Her kan du læse nyheder om influenza A (H1N1), også kaldet svineinfluenza, hvilket beredskab sygehusene i Region Nordjylland har til at modtage patienter, og hvad du skal gøre, hvis du har mistanke om, at du evt. er smittet med influenza A (H1N1). Du kan også finde links til andre relevante hjemmesider.

Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat ikke, at befolkningen i Danmark generelt har grund til bekymring. Langt de fleste, der bliver smittet med Influenza A (H1N1) oplever et mildt sygdomsforløb sammenlignet med gængs vinterinfluenza.

Hvad er symptomerne på Influenza A (H1N1)?
Symptomerne er de samme som ved traditionel influenza – det vil sige pludselig opstået feber, ondt i halsen, hoste og muskelsmerter. Diarré kan også forekomme.

Hvad skal du gøre, hvis du oplever symptomer?
Hvis du i øvrigt er rask, skal du ikke foretage dig andet eller mere, end du ellers ville gøre, når du får influenza – typisk blive hjemme.
Du skal kun kontakte lægen, hvis:

  • Dine influenzasymptomer pludselig bliver værre.
  • Du har en sygdom, der gør influenza til en mere alvorlig sygdom, end det ellers ville være. Det gælder personer med nedsat lungefunktion, astma, hjerte-karsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar.
  • Du - siden du blev syg - har været i nær kontakt med personer, der har en sygdom, der gør influenza til en mere alvorlig sygdom, end det ellers ville være.
  • Du er gravid eller har børn under 2 år.

Hvis du får influenzalignende symptomer og er i risikogruppen, er det vigtigt at tage telefonisk kontakt til egen læge eller lægevagten. Du skal ikke møde op i venteværelset hos egen læge, vagtlægen eller Skadestuen/Modtagelsen, da du derved risikerer at bringe eventuel smitte videre til andre patienter.

Se evt. Sundhedsstyrelsens seneste retningslinier: "Vejledning for håndtering af influenza A (H1N1)"

Informationsplakater om influenza A er ophængt på regionens sygehuse.


Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Ledende overlæge, Infektionsmedicinsk Afdeling, Aalborg Sygehus, professor, dr. med. Henrik Nielsen
  • Tlf. 99 32 65 10
  • Forfatter:
  • Kommunikationskonsulent, journalist Charlotte Tybjerg Sørensen
  • Opdateret d.
  • 1. december 2009
Abonnér på side