Nyskabende dialog på nordjysk borgertopmøde
Meninger, holdninger og nyskabende dialog mellem politikere og borgere. Det er resultatet, efter at 250 borgere i dag har været med på borgertopmøde i Gigantium i Aalborg. Topmødet blev holdt som et af fire samtidige topmøder på tværs af hele landet.  
- Det har været borgernes dag, og vi har hørt borgernes stemme på en helt anden måde, end vi gør ved valgene og ved traditionelle borgermøder. Topmødet har givet en helt anden og tæt dialog mellem politikere og borgere, og jeg ser det som en stor vitaminindsprøjtning til det lokale demokrati, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).  

Ulla Astman deltog i borgertopmødet som formand for ét af de i alt 28 borde, hvor borgerne sad placeret. På den måde kom hun og de øvrige politikere helt tæt på borgerne.  

Ud over 14 afstemninger om forskellige spørgsmål inden for sundhedsvæsenet, var der i løbet af borgertopmødet afsat næsten tre timer til koncentreret diskussion ude ved bordene.  

- Min rolle var først og fremmest at lytte. Jeg oplevede, at folk er meget optaget af sundhedsvæsenet. Samtidig oplever jeg, at mange ser sundhedsvæsenet som et fælles ansvar, siger Ulla Astman.  

Samme oplevelse har regionsmedlem Finn Jacobsen (V), der var formand for et af de øvrige borde.  

- Det har været en fantastisk oplevelse at være bordformand. Borgerne ved mit bord diskuterede med et meget stærkt engagement. De var glade, og de oplevede at blive hørt. Topmødet er et godt koncept, som giver os politikere en masse råstof med videre. Vi kommer tæt på borgernes prioriteringer og mærker deres engagement, siger Finn Jacobsen.  

De mange meninger og holdninger fra borgerne vil i de kommende uger blive skrevet sammen til en samlet rapport.   Resultaterne vil blandt andet komme i fokus på en stor konference i januar 2009 under titlen ”Sundhedspolitisk Forum”. Først og fremmest skal resultaterne dog bruges i den enkelte region.  

- Vi har fået et helt uvurderligt input. Efter i dag står vi stærkere rustet til den store opgave, som går ud på at skabe en samlet sundhedsplan for det nordjyske sundhedsvæsen. Vi har for alvor hørt borgerne stemme, og den vil hver politiker tage med sig videre, siger Ulla Astman.

Borgertopmøde - borgerne stemmer - Foto Jesper Voldgaard /Region Nordjylland