En utilsigtet hændelse kan både være en fejl, der sker i forbindelse med din kontakt til sundhedsvæsenet eller det kan være en situation, hvor der er lige ved at ske en fejl. En utilsigtet hændelse kan eksempelvis være, at du får forkert medicin eller at din journal eller blodprøvesvar er væk eller bliver forbyttet.
Formålet med at rapportere utilsigtede hændelser er, at sundhedsvæsenet lærer af de fejl og nærved fejl, der forekommer inden for området. Du har mulighed for at rapportere utilsigtede hændelser i hele sundhedsvæsenet.
Eksempelvis kontakt til din praktiserende læge, vagtlæge, apotek, plejehjem, Falck, en boenhed, et sygehus e. lign.
Når du som patient eller pårørende rapporterer en utilsigtet hændelse, bliver hændelsen sendt til analyse det sted, hvor hændelsen er sket. Er hændelsen eksempelvis sket under indlæggelse på en sygehusafdeling, bliver hændelsen sendt til analyse i den afdeling. Afdelingen analyserer hændelsen ud fra spørgsmålene: Hvad skete der, hvorfor skete det og hvordan kan vi forebygge, at det sker igen.
For at hændelsen kan blive analyseret og brugt til læring er det vigtigt, at du ved rapportering af en hændelse i DPSD udfylder alle felter omhyggeligt, bl.a. med oplysninger om hændelsessted og med en god beskrivelse af, hvad der skete. Det er også en fordel, at du skriver dit cpr-nummer på skemaet, da dette giver de sundhedsansatte mulighed for at finde yderligere oplysninger bl.a. i din journal. Cpr-nummeret slettes senere i din hændelsesrapport.
Du kan læse mere om rapportering i "vejledning til rapportering" under links og filer øverst til højre på denne side.
Links til indberetningsskemaer:
Hvis du er patient: SKEMA FOR PATIENTER
Hvis du er pårørende: SKEMA FOR PÅRØRENDE
Når du rapporterer en hændelse modtager du en automatisk en kvittering for, at din hændelse er modtaget i rapporteringssystemet. Herudover kan du ikke forvente yderligere tilbagemelding.
At rapportere en utilsigtet hændelse er ikke det samme som at indgive en klage over sundhedsvæsenet.
Læs mere om klage muligheder her
Rapportering af utilsigtede hændelser har kun til formål at skabe læring i sundhedsvæsenet og der vil ikke på baggrund af en rapporteret hændelse blive iværksat disciplinære undersøgelser eller sanktioner overfor implicerede sundhedspersoner.
Har du brug for mere information om dine muligheder for henholdsvis at rapportere utilsigtede hændelser, at klage eller søge erstatning kan du henvende dig til regionens patientkontor
Patientkontoret
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Ø
Telefon 96 35 10 10 (hverdage kl. 9-12)
patientkontor@rn.dk
Øverst til højre på denne side finder du en række links, der giver dig mulighed for at få yderligere information bl.a. omkring loven og vejledningen, der ligger til grund for rapporteringssystemet.