Regionspolitikere skal diskutere kvalitet i fremtidens sundhedsvæsen
Regionen vil udvikle kvaliteten i patientbehandlingen, så sygehusene bliver endnu bedre til at udføre de opgaver, der giver den bedst mulige effekt.
Regionspolitikerne skal drøfte principielle, vigtige spørgsmål, når de 8. februar tager på seminar, inden der sættes flere ord på et kommende forslag til nye planer for sundhedsområdet.

- Udgifterne til sundhedsvæsenet stiger eksplosivt. Derfor har regionerne valgt, at vi skal satse på kvalitet som modsvar til presset budgetter. Det lyder umiddelbart som modsætninger, men det handler om, at vi skal blive bedre til at prioritere. Vi skal arbejde os væk fra at behandle mest muligt og i stedet satse på at behandle bedst muligt, siger Ulla Astman, regionsrådsformand.

Oplæggene til politikerne vil tage udgangspunkt i seks værdier for kvalitet i sundhed besluttet på tværs af de danske regioner.

- Derfor venter jeg en god debat, hvor vi får lejlighed til at drøfte, hvad der virker bedst, og hvordan vi får mest for pengene. Vores diskussion vil give et fingerpeg om den kommende planlægning, siger Ulla Astman.

Baggrunden for seminaret er, at politikerne i budgetforliget for 2012 blev enige om, at der løbende er behov for at evaluere sygehusstrukturen. Det skal sikre, at regionen driver sygehusene økonomisk rationelt og sikrer den faglige udvikling og specialisering.

Den politiske debat vil danne baggrund for et senere oplæg til forskellige planer for sundhedsområdet. Planerne kommer officielt i høring til foråret og vil gælde fra de er vedtaget og formentlig fire år frem.

Yderligere informationer

Seminaret bliver afholdt så hele Regionsrådet får mulighed for en drøftelse af alle aspekter af de kommende planer for sundhedsområdet.

Du kan læse oplægget til Regionsrådets seminar i linket til højre.


Yderligere information
  • Kontaktperson:
  • Regionsrådsformand Ulla Astman
  • Tlf. 30 23 64 54
  • Forfatter:
  • Kommunikationskonsulent Thomas Chemnitz
  • Opdateret d.
  • 15. marts 2012