Stor glæde på nordjysk institution over at få landsdækkende pris
Socialpsykiatrisk Boform Brovst har i 2011 fået Den Danske Rehabiliteringspris, som uddeles af Helsefonden. Både leder og medarbejdere på institutionen er glade og stolte over prisen, selv om de jo ”bare gør deres arbejde”.

Helsefonden har onsdag den 9. november uddelt Den Danske Rehabiliteringspris på en stor konference i Nyborg. Prisen gives til en person, gruppe eller en offentlig eller privat organisation eller institution, der gør en bemærkelsesværdig indsats inden for rehabiliteringsområdet eller i særlig grad har medvirket til at fremme rehabilitering i Danmark.

Prisen går i år til den nordjyske institution Socialpsykiatrisk Boform Brovst, som drives af Region Nordjylland.

- Vi er meget stolte og beærede over den anerkendelse, som ligger i prisen. Det er jo et meget stort skulderklap til personalet, som hver dag arbejder med at hjælpe mennesker med stort behov for hjælp og støtte, siger leder af boformen, Lene Jensen.

Boformen hjælper voksne sindslindende, som ud over deres sindslidelse også har andre problemer så som misbrug og kriminalitet.

- Vores brugere får ofte etiketten ”dobbeltdiagnoser”, fordi de har mange og komplekse problemer. Men selv om det er mennesker med svære problemer, så oplever vi, at vores arbejde gør en stor forskel, siger Lene Jensen.

Lene Jensen ser rehabiliteringsprisen som en anerkendelse af den faglige kvalitet, som tilbuddet står for, og som er nødvendig for at hjælpe mennesker med svære problemer.

- Egentlig har vi jo bare fået prisen for at passe vores arbejde. Men prisen er selvfølgelig en enorm opmuntring til os i vores hverdag og et signal om, at vi er på rette vej. Samtidig er prisen et signal til både politikere og kommunerne om, at vi her i Nordjylland faktisk leverer høj kvalitet i vores indsats over for de svageste. Og det er vel en god nyhed, som vi alle kan være glade for, siger Lene Jensen.

Lene Jensen er til stede på konferencen i Nyborg for at modtage prisen.

Socialpsykiatrisk Boform er blevet indstillet til prisen fra flere sider – blandt andet retspsykiatrisk afdeling i Glostrup.

Yderligere informationer

Fakta
• Socialpsykiatrisk Boform Brovst blev oprettet i 2004.
• Boformen har plads til 12 beboere og har desuden to ekstra lejligheder, hvis der i perioder er særligt behov for pladser
• Boformen er for voksne i alderen 18-65 år, som har svær sindslidelse, kompliceret med svære sideproblemer, som f.eks. misbrug også kaldet dobbeltdiagnoser, retsforanstaltninger, svær social utilpasning m.v.
• Boformen er en af fire socialpsykiatriske boformer i Region Nordjylland
• De øvrige boformer er:
        o Socialpsykiatrisk Boform Solsiden (Sindal)
        o Socialpsykiatrisk Boform Vestervang (Løgstør) 
        o Socialpsykiatrisk Boform Visborggaard (Hadsund)
        o Socialpsykiatrisk Boform Kærvang (Nykøbing Mors)
        o Socialpsykiatrisk Boform Skovvænget (Aalestrup).


Yderligere information