Regnskab 2009
Hermed præsenteres Region Nordjyllands regnskab for 2009.
Regnskabet viser, at der i 2009 har været et meget højt aktivitetsniveau på Regionens driftsområder: Der er behandlet væsentligt flere nordjyder end oprindeligt forudsat, der har været stor efterspørgsel efter hovedparten af Specialsektorens tilbud, og der har været stort fokus på nye initiativer indenfor det regionale udviklingsområde.
Men desværre viser regnskabet også et væsentligt merforbrug på Sundhedsområdet i størrelsesordenen 220 mio. kr.
Det har været en grundlæggende præmis, at aktivitetsudviklingen på Sundhedsområdet i 2009 – jævnfør den indgåede økonomiaftale med Regeringen – nu skulle ”ned i et mere afdæmpet leje” ovenpå flere år med stor vækst. I budgetforliget for 2009, som det samlede Regionsråd står bag, blev der således forudsat en aktivitetsudvikling på 3,5%, ligesom en stor del af de nye initiativer skulle finansieres indenfor den oprindelige ramme gennem brug af omprioriteringer.
Regionsrådet må dog erkende, at det ikke har været muligt at begrænse aktivitetsudviklingen til det forudsatte niveau. Det er således vurde-ringen, at aktivitetsudviklingen har været ca. 8% i 2009.
Det skal imidlertid ses i lyset af, at man i 2009 har ”arvet” de problemer, som fulgte i kølvandet på konflikten i foråret 2008. På trods af en ihærdig indsats fra personalet på Regionens sygehuse for at nedbringe ventelisterne i den efterfølgende del af 2008, så var der ved indgangen til 2009 fortsat betragtelige ventelister.
Det udvidede frie valg blev genindført d. 1. juli 2009, og de patienter, der har ventet i mere end én måned fik dermed mulighed for behandling på privatsygehus – med stigende aktivitet og udgift til følge. Det er vurderingen, at ”puklen” efter konflikten nu er ved at være nedbragt.
Regionsrådet har i 2009 – som i de øvrige år – haft et stort fokus på at forbedre produktiviteten på de nordjyske sygehuse, og tallene viser, at vi er godt på vej. En forbedret produktivitet betyder populært sagt, at nordjyderne kan få mere sundhed ud af de samme penge. Dermed er det også Regionsrådets vurdering, at en stor del af aktivitetsvæksten i 2009 rent faktisk er finansieret gennem produktivitetsforbedringer.
Af andre væsentlige forhold, der har haft indflydelse på årets resultat på Sundhedsområdet kan særligt nævnes:
• Den fortsatte implementering af kræft- og hjertepakker med henblik på sikring af den bedste udredning og behandling. Pakkeforløbene har krævet omfattende ressourcer til opbygning af (reserve) kapacitet, og
det er vurderingen, at Regionen langt fra er kompenseret for denne merudgift.
• Danmark forberedte sig i 2009 på en mulig influenza A epidemi. Epidemien udeblev, men generede udgifter både på sygehusene og indenfor Praksissektorens område i forhold til såvel vaccine som
lægebesøg.
Regionsrådet fortsatte i budget 2009 sin satsning på fastholdelse, udvikling og rekruttering af personale under overskriften ” De bedste arbejdspladser”. Projektet har affødt en lang række konkrete initiativer, og det er Regionsrådets vurdering, at projektet har medvirket til, at Region Nordjylland sikrer sig den nødvendige arbejdskraft til såvel udvikling som ”sikker” drift. Det er også baggrunden for, at ”De bedste arbejdspladser” i en revideret form er en del af budgetforliget for 2010.
2009 blev også året, hvor Region Nordjylland fik Regeringens samtykke til et nyt Aalborg sygehus. Det er en spændende og vigtig beslutning, der vil få stor betydning for hele sygehusvæsenet i Region Nordjylland, men
som også vil stille store krav til såvel politikere som administration i de kommende år. Rollen som bygherre skal således kombineres med, at nordjyderne fortsat sikres behandling af høj kvalitet frem til det nye sygehus står klar.
Regionsrådet har ved indgangen til 2010 taget en række initiativer med henblik på at knække udgiftsudviklingen på sygehusene og sikre, at man ikke står i en tilsvarende økonomisk situation ved udgangen af 2010 som ved udgangen af 2009. Alle sygehuse og sektorer er således pålagt at sikre maksimal budgetoverholdelse på det generelle plan og beskrive, hvilke tiltag man iværksætter for at opnå budgetbalance.

Regionsrådet vil gennem 2010 have fokus på, at den økonomiske genopretning på Sundhedsområdet i mindst mulig grad påvirker den enkelte patients behandling.

For Specialsektorens vedkommende konstaterer Regionsrådet, at regnskabet overordnet set udviser et positivt resultat. Hovedparten af sektorens tilbud i 2009 har haft en belægning svarende til - eller over - de budgetterede forudsætninger.

Dog har der været en svingende efterspørgsel fra kommunerne i forhold til målgruppen for erhvervet hjerneskade. På den baggrund er der igangsat et udviklingsarbejde med henblik på at etablere en fremtidig
organisationsstruktur, der er fleksibel, og som sikrer en helhedsorienteret, struktureret og koordineret indsats for målgruppen.

På misbrugsområdet har der ligeledes været en vigende aktivitet i 2009. Misbrugscentret har derfor udvist stor tilbageholdenhed gennem året med hensyn til genbesættelse af stillinger mv. men det er vurderingen, at det nu ikke er muligt at foretage yderligere tilpasninger i personalestaben uden store konsekvenser for kvalitet og faglighed i ydelserne. Det bemærkes, at de nordjyske kommuner forventes at overtage opgaverne på misbrugsområdet fra maj 2011.

På det regionale udviklingsområde konstaterer Regionsrådet, at regnskab 2009 udviser et mindreforbrug på ca. 114 mio. kr. Hovedparten heraf vedrører dog vækstform-midler, der nok er disponeret, men endnu ikke udbetalt.

Arbejdet i Vækstforum har været præget af vedtagelsen af den store Vækstpakke 2, en ekstraordinær satsning der er målrettet rådgivning og risikovillig kapital til det nordjyske erhvervsliv, hvor mange virksomheder er trængte på grund af den globale krise.

Et af hovedelementerne i Vækstpakken er fremrykning af investeringer, der skal styrke de nordjyske virksomheders globaliseringsstrategier, innovation og teknologiske udvikling samt kompetenceudvikling.

Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Regnskabsstrategichef Gitte Hvarregaard
  • Tlf. 9635 1418
  • Opdateret d.
  • 27. april 2012