Mød Erik, portør

Aalborg Universitetshospital, Aalborg


Jeg er med til at få hjulene til at dreje rundt

Alle tror, at portører er nogen, der sidder og spiller kort og drikker kaffe nede i et kælderlokale. Men jeg kan kun sige, at sådan er det ikke. Portørerne er med til at få hjulene til at dreje rundt på et hospital. Når der er problemer, så er det altid portøren, man ringer til. Hvem skulle man ellers ringe til?

Vi giver dem et frirum

Vi kører patienterne rundt mellem afdelingerne og til undersøgelser. Her har vi mulighed for at give patienterne et frirum fra deres behandling og sygdom. Vi kan snakke med patienterne om alt muligt, der ikke handler om sygdom, og vi har tit en ualmindelig god samtale med patienterne, og mange er dybt taknemmelige for snakken. Det giver bare en go mavefornemmelse.
Det er et ansvarsfuldt job, der giver noget at tænke over.

Man får noget at tænke over

Vi har tæt kontakt med en masse patienter, og det gør, at man tænker lidt mere over livet. Kan du forestille dig, når der kommer en ind i Akutmodtagelsen, der aldrig tidligere har døjet med noget, og vedkommende så kommer ind med en alvorlig sygdom, og man kan se, at det overlever vedkommende måske ikke? Det får i hvert fald mig til at tænke lidt mere over tingene.

Som portør har man fri, når man har fri. Karriere for mig behøver ikke være en stor stilling eller en stor løn. Man skal blive portør, fordi man søger et ansvarsfuldt job, hvor man har med rigtig mange mennesker at gøre.