Mediegrafiker

I Region Nordjylland er vi af og til med til at uddanne mediegrafikere. Mediegrafikere vil typisk kunne finde beskæftigelse i en af Regionens kommunikationsafdelinger.

Hvad laver en mediegrafiker?

Mediegrafikere arbejder med:

  • Design
  • Tilrettelæggelse og fremstilling af produkter på forskellige medieplatforme - fra idéudvikling til produktionsklart materiale.

Om uddannelsen

Erhvervsuddannelsen til mediegrafiker varer 3 år og 11 måneder. For voksne, der er fyldt 25 år, kan uddannelsens varighed være kortere.

Uddannelsen veksler mellem undervisning på en erhvervsskole og praktisk oplæring i en virksomhed.

På skolen undervises i grafisk design, typografi, grafik og billedbehandling og i forskellige medieformer og deres samspil.

Der indgår 30 skoleuger i hovedforløbet fordelt på fire hovedforløb.

Uddannelsen afsluttes med svendeprøve.

Den teoretiske del af uddannelsen

Fagene på skolen er Crossmedia produktion, publicering og medieformer samt markedsføring og branding. Du lærer også om produktionsforståelse og planlægning og kundekontakt, så du kan aflæse kundens behov og omsætte det til et konkret resultat.

Derudover er der engelsk, design og kommunikation og formidling på skemaet. Og endelig skal du sammen med din praktikvirksomhed vælge valgfri specialefag inden for e-publicering, kommunikation med lyd og video, design og produktion til emballage mv.

Du kan læse mere om uddannelsen til mediegrafiker i Uddannelsesguiden.

I Nordjylland kan du læse til mediegrafiker på TECHCOLLEGE

Efteruddannelse

Som faglært har du mulighed for at holde dine kompetencer ved lige gennem AMU efteruddannelse og mulighed for videreuddannelse inden for en række forskellige uddannelser.