Klimaregnskab

I arbejdet med grøn omstilling er regionens klimaregnskab et vigtigt værktøj, som opgør den samlede årlige CO2-udledning og skaber afsæt for forbedringer til gavn for miljø og klima.

Klimaregnskabet udarbejdes hvert år, og opgør hvor stor den samlede udledning fra Region Nordjyllands aktiviteter har været i det forløbne år.

Regnskabet opstilles på baggrund af tal for vores forbrug af el, vand varme, transport og alle de varer og serviceydelser vi har købt. Nogle dele af udledningen kan beregnes direkte, det gælder f.eks. elforbrug og køb af benzin eller diesel til regionens biler. Andre dele beregnes ud fra modeller for hvor stor udledning der er forbundet med produktion, transport og bortskaffelse af produkter som vi køber. Selvom modellerne er avancerede, er beregningerne ikke meget præcise, men da de udføres på samme måde år for år giver de et overblik over hvordan regionens forbrug udvikler sig, og det giver klare fingerpeg om hvilke områder der er behov for at kigge nøjere på.

Klimaregnskabet for det forgangne år ligger typisk færdig i maj/juni måned, og godkendes normalt af Regionsrådet i august eller september, hvorefter det offentliggøres.