Frit tandlæge valg Du kan frit vælge hvilken tandlæge, du ønsker at benytte. Tandlæger i Danmark har overenskomst med regionerne. Heri defineres blandt andet til hvilke behandlinger, du kan få offentligt tilskud.
Der ydes offentlig tilskud til eksempelvis:
- Undersøgelser
- Kontrolbesøg efter visse behandlinger
- Tandrensninger
- Tandfyldninger
Der ydes ikke offentlig tilskud til eksempelvis:
- Røntgenbilleder
- Bedøvelse
- Broer
- Kroner
- Implantater
- Proteser
Desuden bestemmer overenskomsten f.eks., at tandlægen synligt i klinikken skal have lister over de priser, han/hun selv må fastsætte.
Kontaktperson vedr. regionaltandpleje (§ 166)
Anni Andersen Tlf. 9635 1854 - email. aa@rn.dk
Sjøgrens Syndroms- og kræftpatienter
Sundhedslovens § 166 giver mulighed for tilskud til tandpleje til patienter med Sjøgrens Syndrom og kræftpatienter, som har modtaget strålebehandling mod hoved- halsområdet og/eller kemoterapi. Det skal oplyses, at der er en årlig egenbetaling, og som for 2011 er på kr. 1.680, og for 2012 er på 1725 kr.
Med virkning fra d. 1. januar 2011 er det blevet muligt at påklage afgørelser vedrørende tilskud til tandpleje efter § 166 i Sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri, jævnfør lov nr. 706 af 25. juni 2010.
Klagen skal fremsendes til Patientombuddet, Finsensvej 15, 2000 Frederiksberg, inden 4 uger efter at du har modtaget meddelelse om afgørelsen.
Læs mere her.
Ansøgningsskemaet kan desuden fås ved direkte henvendelse til Primær Sundhed, Tandlægeområdet via Region Nordjyllands hovednummer: 96 35 10 00. eller på link til højre på denne side.
Behandling i udlandet
Du kan frit vælge at tage til et andet land for at få behandlet dine tænder. Hvis du vælger et EØS/EU-land, refunderer Primær Sundhed den samme del af dine omkostninger, som hvis du havde fået behandling hos en tandlæge i Danmark. Det betyder eksempelvis, at behandlinger som broer, proteser og røntgen ikke berettiger dig til refusion. Derimod kan du få det sædvanlige tilskud til bl.a. fyldninger, undersøgelser mv.
For at få refunderet et eventuelt tilgodehavende skal du indsende kvitteret originalregning til Primær Sundhed, Niels Bohrs Vej 30, postboks 8300, 9220 Aalborg Ø. Hvis du ikke har betalt regningen på stedet, kan du i stedet indsende originalregning samt kontoudtog til dokumentation for betaling.
Du skal sørge for, at behandlingerne er oversat til et sprog, som vi umiddelbart har mulighed for at forstå, ligesom behandlingerne skal være sammenlignelige med de danske og prissat enkeltvis. Desuden skal du angive dit navn og personnummer. Hvis du er medlem af Sygeforsikringen Danmark kan du også med fordel skrive dette, da vi i givet fald sender regningen videre dertil, når vi har behandlet den.
Hvis du har ret til tilskud bliver beløbet snarest muligt overført til din Nemkonto.