Sundhedsbrugerrådet inviterede til temadag

Under overskriften overgangen fra sygehus til kommunalpleje havde Sundhedsbrugerrådet inviteret patientforeninger i Region Nordjylland og Regionsrådet til en fælles temadag. Omkring 60 deltagere havde taget i mod invitationen og hørte bl.a. om, hvordan patienterne oplever et patientforløb, og hvordan regionen samarbejder med kommunerne om at skabe en fælles forståelse for udfordringerne - og give patienterne et godt patientforløb.

På baggrund af indlæg fra sundhedsfaglig direktør Jens Winther Jensen og kontorchef Alice Morsbøl blev temaets forskellige problemstillinger debatteret.  

Et fast punkt på den årlige temadag er Sundhedsbrugerrådets beretning. Igen i år kunne formand for Sundhedsbrugerrådet Henning Olsen, se tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor Sundhedsbrugerrådet har været en aktiv medspiller og sparringspart i forhold til udvikling indenfor sundhedsområdet i Region Nordjylland. Sundhedsbrugerrådet er kommet mere i fokus i medierne - og vil fortsat arbejde for at blive mere synlige i både samfundsdebatten og i patientforeningerne. Henning Olsen gjorde opmærksom på, at Sundhedsbrugerrådet meget gerne kommer ud i patientforeningerne for at få input og fortælle om Sundhedsbrugerrådets funktion.  

Henning Olsen og Ulla Astman sluttede i fællesskab dagen af med at konstatere, at der fortsat er udfordringer i at skabe et sammenhængende sundhedsvæsen og at det er en opgave, der fortsat skal være fokus på. Samtidigt takkede de for dagens gode input til arbejdet med fortsat at styrke det nordjyske sundhedsvæsen, og samarbejdet mellem patientforeningerne, Sundhedsbrugerrådet og Regionsrådet.  

Næste års temadag holdes mandag den 26. november 2012 - temaet er endnu ikke fastsat. Invitation udsendes i starten af november 2012.  

Under Links og filer kan du finde de to oplæg fra temadagen.