Mød Kate, sygeplejerske

Ambulatorium for Nyre- og Urinvejskirurgi, Aalborg Universitetshospital


Mit arbejde handler om livskvalitet for patienten  

Hos os har vi mange patienter, som enten skal undersøges for prostatakræft, har fået diagnosen og skal tilbydes behandling eller kommer til kontrol. Som sygeplejerske bruger jeg en del tid på at læse, hvem patienterne er og hvor i forløbet de er for at finde ud af, hvad jeg skal informere om og spørge ind til.

Jeg er der jo både for at samarbejde med den læge eller sygeplejerske, jeg følges med. Men jeg er der jo allermest for patienten og de pårørende. Livskvalitet er noget af det, som fylder allermest for patienten, og det skal jeg være med til at skabe plads til og grobund for. Det er spændende, at vi ikke følger den samme vej hver gang. Der er altid individuelle hensyn til patienten, der skal tages hånd om.

Jeg får meget tilbage ved at være sygeplejerske

Jeg synes nogle gange, at sygeplejefaget får hug. Der er meget, der kan forbedres, men der er også rigtig meget der er godt. Det er fedt, at der bliver givet plads til mig, ligesom jeg giver plads til mine kollegaer, og vi bruger hinanden og spørger hinanden til råds hver dag.

Jeg synes at man skal blive sygeplejerske, hvis man gerne vil bruge sin viden og praktiske færdigheder til at hjælpe mennesker, som står i sårbar og svær situation.