Byggebranchen informeres om byggerier
Der er væsentlige byggeopgaver på vej i Region Nordjylland. Derfor inviterer regionen til orienteringsmøde for bygge- og anlægsbranchen, hvor regionen fortæller om kommende byggeopgaver – blandt andet nyt sygehus i Aalborg og nye institutionsbyggerier.
Region Nordjylland vil sikre en god orientering af bygge- og anlægsbranchen og erhvervslivet i forhold til regionens mange bygge- og anlægsprojekter på sygehuse og institutioner mv.

- Vi vil gerne orientere bygge- og anlægsbranchen om de bygge- og anlægsprojekter Region Nordjylland har på vej. Det er vigtigt at vise, at der er gang i de offentlige byggeprojekter og på den måde være med til at sikre lidt mere optimisme indenfor sektoren, siger Ulla Astman, regionsrådsformand.                                                                                          
Det er ikke kun byggeriet af det nye universitetssygehus, der er undervejs. I februar tager Region Nordjylland spadestik til tre forskellige byggerier i regionen, og så er der også mange nye opgaver på vej indenfor Specialsektoren. Der er de næste tre år afsat omkring 100 mio. kr. hvert år til nye projekter i sektoren.

Yderligere informationer
Orienteringsmødet holdes i Regionshuset, Niels Bohrs Vej 30, Aalborg, 3. februar kl. 9-12 i regionsrådssalen. Deltagerne kan være repræsentanter med relation til byggefagene og andre interesserede fra erhvervslivet.




Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Regionsrådsformand Ulla Astman
  • Tlf. 30 23 64 54
  • Forfatter:
  • Anette Leth
  • Opdateret d.
  • 3. maj 2011