Rengøringstekniker søges til Aalborg Universitetshospital, Afsnit Syd

Vi mangler dig, der har lyst til at arbejde med rengørings- og serviceopgaver på et hospital. Du bliver en uundværlig del af hverdagens logistik, hvor du gør en forskel for dine mange kolleger på hospitalet, ligesom du er med til sikre effektive og sammenhængende patientforløb.

Du har et stort servicegen, professionalisme er dit varemærke, og så er du en super god kollega, der tager ansvar for et godt og humørfyldt arbejdsmiljø. Til gengæld kan vi tilbyde dig et spændende job med mening, gode muligheder for udvikling, og en ledelse der er tæt på og lytter. Sidst, men ikke mindst, tilbyder vi et stort fællesskab på en stor arbejdsplads med mange fantastiske kolleger.

Dine opgaver
Du vil her få et alsidigt job, da denne stilling rummer rengøringstekniske opgaver i forskellige team og med forskellige opgaver, på tværs af Aalborg Universitetshospital Syd.
Det forventes derfor at du er omstillingsparat og indstillet på at agere ”blæksprutte” på tværs af matriklen og dermed ikke indgå i et fast team, men have faste vagter i forskellige teams.
Stillingen har en fastlagt vagtplan, primært bestående af tidligvagter i diverse afdelinger/afsnit. Herunder i Operationsafsnit for Øre-, Næse-, Halskirurgi og Neuro- og traumeintensivafdelingen (NOTIA), Skadestuen, og forskellige senge- og ambulatorieafsnit samt administrative afsnit. Du vil altså have en hverdag, hvor du veksler mellem at gå i kontor- og undervisningsmiljøer, ambulatorieafsnit med patienter til behandling/undersøgelser, sengeafsnit med længerevarende indlæggelser samt afsnit, hvor du omgås alvorligt syge patienter og deres pårørende.

Du vil desuden have vagter, der indebærer ”renrumsrengøring” på Nuklearmedicinsk Afdeling for undersøgelser med radioaktive lægemidler. Renrumsrengøring er en særlig metode af rengøring i sterile rum, hvor der er særlige krav til kvaliteten, proceduren og dokumentation af rengøringen. Du vil selvfølgelig blive lært op ved opstart og have faste vagter med opgaven, så dine kompetencer vedligeholdes.
Derudover vil du ugentligt have vagter, vi kalder ”afløservagter”, hvor din vagt afhænger af, hvor i huset, der er brug for en afløser og kan både være tidlig- og senvagter. Du vil hver fjerde weekend have fast vagt på neuro- og traume- intensivafdelingen (NOTIA).

Du vil på dagen indgå i team med de af dine kolleger, der er fast på afsnittet, som du vil koordinere dine arbejdsopgaver med, så I hjælper hinanden med at komme i mål. Afhængigt af hvor du vil have vagt, vil du komme tæt på patienterne og deres pårørende, du arbejder tæt sammen med andre faggrupper, og det er vigtigt for os, at du møder dem alle med et smil, ordentlighed og professionalisme.

Mødetider
Vær opmærksom på, at du skal kunne møde til de beskrevne mødetidspunkter for at kunne søge stillingen.

Bemærk: Stillingen er på gennemsnitligt 36,25 timer/ugen

Dine vagter vil køre i et 8-ugers-rul med skiftende mødetider. I dit vagtrul vil du primært have tidlige vagter, enkelte senvagter, 1-2 ”afløservagter” ugentligt og weekendvagter hver fjerde uge.
  • Tidligvagter: kl. 6.00-12.30/14.00
  • Senvagter: kl. 10.30-18.30, 11.00-19.30
  • Weekendvagter: kl. 6.00-13.30

Når du starter hos os
Når du starter hos os, får du et grundigt opstartsforløb, hvor du oplæres i rengøringsmetoden, som vi anvender på hospitalet (Insta800). Du bliver koblet sammen med en kollega, som kender til afsnittet, og som kan introducere dig til både opgaverne og dine øvrige kolleger. I får et par følvagter sammen, hvor du får mulighed for at se flowet i hverdagen og kan spørge om stort og småt, så du får en god opstart i jobbet.

Vi efteruddanner løbende vores medarbejdere som rengøringsteknikere ved AMU Nordjylland. Da man opnår merit for erfaring gennem sin ansættelse i Service & Rengøring, vil uddannelsen typisk vare 11 uger for vores medarbejdere.
Læs mere om uddannelsen.


Om dig
  • Du har erfaring fra service- og/eller rengøringsbranchen og har stærke kompetencer inden for eks. rengøring, madhåndtering og serviceopgaver.
  • Gode danskkompetencer er påkrævet, da det er nødvendigt for samarbejdet med dit team, øvrige faggrupper, kontakt med patienter og pårørende. Alle arbejdsplaner, hygiejneinstrukser og uddannelsen som rengøringstekniker er også på dansk.
  • Du kan anvende IT-systemer, og du skal tjekke din arbejdsmail minimum én gang om ugen. Vi bliver mere og mere digitaliserede, og flere steder anvender vi et digitalt opgavesystem som arbejdsplan på mobilen.
  • Vi er synlige i hverdagen, og vi udfører ofte vores arbejde mens patienter, pårørende, plejepersonale og læger er til stede. Det kræver en god portion situationsfornemmelse, ligesom det kræver, at du kan tilpasse dig mange forskellige samarbejdsrelationer.
  • Du spotter af dig selv de steder, hvor vi kan blive endnu bedre – og siger det højt.
  • Du har en fleksibel indstilling. Hospitalet er en arbejdsplads, hvor der hurtigt sker ændringer. Det betyder, at arbejdsdagen tit udfolder sig anderledes, end du havde tænkt, da du mødte ind.
  • Du er god til at samarbejde i et team, forstår at tage ansvar for både egne og for teamets opgaver, ligesom du koordinerer opgaverne med dine kolleger.

Vi tilbyder
Du bliver en del af en afdeling, hvor vi sætter barren højt for rengørings- og servicefaget. Du gør en forskel hver eneste dag for både patienter og dine kolleger på hospitalet, og du er aldrig alene. Vi har et godt fællesskab med en uhøjtidelig omgangstone, hvor der er plads til alle. Du bliver en del af en afdeling, hvor vi lytter til vores medarbejdere, og vi holder tavlemøder, hvor alle kan byde ind. Du får en stor grad af selvstændighed i jobbet med mange forskellige opgaver, ligesom der er mulighed for specialisering, mere ansvar og udvikling, hvis du har lyst til det.  Inden længe flytter vi til Hospitalsbyen i Aalborg Øst, hvilket betyder nye spændende opgaver og endnu mere tværfagligt samarbejde i serviceblokken.

Om os
Service & Rengøring er en tværgående afdeling på Aalborg Universitetshospital. Vores kerneopgave er at levere diverse rengørings-, service- og logistikopgaver til hospitalets øvrige faggrupper. Opgaverne udføres på alle tilhørende matrikler til Aalborg Universitetshospital Aalborg Universitetshospital i Aalborg, Farsø, Hobro, Thisted og Psykiatriens matrikler i Aalborg, Brønderslev og Thisted samt regionale institutioner. Vi er cirka 500 medarbejdere, bl.a. linnedkonsulenter, logistikassistenter, rengøringsteknikere, portører og serviceassistenter.

Vi arbejder ud fra Region Nordjyllands ITOP-værdier: Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme. Vores mål er at professionalisere rengørings- og servicefaget samt ledelsen heraf, så vi fortsat kan være den bedste understøttende funktion for hospitalets øvrige faggrupper, udvide vores opgaveportefølje og sikre det bedst mulige forløb for patienterne.

Har du yderligere spørgsmål?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte organisationskonsulent Emilie Engemann på telefon 21194484 eller e-mail emilie.jensen@rn.dk .

Det praktiske
Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der foretages en individuel lønvurdering ud fra din erfaring og evt. gennemførte kursuser.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 24. maj kl. 10.00-13.00. Du søger stillingen ved at klikke på "søg job". Ansøgninger modtages ikke på mail.

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Fakta

Kontakt