Gode råd til din ansøgning

Vi har samlet en række gode råd og tips, du kan bruge, når du skal skrive en ansøgning. Du kan også læse lidt om hvad der sker til samtalen, hvem der sædvanligvis deltager og hvad der sker efterfølgende.

Når du skal skrive din ansøgning, er det en god ide at læse jobannoncen grundigt igennem og lægge særligt mærke til, hvilke opgaver og krav jobbet indebærer. I din ansøgning vil vi gerne høre dit bud på, hvordan du vil løse opgaverne, både i forhold til din erfaring men også hvad dit personlige 'touch' vil være. Har du spørgsmål til jobbets indhold, er du altid velkommen til at kontakte den/de kontaktperson(er), der er angivet i jobopslaget.

Her er et par tips til, hvad du kan skrive om i din ansøgning… 

  • Skriv lidt om dig selv og hvad du er optaget af.
  • Forhold dig til jobopslagets krav og indhold - og svar på det ud fra din erfaring og dine kompetencer.
  • Hvad motiverer dig ved jobbet, du må gerne ringe til kontaktpersonen på jobbet, hvis du er i tvivl.
  • Lav et dækkende CV med relevant uddannelseserfaring og fritidsjob/aktiviteter.
  • Upload gerne et billede, men det er også ok at lade være.
  • Husk at læse korrektur, en god og gennemarbejdet ansøgning gør indtryk.

Krav til din ansøgning

Når du søger et job i Region Nordjylland bliver du bedt om at uploade dit CV samt en kopi af dit eksamensbevis eller dine seneste karakterer og eventuelle udtalelser sammen med ansøgningen. Det er alt sammen med til at give os et indtryk af, hvem du er, dine erfaringer og kompetencer. Når du har sendt din ansøgning modtager du en bekræftelse på, at vi har modtaget ansøgningen.  

Hvis du bliver kaldt til samtale

Hvis du går videre i rekruttereringsprocessen, indkalder vi dig til en samtale via e-mail eller pr. telefon. Til samtalen møder du et ansættelsesudvalg, der typisk består af din kommende leder, en eller to kommende kollegaer og muligvis en tillidsrepræsentant. Det vil variere hvem og hvor mange der deltager i samtalen, men uanset hvad, så har de det til fælles, at de er nysgerrige efter at møde dig. Ansættelsesudvalgets fornemmeste opgave er at få et indtryk af, hvem du er og hvordan du vil gå ind i jobbet. Typisk så stiller de et par spørgsmål hver relateret til deres rolle og funktion i afdelingen. Det vil for eksempel betyde, at dine kommende kollegaer måske vil spørge til, hvordan du er at samarbejde med, mens lederen vil spørge mere ind til, hvordan du vil løse en arbejdsopgave. Vigtigst er det, at du husker på, at der ikke er rigtige eller forkerte svar, og er der et spørgsmål, du ikke lige kan svare på, så er det også ok. Bare vær dig selv.

Her er et par eksempler på spørgsmål, der tit bliver stillet til en samtale, og som du sagtens kan overveje på forhånd:  

  • Hvorfor vil du gerne tage en uddannelse i Region Nordjylland?
  • Hvad er dine interesser?
  • Hvem er du som kollega?

Efter samtalen

Når samtalen er slut, hører du fra os igen, måske med det samme, eller efter et par dage. Måske kan vi tilbyde dig et job, måske vil vi gerne snakke med dig igen, men det kan også være et afslag. Uanset udfaldet begrunder vi gerne vores beslutning, når du har været til samtale hos os, så du kan tage feedbacken med i din eventuelle videre jobsøgning.

Du er velkommen til at spørge

Vi er altid parate til at give dig flere oplysninger om elevuddannelser i Region Nordjylland. Ring eller skriv en e-mail til den uddannelsesansvarlige inden for det område, du er interesseret i for at høre mere om.