42-årig kvinde i spidsen for ny sikret institution
Det bliver en den 42-årige TinaMaria Larsen, der skal stå i spidsen for Region Nordjyllands første sikrede institution for kriminelle unge, der åbner til september 2012.

Region Nordjylland åbner til september 2012 en sikret institution i Brønderslev. Institutionen i Brønderslev bliver den første af sin slags i Nordjylland. Som et skridt i forberedelsen har Region Nordjylland ansat den leder, som skal stå for at forberede institutionen og lede den, når den åbner.

Lederen bliver TinaMaria Larsen, der har en baggrund som socialpædagog og en lang karriere på en specialinstitution i Aalborg Kommune.

- Jeg er sikker på, at vi med ansættelsen af TinaMaria Larsen har skabt de bedst tænkelige forudsætninger for at komme godt fra start med den nye spændende opgave, siger Ole Bjerre Jakobsen, der er leder af Specialsektoren.

- TinaMaria har alle de kvaliteter, der skal til for at skabe et tilbud, som bliver attraktivt for kommunerne, og som kan skabe muligheder for en ny start for unge, der er kommet ind på et helt galt spor i livet. Hun vil også være garant for, at medarbejderne vil blive mødt med faglige og personlige udfordringer i et godt arbejdsmiljø.

Den nye forstander får som en af sine første opgaver at forberede institutionen, til den skal slå dørene op. Hun skal både ansætte personale, købe inventar og udarbejde det pædagogiske grundlag for institutionen.

- Der ligger en stor indsats forud for min ansættelse som forstander, og det er et privilegium for mig at kunne lægge mig i forlængelse af det seriøse forarbejde. For mig personligt er det en helt enestående udfordring at være blevet betroet den vigtige opgave, at føre de tanker for en sikret institution ud i praksis. Det er en udfordring, som jeg glæder mig meget til, siger TinaMaria Larsen.

Den nye institution – som ikke er navngivet endnu – får en helt afgørende rolle i det sociale arbejde for kriminelle og kriminalitetstruede unge i Nordjylland.

- Når vi får institutionen i Brønderslev, betyder det, at unge fra Nordjylland kan blive anbragt tættere på deres familier end hidtil, hvor de ofte har skullet sendes til Fyn eller Sjælland. For politiet bliver det også en fordel med en nordjysk institution, da de i dag bruger mange ressourcer på at hente og bringe de unge over lange afstande i forbindelse med afhøringer og retssager.

- Samtidig er jeg sikker på, at institutionen får en stærk faglig profil, så vi for alvor kan være med til at skabe nye muligheder for de unge, siger Ole Bjerre Jakobsen.

Den nye leder blev valgt blandt 42 ansøgere. Hun tiltræder 1. januar 2012.

Yderligere informationer

Fakta om institutionen

- Der er i dag 7 sikrede institutioner for unge i Danmark, som drives af regionerne samt en enkelt af Københavns Kommune.
- Institutionen i Brønderslev bliver den første i denne del af landet.
- Flertallet af de unge, der anbringes på en sikret institution, er sigtede i alvorlige straffesager og derfor varetægtsfængslet i surrogat (ca. 70 %). Andre afsoner en egentlig dom (ex en ungdomssanktion eller er anbragt mhp. pædagogisk observation).
- Der er tale om et socialt tilbud, drevet efter serviceloven – og ikke et ”ungdomsfængsel”. Det er således pædagogisk behandling og undervisning, der er indholdet – ikke straf.
- Der har netop været rejsegilde på byggeriet. Der bliver tale om optimale rammer for de unge og for medarbejderne baseret på erfaringer fra de øvrige sikrede institutioner i landet.
- Institutionen får otte pladser fordelt på to afdelinger og med mulighed for udvidelse. Ud over bo-afdelinger og administration, bliver der undervisnings-, idræts- og værkstedsfaciliteter.
- Institutionen får ca. 30 medarbejdere.

Fakta om den nye forstander

- TinaMaria Larsen, 42 år, gift, 4 børn, bor i Klarup.
- Uddannet cand. pæd. i pædagogisk psykologi
- Har siden 1997 været ansat på Specialinstitutionen Bøgen i Vodskov (drevet af Aalborg Kommune). Er avanceret fra pædagog til afdelingsleder, stedfortræder for forstander og har siden 2010 været forstander.


Yderligere information