Resumé
Det er et udbredt
både politisk og administrativt ønske fra de nordjyske kommuner
og fra Regionens administration at lette det store og tunge
bureaukratiske arbejde med at udarbejde de årlige rammeaftaler
på social- og specialundervisningsområderne.
Administrationen
har derfor indledt et samarbejde med KKR og kommunerne i
Nordjylland om at finde en ny model for samarbejdet, der dels
tager højde for en større administrativ anvendelighed både i
udarbejdelsen af rammeaftalen og i den efterfølgende
aftaleperiode og dels revurderer, hvilke områder, der efter den
nye definition kan betegnes som rammeaftaleområder. I modellen
indgår også et oplæg til, hvordan den politiske del af aftalen
bør styrkes.
Den nye,
nordjyske model betyder dog, at lovgivningen og bekendtgørelser
på området ikke længere følges og derfor er Den Administrative
Styregruppe for socialområdet blevet enig om at udarbejde en
ansøgning om at benytte udfordringsretten med henblik på at
skabe en ny og mere optimal konstruktion for rammeaftalerne på
det specialiserede område.
Den
Administrative Styregruppe er endvidere opmærksom på at
inddrage repræsentanter fra de store brugerorganisationer i
processen.
Sagsfremstilling
Regionsrådet skal
hvert år sikre, at der udarbejdes et udkast til kommende års
rammeaftaler; jf. bekendtgørelse nr. 36 af 23.januar 2006. De
to udkast til rammeaftaler udarbejdes primært på baggrund af de
kommunale redegørelser, som kommunalbestyrelserne har ansvaret
for at udarbejde og indsende til Regionen senest 1.
maj.
Redegørelserne er
et udtryk for de kommunale myndigheders forventninger til det
kommende års efterspørgsel efter tilbud omfattet af
rammeaftalerne; det vil sige tilbud, der drives både kommunalt
og regionalt. Redegørelser suppleres med indmeldinger fra
driftsherrerne om deres forventninger til det kommende års
efterspørgsel; tilbagemeldinger fra de faglige netværk, temadag
for brugerorganisationer, politikere m.fl. og i år som noget
nyt en opgørelse over ventelister opgjort pr. 31. december
2009. Det antages, at kommunerne i forbindelse med
udarbejdelsen og den politiske behandling af redegørelserne
inden 1. maj har inddraget handicaporganisationerne som minimum
via de kommunale handicapråd; jf. bekendtgørelse nr. 36 af
23.januar 2006.
Processen og
konstruktionen omkring udarbejdelsen af rammeaftalerne har i
praksis vist sig at være umådeligt tung og det er ikke
opfattelsen, at det lovpligtige arbejde med blandt andet
redegørelserne står mål med den reelle anvendelighed af
materialet i forhold til at koordinere og udarbejde udkast til
rammeaftalerne, der som bekendt alene dækker en mindre del af
kommunernes samlede social- og
specialundervisningsområder.
Der synes
endvidere i den nuværende model at mangle et forum for fælles
politiske drøftelser mellem kommuner og Regionen, sådan som det
f.eks. ses på sundhedsområdet.
Administrationen
og kommunerne er således enige om, at tiden for at udfordre den
lovfastsatte konstruktion er kommet. KKR og Administrationen
har i fællesskab udarbejdet et notat med beskrivelse af en ny
model for rammeaftaler i Nordjylland. Notatet er vedlagt som
bilag 1. Notatet lå til grund for et møde mellem Kommunerne og
administrationen den 19. og 20. november 2009 med den ambition
at aftale en nærmere administrativ proces for udviklingen og
implementeringen af "den nordjyske rammeaftale"-konstruktion
for fremtidens samarbejdsrelationer på social- og
specialundervisningsområderne.
På det møde blev
kommunerne og Regionens administration enige om at indstille
til de respektive politikere, at lade modellen sætte rammerne
for den rammeaftale, der skal aftales for 2011. Der forestår nu
en proces med nærmere at definere, hvilke tilbud, der efter den
nye model, skal omfattes af rammeaftaler og hvilke, der ikke
(længere) skal være omfattet af rammeaftalerne.
Administrationen er i gang med at udarbejde forslag hertil, der
senere i december drøftes med repræsentanter fra kommunerne og
KKR.
Kommunerne blev
samtidig enige om, at skabelonen for de kommunale redegørelser,
som skal sendes til Regionen senest den 1. maj 2010, ikke
udsendes før jul 2009 som ellers aftalt i årshjulet. Argumentet
er, at skabelonen er alt for bureaukratisk og tung i de
respektive kommunale administrationer og politiske
behandlinger. Beslutningen blev truffet sammen med Regionens
administration, der i praksis sikrer, at kommunerne får
skabelonerne udsendt og koordinerer indsamling af diverse
oplysninger om tidligere forbrug m.m. til efterfølgende
distribution til myndighedskommunerne.
I stedet er det
aftalt, at rammeaftalerne for 2011 koordineres på baggrund af
blandt andet en ventelisteopgørelse på hvert tilbud omfattet af
rammeaftalen pr. 31. december 2009 samt driftsherreindmeldelser
om ønsker til ændringer 2011. Tilbage står en afklaring omkring
blandt andet inddragelsen af tilbagemeldinger fra de faglige
netværk. Det forventes, at kommunerne ligeledes i løbet af
foråret må melde strategier og forventninger ind til Regionen
inden 1. maj 2010 - formen skal dog afklares
nærmere.
Endelig er
administrationen i gang med at udarbejde en ansøgning om at
benytte udfordringsretten i forbindelse med den nye
rammeaftalekonstruktion. Ansøgningen sendes med en klar
forventning om at blive imødekommet, eftersom der både i
kommunalt og regionalt regi er fokus på at udvikle
konstruktionen.
Administrationen
forventer, at repræsentanter fra de store
handicaporganisationer inviteres til en drøftelse af den nye
nordjyske model primo 2010. Samtidig vil administrationen
arbejde på, at modellen for fremtidens rammeaftaler omfatter et
politisk rum for kommunale/regionale drøftelser af det
specialiserede område.
Kommunikation og
dialog
Administrationen
forventer, et de store handicaporganisationer indgår i en
dialog i forbindelse med det videre arbejde med at implementere
modellen.
Indstilling
Administrationen
indstiller, at Forretningsudvalget overfor Regionsrådet
indstiller
1.at godkende at
administrationen arbejder videre med den nordjyske model for
fremtidens rammeaftaler som beskrevet i
ovenstående
Beslutning
Forretningsudvalget
traf på mødet den 4. januar 2010 følgende
beslutning:
Indstillingen
blev godkendt.
Henrik Ringbæk
Madsen og Pernille Buhelt deltog ikke i behandlingen af
sagen.
BeslutningRegionsrådet traf
på mødet den 19. januar 2010 følgende
beslutning:
Indstillingen
blev godkendt.
Michael Karlborg,
Jette Ramskov og Laurits Krog deltog ikke i behandlingen af
sagen.