Regionen hilser ”flyttekort” fra Thy og Mors velkommen
Region Nordjylland ser positivt på ønsket fra Thy og Mors om at blive fuldt ud nordjyske – det vil fremme samarbejdet i hele regionen. Det kan gøres ved at flytte uddannelser og politi- og retskredsen fra midtjyske til nordjyske hænder.

Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen, og borgmester på Mors, Lauge Larsen, har anmodet økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) om at ændre de to kommuners nuværende orientering mod Region Midtjylland på to væsentlige områder, sygeplejerske- og pædagoguddannelsen samt gælder politi- og retskredse. I stedet bør Thy og Mors knyttes til Region Nordjylland.

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) ser positivt på henvendelsen. Hun
har gennem de senere år arbejdet for ét samlet Nordjylland, og derfor har regionen flere gange taget initiativ til forhandlinger om at flytte uddannelser i Thisted fra VIA University College til University College Nordjylland (UCN).

- UCN er ifølge lovgivningen forpligtet til at have en strategi for den regionale uddannelsesdækning, og en enig bestyrelse vil her satse på uddannelsesudbud i både Aalborg, Hjørring og Thisted. Så man er helt klar til at følge de to borgmestres ønske også fra UCN’s side, ikke mindst i forhold til at sikre arbejdskraft og kompetencer i området, siger Ulla Astman, der også er bestyrelsesformand for UCN.

Region Midtjylland bifalder flytning af uddannelse

Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, har udtrykt stor forståelse for ønsket og anbefaler også en flytning af sygeplejerske-
og pædagoguddannelsen i Thisted til UCN.

- Den udmelding er jeg naturligvis meget glad for. Region Nordjylland har et tæt samarbejde med UCN om at fremtidssikre og kvalitetsudvikle sygeplejerskeuddannelsen, og ved at flytte uddannelserne fra VIA til UCN bliver det nemmere at lave en samlet regional uddannelsesstrategi og skabe grobund for også at udbyde efter- og videreuddannelse i Thy-Mors området, siger Ulla Astman.

Der har længe været dialog om skiftet fra VIA til UCN. Den seneste forhandling fandt sted sidste år i august. På mødet udviste parterne stor forståelse for hinandens synspunkter og vilje til forhandling.

- Tiden må nu være inde til at genoptage forhandlingerne og sammen
finde løsninger, som er brugbare for både UCN, VIA, Region Midtjylland og Region Nordjylland. Jeg indkalder gerne til endnu et møde, så vi kan fortsætte vores gode dialog, siger Ulla Astman.

Også opbakning til at overføre politi- og retskredse

Lene Kjelgaard Jensen og Lauge Larsen har også et ønske om, at Morsø og Thisted kommuner overføres til et afdelingskontor under Aalborg retskreds, ligesom de ønsker at blive overført til Nordjyllands Politi.

En overførsel af politi- og retskredse til det nordjyske vil ifølge de to borgmestre skabe større sammenhæng mellem det politiske og praktiske tilhørsforhold for borgerne i Thy og Mors.

Ulla Astman har stor forståelse for de synspunkter og bakker op om ønsket, hvilket Regionsrådet også tidligere har gjort.


Yderligere information