Portør

I Region Nordjylland er vi hvert år med til at uddanne portører. Der er flere hundrede portører ansat fordelt på hospitalerne i Region Nordjylland og i psykiatrien. Portørerne varetager praktiske opgaver som for eksempel patienttransport og betjening af teknisk udstyr. Portørerne sørger også for forsyninger til afdelingerne og transporterer varer, blandt andet madvogne, inventar, depotvarer, medicin, sygejournaler og anden intern post mellem afdelingerne.

Portøruddannelse består af en obligatorisk, teoretisk basisuddannelse, der veksler med praktik på dit ansættelsessted. Uddannelsen varer 8 måneder og alle gennemfører basisuddannelsen i løbet af aspiranttiden. Overbygningsuddannelsen er obligatorisk og sammensættes af dig i samarbejde med arbejdslederen i henhold til funktionsområdet. Overbygningsuddannelsen kan først gennemføres efter at du har bestået basisuddannelse.
Læs mere om portøruddannelsen i Uddannelsesguiden.

Hvis du ønsker at blive ansat som portøraspirant, skal du holde øje med www.job.rn.dk, hvor portøraspirantstillinger opslås, når de er ledige.

Den teoretiske del af uddannelsen foregår på Århus Social- og Sundhedsskole. Du kan læse mere om portøruddannelsen på Århus Social- og Sundhedsskoles hjemmeside.

Kontakt