Flere mobile testenheder sendes nu til Frederikshavn Kommune

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Borgerne i Frederikshavn Kommune får nu yderligere mulighed for at lade sig teste. Det sker, når Region Nordjylland sender mobile testenheder med testmateriale og personale til Frederikshavn, Skagen, Ålbæk og Sæby – tilbuddet gælder raske borgere. 

Ekstra tiltag nødvendigt

På grund af det stigende smittetal i Frederikshavn Kommune etablerer regionen midlertidige teststeder rundt omkring i kommunen. Konkret bliver det muligt for raske borgere at lade sig teste i Skagen, Ålbæk, Frederikshavn og Sæby på fastlagte tidspunkter. 

- Vi ser desværre, at smitten er iblandt os, og at den flytter sig på tværs i kommunen. Derfor er det godt, at man nu nemmere kan få en coronatest, og jeg håber inderligt, at det kan være med til at sætte en stopper for smitten, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S).

Det bliver muligt for alle over 2 år uden tidsbestilling at lade sig teste på Skagen Rådhus, i Ålbæk Kulturhus, i Arena Nord i Frederikshavn samt i Sundhedshus Sæby. 

I første omgang bliver det muligt i en begrænset periode. Regionen følger løbende smittetrykket for at vurdere, om der er behov for at etablere yderligere testning.

- Det er regionens opgave at udføre test, og de mobile testenheder sender vi ud, der hvor, vi vurderer, der er størst behov. Nu bliver det så Frederikshavn og omegn. Det er vigtigt, at vi hurtigt får afdækket smitten, så kommunerne kan sætte de nødvendige tiltag i værk, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S). 

Hvis du har symptomer på corona, skal du have en henvisning fra din læge til at blive testet på et af regionens hospitaler. Det samme gælder for børn under 2 år både med og uden symptomer.

Sundhedspersonale skal testes

Frederikshavn Kommune betegnes lige nu som en ”rød kommune”, og det medfører, at Region Nordjylland også tilbyder kommunalt sundhedspersonale yderligere testning. 

Derfor er regionen og kommunen ved at planlægge test af kommunens sundhedspersonale. Det kommer til at ske i den kommende uge rundt omkring i kommunen. 

Indtil videre planlægges der med en første runde af test af sundhedspersonalet. Derefter vurderes smittetrykket i kommunen i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og der træffes herefter beslutning om, hvorvidt en systematisk test af personale skal fortsætte.

Yderligere informationer

Har du brug for coronarelaterede fotos, så har Region Nordjylland lagt billeder ud til frit brug mod kreditering i en billedbank.

Kontaktpersoner

Ulla Astman, regionrådsformand, Region Nordjylland
Tlf.nr.: 3023 6454 Mail: ullaa@rn.dk 

Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune
Tlf.nr.: 2916 3039
Mail: bihn@frederikshavn.dk 

Opdateret