De regionale tilbud
Klager over forholdene på de regionale tilbud eller medarbejdernes arbejde og adfærd kan ske til Regionsrådet.
Klagen kan sendes til:
Region Nordjylland
Specialsektoren
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst
Det sociale område
De almindelige klageregler inden for det sociale område findes i retssikkerhedslovens kapitel 10. Der kan herefter klages til Det Sociale Nævn over kommunens afgørelse i de tilfælde, hvor det fremgår af lovgivningen, at der er klageadgang. Da al myndighedsudøvelse efter serviceloven fra den 1. januar 2007 er udlagt til kommunerne, vil der ikke kunne klages over regionerne til Det Sociale Nævn, bortset fra visse sager om magtanvendelse.
Læs mere på Det Sociale Nævns hjemmeside.
Specialundervisningsområdet
Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn
Regionsrådets afgørelse om det nærmere indhold af det regionale undervisningstilbud kan, inden fire uger fra afgørelsen er meddelt til forældrene, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning jfr. folkeskolelovens § 51, stk. 8.
Ifølge folkeskolelovens § 51, stk. 3, kan kommunens afgørelse om henvisning, afslag eller tilbagekaldelse af henvisning til specialundervisning eller specialpædagogisk bistand indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.
Læs mere på Klagenævnets hjemmeside.
Specialundervisning til voksne
Regionsrådets afgørelse om det nærmere indhold af det regionale undervisningstilbud kan, når afgørelsen vedrører retlige spørgsmål, inden fire uger fra afgørelsen er meddelt til klageren, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning jf. lov om specialundervisning for voksne § 7a, stk. 2.
Ifølge lov om specialundervisning for voksne § 7a kan kommunens afgørelse om henvisning, afslag eller tilbagekaldelse af henvisning til specialundervisning indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning for så vidt angår retlige spørgsmål.
Læs mere på Klagenævnets hjemmeside.
Sundhedsområdet
Læs mere på Region Nordjyllands patientklagevejledning.
Tilsynet
Statsforvaltningen fører tilsyn med regionerne jf. regionslovens § 30.
Statsforvaltningen fører et retligt tilsyn, og kan derfor alene tage stilling til, om der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen. Enhver kan indgive en klage til tilsynsmyndigheden.
Læs mere på Statsforvaltningens hjemmeside.
Folketingets ombudsmand
Enhver kan indgive en klage til folketingets ombudsmand over regionens virksomhed. Klage over forhold, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, kan ikke indgives, førend den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse. Ombudsmanden kan også af egen drift optage en sag til undersøgelse.
Læs mere på Folketingets Ombudsmands hjemmeside.