Prinsesse Soamsawali har en særlig, aktiv interesse i folkesundhed og social velfærd – hun er bl.a. protektor for en række Røde Kors programmer i sit hjemland – og det er på den baggrund, at hun har ønsket at besøge netop Center for Døvblindhed og Høretab.
Forstander på Center for Døvblindhed og Høretab, Lars Søbye, inviterer med stor glæde prinsessen indenfor.
- Det er spændende at få besøg af interesserede gæster, og vi vil altid gerne fortælle om vores arbejde, for vi er stolte af det, vi udretter. Vi er landsdækkende eksperter på et så komplekst og så specifikt specialområde, som døvblindhed er, ligesom vi har en enestående specialiseret viden om undervisning og vejledning på høretabsområdet, fortæller forstanderen. Og han tilføjer, at Center for Døvblindhed og Høretab qua sin fremtrædende ekspertise på de to fagområder med jævne mellemrum har både national og international bevågenhed.
- Vi ved selv, at vi gør vores arbejde rigtigt godt. Og det er fantastisk, at vi via vores arbejde og know-how kan inspirere andre i forhold til arbejdet med mennesker med døvblindhed eller høretab - og for den sag skyld andre handicaps også, slår Lars Søbye fast. Sammen med personalet glæder han sig til at tage godt imod prinsessen og hendes følge fredag eftermiddag.
Yderligere informationer
Prinsesse Soamsawali med følge på ca. 30 personer besøger Center for Døvblindhed og Høretab, afdelingerne på Danalien 4 og 6, fredag den 6. august 2010 om eftermiddagen.
Center for Døvblindhed og Høretab, som er et af Region Nordjyllands tilbud på specialområdet, er et lands- og landsdelsdækkende helhedstilbud til børn, unge og voksne med døvblindhed eller høretab (se også pjece i højre side under Links og filer).
Her findes også prinsesse Soamsawalis CV.