Åbent hus for alle borgere – Sygehus Himmerland, Hobro
Lørdag den 4. februar 2012 åbner Sygehus Himmerland dørene til det nye Akutte Modtage Afsnit (AMA) i Hobro og inviterer alle interesserede borgere inden for til åbent hus.

Det nye Akutte Modtage Afsnit (AMA) i Sygehus Himmerland er færdigbygget og klar til at modtage de første patienter fra den 6. februar 2012. Det er en stor begivenhed i Sygehus Himmerlands historie, der for alvor ruster sygehuset til at varetage gode patientforløb og sikre, at de akutte medicinske patienter er i gode hænder hos os i fremtiden.

Åbent hus for alle borgere

Inden de første patienter bliver indlagt, åbner Sygehus Himmerland dørene for offentligheden, så alle interesserede borgere får mulighed for at se AMA’en indefra og høre mere om tankerne bag byggeriet og den fremtidige dagligdag på stedet. Det sker lørdag den 4. februar 2012 fra kl. 10.00-14.00.

Her har man som borger mulighed for at:

o Få en rundvisning i AMA’en, hilse på personalet og følge et patientforløb fra start til slut
o Høre om indretningen af afdelingen, som er baseret på de nyeste principper for akutafdelinger.
o Få et indblik i den nyeste teknologi på akutområdet
o Hilse på en paramediciner og se en ambulance indefra
o Møde repræsentanter fra Hjerteforeningen og høre mere om deres arbejde
o Få en snak med sygehusets sundhedskoordinator, som kan fortælle om forebyggelse af livsstilssygdomme

Udover disse stande vil der blive budt på smagsprøve på bæredygtig mad fra Sygehus Himmerlands køkken, bl.a. varm suppe, som er tilberedt af ernæringsassistent Kristine Clausen, som vandt Regionsmesterskabet for ernæringsassistentelever i november sidste år og netop har deltaget i Danmarksmesterskaberne i weekenden.

Yderligere informationer

Pressen er meget velkommen til at dukke op til arrangementet, som finder sted lørdag den 4. februar fra kl. 10.00-14.00. Der er indgang ved ambulanceindkørslen ved Stoldalen, Sygehus Himmerland i Hobro.


Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Sygehusdirektør Christen Lyhne
  • Tlf. 40804630
  • Forfatter:
  • Kommunikationskonsulent Jane Hejbøll Larsen
  • Opdateret d.
  • 1. februar 2012