Region Nordjylland har etableret vagtcentral med sundhedsfaglig visitation af ambulancer og akutenheder. Foruden sygeplejerskerne, som tager imod borgernes opkald, har Falck også sine tekniske disponenter placeret på vagtcentralen til at foretage disponering af ambulancer og øvrige akutberedskaber.

Sundhedsfaglig disponering
Når et opkald til alarm 1-1-2 har et sundhedsfagligt indhold, kan der stilles videre til en sygeplejerske på vagtcentralen.
Sygeplejersken spørger ind til tilstanden hos de(n) tilskadekomne og træffer herefter beslutning om hvilke ressourcer, der skal afsættes til opgaven. Den sundhedsfaglige visitation består i at vælge, hvilken prioritet en opgave skal have (opgaveprioritet A, B eller C), samt hvorvidt øvrige akutenheder (paramediciner, lægebil, eller akutbil) også skal sendes til opgaven.
Udover disponering af rette ressourcer kan sygeplejersken guide anmelderen i forhold til førstehjælp og håndtering af situationen indtil ambulancen er fremme.
Disponering af ambulancer
Disponeringen af ambulancer og øvrige præhospitale enheder foregår igennem to led. Det første led er som beskrevet den sundhedsfaglige disponent, som afgør hvad der skal sendes af sted. Det andet led er ambulancetjenestens tekniske disponent, som giver opgaven videre til ambulancetjenestens mandskab med melding om destination og hændelse. Ambulanceoperatøren døgnbemander vagtcentralen med 2 ansatte til denne opgave.