Her kan du læse mere om de nærmere betingelser for at få tilskud til sundhedsydelser, der er købt eller leveret i andre EU- eller EØS-lande.
se hvilke lande, der er EU-/EØS-lande
Reglerne gælder ikke ved akut behov for behandling under ferie link
eller for sygehusbehandling i udlandet, se i stedet link
Dog gælder reglerne, hvis der opstår akut behov for tandbehandling i udlandet.
Hvad kan du få tilskud til
Du kan fra regionen få tilskud til følgende ydelser:
• Almen lægehjælp (kun hvis du er gruppe 2-sikret)
• Speciallægehjælp
• Tandpleje og tandbehandling
• Kiropraktisk behandling
• Fysioterapeutisk behandling
• Fodterapeutisk behandling
• Psykologbehandling
• Tandpleje til visse kræftpatienter og patienter med Sjøgrens syndrom
• Briller til børn under 16 år
• Ernæringspræparater, som er ordineret af læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse
Du har også mulighed for at få tilskud til en række kommunale ydelser som børne- og ungdomstandpleje, vederlagsfri fysioterapi, vederlagsfri genoptræning udenfor sygehusregi og tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader. Hvis du vil vide mere om disse muligheder, kan du rette henvendelse til din hjemkommune.
Betingelser for tilskud
Du kan få tilskud, hvis du er bosat i Danmark og sikret i sygesikringsgruppe 1 eller 2. Som udgangspunkt svarer tilskuddet til det beløb, du ville få udbetalt som tilskud til en tilsvarende behandling i Danmark.
Du skal selv betale for den udenlandske sundhedydelse. Herefter kan du søge om tilskud ved regionen. Det er dit ansvar at levere den nødvendige dokumentation, før du kan få udbetalt tilskuddet.
Regionen kan kun udbetale tilskud til dig, hvis du har modtaget en behandling, som du ville kunne få tilskud til i Danmark. Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt behandlingen giver ret til tilskud, skal du som ansøger dokumentere, at den ydelse, du søger tilskud til, svarer til en ydelse, du kan få tilskud til i henhold til sundhedslovgivningen eller overenskomst, jf. punktet ’Krav til ansøgningen’.
Tilskuddet gives på de samme betingelser, som i Danmark. Det vil sige, at du skal have for eksempel lægehenvisning til behandlingen i samme omfang som i Danmark. Hvis der er særlige begrænsninger på antallet af behandlinger eller hvilke personer, der er berettiget til behandling med tilskud, så gælder disse begrænsninger også ved behandling i udlandet.
Den udenlandske behandler (sundhedstjenesteyderen) skal have kvalifikationer, der svarer til de kvalifikationer, som kræves af en tilsvarende behandler i Danmark. Der kan i visse tilfælde være beskrevet særlige krav til behandleren i overenskomsten for det pågældende fagområde. Hvis der er tvivl om, hvorvidt den udenlandske behandler har de forudsatte kvalifikationer, er det dig som ansøger, der skal dokumentere, at behandleren opfylder kvalifikationskravene.
Sundhedslovens § 166 giver mulighed for at regionen kan yde tilskud til tandbehandling til patienter med dokumenterede tandproblemer som følge af Sjøgrens Syndrom eller cancerpatienter, der har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen og/eller kemoterapi. Er du omfattet af disse regler, skal du være opmærksom på, at behandlingen ikke må påbegyndes, før regionen skriftligt har godkendt behandlingsforslaget. Du kan læse mere om de særlige regler her
Krav til ansøgningen
Når du søger, at skal du angive dit navn og personnummer.
Derudover skal din ansøgning om tilskud som minimum bestå af følgende:
Original regning og kvittering for betaling
• Beskrivelse af de enkelte ydelser, som gør det muligt at sammenligne den med de ydelser, der kan ydes tilskud til i Danmark
• Prisen for de enkelte ydelser skal fremgå
Kopi af eventuel lægehenvisning, lægeordination eller tilskudsbevilling
Dokumentation for at den udenlandske behandler opfylder kvalifikationskravene
• Det vil ofte fremgå af regningsmaterialet, at behandleren er offentligt autoriseret eller har anden retlig anerkendelse.
• I tvivlstilfælde skal du som ansøger dokumentere, at behandleren har kvalifikationer svarende til dem, der kræves for at udføre den tilsvarende behandling i Danmark: for eksempel ved at fremlægge en kopi af behandlerens autorisationsbevis eller uddannelsesbevis.
Dokumentationen skal være på et umiddelbart forståeligt sprog.
Ansøgningen skal indsendes til:
Region Nordjylland
Praksissektoren
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst
Tilskuddets størrelse
Tilskuddet ydes efter de samme regler som i Danmark. Der kan ikke ydes større tilskud til behandlingen i et andet EU/EØS-land end den tilsvarende behandling i Danmark ville udløse. Desuden kan tilskuddet aldrig overstige den faktiske pris, du har betalt for ydelsen.
Udbetaling af tilskud sker til din NemKonto.
Forældelse
Du har kun krav på at få tilskud til ydelser, hvis du ansøger om tilskuddet inden tre år fra det tidspunkt, hvor du har modtaget sundhedsydelsen.
Klageadgang
Du har mulighed for at klage over Regionens afgørelse vedrørende tilskud til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Fristen for at klage er fire uger fra den dag, hvor du har modtaget afgørelsen. Din klage skal i første omgang sendes til regionen, som vurderer, om der er grundlag for at ændre afgørelsen. Hvis denne vurdering ikke resulterer i, at du får helt eller delvist medhold i din klage, vil regionen sende klagen samt en begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til Patientklagenævnet.
Øvrig behandling i udlandet
De ovenfor beskrevne regler gælder i de tilfælde, hvor du skal modtage en planlagt behandling. Der gælder andre regler for sygehusbehandling i udlandet samt akut behandling i forbindelse med ferierejser o.l.
Læs mere på rejsesygesikring
Du skal være opmærksom på, at der kun kan ydes tilskud efter ét sæt EU-regler – men hvis du opfylder betingelserne for at søge tilskud efter flere forskellige regler, kan du selv beslutte, hvilke regler du ønsker at søge efter.
Klage over behandling i udlandet
Du skal være særlig opmærksom på dine klagemuligheder, hvis du vælger at søge behandling hos en læge, tandlæge eller anden sundhedsperson i udlandet. Hvis du ikke bliver tilfreds med den behandling, du modtager, så er det klage- og erstatningsreglerne i det land, hvor du har modtaget behandling, der finder anvendelse. Du vil derfor skulle rette din klage til myndighederne i det land, hvor du har modtaget behandling.
Kontaktoplysninger
Hvis du har spørgsmål vedrørende reglerne om tilskud til behandling i udlandet, er du velkommen til at kontakte:
Praksissektoren på telefon 96 35 10 00 eller
via mail region@rn.dk
Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig