordjylland. Denne nye fælles turismeorganisation skal være etableret og funktionsdygtig, inden der kan udbetales midler til Vækstpakkens turismeaktiviteter. Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum drøfter vedlagte modelforslag til fremtidig organisering af turismeindsatsen i Region Nordjylland.

Beskrivelse:
I forbindelse med gennemførelsen af Vækstpakken for Nordjylland har Regeringen stillet krav om, at der skal etableres én samlet turismeorganisation i Region Nordjylland. Denne nye fælles turismeorganisation skal være etableret og funktionsdygtig, inden der kan udbetales midler til Vækstpakkens turismeaktiviteter.

Høring
I denne forbindelse har en arbejdsgruppe med deltagere fra Region Nordjyllands turismeaktører, udarbejdet et forslag til fremtidig organisering af turismeindsatsen i Region Nordjylland. Dette forslag har været sendt i høring til relevante turismeaktører i Region Nordjylland. Se oversigten i vedlagte bilag.

Af høringssvarene fremgår det, at der er opbakning til etablering af en samlet turismeorganisation i Region Nordjylland. Med hensyn til bestyrelsessammensætningen er der flere, der ønsker en større erhvervsrepræsentation, ligesom der er nogle, der peger på at bestyrelsen er for stor. Herudover er det et ønske fra kommuneforeningen, at organiseringen drøftes mellem Sammenlægningsudvalgene og Forberedelsesudvalget før den endelige organisationsmodel vedtages.

Organisationsmodel
I forbindelse med Vækstpakken er der afsat fem mio. kr. til den fremtidige turismeorganisering fordelt i 2006 og 2007.

En fællesmodel – på baggrund af høringssvarene kunne være følgende model:
Der etableres en selvstændig juridisk enhed i en erhvervsdrivende fond, ”Turismeforum” med en bredt sammensat bestyrelse på 16 medlemmer, hvor der tilstræbes paritet mellem offentlige og private repræsentanter. Til at understøtte Turismeforums arbejde nedsætter bestyrelsen et Forretningsudvalg på tre medlemmer. Den daglige drift varetages af et sekretariat med en direktør og en lille kerne af medarbejdere. Turismeforum er et strategisk samarbejde med fokus på markedsføring og koordination. Hertil kommer innovation og kompetenceudvikling. Herudover indgår Innovationscenter for Turisme, som en del af Turismeforums aktiviteter. Bestyrelsen nedsætter et stående Visions- og Strategiudvalg på seks personer med tre repræsentanter fra turismeerhvervet, to destinationsdirektører og direktøren for Turismeforum til professionalisering af strategiudviklingen. Herudover nedsætter bestyrelsen relevante ad hoc udvalg og arbejdsgrupper i forbindelse med gennemførelsen af strategien. Turismeforum har en rådgivende funktion i forhold til Vækstforum.

Fondsetablering og drift
Der arbejdes med mulighederne for at omdanne Midt-Nord Turisme til den nye Erhvervsdrivende Fond ”Turismeforum”. Hvis dette ikke er muligt etableres en ny erhvervsdrivende fond. Fondskapitalen og den daglige sekretariatsdrift tilvejebringes via Vækstpakken i 2006 og 2007. Udover at byde ind på konkrete opgaver, som Regionsrådet udbyder, skal Turismeforum også udføre opgaver for turismeerhvervet og andre offentlige organisationer for at udvide sit forretningsgrundlag. Det foreslås at denne fond bliver juridisk ansvarlig for ansættelse af direktør og sekretariat.

Budget og finansiering
I budgetår 2007 kan de nye regioner, kommuner og destinationsselskaber bevillige midler til turismeudvikling. Der tages udgangspunkt i et beløb på 25 kr. pr. indbygger til turismefremme, hvor det samlede beløb bliver på 15.000.000 mio. kr. Hertil forventes et markedsføringsbidrag fra turismeerhvervet på 15.000.000 kr. I alt 30 mio. kr.

 

Budget 2007

Basisdrift

4.000.000

Udvikling og analyser

3.500.000

Markedsføring off.

7.500.000

Markedsføring privat

15.000.000

I alt

30.000.000

Basisdriften: Består af direktør samt 2.faste medarbejdere.

Det skal som tidligere nævnt anføres at frigivelsen af Vækstpakkemidlerne er afhængig af en opstart af et egentligt nyt selskab.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- drøfter vedlagte forslag til fremtidig organisering af turismeindsatsen i Region Nordjylland, herunder drøfter

  • forslaget om at etablere en turismeorganisation som beskrevet
  • forslaget om omlæggelse af Midt Nord turisme til en erhvervsdrivende fond – alternativt etablering af en erhvervsdrivende fond til turismefremme.

Til medlemmerne udsendes:
- Høringsforslag til fremtidig organisering af turismeindsatsen i Region Nordjylland.
- Høringssvarene.
- Oversigt over svar fra høring af forslag til fremtidig organisering af turismeindsatsen i Region Nordjylland.
- Modelforslag til fremtidig organisering af turismeindsatsen i Region Nordjylland.
- Organisationsdiagram.
- Notat vedrørende Kickstart Nordjylland.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Den beskrevne turismeorganisation blev vedtaget uden det beskrevne visions- og strategiudvalg og uden ad hoc udvalgene. Det havde det midlertidige nordjyske vækstforum tillid til, at bestyrelsen selv operationaliserede. Der tages endvidere i den videre proces hensyn til høringssvarene vedrørende turistforeninger.

11 Nedsættelse af Vækstforum og udpegning af medlemmer

Resumé:
3. maj 2005 nedsatte Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen det midlertidige Vækstforum for Region Nordjylland. Den primære opgave for det midlertidige vækstforum er at træffe beslutning om anvendelse af den vækstpakke på 200 mio. kr., som regeringen tildelte Nordjylland som konsekvens af lukningen af større nordjyske virksomheder i efteråret/vinteren 2004 – 2005.

Funktionsperioden for det midlertidige Vækstforum er maj 2005 til 31. marts 2006, hvor det afløses af det permanente Vækstforum.

Beskrivelse:
Forberedelsesudvalget varetager den regionale erhvervsudvikling, og til udformning af denne nedsætter Regionsrådet et eller to vækstfora. Forberedelsesudvalget træffer beslutning om antal og geografisk afgrænsning efter høring af Regionens kommuner og erhvervsorganisationer. Regionen er forpligtiget til at følge en indstilling, der støttes af mindst 2/3 af Sammenlægningsudvalgene. Økonomi- og erhvervsministeren er bemyndiget til at give Regionsrådet tilladelse til at oprette mere end 2 vækstfora, hvis dette ønskes. Funktionsperioden for Vækstforum er 4 år og løber fra den 1. april 2006 til 31. marts 2010.

Opgaverne for Vækstforum er:

  • Indenfor de nationale rammer at udarbejde en regional erhvervsudviklingsstrategi.
  • Overvåge de regionale og lokale vækstvilkår.
  • Inden for den fastlagte erhvervsudviklingsstrategi at udvikle og afgive indstilling medfinansiering af regionale erhvervsudviklingsaktiviteter:
    • Innovation, videndeling og videnopbygning.
    • Anvendelse af ny teknologi.
    • Etablering og udvikling af nye virksomheder.
    • Udvikling af menneskelige ressourcer, herunder udvikling af regionale kompetencer.
    • Vækst og udvikling i turismeerhvervet.
    • Udviklingsaktiviteter i yderområderne.

Vækstforum består af 20 medlemmer, der udpeges af Forberedelsesudvalget. De 20 medlemmer indstilles af følgende:

  • 3 medlemmer udpeges på Forberedelsesudvalgets initiativ.
  • 6 medlemmer udpeges efter indstilling af Sammenlægningsudvalgene i Regionen, hvoraf mindst én skal repræsentere Regionens yderområder.
  • 6 medlemmer fra erhvervslivet efter indstilling fra erhvervsorganisationer udvalgt af Regionsrådet. Af bemærkninger til loven fremgår det at følgende organisationer udpeger til det nationale Vækstråd:
    • DI, HTS, Dansk Handel og Service, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, en repræsentant efter fælles indstilling fra Dansk Byggeri, Tekniq, Praktiserende Arkitekters Råd og Foreningen af Rådgivende Ingeniører, samt en repræsentant efter fælles indstilling fra Finansrådet, Forsikring & Pension samt Realkreditrådet.
    • 3 medlemmer fra viden- og uddannelsesinstitutionerne udpeges på Forberedelsesudvalgets initiativ.
    • 2 medlemmer som repræsenterer henholdsvis arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Af bemærkninger til loven fremgår det, at lønmodtagerrepræsentanten udpeges i fællesskab af LO, CO-I og Arbejderbevægelsens erhvervsråd. Arbejdsgiverrepræsentanten udpeges i fællesskab af de organisationer, der udpeger de 6 medlemmer fra erhvervslivets organisationer.

Forberedelsesudvalget (Regionsrådet) forventes at udpege indstillende organisationer på sit møde den 22. februar 2006.

Vækstforum udpeger selv sin formand, og denne er født medlem af det nationale Vækstråd. Dog vil hver region kun kunne blive repræsenteret af én formand i tilfælde af, at der skulle være mere end ét Vækstforum i en region. Det er regionen, der sekretariatsbetjener Vækstforum, også i tilfælde af, at der nedsættes mere end et forum. Nordjyllands Amt har afsat 4 mio. kr. til denne opgave i 2006.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- drøfter tids- og procedureplan for etablering af vækstforum.

Til medlemmerne udsendes:
- Foreløbig tids- og procedureplan for etablering af vækstforum/vækstfora

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Dorte Stigaard forklarede, at regionsrådet bestemmer hvilke seks organisationer, der kan udpege til det blivende vækstforum. Endvidere udpeger regionsrådet, repræsentanter fra uddannelsesinstitutionerne, til det blivende vækstforum.

Det midlertidige nordjyske vækstforum drøftede en indkredsning i fem områder.

2 repræsentanter for industri og fremstillingserhverv samt IKT
1 repræsentant for handel, service og turisme
1 repræsentant for håndværk og byggeri
1 repræsentant for fødevareerhvervene
1 repræsentant for finanssektoren

12 Regeringens iværksætterindsats

Resumé:
I forbindelse med godkendelsen af vækstpakken for region Nordjylland besluttede Vækstforum på mødet den 12. oktober ikke at igangsætte egne konkrete initiativer for iværksættere. I stedet ville Vækstforum afvente de initiativer som regeringen vil bringe vis finansloven for 2006. Disse er nu offentliggjort:

Regeringens strategi på iværksætterområdet har 7 centrale indsatsområder:

1. elever i folkeskolen og på gymnasierne skal arbejde systematisk med idéudvikling
2. På erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser skal alle have tilbud om undervisning skal alle have tilbud om undervisning til iværksættere
3. Nye iværksætterhuse skal give overskuelig og kvalificeret rådgivning til vækstiværksættere
4. Lavere skal reducere barrierer for vækstiværksættere
5. Mere privat venturekapital og nye finansielle instrumenter skal forbedre adgangen til risikovillig kapital og kompetencer
6. IT skal lette de administrative byrder for vækstiværksættere
7. Hurtigere behandling af konkursbo skal give genstartere bedre vilkår.

Et af de initiativer er nu offentliggjort og det er regionale iværksætterhuse.

Beskrivelse:
I Danmark skal nye virksomheder have mulighed for at få den kvalificerede vejledning, som er vigtig for at skabe vækst. Derfor ønsker regeringen i samarbejde med kommuner og regioner at etablere en række nye regionale iværksætterhuse. De skal fungere som én indgang til alle former for vejledning om virksomhedsstart, finansiering, rådgivningstilbud, netværk, uddannelsestilbud mv. i regionerne.

Formålet med de nye iværksætterhuse

Den grundlæggende idé med husene er:

  • At etablere én indgang til tilbud om rådgivning, sparring, finansiering, uddannelse mv. med fokus på vækst i nye virksomheder.
  • At skabe en række nye stærke faglige miljøer med tætte relationer til private rådgivere, mentorer, lokale pengeinstitutter og venturefonde.
  • At opnå kritisk masse som øger kvalitet og gennemslagskraft.
  • At skabe overblik og nemmere adgang – en one-stop-shop for iværksættere der søger råd og finansiering i relation til vækst.

Indholdet i de nye iværksætterhuse

Husene kan bl.a. indeholde en række konkrete tilbud rettet mod iværksættere med fokus på vækst:

  • Indledende vejledning, der eksempelvis kan være, hvordan der udarbejdes en forretningsplan, afklaring af iværksætterens ambitioner samt vurdering af, hvilken rådgivning, der især er behov for fx med udgangspunkt i den branche virksomheden startes inden for. Andre elementer, der kan indgå, er fx information om den relevante offentlige regulering samt hvilke myndigheder der kan kontaktes fx ifm. patentering, varemærker, tilladelser mv.
  • Vejledning om finansiering, der leveres af en lokal medarbejder fra Vækstfonden, herunder adgang til Vækstfondens produkter. Desuden samarbejdes med lokale pengeinstitutter, venturefonde, business angels mv.
  • Vejledning og rådgivning om patenter, eksport, salg og markedsføring samt indgang til private rådgivere. Der skal være mulighed for at organisationer som Connect Denmark eller sekretariater for business angels kan etablere sig i huset.
  • Netværk med andre iværksættere og eller erfarne erhvervsfolk.
  • Indgang til innovationsmiljøerne og Vækstfonden for teknologibaserede iværksættere med en god idé.
  • Indgang til uddannelsestilbud for iværksættere.
  • Lokaleudlejning til iværksættere. De konkrete tilbud er illustreret i figur 1.

Etablering af iværksætterhusene

Iværksætterhusene skal etableres i samarbejde med alle de relevante aktører i regionerne herunder kommunerne og de regionale vækstfora. Det skal sikre, at der sker en koordinering af indsatsen rettet mod iværksættere med fokus på vækst i regionerne. Indstilling om etablering af de regionale iværksætterhuse til Erhvervs- og Byggestyrelsen vil på landsplan foregå i regi af de regionale vækstfora.

Indstilling:
Det indstilles, at det midlertidige nordjyske vækstforum:
- tager orienteringen til efterretning.
- retter henvendelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen og tilbyder, at Vækstforum Nordjylland stiller sig til rådighed i forbindelse med udformningen af det nordjyske iværksætterhus.

Til medlemmerne udsendes:
- Regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet: Danmark i den globale økonomi.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Janus Krarup orienterede om de regionale iværksætterhuse. Der vil være udbud i regionerne. Processen hermed forventes igangsat i februar måned i indeværende år og forventes at vare frem til omkring juli måned 2006. Iværksætterhusene skal samle aktiviteterne omkring iværksætteri. Der er tale om nye midler i form af 4x35 mio. kroner til regionerne. Janus Krarup henholdte sig til det udsendte oplæg, da der blev rejst spørgsmål vedrørende de nærmere detaljer for den videre proces med iværksætterhusene.

Det midlertidige nordjyske vækstforum tog orienteringen til efterretning.

13 Eventuelt

Næste møde afholdes i Thisted den 17. marts fra 15-18.

Det midlertidige nordjyske vækstforum traf på mødet den 25. januar følgende beslutning:
Mødet flyttes, så det afholdes den 17. marts fra 13-16 i Aalborg.


Yderligere information
  • Opdateret d.
  • 11. september 2007