Spørg politikerne i Regionsrådet
Regionsrådets møder har altid været åbne for borgere til at komme at se og høre politikernes debat. Nu får tilhørerne så også mulighed for selv at komme til orde. Det kan ske i den spørgetid, som Regionsrådet netop har besluttet sig for at indføre.

Politikerne ser frem til borgernes spørgsmål

De kommende regionsrådsmøder starter med en halv times spørgetid. Her kan borgere, der har noget på hjertet, komme til orde.
Spørgsmålene kan enten stilles skriftligt før mødet eller mundtligt direkte på mødet.

- Det vil naturligvis forlænge møder, som i forvejen ofte kan være lange. Men jeg synes, det er en helt rigtig tanke, at borgerne nu kan komme direkte i kontakt med os. Forhåbentlig ligger der mange spørgsmål på tungen hos borgerne, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Sådan foregår det

Hvis borgerne indsender spørgsmålet skriftligt, skal det ske fem hverdage før mødet, som altid finder sted en tirsdag.
Mundtlige spørgsmål stilles direkte i spørgetiden. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at de også kan besvares direkte på mødet. Nogle vil måske kræve nærmere undersøgelse.

Det er i princippet regionsrådsformanden, der svarer på spørgsmålene. Men ved mundtlige spørgsmål kan formanden udpege en af de øvrige politikere til at svare.

Desuden er det besluttet, at et spørgsmål højst må vare 2 minutter, og at der er mulighed for at følge op med en enkelt replik.


Yderligere information
Abonnér på side