Klima og bæredygtighed

Omstilling til et klimarobust samfund og overgang til bæredygtig energiforsyning er en stor samfundsmæssig udfordring med opgaver på alle niveauer fra lokalt til globalt.

Med indgåelsen af Parisaftalen har Danmark forpligtet sig til at nå et reduktionsmål for CO2-udledningen på 40% i år 2030, og førende forskere har allerede vist, at dette mål er i underkanten for at holde den globale opvarmning i skak. Region Nordjylland skal som del af det danske og globale samfund også bidrage til denne reduktion. Det gælder både på de hospitaler og institutioner som regionen selv driver og i hele det nordjyske område.

Grøn omstilling i Region Nordjylland

Region Nordjylland arbejder for grøn omstilling og bæredygtighed på Regionens sygehuse, institutioner og administration. Det betyder at der er fokus på at nedbringe CO2-udledningen fra alle typer af aktiviteter, både kørsel, madlavning, opvarmning, elforbrug og meget andet. Bæredygtighed angår ikke kun klima og CO2-udledning, men også brug og genbrug af ressourcer og materialer. Indsatsen for grøn omstilling fokuserer derfor også på grønne indkøb og god affaldshåndtering.

Læs om Region Nordjyllands arbejde med grøn omstilling

Grøn Energi Nordjylland 2040

Grøn Energi Nordjylland 2040 er en platform til at opnå et fælles nordjysk fokus på energiområdet og arbejde hen imod den fælles vision om, at Nordjylland skal være selvforsynende med vedvarende energi i 2040. Målet skal nås ved at styrke samarbejdet mellem kommuner og region, fremme nye teknologier, øget samspillet med private aktører og forbedre energieffektiviteten i forsyninger, bygninger, erhverv og transport. Samtidig skal arbejdet ske i tæt dialog med borgerne for at styrke bosætningen i Nordjylland.

Læs mere om Grøn Energi Nordjylland 2040

DK2020 - Klimaplaner for hele Danmark

DK2020 - Klimaplaner for hele Danmark er et nationalt projekt, der giver danske kommuner mulighed for at løfte det lokale klimaarbejde til international best practice. I Nordjylland er der indgået en samarbejdsaftale mellem Region Nordjylland og de 11 Nordjyske kommuner, om at alle nordjyske kommuner deltager i DK2020.

Læs mere om DK2020 - Klimaplaner for hele Danmark