Dagens program og opgaver

Formiddagens program: Visionsspil om sundhedsvæsenet

Formiddagens opgave var at indkredse bordets ønsker til fremtidens sundhedsvæsen og vurdere i hvor høj grad de er opfyldt i dag.

Dernæst at give bud på pejlinger, dvs konkrete tegn på, at et eller flere ønsker til sundhedsvæsenet er opfyldt eller på vej til at blive det.

Efter at have diskuteret bordets ønsker og pejlinger, skulle bordet formulere og begrunde de 3 vigtigste pejlemærker. Disse tre blev afleveret som bordets anbefalinger til politikerne, om hvad de konkret skal have fokus på at nå som overordnet mål, eller som vision i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.

Eftermiddagens program: Temaer til diskussion og afstemning

Efter visionsspillet skulle borgerne diskutere 3 overordnede temaer. Temarunden blev indledt med en video om værdier og udfordringer i sundhedsvæsenet.

Indledende video om værdier og udfordringer

1. tema "Hvad skal sundhedsvæsenet tilbyde?"

Borgerne blev i 1. temarunde bedt om at tage stilling til følgende oplæg og spørgsmål:

Det offentlige sundhedsvæsen tilbyder stadig flere behandlinger, og borgerne efterspørger stadig flere sundhedsydelser. Men er der penge til alt det? Hvordan skal vi træffe beslutningerne om, hvad sundhedsvæsenet skal gøre - og ikke gøre. Hvem skal have behandling og hvornår?

  • Hvor stor skal effekten af en behandling være, for at lægen efter din vurdering skal give behandlingen?

Der sker en hastig udvikling af ny medicin og nye teknologier til behandling. Prisen på medicin og behandlingsformer falder typisk over tid - de er dyrest, når de er helt nye.

  • Skal vi som patienter have ret til den nyeste og dyreste medicin og behandlingsform? 

I Danmark har vi en ventetidsgaranti, som betyder, at man kan blive behandlet på privathospitaler, hvis ventetiden på det offentlige sygehus overstiger én måned, og hvis regionerne har aftale med privathospitalet om den givne behandling. Ventetidsgarantien dækker stort set alle former for lidelser.

  • Skal alle former for lidelser og behandlinger fremover være dækket af ventetidsgaranti?
  • Giv din vurdering af, hvor alvorlig en lidelse skal være, for at sundhedsvæsenet skal give ventetidsgaranti? Hvilke type lidelser og behandlinger skal være dækket?

I dag giver det offentlige sundhedsvæsen alle borgere behandling lige hurtigt.

  • Skal de, der er i arbejde eller er jobsøgende have behandling først?

De enkelte sygehuse tilbyder ikke alle former for behandling. At samle ekspertise på udvalgte sygehuse kan sikre god kvalitet i behandlingen. Nogle gange bliver der indgået aftaler mellem regionerne og over landegrænser for behandling af sjældne sygdomme.

  • Bør en patient kunne behandles for alle typer lidelser i den region, hvor han eller hun har bopæl? 

Præsentationsvideo til temaet "Hvad skal sundhedsvæsenet tilbyde?"

2. tema "Hvad skal dit bidrag være?"

Borgerne blev i 2. temarunde bedt om at tage stilling til følgende oplæg og spørgsmål:

Vi har store forventninger til sundhedsvæsenet, men som borgere kan vi også selv bidrage. Må sundhedsvæsenet stille krav til os til gengæld for behandling? I dag er der nogle behandlinger, som er gratis, andre baseres på brugerbetaling.

  • Hvordan skal vi anvende brugerbetaling fremover?
  • I hvilken udstrækning er det i orden, at der fremover er delvis brugerbetaling for behandling i Danmark?
  • Synes du, det er en god idé, hvis vi fremover skal betale noget for at gå til egen læge?

I dag har alle borgere ret til behandling, uanset om lidelsen til en vis grad er "selvforskyldt". I mange tilfælde har patienternes egen indsats betydning for behandlingens effekt. I hvilket omfang er det acceptabelt, hvis lægerne fremover stiller visse krav til patienterne som led i tilbuddet om behandling (f.eks. motion, rygestop, vægttab)? Det er en forudsætning, at den enkelte patient er i stand til at leve op til kravene.

  • Skal der stilles krav til patienten i forbindelse med behandling?
  • Hvis der stilles øgede krav for at kunne blive behandlet af det offentlige sundhedsvæsen - hvad skal konsekvenserne så være for den patient, der ikke lever op til kravene?
  • I hvilken udstrækning er det acceptabelt, at samfundet "blander sig" mere i din sundhed og adfærd?

En måde for borgere at yde bidrag på er f.eks. at udføre frivilligt arbejde.

  • Er det en god idé, at frivilliges indsats bliver en mere almindelig del af det offentlige sundhedsvæsen?

Præsentationsvideo til temaet "Hvad skal dit bidrag være?"

3. tema: "Plads til forskellighed?"

Borgerne blev i 3. temarunde bedt om at tage stilling til følgende oplæg og spørgsmål:

Vi er forskellige og har forskellige behov, når vi møder sundhedsvæsenet. Alle skal behandles lige godt. Hvordan bliver der plads til både de stærke og de svage patienter?

  • Hvordan synes du, vi skal behandle borgere, som har forskellige ressourcer og behov?

Alle patienter tilbydes i dag den samme behandling og service. Er det et rigtigt princip eller skal det offentlige sundhedsvæsens serviceniveau kunne gradbøjes?

  • Skal det være muligt at købe ekstra ydelser f.eks. på sygehuse (særlig mad, enestuer m.m.)?

Svækkede, gamle mennesker kommer i flere tilfælde i intensivbehandling, hvis de f.eks. får lungebetændelse eller organer svigter. Behandlingen kan være belastende og have bivirkninger - og forlænger måske kun patientens liv for en kort periode.

  • Hvordan skal vi behandle de gamle, svækkede patienter, der ikke har udsigt til helbredelse?

Økonomi og effektivisering. Hvordan er mulighederne for at gøre sygehusene mere effektive, og hvor mange penge bør vi bruge på sundhedsvæsenet?

  •  Hvordan vurderer du nedenstående redskaber til at gøre sygehusene mere effektive?
  • Hvordan ser du så på samfundets udgift til sundehdsvæsenet?

Præsentationsvideo til temaet "Plads til forskellighed?"

Borgertopmødets resultater

Du kan læse resultaterne af borgertopmødets debatter og sammenligne med de øvrige regioners resultater på siden her.


Yderligere information
  • Opdateret d.
  • 7. marts 2011