God kombination af lægevidenskab og biologi
Morten Johansen, Ledende overlæge, Patologisk Institut, Sygehus Vendsyssel, Hjørring
Det meste af min arbejdstid går med at kigge i mit mikroskop. Jeg ser ikke patienter, men undersøger deres celler og vævsprøver for at finde ud af, om de fejler noget, og hvad de eventuelt fejler. Det kan være alt fra helt banale hudsygdomme til kræft. Men det er ikke godt nok bare at konstatere, at en patient har kræft. Det er vigtigt at slå fast, hvilken type kræft det er, så lægerne på afdelingerne kan komme i gang med den rette behandling hurtigst muligt.

Jeg har verdens bedste arbejde. En god kombination af lægevidenskab og biologi, og så har jeg rigtig gode kollegaer og et godt samarbejde med de andre afdelinger på sygehuset. For mig er det helt fantastisk og meget motiverende, at jeg ved at stille den rette diagnose kan være med til at redde et menneskes liv.

Når jeg hurtigt stiller en diagnose, kan patientens læge starte de rigtige behandlinger hurtigere op og dermed redde liv. Nogle gange finder vi også ud af, at patienten fejler noget helt andet end det, patientens læge har mistanke om, og så undgår vi, at patienterne får en forkert behandling, der alligevel ikke hjælper på patientens symptomer.

Yderligere information
  • Opdateret d.
  • 19. april 2010